sep 18, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Krog- og foderagn kan med fordel have forskellige egenskaber – blandt andet på parametre som hårdhed. For når først horder af småfisk og krebs går i gang med at prøve at spise din boilie, så kan den hurtigt forsvinde fra hair´et. Og hvad kan være mere nederen end at fiske en hel nat uden agn på krogen?
CFC-Bait, der er kendt for deres kompromisløse boilies, har netop lavet den eftertragtede Scoopex Banana boilie i en version designet til at sætte på håret – og blive på håret, selv under lange sats, vand med lav PH eller søer, hvor der er udfordringer med fx krebs. Men når først du har sat én af disse hard hookers på dit hair, kan du være tryg ved, at du fisker effektivt – uanset forholdene.
Selvom boilien er hærdet, så den sidder betydeligt længere på dit hår end en boilie direkte fra posen, så leverer de samme fantastiske lokke- samt smagsegenskaber som selve foderboilien. De nye hard hookers er desuden tilføjet CFC-Baits helt egen, unikke blanding af attraktorer, som med sikkerhed vil forøge din fangstrate. Et absolut must til det krævede fiskeri.
Tjek de nye Scoopex Banana Hard Hookbaits på CFC-Baits hjemmeside her.
sep 17, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden behøvede jeg ikke mere end et par timer ved åen, for at have haft en fin aftentur med min makker fortæller Kasper Pedersen. – Hele tre fine gedder blev det til, og de er ved at have lidt efterårsmave på nu. På turen havde vi i alt kontakt til omkring syv fine fisk. Alle fisk huggede på Savage Gear Cannibal Shad, som altid virker. Geddefiskeriet kører ret godt for tiden – og bliver kun bedre. Forhåbentlig er det snart tid til ny PR over de magiske 10 kg, slutter han.
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse meget mere om her.
Husk, at du kan læse masser af artikler om geddefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk

sep 17, 2023 | Nyheder
Kursen var sat mod Stevns til et af de store rev, hvor vi har oplevet noget rigtig godt fiskeri i løbet af det seneste stykke tid, fortæller Magnus Bucholdtz. – Da vi ankom til pladsen, var der en hård vind fra nordøst, og vandet var godt grumset med en hel del tang. Der gik dog ikke længe, før makkeren fik en rigtig fin havørred på 52 cm, og kort efter var der flere fine havørreder, der sprang fri af vandet. Så stemningen var sat til en rigtig god aften.
– Herefter døde fiskeriet til vores store forundring fuldstændig ud, og efter et par timer var det sidste lys ved at ebbe ud. Der blev meldt sidste fem kast, og i det tredje kast mærkede jeg et hug, men krogen satte sig ikke. Dette gentog sig i kastet efter samme sted. Men i tredje kast samme sted huggede fisken til og slugte agnen. Jeg kan med det samme mærke, at det var en rigtig fin fisk, der havde taget blinket, og efter en god fight i mørket, kunne min kammerat Anders Tøttrup, nette en rigtig flot fisk på 68 cm, der desværre var kroget så dybt, at den ikke kunne genudsættes. Fisken blev taget på en 24 grams Sandy Inline i farven Golden sandeel, slutter Magnus, der sammen med Anders kan findes på Instagram her.
Husk, at du kan finde massevis af dybdegående artikler om havørredfiskeri på kysten – både med flue, spin og medeteknikker – i artikelarkivet her.
sep 17, 2023 | Nyheder
– Jeg havde forleden fået overtalt Sabrina til en weekend ved Drive In Fiskeland ved Farum, da vi endelig havde fået tid til det, fortæller Lars Rytter. – Vi brugte en del tid på at finde nogle spots, hvor der var grødefrit så vi kunne lægge vores takler der, og det var ikke lige til, da grøden er forholdsvis massiv. Efter at have scannet det meste af søen fandt vi de steder, hvor vi mente, at vores chancer var bedst. Stængerne blev rigget til med hairrigs hvor der var monteret en 15mm DT boilie på hver, og en partikel på toppen.
– Der gik ikke længe, fra vi var færdige med at lægge ud, før en lille græskarpe ikke kunne stå for vores præsentation, så det var hurtigt ind og hurtigt ud igen. Klokken var ved at være 18, så jeg vidste, at det ikke var nu, at vi skulle ligge og ro alt for meget rundt og forstyrre. Pladserne skulle have ro! Da klokken blev 21, fik vi en rigtig fin spejlkarpe på 15.1kg og tidligt på morgenen en mere på 13.1kg. Vores tur var dermed bestemt allerede reddet ift. fiskeriet.
