EN PERFEKT SANDART I DET SIDSTE LYS

Dagene er nu så dejlig lange, at det er super let at nå en aftenstur efter diverse gøremål i løbet af dagen. Det udnyttede jeg for nylig til en lille aftentur, hvor jeg første var på vandet, da skyggerne så småt var ved at blive lange.

Alt var gået perfekt, næsten for let. Det hele kørte, intet var glemt, og turen ud til pladsen, som jeg havde udset mig, gik lynhurtigt på det næsten helt flade vand. Min lille Westin ShadTeez Slim paddletail blev rigget til med et moving hook rig og to str. 10 kroge – og allerede efter et par hundrede meters søgning, fandt jeg en flot sekskilos sandart, der hang perfekt tre meter nede i vandet og så sulten ud. Agnen landede som den skulle 2-3 meter bag fisken, og jeg lå perfekt i den smalle transducerkegle, så agnen kunne dale smukt ned over ryggen på den og dukke op lige i synsfeltet på fisken 30 cm over dens snude. BANG – kort efter var dagens første sekser en realitet.

Solen var allerede tæt på at gå ned, da jeg kort efter genudsatte fisken forsigtigt, og efter lidt søgen faldt jeg over et virkelig godt signal 25 meter fra kajakken. Men når jeg siger godt signal, så var det faktisk ikke særlig tydeligt, men signalet havde med sin utydelige flimren en god størrelse – præcis som når transducerkeglen rammer skævt på en større fisk og får signalet til at bonuce af. Jeg skyndte mig at sejle op på den for at få en bedre vinkel – og med stor forsigtighed nærmerede jeg mig, så jeg kunne se fisken helt perfekt samt præsentere agnen med decimeters præcision. På trods af et par OK, men ikke helt perfekte præsentationer lykkedes det mig til sidst at ramme bulls eye uden at have skræmt fisken.

Fisken huggede stenhårdt og kæmpede ret voldsomt rundt om kajakken, så man kunne blive helt nervøs for den tynde 0,08 mm line, der sad på hjulet. Fisken kom dog efter et par voldelige men korte udløb til overfladen, hvor jeg kort efter kunne skovle en perfekt 8-kilos i nettet.

Alt gik jo perfekt tænkte jeg, og satte fisken ud efter 10 sekunders video med GoPro´en. I aftenens sidste lys nød jeg at se fisken give et voldtomt plask med halen og forsvinde i det grumsede vand, hvor den kom fra. Heeelt perfekt – lige indtil jeg ud af øjekrogen bemærkede, at jeg ikke kunne se nettet på frontdækket af kajakken… Lynhurtigt drejede jeg hovedet til venstre – og der – 5-6 meter fra kajakken, nåede jeg akkurat at se de siste 5 centimeter af skaftet på mit store Westin net forsvinde lige så stille og roligt under overfladen…

Pokkers… Jeg skyndte mig at tage et waypoint, og jeg kunne tydeligt se nettet dale ned igennem vandet på mit livescope. Hurtigt fandt jeg en stang frem med bugmonterede kroge på softbaitet – og fiskede løs efter nettet, men uanset hvor meget jiggen havnede midt oven i nettet, så kunne jeg bare ikke få fat i det… Snart var det helt mørkt, så jeg besluttede mig på at stole på GPS´ens præcision og komme tilbage næste dag med en 200 grams pirk og en kæmpe trekrog for at fange nettet. Jeg tog hjem efter en kort og fiskemæssigt super vellykket tur.

Aftenen efter var jeg retur på søen, og det lykkedes super let at genfinde nettet på trods af, at det var næsten en kilometer fra land på 5 meters dybde. OK – det var drevet 10-15 meter, men med pirkens hjælp fik jeg mit elskede net, der har landet mange store fisk – op i kajakken igen. Imponerende elektronik man har sig nu til dage. Og så fangede jeg også et lige to fine sekskilo+ sandart, så det ikke bare gik 100 % netfiskeri i den.

Hvis du er interesseret i at hæve din landingsrate under softbaitfiskeri efter fx sandart – så glæd dig til en af de næste videoer på Fisk & Fris YouTube, hvor jeg gennemgår de nyeste 2025 versioner af movinghook rigget – et koncept jeg udviklede for snart 15 år siden. Indtil da – abonnner på Fisk & Fris Youtube – så får du automatisk en notifikation, når de neste film kommer op på kanalen.

Vi ses derude – Jens Bursell

Tjek hvordan man livecaster efter sandart med LiveScope i denne video på Fisk & Fris Youtube.

