maj 25, 2021 | Nyheder
– Sander Bjørn Sørensen har netop været ude på klubtur med Odense Sportsfiskerforening i Varde Å:
– Jeg står ved zone 1, hvor jeg hører et kæmpeskvulp i overfladen, fortæller han. – Så går jeg opstrøms for fisken, og kaster nedstrøms med min kondomspinner. Jeg får stille og roligt spinneren ned i dybden, hvor jeg tænker, at laksen står. Lige pludselig kan jeg mærke et tungt pres på min stang, og så snart fisken opdager, at den er kroget, suser den midt ud i åen og springer helt fri af vandet. Dette sker flere gange i løbet af fighten, som varer 12 minutter. Endelig får vi den nettet, og jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne, at jeg havde fanget sådan et trofæ af en laks.
– Laksen vejede 12.78 kilo og var 111 cm lang.
maj 20, 2021 | Nyheder
– Om jeg så skulle blive 100 år, kan jeg leve længe på fangsten af min 18 kilos drømmelaks fra Varde Å, som jeg fik i starten af maj, fortæller Poul Møller.
Da fisken blev fanget var der ikke meget, der slap ud omkring fangsten, men vi har netop fået en mail på redaktionen, hvor han løfter sløret for, hvad der skete den uforglemmelige dag ved åen.
– Det har taget mig tre år at fange en laks, men sikken en da det så endelig lykkedes, fortsætter Poul. – Vi var fem personer, der havde sat hinanden stævne hos Ole Olesen i hans hus i Hodde. Vi startede med frokost for derefter at gå ud og fiske. Klokken 17.30 mødtes vi til kaffe og blev enige om at spise kl. 20.00. Klokken 18.45 blev Peter Thomsen og jeg enige om, at vi lige kunne nå en times fiskeri inden spisetid. Peter gik opstrøms, og jeg gik nedstrøms.
– Klokken cirka 19.10 fik jeg et voldsomt hug hvor fisken sprang ud af vandet for derefter at gå dybt. Et par gange så jeg fisken, men kunne godt se, at det var en god fisk. Jeg kunne dog slet ikke vurdere, hvor stor den var. Da jeg havde stået med fisken 1/2 time måtte jeg ringe til Ole, at han skulle komme ned og hjælpe mig med at lande laksen. Der gik yderligere 15 minutter, inden Ole kunne hugge fangstkrogen i fisken, som på det tidspunkt var så træt, at den lå på siden.
– Den blanke storlaks, der var 120 cm og 18 kg, tog en lille orange rørflue med en str. 10 trekrog. Fluen havde jeg fået af en kammerat lige inden vi skulle fiske. – Den her fanger fisk, sagde han. Og det fik han jo ret i.
maj 10, 2021 | Nyheder
– Mit seneste fiskeeventyr startede med, at jeg stod op kl 04.00 om morgenen, så jeg kunne komme tidligt afsted, fortæller Hans Kristoffur Lind Matras. – Men – jeg fandt dog hurtigt ud af, at det regnede lidt groft, og når nu jeg var på cykel, så gad jeg ikke at blive alt for våd, inden jeg kunne få lov til at kaste min snøre ud.
– Jeg besluttede mig derfor for at vente cirka en time mere, indtil vejret var klaret op, og så var det bare om at komme afsted til den første fiskeplads, der var et sving lidt opstrøms for Vesterbæk Broen ved byen Sig. Jeg havde nemlig hørt, at der blev set en del laks ved det sving dagen før. Men det stræk gav intet, så jeg besluttede mig for at cykle lidt neden for Vesterbæk Broen.