– Lørdagen stod på rigtig meget hygge, hvor vi fik besøg af forskellige venner. Mens Mike og Jonas stod der, fik vi en spejlkarpe på 12.9kg, som var super fin. Det skal lige siges, at alle fights forgik fra båden pga grøden. Det ville være en smule uansvarligt at forsøge en fight og landing fra landsiden efter vores mening. Timerne gik med hygge og ligesom Mike og Jonas skulle til at gå, fik vi et hug på den nærmeste stang. Vi havde aftalt, at Sabrina skulle hive næste hug ind – men da jeg stod nærmest ville jeg bare lige se, om jeg kunne vende fisken inden jeg overrakte stangen. Men i det øjeblik at jeg løfter stangen op så tager fisken lige et ekstra gear og suser derud af med ekstrem kraft og fart.
– Sabrina kigger på mig og siger “den der tager du bare”. Jeg hopper i båden, får overleveret net og begynder fighten, som vi har gjort mange gange – jeg tænker at det nok er en af de bedre karper på den anden side af 15 kg. Til at starte med, så skal jeg lige have kontakt til fisken igen, for den er allerede igennem 20-30m grøde, men det klarer jeg forholdsvis nemt, og efter nogle minutter har jeg atter kontakt til fisken på frit vand igen – men den vil ikke op. Jeg forsøger ikke at presse den for meget, men heller ikke for lidt, så den sætter sig igen, med risikoen for at linen knækker eller krogholdet ryger. Jo længere tid fighten foregår, desto større risiko er der nemlig for, at der kan gå noget galt.
– Jeg begynder at tænke, at den nok er større end 15 – måske 18-20kg… kunne jeg virkelig være så heldig? Der var nu gået 20 minutter, og jeg havde endnu ikke set fisken. Kort inden hugget havde Mike snakket om de store maller i søen, og jeg blev bekymret for, om det kunne være sådan en – hvad gjorde jeg? De tre andre stod og råbte fra bredden og sendte en drone henover mig for at følge med. Der gik yderligere 20 minutter mere, hvor jeg kæmper for at presse dyret op fra dybet. Det skal lige siges, at mine stænger er 10” Nash stænger, som ikke er udviklet til mallefiskeri. Der var nu gået cirka 45 minutter, og jeg kunne mærke på fisken, at jeg begyndte at vinde: Centimeter for centimeter fik jeg mere line på hjulet, og lige foran en grødevæg kom den op – et kæmpe bæst, søens ultimative hersker – mallen, og måske ovenikøbet søens største.
– Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg hellere ville fange en karpe på 18kilo end en malle, men i den størrelse er det okay. Da jeg hoppede i båden, var jeg ikke forberedt på at skulle lande en malle. Faktisk var jeg slet ikke forberedt på en malle overhovedet. Frank var kommet forbi i mellemtiden og råbte om jeg ikke havde en handske med i båden til at lande fisken, og det havde jeg selvfølgelig ikke, så Mike måtte hoppe i den anden jolle for at bugsere mig ind til land, og det lykkes til sidst. Med en del besvær fik vi landet fisken til sidst. Der var nu gået omkring en time – måske lige over og vi havde nu fuld kontrol over, hvad der ligner den største fisk i søen vi kender til – en malle på over 2 meter. Den var længere end nogle af os andre og måske endda tungere end Sabrina, som er noget overrasket over at se sådan et fortidsuhyre i levede live. Frank som har en del erfaring fra Tysklands mallefiskeri anslår fisken til at veje omkring de 60kilo. Vi får med besvær taget nogle billeder og genudsætter fisken, som svømmer tilbage i dybet for at komme til hægterne igen. Det er til dato den længste og hårdeste fight jeg har oplevet, slutter han.
Se mere om mallefiskeriet i Drive In Fiskepark i denne video på Fisk & Fris Youtube med Jens Bursell.
sep 16, 2023 | Nyheder
Rundt omkring i landet er der en række af de mindre åer, som har en halvårsfredning, der træder i kraft i dag og løber indtil typisk d. 15 marts. Formålet er naturligvis – ligesom med helårsfredningerne, som man normalt ser på de større åer – at sikre havørrederne let adgang til åerne for at gyde.
Du kan se alle fredningszonerne i landet her
Se fredningerne på Fyn her.