Få inspiration til hvordan du kan tilberede en sandart i denne video.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

LAKSESTATUS  & WESTIN CUP 2025: EN FLOT LAKS FRA STORÅEN

På nær i Storåen og til dels Varde Å har det desværre været en foruroligende sløj start på sæsonens laksefiskeri i de vestvendte åer. I Storåen er der indtil videre landet 65 laks op til 110 centimeter, hvilket er markant mere end nogen af de øvrige åer, som du kan læse om nederst. En af dem der er blevet tilsmilet af fiskelykken i Storåen er Per Bruun.

– Jeg tog til Plexus hytterne dagen før premieren for at kunne starte frisk og udhvilet på Burstykket, fortæller Per Bruun. – Klokken fem stod jeg op og kørte til P-pladsen ved Bur, hvor der holdt en del biler allerede. Her tog jeg mig god tid til at rigge op og få en kop kaffe, hvorefter jeg gik opstrøms for at starte i det første sving med et krokodille blink. Der stod dog en ormefisker, så jeg startede lige oven for ham med et langt kast opstrøms. Efter kun 2-3 omdrejninger på hjulet fik jeg et par små ryk hvorefter min line blev helt slap. Jeg kørte hurtigt på hjulet, og så var der fast fisk. – Så er der laks, råbte jeg til ormefiskeren, hvorpå han spurgte, om han skulle hjælpe. Det ville jeg jo gerne, så da fisken – som var omkring fem kilo – var træt, sagde jeg, at vi lige skulle trække den fem meter opstrøms for nemmere at kunne komme ned til den. Det skulle jeg ikke have gjort, for laksen hoppede af blot én meter, før vi nåede landingspladsen. Jeg var målløs: Jeg havde fået laks i første kast, og så mistede jeg den. Jeg tænkte, at det var min chance, som jeg havde håbet på.

– Efter den mistede fisk fiskede jeg videre et par timer uden flere oplevelser. Så jeg gik til bilen og fik lidt mad samt en kop kaffe. Da jeg var færdig med at spise, gik jeg opstrøms igen, og denne gang kunne jeg starte i det første sving. Pludselig skete det vidunderlige, at allerede i andet kast, var der fast fisk igen. Jeg råbte LAAAAKSS, og straks kom der en fisker og hjalp med at lande den efter en cirka 10 minutters fight. Denne fisk var 91 cm og 7,3 kg, slutter han.

Som nævnt ovenfor er fiskeriet foruroligende stille ved de andre åer. I Skjern Å er der pt blot indberettet 15 laks op til 108 centimeter. I Varde Å er der fanget 25 op til 98 centimeter, mens der i hhv Kongeåen, Sneum Å og Ribe Å blot er landet 6, 1 og 3 laks op til 106 cm.

Pers laks er tilmeldt Westin Cup 2025, hvor du hver måned kan vinde en lækker Westin W8 stang til over 4000 kroner.

Blandt alle, der indsender fangstrapporter eller nye artikler i 2025 til fiskogfri.dk, trækkes der lod om en fantastiske drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

drømmerejse iFish Travel

22 DAGE MED HAVØRRED PÅ ØLAND

– Efter over tyve dages fiskeri på svenske Øland, hvor der var mange dage med nordøstlig kuling, kom den sidste dag i tirsdags, fortæller den dygtige kystfisker Thierry Du Brail. – Min kammerat Jannik landede igen den 14 april klokken 09 direkte fra Roskilde efter 400 kilometers kørsel for blot to dages fiskeri sammen.

– Foråret var først lige for alvor begyndt med 10/12 grader om dagen, hvilket fik mange blomster til at springe ud. Vinden kom fra nordøst med 3 m/s, og jeg havde valgt en spot, hvor man kunne fiske næsten 300 grader fra syd til vest. Jeg var på spottet klokken fem om morgenen, men uden held med de store fisk. Jeg landede dog en 52´er i fin form.

– Sammen med Jannik forsatte jeg med af affiske flere hundred meter med perfekte bundforhold med sten og tang, men der var desværre ikke meget liv. Efter nogle timer besluttede vi at skifte til den anden side af øen, da vinden var ved at skifte til sydvest. Efter 40 kilometers kørsel gik vi ned på en plads, hvor Jannik fik nogle fine fisk sidste år, og hvor jeg knækkede en af mine tre Sportex Hyperion stænger. På parkeringspladsen mødte vi nogle svenskere, der ikke havde fanget noget – samt to danskere, som efter mine tidligere artikler på fiskogfri.dk spurgte mig – “hvordan det kunne være, at en gammel karpefisker som mig, kunne lande så mange gode fisk her, hvor de selv havde 40 år erfaring på øen og fangede knapt så mange? “

– Jeg svarede meget enkelt: – Alle de pladser, som er nævnt i den svenske kystguide til øen, har jeg droppet, og i stedet har jeg kun fisket på nogle ukendte pladser, som jeg har spottet under næsten en måneds forberedelser på Google Maps hjemmefra. Og på alle de pladser har jeg landet fisk over 60 samt en del 70+. Ved første øjekast var det ikke nemt at læse vandet rigtig, og på nogle af dem ville det være svært at lande store fisk, så dem droppede jeg.

