– Jeg fik min første havbars feber for mange år siden, fortæller Niels Knuzen. – Det skete ved Bulbjerg, hvor jeg havde taget min grønne fiskekajak med på taget af bilen og målet var egentlig makreller. Da jeg lod mig drive rundt om resterne af Skarre Klit, fik jeg pludselig det ene hug efter det andet. Det viste sig at være havbars, med de fleste på omkring kiloet og den største omkring 1½ kg. De er eminente fightere, så jeg var tændt, og gnisten er der forsat. Siden den dag har jeg bevæget mig op og ned langs vestkysten fra Fjaltring til Hirtshals i august til oktober.
– De mange høfder der ligger omkring Fjaltring, Bovbjerg og Ferring er gode havbars steder, og i sensommeren er der også god mulighed for makreller på disse kanter. Længere nordpå har vi de store høfder ved Aggertange og nordpå ligger Jammerbugten med mine favoritter – Hanstholm, Vigsø og Bulbjerg. Når vejret er godt dvs. vinden er i øst, så arter Vesterhavet sig og man har mulighed for at komme på kastehold af fiskene. Jeg ynder at gå i shorts og Teva sandaler – og står gerne i vand til knæene til starten af oktober. Jeg fisker derfor også havbars primært fra kanten af høfderne, således at jeg har mulighed for at komme ned på stranden, hvorfra jeg kan kane barsen på land. Jeg har næsten opgivet nettet ved disse strande, da jeg med de mange dønninger til tider har svært ved at komme ud og bruge det.
– For nylig valgte jeg at tage fri fra arbejde, da vejret var optimalt med østenvind og mulighed for skybrud. Jeg startede derfor bilen fra Vejle, og 2½ time senere kunne jeg parkere den oppe ved Hanstholm. Her riggede jeg en 10 fods stang til med mit Stella 3000 hjul og en 0.17 fireline. Jeg overvejer dog at gå ned i 0,13 da distance ofte er lig med flere havbars. Jeg gik mellem den gamle mole og havnen, og de første par timer var det eneste der bed på nogle små hornfisk. Midt på eftermiddagen tordnede et ordentlig skybrud sig op, og da det kom ind over Hanstholm, begyndte der at ske noget. Hugget kom kun 20 meter fra land og jeg var ikke i tvivl om, at det var havbarsen der huggede, for det var et lokomotiv for fuld udblæsning. Hugget skete på en gammel gullig sandgrævling, og da jeg havde fået den første ind, viste jeg, at der ikke var tid til at hvile på laurbærrene, for de kommer typisk i flokke. Jeg fik derfor sendt min wobler afsted igen. På fjerde kast efter at have taget den første, kom der endnu et hug. Endnu en gang tæt på kysten. Denne gang noget tungere og det tog en rum tid at få den udtrættet, men endelig kunne jeg få den kanet ind med en dønning og få greb i den. Denne her vejede 2 kilo.
– Det sjove var, at de ikke tog blinket ude i enden af kastet, men derimod forholdsvis tæt på brændingen. Det måtte have været skybruddet og det mørke vejr, der havde fået dem så tæt ind mod brændingen. Det er ellers kun noget jeg oplever i de gyldne timer, altså før solen står op og efter solen er gået ned. Mit blinkvalg veksler lidt, men generelt ligger vægten af mit blink/wobler på 20 og 30 gram. Jeg bruger desuden aldrig en stang under 10 fod, da jeg godt kan lide at gå langs kysten og trække blinket langs kystbrændingen i det første badekar. Jeg går nu og pudser mine blink og venter på at vind og vejr arter sig igen, så jeg atter kan drage nordvest på.