Du kan læse om fredningerne på Sjælland her
Læs om fredningerne på Lolland, Falster og Møn her.
sep 15, 2023 | Nyheder
– Jeg fik min første havbars feber for mange år siden, fortæller Niels Knuzen. – Det skete ved Bulbjerg, hvor jeg havde taget min grønne fiskekajak med på taget af bilen og målet var egentlig makreller. Da jeg lod mig drive rundt om resterne af Skarre Klit, fik jeg pludselig det ene hug efter det andet. Det viste sig at være havbars, med de fleste på omkring kiloet og den største omkring 1½ kg. De er eminente fightere, så jeg var tændt, og gnisten er der forsat. Siden den dag har jeg bevæget mig op og ned langs vestkysten fra Fjaltring til Hirtshals i august til oktober.
– De mange høfder der ligger omkring Fjaltring, Bovbjerg og Ferring er gode havbars steder, og i sensommeren er der også god mulighed for makreller på disse kanter. Længere nordpå har vi de store høfder ved Aggertange og nordpå ligger Jammerbugten med mine favoritter – Hanstholm, Vigsø og Bulbjerg. Når vejret er godt dvs. vinden er i øst, så arter Vesterhavet sig og man har mulighed for at komme på kastehold af fiskene. Jeg ynder at gå i shorts og Teva sandaler – og står gerne i vand til knæene til starten af oktober. Jeg fisker derfor også havbars primært fra kanten af høfderne, således at jeg har mulighed for at komme ned på stranden, hvorfra jeg kan kane barsen på land. Jeg har næsten opgivet nettet ved disse strande, da jeg med de mange dønninger til tider har svært ved at komme ud og bruge det.
– For nylig valgte jeg at tage fri fra arbejde, da vejret var optimalt med østenvind og mulighed for skybrud. Jeg startede derfor bilen fra Vejle, og 2½ time senere kunne jeg parkere den oppe ved Hanstholm. Her riggede jeg en 10 fods stang til med mit Stella 3000 hjul og en 0.17 fireline. Jeg overvejer dog at gå ned i 0,13 da distance ofte er lig med flere havbars. Jeg gik mellem den gamle mole og havnen, og de første par timer var det eneste der bed på nogle små hornfisk. Midt på eftermiddagen tordnede et ordentlig skybrud sig op, og da det kom ind over Hanstholm, begyndte der at ske noget. Hugget kom kun 20 meter fra land og jeg var ikke i tvivl om, at det var havbarsen der huggede, for det var et lokomotiv for fuld udblæsning. Hugget skete på en gammel gullig sandgrævling, og da jeg havde fået den første ind, viste jeg, at der ikke var tid til at hvile på laurbærrene, for de kommer typisk i flokke. Jeg fik derfor sendt min wobler afsted igen. På fjerde kast efter at have taget den første, kom der endnu et hug. Endnu en gang tæt på kysten. Denne gang noget tungere og det tog en rum tid at få den udtrættet, men endelig kunne jeg få den kanet ind med en dønning og få greb i den. Denne her vejede 2 kilo.
– Det sjove var, at de ikke tog blinket ude i enden af kastet, men derimod forholdsvis tæt på brændingen. Det måtte have været skybruddet og det mørke vejr, der havde fået dem så tæt ind mod brændingen. Det er ellers kun noget jeg oplever i de gyldne timer, altså før solen står op og efter solen er gået ned. Mit blinkvalg veksler lidt, men generelt ligger vægten af mit blink/wobler på 20 og 30 gram. Jeg bruger desuden aldrig en stang under 10 fod, da jeg godt kan lide at gå langs kysten og trække blinket langs kystbrændingen i det første badekar. Jeg går nu og pudser mine blink og venter på at vind og vejr arter sig igen, så jeg atter kan drage nordvest på.
sep 15, 2023 | Nyheder
– Jeg har hen over sommeren gået og fisket nogle små skovsøer, fortæller Andreas Stoltan-Hansen. – I dag havde jeg så en times frokostpause og tænkte, at den lige skulle bruges i en af søerne igen. Der var allerede kontakt med mindre fisk i første kast, men så rykkede jeg ned i den ende af søen, hvor der var en del væltede træer i vandet. Og her fiskede jeg så med en stor popperflue, som jeg selv havde bundet.
– Jeg havde en del fisk oppe og gå efter den, men der var desværre ikke nogen reel kontakt. Jeg skiftede derfor til en stor flue, som jeg fiskede lige under overfladen ind imellem de væltede træer, og i andet kast kom der en trykbølge og kort efter et tungt hug fra en gedde, der viste sig at være 111 cm.