– Næste dag var det sidste chance til Jannik, så vi valgte en kendt plads, hvor vi var klar allerede klokken fem om morgenen. Der stod allerede en svensker, så Jannik tog den højre side, hvor han sidste år landede fire 60 cm plussere på kort tid. Jeg gik 500 meter til venstre i den dejlige sol og østenvind.

– Efter 30 minutter landede jeg en fed lille 50 plusser på det blink, som havde givet mig over 70 % af mine fangster på denne tur – nemlig en 28 gr Bornholmerpil, der selv i de forskelige områder med lavt vand virker eminent. En af de mange sæler hyggede sig 100 meter væk, så efter to timer sagde jeg til Jannik, at vi skulle skifte til en anden ny plads, hvor jeg to dage før mistede en massiv fisk på den samme Bornholmerpil i stærk kuling fra øst. I storm og bølger satte den store fisk sig fast i en bunke sten og tang 50 meter ude, og til sidst kækkede knuden ved krogen. 

Geddefeber

 

– Nu gik Jannik direkte til vores yndlingssten, efter at jeg havde sagt, at han skulle bruge et tungt hjemlavet blink i rå metal med lidt blåt på. Jannik fik hurtigt gang i fiskeriet og fik fire fisk lidt over 50 cm.

– Jeg selv prøvede i mindre bølger og sol i ryggen en plads 150 m øst fra ham. Jeg trådte op på en 60 cm sten 50 meter fra land. Der var kun en meter vand med masse af tang og sten i det klare vand foran mig. Jeg tænkte, at måske en lille Sandeel kunne give en god fisk, men det endte med, at jeg besluttede mig for et gammelt sølv/grønt blink, som Klaus fra Hvidovre Sport havde solgt mig – og som jeg landede en 77 cm havørred på for en uge siden. Tre gange var der småfisk som pillede i den, så jeg skiftede tilbage til min gode, gamle 28 grams Bornholmerpil….

– 15 meter fra mig kom der en følger med rolige hale bevægelser – en fed tyk og blank havørred. Fem meter fra mig piskede den hurtig efter blinket og i samme sekund, åbnede den gabet – og klappede blinket- BANG! YESSSSSS. Jeg satte hånden på spolen og blokerere, så den kæmpe blankfisk begynder at hoppe non stop i toinutter, før jeg kan lande den 68 cm lange havørred, som du ser ovenfor. Jannik blev lidt forbavset over min utraditionelle fight, hvor jeg næsten var ved at falde ned fra min sten, da fisken dansede rundt i overfladen rundt om mig.

– Jeg har været helt utrolig heldig med så mange gode fisk i år under ret dårlige vejrforhold. På de 22 dage havde jeg fem nul ture og en dag med 18 fisk, hvor to var 70 plus. Mine største fisk på turen var 77, 75, 70, 70, 70, 68, 67, 65, 65, 64, 63, 63, 62, 61 og 61 cm. Ud over disse fik jeg 17 fisk fra 50 til 58 samt 30 fisk over 43 op til 49.  Jeg skal helt sikkert afsted til Øland igen i 2026.

Læs om starten på Thierrys havørredtur til Øland her.

Hør om den anden del af kystturen til Øland her.

Husk at alle der indsender fangstrapporter i 2025 er med i lodtrækningen om en fantastisk fiskerejse til Amazonas i 2026. Læs mere om turen her. Du kan tilmelde din fangst her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: MASSER AF FLOTTE FLADE FRA SUNDET

Jesper Larsen har netop fået sat targabøjle på sin gummibåd med diverse stangholdere, og har givet den gas efter de flade på det nordlige Øresund tæt på Kattegat her på det sidste. På den første tur fik han 50 flotte fladfisk på blot tre en halv times fiskeri. Og her i dag er han – som du læser dette-  ude, samt tæt på at løbe tør for orm:

– Så kom jeg ud med gummiræseren igen, og det giver virkelig nogle muligheder, for den er nem at søsætte overalt, og de 5hk gør det faktisk ret godt. Til dagen havde jeg købt 1/2 kilo orm, og de bliver flået væk af en en jævn strøm af rødspætter – isinger og skrubber. Der var få kun ret få orm tilbage i bøtten, da den store kilos spætte, som du ser på billedet, huggede på cirka fem meter vand. Turen var allerede en kæmpe succes, men denne fine spætte løftede bare det hele lidt mere op. Det er virkelig dejligt, når alt bare spiller, og der er hug på hug. Næste gang må jeg købe flere orm, slutter han fra det nordlige Øresund. Mens han snakkede i telefon med redaktøren, måtte han til sidst smide på, fordi der var fisk på alle fem stænger…

Se hvordan du fanger fladfisk i denne video på Fisk & Fris Youtube.

