– Jeg nyder at fiske karper, når muligheden byder sig, fortæller Christian Lang Jensen fra Team Sportex. – Det var derfor med sommerfugle i maven, at jeg kørte mod søen sammen med min bror, Martin. Vi havde mulighed for at fiske det meste af dagen, så jeg glædede mig til en afslappende tur uden de store forventninger. Søen, vi skulle fiske, er ikke så stor, og den huser en del mindre karper. Der er dog også nogle bedre fisk imellem. Efter ankomst ved den uberørte sø fik vi hurtigt gjort et par stænger klar, som blev lagt ud i et område, hvor vi tidligere har fanget fine fisk.
– Timerne gik uden den store aktivitet. Vi lagde dog mærke til en del bobler i overfladen i den modsatte ende af søen. Derfor endte vi med at flytte de to stænger for at fiske dette område, hvor karperne tilsyneladende indtog føde nær bunden. Det var en god beslutning, for der gik ikke lang tid, før vi havde det første run. Det resulterede i en mindre karpe til Martin. Det næste run fik jeg æren af, og denne gang havde en bedre fisk taget pop-up’en. Den gik tungt og foretog flere gode udløb, da den kom tæt på land. Til sidst lagde jeg dog et solidt pres på fisken med min Sportex Advancer Carp, og karpen gled ind i nettet.
– Det var en smuk skælkarpe i særdeles fin stand. Efter et par hurtige fotos fik den friheden igen, og jeg var særdeles velfornøjet. De næste timer nød jeg blot naturen og samværet med brormand.