– Herefter besluttede jeg mig for at fiske træerne fra den anden side. Jeg smid en stor hale på min flue, og for enden af træet kom der endnu en trykbølge, som dog var noget større og mere aggressiv. Hugget var helt vildt, og fisken gik ud af vandet som en raket skudt op fra bunden. Fisken var 117 cm og slank, men den var dog stadig en utrolig smuk fisk! Sikke en dag med syv fisk på en time og to over 110 cm. En meget bedre frokostpause kunne ikke ønskes!
sep 14, 2023 | Nyheder
Skånekysten har – som du har kunnet læse på fiskogfri.dk – leveret mange flotte ørreder de sidste måneder, men i dag er sidste chance, inden kystfredningen af ørred starter i morgen den 15 september.
En af dem, der har været ude og få en sidste fisk er Andreas Olsson:
– Jeg kørte fra min hjemby Sölvesborg tidligt om morgenen ned til Hammarsbackar, fortæller han. – Der var næsten helt vindstille og vandet var 17-18 grader – samt spritklart. Inden længe så jeg aktivitet tæt på land, så vi startede fluefiskeriet tæt på land, hvor min kammerat allerede i første kast havde en følger. Han fiskede med en fiskeimitation, mens jeg brugte en noget mindre brun flue.
– Efter 20 minutters fiskeri så jeg en større fisk ved overfladen, og jeg lagde fluen ud til højre for fisken, som straks gik aggressivt efter den. Jeg kunne med det samme mærke, at det var en stor fisk, der straks tog et voldsomt udløb – inklusiv 20 meter af backingen, inden jeg fik den stoppet. Herefter tog den et par mindre udløb og nogle vilde hop, inden min kammerat kunne lande den. Jeg målte hurtigt fisken til 77 centimeter, inden den fik sin frihed, slutter Andreas, der sammen med kammeraten Emil fortsætter deres kystfluefiskeri langs Hallands kyst, der først lukker for havørredfiskeri den 30 september.
Skånekysten er igen åbent for havørredfiskeri den 1. januar 2024.
Læs mere om kystpladserne på Skånekysten her.
sep 14, 2023 | Nyheder
Vi har her på Fisk & Fri tidligere skrevet om størudsætningerne i Drive In Fiskepark, men der har ikke været mange rapporter fra søen siden. En af dem, der har gæstet søen, er Henrik Carl: – Jeg har fisket de to størpladser i Drive In Fiskepark nogle gange henover det sidste år, og det har givet nogle rigtig fine fisk med adskillige over 50 kg. Pladsen nærmest biografen, som er min favoritplads, har dog haft det problem, af linen ofte sad fast 15-20 meter ude. For nogle uger siden blev en erhvervsdykker sat på sagen, og det viste sig, at der lå nogle træstammer/grene på bunden. De blev heldigvis hurtigt fjernet, og det gav mig lyst til en tur.
– Jeg ankom til søen kl. 8.30, og allerede efter få minutter viste et solidt ryk i stangtoppen, at en fisk havde samlet agnen op fra bundet. Det viste sig at være en solskinsbars, og den følgende time fulgte yderligere 6 artsfæller trop. Så indfandt størerne sig på pladsen, og solskinsbarserne fortrak. Den første stør var en beluga på ca. 30 kg, og hurtigt herefter måtte endnu en beluga se sig besejret – denne gang en fisk på 51 kg. Herefter fulgte en sibirisk stør på 10-15 kg. Den næste fisk var en hvid stør, der gik i luften i et meterhøjt spring, før det tog et nærmest ustoppeligt udløb, og jeg var noget presset, da knuden til baglinen kom til syne nær bunden af spolen. Heldigvis lykkedes det at vende fisken i sidste øjeblik, og lettelsen var stor, da den endelig kunne guides ind i landingskanalen, hvor vægten viste 53,5 kg. Der gik ikke længe, før der var hug igen, og denne gang var det en hvid stør på 60 kg. Da den gled tilbage i dybet, var jeg mættet af fiskeriet, og skønt det kun var frokosttid, pakkede jeg sammen, slutter han.
Se hvordan Henrik Carl fisker stør i videoen her på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.
Du kan selv prøve størfiskeriet med at booke her.

Henrik Carl med en flot beluga stør på 51 kilo fra Drive In Fiskepark. Øverst ser du ham med den 60 kilo tunge hvide stør.