Tjek også hvordan man flår og fileterer fladfisk i denne video.

Læs mere om Westin Cup 2025 her – og tjek hvordan du ved at indsende fangstrapporter kan deltage i lodtrækningen om en drømmefiskerejse sponsoreret af iFish Travel her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: EN SMUK HAVØRRED PÅ KYSTWOBLER

– Her i påsken fik jeg god tid til at komme ud at fiske, fortæller Asger Sværke. – Og så – på den allerførste dag jeg kom afsted, huggede der – efter kun 2 timers fiskeri – noget for enden af linen.

– Efter en cirka 7 minutter lang fight igennem tang og sten og uden net fik mig og min far endelig landede den flotte fisk, der viste sig at være en kæmpe havørred på 70 cm. Det er den største jeg nogensinde har fanget. Den blev fanget på en kystwobler på 19 gram, slutter han.

Du kan også selv deltage i Westin Cup 2025 ved at tilmelde dig under menupunktet “Indsend fangstrapport”. Du kan også maile din fangstrapport direkte til jb@fiskogfri.dk eller sms¨e den på telefon 30 70 02 36.

Glem ikke, at der blandt alle fangstrapporter, der indsendes i 2025 trækkes lod om en unik fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel til en værdi af 40.000 kroner. Læs mere om hvad du kan opleve på fiskerejsen til Amazonas her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: DET FORLØSENDE HAVØRREDHUG PÅ SJÆLLANDS ODDE

– Til den sidste uges Snurrebassens Disciple Cup Forår 2025 endte jeg med en fin 4.plads med denne 66cm havørred, som godt måtte have vejet lidt mere, fortæller Jan Ginderskov. – Efter min makker og jeg fredag på Stevns kun havde nettet en enkelt 45cm havørred, og lørdag havde været på Møn på adskillige spots uden fisk, så var det sidste skud i bøssen at stå søndag morgen på Sjællands Odde. 

– Helt kystnært over et flot stenrev mærkede jeg pludseligt et rigtig godt hug, og kunne med det samme godt fornemme, at her var en større fisk, som var godt kroget. Efter fire minutters tid med en stædig fisk, kunne den nettes af min makker – og ja: Jublen brød helt klart ud efter nogle hårde dage uden det store havørred sus.

– Havørreden havde slugt mit blink og trekrog, så den måtte aflives og dermed brødføde familien over flere omgange.  Efterfølgende fik jeg en fin 45 centimeters fisk og makkeren fik også en fisk på målet, og dermed endte cuppen godt, slutter han ot tilføjer at fiskene skal tilmeldes Westin Cup 2025, som du kan læse mere om her.

HUSK at vi blandt alle fangstrapporter og nye artikler i 2025 trækker lod om en helt vild fiskerejse til Amazonas til en værdi af 40.000 kroner. Læs mere om hvad du kan komme til at opleve – hvis det er dig, der vinder – her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

LAKSETROLLING VED RÜGEN

Hvert forår vandrer Østersøens sild til brakvandsområderne ved den tyske ø Rügen – og i hælene på dem følger store, sølvblanke laks, der kun har en ting i hovedet: Sildegilde. Selv om fiskeriet ikke er lige så godt, som det har været, får du med denne artikel fra 2009 en inspirerende forsmag på, hvilke oplevelser der – hvis du spiller dine kort rigtigt – måske venter blot halvanden times sejlads fra Klintholm Havn på Møn.

AF JENS BURSELL

VINDEN er så småt ved at løje af en anelse, da vi stævner ud fra Klintholm Havn, klokken er syv, men da indblæsningsfladen strækker sig helt fra Rostock, kan vi forvente, at de krappe bølger først begynder at lægge sig ved ti-tiden. – Det har været en kold vinter, så temperaturen er et par grader lavere end på samme tid sidste år, fortæller vores skipper Jan Svenstrup, mens båden hugger godt i bølgerne og kaskader af vand, står ind over kabinen. – Fiskeriet har derfor været svært det sidste stykke tid, men der skal nok komme gang i fiskeriet, når blot det bliver et par grader varmere.

Områderne nordvest for Rügen er ofte en anelse varme end resten af Østersøen, og det er derfor heller ikke tilfældigt, at det er netop her fiskene begynder at samles, når senvinterens kulde afløses af forårets komme.

 

Hvidovre Sport

 

Jan Svenstrup får sig enVHF-sladder med de andre småbåde i området. Ved at hjælpe hinanden er det nemlig lettere at pejle sig ind på, hvor fiskene befinder sig.

