Dagene er nu så dejlig lange, at det er super let at nå en aftenstur efter diverse gøremål i løbet af dagen. Det udnyttede jeg for nylig til en lille aftentur, hvor jeg første var på vandet, da skyggerne så småt var ved at blive lange.

Alt var gået perfekt, næsten for let. Det hele kørte, intet var glemt, og turen ud til pladsen, som jeg havde udset mig, gik lynhurtigt på det næsten helt flade vand. Min lille Westin ShadTeez Slim paddletail blev rigget til med et moving hook rig og to str. 10 kroge – og allerede efter et par hundrede meters søgning, fandt jeg en flot sekskilos sandart, der hang perfekt tre meter nede i vandet og så sulten ud. Agnen landede som den skulle 2-3 meter bag fisken, og jeg lå perfekt i den smalle transducerkegle, så agnen kunne dale smukt ned over ryggen på den og dukke op lige i synsfeltet på fisken 30 cm over dens snude. BANG – kort efter var dagens første sekser en realitet.

Solen var allerede tæt på at gå ned, da jeg kort efter genudsatte fisken forsigtigt, og efter lidt søgen faldt jeg over et virkelig godt signal 25 meter fra kajakken. Men når jeg siger godt signal, så var det faktisk ikke særlig tydeligt, men signalet havde med sin utydelige flimren en god størrelse – præcis som når transducerkeglen rammer skævt på en større fisk og får signalet til at bonuce af. Jeg skyndte mig at sejle op på den for at få en bedre vinkel – og med stor forsigtighed nærmerede jeg mig, så jeg kunne se fisken helt perfekt samt præsentere agnen med decimeters præcision. På trods af et par OK, men ikke helt perfekte præsentationer lykkedes det mig til sidst at ramme bulls eye uden at have skræmt fisken.

Fisken huggede stenhårdt og kæmpede ret voldsomt rundt om kajakken, så man kunne blive helt nervøs for den tynde 0,08 mm line, der sad på hjulet. Fisken kom dog efter et par voldelige men korte udløb til overfladen, hvor jeg kort efter kunne skovle en perfekt 8-kilos i nettet.

Alt gik jo perfekt tænkte jeg, og satte fisken ud efter 10 sekunders video med GoPro´en. I aftenens sidste lys nød jeg at se fisken give et voldtomt plask med halen og forsvinde i det grumsede vand, hvor den kom fra. Heeelt perfekt – lige indtil jeg ud af øjekrogen bemærkede, at jeg ikke kunne se nettet på frontdækket af kajakken… Lynhurtigt drejede jeg hovedet til venstre – og der – 5-6 meter fra kajakken, nåede jeg akkurat at se de siste 5 centimeter af skaftet på mit store Westin net forsvinde lige så stille og roligt under overfladen…

Pokkers… Jeg skyndte mig at tage et waypoint, og jeg kunne tydeligt se nettet dale ned igennem vandet på mit livescope. Hurtigt fandt jeg en stang frem med bugmonterede kroge på softbaitet – og fiskede løs efter nettet, men uanset hvor meget jiggen havnede midt oven i nettet, så kunne jeg bare ikke få fat i det… Snart var det helt mørkt, så jeg besluttede mig på at stole på GPS´ens præcision og komme tilbage næste dag med en 200 grams pirk og en kæmpe trekrog for at fange nettet. Jeg tog hjem efter en kort og fiskemæssigt super vellykket tur.

Aftenen efter var jeg retur på søen, og det lykkedes super let at genfinde nettet på trods af, at det var næsten en kilometer fra land på 5 meters dybde. OK – det var drevet 10-15 meter, men med pirkens hjælp fik jeg mit elskede net, der har landet mange store fisk – op i kajakken igen. Imponerende elektronik man har sig nu til dage. Og så fangede jeg også et lige to fine sekskilo+ sandart, så det ikke bare gik 100 % netfiskeri i den.

Hvis du er interesseret i at hæve din landingsrate under softbaitfiskeri efter fx sandart – så glæd dig til en af de næste videoer på Fisk & Fris YouTube, hvor jeg gennemgår de nyeste 2025 versioner af movinghook rigget – et koncept jeg udviklede for snart 15 år siden. Indtil da – abonnner på Fisk & Fris Youtube – så får du automatisk en notifikation, når de neste film kommer op på kanalen.

Vi ses derude – Jens Bursell

Tjek hvordan man livecaster efter sandart med LiveScope i denne video på Fisk & Fris Youtube.

inspiration til hvordan du kan tilberede en sandart i denne video.

 

Daiwa Open 2025

    Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This