Jan Svenstrup får sig en VHF-sladder med de andre småbåde i området. Ved at hjælpe hinanden er det nemlig lettere at pejle sig ind på, hvor fiskene befinder sig.

Laksetrolling ved Rügen

Vandtemperaturen er kun 3,5 grader i modsætning til sidste år, hvor de mest hektiske laksekalaser ud for den tyske kyst foregik ved vandtemperaturer på 5-7 grader. – Alligevel har vi dristet os til en forpremiere på fiskeriet, der som forholdene har været i år, kan forventes at toppe i april. Byttefiskene står relativt spredt, men laksene har allerede indfundet sig. Der er langt til land og det skal derfor helst ikke blæse meget mere end 5-7 sekund meter, før der går en del af fornøjelsen fløjten ved fiskeriet. Vi har derfor ventet i flere uger på at vinden skulle løje af, og nu har vi endelig chancen for at komme ud. Dagen før, hvor der for første gang i over en uge var et ordentlig hul i vinden blev der landet en pæn håndfuld laks over ti kilo med den største på 16,5 kilo taget af danskeren
Ole Dahl.

– Det går lidt sløjt i starten af dagen, fortæller Ole over mobilen, men kl. 15.30 falder hugget på et Grizzly Salmon blink med gul ryg, hvid bug og rød bagende. Fisken, der tager blinket 60 fod nede over 40 meter kurven 8-10 sømil NVfor Kap Arkona, lægger hårdt ud med at tage 100 meter line i første udløb, hvorefter den stiller sig blytungt nede ved bunden. Da vi har hevet de andre liner ind, sejler vi op mod fisken for at ændre presset, hvilket da også resulterer i, at jeg får flyttet den lidt. Efter et stykke tid får vi dog sejlet den træt, og efter små tyve minutter kan vi se den massive blankside blinke 10 meter under båden. Kort tid efter løfter min makker – Kenneth Bang den imponerende fisk indenbords. Kenneth har dog også selv fanget en rigtig stor fisk på Rügen her i år. Det skete allerede i februar, hvor han på nogenlunde samme sted og dybde fangede en utrolig flot fisk på 16,3 kilo og 118 centimeter. Denne fisk lod sig overliste af skeblinket Klovnen, der er hvidt med sorte prikker.

Fisken, der næsten tømte spolen med flere hundrede meter line i første udløb, leverede en fantastisk fight, hvor den var fri af vandet flere gange. På det tidspunkt var vandtemperaturen kun 2 grader, og det var – udover et par småtorsk – dagens eneste fisk. Men når den er helt oppe i den kaliber, så er det vel også til at leve med slutter Ole.

 

En flot trollinglaks ryger i nettet ved Rügen.

En flot trollinglaks ryger i nettet ved Rügen.

Jan Svenstrup – dansk laksetrollingpioner ved Rügen

Jan Svenstrup var i 2007 en af de første danske småbådsfiskere, der tog udfordringen op og tog til Rügen for at få del i det fantastiske laksefiskeri. Først efter tre ture blev de belønnet med den første
danskfangede Rügen laks på 7,3 kilo. – Det var dog først i 2008, at vi fik hul på bylden, beretter Jan idet han firer det første blink ned på downriggeren. – Men herefter gik det slag i slag, godt hjulpet af andre danskere, der havde fået nys om det spændende fiskeri. Og jo flere man er om at finde fiskene og dele sin viden – desto lettere går det med at få lokaliseret fiskene, der kan være svære at finde, hvis man ikke samarbejder med de andre både, pointerer Jan.

Inden længe er alle ni stænger ude, men der kommer til at gå et godt stykke tid, inden er sker noget. Pludselig giver det et solidt ryk i nederste downrigger stang på venstre siden af båden, hvorefter min kammerat – Michael kaster sig over stangen med et tigerspring, mens Jan og jeg lynhurtigt går i gang med at tage nogle af de andre liner ind for at undgå for meget kludder. – Den er vist ikke så stor, råber Michael, mens jeg hjuler som en besat. Jeg når dog kun lige akkurat at hive dipsy diver stangen halvvejs ind, før den anden stang smækker fuldstændig stammen. Båden fortsætter fremad, mens vi lynhurtigt får de andre stænger ind, og da jeg får stangen op ad stangholderen, har fisken stadig fuld fart på sit første udløb.

Der er godt fleks på den bløde downrigger stang, og solide dunk i linen signalerer, at der er lidt mere størrelse på denne fisk. Jeg tager det stille og roligt, så Michael kan nå at få landet sin fisk, inden den anden fisk i dobbelthugget når bådsiden. – Michaels fisk har taget Ismo Magnum blinket i 40 fods dybde, og der er ingen tvivl om, at der har stået to fisk, som har hidset hinanden den op, råber Jan, idet han begynder at gøre klar med nettet. – Når der er dobbelthug er det oftest den nederste agn, der bliver taget først. Skulle der stå en forsmået fisk tilbage, der er gået glip at et godt bytte tilbage i vandet, så passerer den øverste downriggerstang, der fisker lidt længere bagude, nemlig næsten lige forbi snuden på den, mens den stadig er godt gnaven over, at dens befinnede makker snuppede det lokkende måltid for snuden af den.

Et par flotte trollinglaks i båden

Snart er Michaels laks, som vejer knapt fem kilo, sikkert inde i båden, hvorefter jeg stille og roligt lægger lidt mere pres på fisken, for at få den op i overfladen og ind til båden. Da den bryder bølgerne godt 20meter væk, leder den rejste rygfinne tankerne hen på en lille haj, men de sølvblanke blink i de grågrumsede bølger efterlader ingen tvivl om, at det er en fin laks… Få minutter efter kører den sikkert ind over netrammen, hvorefter Jan løfter den gudesmukke fisk op på dækket. Vægten balancerer ved 10 kilo rent, mens vi fulde af betagelse beundrer dens smukke hoved, elegante form og det flotte iridiscerende violette farvespil i de, sølvblanke skæl. Findes der noget bedre end et dobbelthug? Det skulle da lige være et trippelhug…

Da stængerne er klar igen afsøger vi området et par gange og inden længe er der igen bud efter Michals stang med en flot sølvblank havørred på omkring 3,5 kilo. Jo – det kan godt være, at den vilde laksefest ved Rügen ikke for alvor er kommet op i svingninger, men vi er mere end lykkelige med dagens fine fisk, som uden diskussion har været det hele værd. Det bliver ikke sidste gang, vi tager på laksetrolling til Rügen, og det kan kun blive bedre i de kommende uger, når du sidder med dette blad i hånden. Og – skulle der blæse en god aprilvind fra øst gennem længere tid, så kan du glæde dig over ikke at skulle sejle helt så langt. Under disse forhold trækker præcis de samme laks, som i februar-april fanges ved Rügen, nu helt op til de dybe områder sydøst for Møn, hvortil der kun er ganske kort sejlads fra Klintholm Havn.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2009. Reglerne er siden da ændret til at man kun må tage en finneklippet laks om dagen.

Få mere inspiration til din laksetrolling i denne video på Fisk & Fris YouTube, hvor den svenske trollingguru Pelle Karlsson deler guldkorn ud.

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

PUT AND TAKE FISKERI & HYGGE I ØRSTED OUTDOOR MED GORDON

Fredag havde Ørsted Outdoor og Gordon P. Henriksen indbudt til “Hygge i putten”, hvor der blev budt på lystfiskeri, bålkaffe og lækre smagsprøver:

– Når vi inviterer til den her slags arrangementer, er det fordi, vi gerne vil vise, hvad Put & Take-fiskeri også kan være – og at en fisketur er meget mere end de to minutter, det tager at hive en fisk på land, fortæller Iben og Allan fra Ørsted Outdoor. – Hyggen omkring bålet med kaffe “Gordon style”, nørderiet ved at vælge den rigtige teknik, at læse søen netop på dagen, roen og fordybelsen i naturen omkring os – det er lige præcis dét, en fisketur kan. Og det er dage som denne, der kan give en masse input til næste fisketur og skabe nye fiskeoplevelser i naturen.

– Fredag trodsede interesserede lystfiskere det lidt kølige grå og blæsende påskevejr, og i løbet af dagen kom en del gæster forbi og hilste på. Ørsted Outdoor, Gordon P. Henriksen og Abu Garcia havde inviteret os og jer til hygge i putten. Allerede samtidig med Gordons ankomst til Ørsted Outdoor meldte en stor stør sig på linen. Nænsomt og med stor erfaring kom moppedrengen på land. Og så var eftermiddagen skudt i gang.

– Mange havde ventet spændt på at hilse på Gordon, som rundhåndet delte ud af sine tips, sit grejnørderi og sine teknikker – samt ikke mindst skabte en hyggelig og afslappet atmosfære omkring lystfiskeriet. Der var god tid til, at Gordon kunne signere sine bøger og servere varm bålkaffe i det kølige vejr. I løbet af dagen kunne man vinde Powerbait og softbait præmier fra Abu Garcia, hvilket da også var flere af deltageres foretrukne madding. Det blev til en del fine fangster, hvoraf nogle stykker valgte at lægge deres friskfangede fisk til Gordon, som sidst på dagen tilberedte smagsprøver over bål. Først fik vi små ørredhapsere med rygeostcreme, og derefter ørred tacos Mexico style, som blev serveret til mexicanske toner fra Gordons playliste på hans musikanlæg. Det smagte himmelsk, og vi er sikre på, at mange gik hjem med nye idéer til deres næste fisketur rundt omkring i Danmark.

Tjek hvordan du selv kan opleve masser af fiskehygge og godt fiskeri hos Ørsted Outdoor her.

 

Tradera

 

I fredags gæstede Gordon Ørsted Outdoor, hvor der var masser af hyggefiskeri og madlavning over bål.

I fredags gæstede Gordon Ørsted Outdoor, hvor der var masser af hyggefiskeri og madlavning over bål.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: EN HAVØRREDWEEKEND MED ALT HVAD LYSTFISKERI HANDLER OM

– Det er april, og de sociale medier flyder over med fangstrapporter fra hele landet, fortæller Johnny Skovlund. – Derfor var fiskelysten og troen på fangst skruet helt op til den weekend, hvor jeg havde meldt min søn, Sebastian, og hans gode kammerat, Noam, til en online fiskekonkurrence sammen med mig selv.

– Så vi var to 13-årige drenge og en far på fiskeweekend, indlogeret i et gammelt sommerhus (naturligvis uden TV og wifi) tæt på flere gode, fynske fiskepladser. Det lugtede bare så meget af fisk, og på turen fra det jyske til vores fiskebase på Fyn, proklamerede jeg selvsikkert, at jeg troede på mindst fem fisk i nettet. Allerede fredag sidst på dagen rykkede vi ud til et lokalt spot i fjorden, men en kraftig vind gjorde det svært, og i øvrigt var der fredagstræthed over hele linjen, så det var noget med at komme hjem i sommerhuset til sen aftensmad og så ellers komme i køjen, så vi kunne være klar til at give den gas lørdag.

– Med to teenagere, som helst skal ligge og pjatte i sengen til omkring midnat, for derefter at falde i en dyb søvn i en dunst af halvsure tæer og mavegasser, er morgenfiskeri helt udelukket, men på anbefaling fra en lokalkendt fiske-mentor rykkede vi lørdag formiddag tilbage mod Jylland for at fiske ved Hagenør, hvor strøm og vandstand så lovende ud. Det blev dog en total nulbon, og der var ikke skyggen af fisk. På vej tilbage hoppede vi i waders ved Middelfart og fiskede et spot på den side af Lillebælt, men udover tre golfbolde i en tangbusk, fandt vi ikke andet spændende, og kørte lige så tomhændede, som vi kom. Drengene stemte for at prøve fjorden igen, og vi traskede den lange vej ned til vandet. Mens vi riggede stængerne til med lettere endegrej, hørte vi pludselig nogle store plask fra vandet, og ja, der lå så lige en håndfuld sæler og legede eller jagede. To af dem havde taget plads på en stor sten ude i vandet, og de tre andre pløjede rundt omkring. Naturligvis fandt vi heller ingen fisk der, og håbet om en fiskerig weekend synes pludselig meget langt væk.

– Humøret fik dog et løft søndag formiddag, da vi kom til vores udvalgte spot, for der var godt gang i vind og vand, og med raketfart steg drengenes tro på, at nu ville det ske. Nå, vi kastede os ud i det og fiskede løs, og fiskede løs, og fiskede løs, men ingenting skete. Der var store plamager af tang, der var vind og godt gang i vandet, men fisk kunne vi ikke finde. Nu var desperationen efterhånden så stor, at jeg stillede drengene i udsigt, at hvis vi ikke fandt bare en enkelt fisk, så kørtr vi altså til Gotland næste gang, for det måtte altså være bedre end Fyn. Og den var de ikke overraskende helt med på.

– Sidste chance hele den weekend blev at gå den lange tur om i noget mere roligt fjordvand i håbet om i det mindste bare et hug. Indtil nu havde vi INTET mærket hele weekenden, og al snak om præmiefisk var forlængst pakket dybt ned i grejæsken. Men godt – fjorden skulle da have et skud, men vi var ikke alene. Faktisk slet ikke alene, for vi kunne se fire andre fiskere, så mens vi holdt en tiltrængt pause, blev det overvejet, om det overhovedet var forsøget værd. Heldigvis var to af de andre fiskere på vej hjemad, og det viste sig at være to tyske lystfiskere, som stoppede op for at snakke lidt. De havde fanget nogle stykker på de timer, de har været i fjorden. Okay, så var der altså fisk, og da de samtidig fortalte, at der var et stræk på måske 500 meter, som de ikke havde fisket, var vi klar til at bruge vores sidste fisketid den weekend lige præcis der.

 

PR – og første havørred på kyst over mål - til Noam på 13 år med 51 cm

PR – og første havørred på kysten over målet til Noam på 13 år – en flot fisk på 51 cm. Øverst Johnny, Sebastian og Noam med deres fine fisk fra fjorden.

 

– Bevæbnet med lette agn i forskellige farver, bevægede vi os afsted i vandet. Det første stykke holdt meget sandbund, og det kunne være lidt svært at nå ud til tangområderne, så jeg foreslog Sebastian, om vi måske bare skulle gå ind på stranden og gå nogle hundrede meter længere frem, men nej, “nu fisker vi det her af”. Og tak for det, Sebastian!

– BUM, så kom hugget hos mig, og pludselig var alle mand helt oppe at køre. Den her fisk skulle bare i nettet, og da den kom tættere på, kunne vi godt se, at den havde størrelse. Frygten for at miste fisken blev ikke mindre af, at de to drenge på hver sin side af mig ivrigt stod klar med hver deres net for at lande den. Og ja, i kampens hede røg der et par klare beskeder afsted til dem for at få lidt ro på – beklager, drenge. Men kort efter jublede vi alle tre og uddelte high fives, da den var i nettet. “Wow, det er en Top tre fisk”, lyder det fra en af dem, og med det samme var jeg klar over, at det i hvert fald var en ny PR for mig. Top tre er den nu langt fra, men en kort stund snuste den med sine 61,5 cm til Top 10.

– Utroligt som sådan en fangst kan sparke energien og troen på mere helt op på max niveau, og det stoppede ikke her. Vel 10-15 minutter senere stod Noam pludselig med en stærk fisk på krogen, som tog nogle vilde udløb. Jeg guidede efter bedste evne i forhold til at styre stang og bremse, og med syre i højre arm fik han den trukket hen, hvor Sebastian hjalp sin gode ven med at lande fisken i sit net. Yes, mand! Endnu en stor fisk, og Noams første havørred på kysten over målet. Med sine 51 cm røg den direkte ind på en flot 3. plads i ungdomskonkurrencen. Og der bliver den liggende indtil klokken 16, hvor konkurrencen officielt slutter. Det var en vild uvikling for os, og Noam kunne nu servere hjemmefanget havørred til sin konfirmation om 14 dage.

– Hvis vi var oppe at køre efter den første fisk, så var det intet mod nu. Nu skulle der bare fiskes, og de to trætte teenagere ville overhovedet ingen steder. Udover altså at fiske videre. Men gav det så pote? Ja, det gjorde det! Desværre var det den “forkerte” fisker, som fik dagens sidste fisk, nemlig undertegnede. På trods af, at Sebastian gik 10 meter foran mig og lige havde fisket hen over området. Fisken kæmpede som en gal, tog vilde udløb og sprang fri af vandet, og da vi første gang prøvede at lande den, røg den bare afsted igen og svømmede ind i benet på Sebastian. Til sidst overgav den sig, og vi kunne skrive endnu en fisk på blokken. Det var en stærk 55 cm sag, som røg tilbage i baljen.

 

Johnny med sin 61,5 centimeters havørred fra den hyggelige weekendtur med drengene.

Johnny med sin 61,5 centimeters havørred fra den hyggelige weekendtur med drengene.

 

– Til sidst havde vi ikke mere tid og måtte søge mod sommerhuset igen, som vi desværre ikke havde gjort rent om morgenen, så mens jeg rensede de to fisk og gjorde dem klar til at blive røget, stod drengene for at støvsuge og gøre badeværelset rent. Faktisk en ret okay arbejdsfordeling.

– Men hvad var sår det vigtigste, vi tog med os fra sådan en fantastisk weekend? Selvfølgelig to gange PR og en utrolig flot 3. plads til Noam, men allermest var det glæden ved at fiske sammen på tværs af alder og bare hygge sig derude – både iført waders ude ved fiskepladserne, men også efter endt fiskeri. Og så er der jo lige den vigtige lære, at vedholdenhed betaler sig, når det kommer til havørredfiskeri! Sådan nogen som os med begrænset erfaring og ikke særligt mange fisk på samvittigheden kan levet MEGET længe på sådan en weekend. Og at gå derude og høre de to juniorer snakke om, hvad for noget grej de vil købe for deres konfirmationspenge er en ren fornøjelse.

– Nej, vi nåede ikke de 5 fisk den weekend, men vi fik stadig langt mere end, hvad vi drømte om! Og turen til Gotland? Den sætter vi nok på pause lidt endnu, men den kommer på et tidspunkt… Knæk og bræk til alle.

Læs mere om Westin Fiskecup 2025, hvor du kan vinde en W8 stang til 4000 kroner her.

Blandt alle fangstrapporter og artikler der indsendes til fiskogfri.dk i 2025 trækkes der lod om en fed fiskedrømmerejse til Amazonas til en værdi af 40.000 kroner sponsoreret af iFish Travel. Læs mere om fiskedrømmerejsen til Amazonas her.

 

Geddefeber

 

drømmerejse iFish Travel