– Så begyndte jeg at fiske det gennem, og der, hvor jeg valgte at starte, var egentlig lidt af et irriterende stykke, fordi åen ikke var særlig dyb. Jeg fik derfor ret meget grøde med op i næsten hvert kast, men stykket blev lidt dybere længere nede, indtil jeg kom til et stort træ, som var væltet midt i åen. Bag det væltede træ var der et dybt hul, som så ret lovende ud, og efter det fjerde kast i det hul, så sagde det bare småkage på min gule FC spinner, der blev fisket med et helikopter-rig. I de første sekunder troede jeg, at det var en laks, men da fisken viste sig i overfladen, så kunne jeg med det samme se, at det ikke var en laks, men en stor havørred.
– Fisken ruskede groft rundt, og den sprang to gange ud ad vandet, men efter cirka fem minutters fight kunne jeg håndlande fisken, og den var perfekt kroget i tungen. Havørreden målte 70 cm og vejede 3,75 kg. Det var en sæson start, som jeg ikke have forventet, så jagten på den første laks den forsætter.
maj 6, 2021 | Nyheder
Det er ikke altid, at lystfiskere og kano/kajakfolk er helt enige om tingene, så det er dejligt at se et godt eksempel på, hvordan begge grupper kan have en positiv oplevelse sammen. Her får du en unik solstrålehistorie fra Varde Å:
– Min kajaktur startede i går morges klokken halv ni og gik til Karlsgårdeværket, fortæller Richard Jacobsen. – Efter en kort pause med udsyn over en strøget Karlsgårde Sø vendte jeg, med nyopladet sind, min mahognikonstruerede kapkajak retur i rask tempo. Men halvvejs hjemme skete der noget helt unikt! Verdenen og tiden gik om muligt endnu mere i stå end vanligt. Foran mig så jeg en enorm skikkelse skyde op af og vandet for derefter at bryde vandoverfladen igen med et ordentlig plask.
– Jeg sagtnede farten og så nogle lystfiskere på brinken. Der var en kvinde i vandet med net, en mand på brinken, som holdt fat i hende og en tredje – en fuldskægget mand, der stod med en buet fiskestang og en meget spændt line. Jeg drev lydløst og stille ind til den modsatte brink. HELT STILLE – I tre kvarter betragtede jeg lystfiskeren kæmpe tålmodigt med et monster af en laks. Han udviste en ro uden lige. Langsomt blev laksen mere og mere træt. Til sidst kunne kvinden i vandet lade sit net glide langsomt langs den enorme fiskehale, over rygfinnen som nærmest lignede noget, der tilhørte en haj – og så henover hovedet.
– Ingen havde sagt en lyd under hele seancen, men da den skæggede lystfisker hev nettet op og landede laksen på bredden, udbrød glædesjubel og klapsalver. Fiskeren – Corsin Bürgi – var ekstatisk. Træt og glad. Laksen blev vejet til 14,4 kilo og den var 115 centimeter lang.
apr 28, 2021 | Nyheder
– Søndag d. 25 april kl. 05:00 om morgen, var jeg klar til at køre til Varde Å, ligesom de forgangene to weekender, fortæller Peter Jacobsen. – Stressen var så småt begyndt at krybe en lille smule ind i mig, da den resterende del af kvoten blev mindre og mindre, og kammeraterne havde præsteret at få deres forårslaks allerede den første weekend. Kl. 07:00 holdt vi nede ved åen, og kl. 07:15 begyndte fiskeriet
– Min kammerat gik forrest med en kondomspinner, og jeg havde sat et gammeldags skeblink på, som virker fremragende i Norge i hvert fald. Tvivlen på den sædvanlige agn havde dog sat ind, og der skulle gøres noget nyt. Efter 5-10 minutter viste en stor laks sig i overfladen midt ude i åen ca. 50 meter nedstrøms. Min kammerat løb ned til den og fik taget en halvt kast, da der gik fuglerede i hjulet. Jeg løb derefter ned forbi ham og begyndte at fiske området af.
– Kroppen var spændt op og klar til hugget, som forhåbentligt kom inden for de næste sekunder, men efter 7-8 kast var der lidt mere ro på igen. Jeg lagde endnu et kast skråt opstrøms, og blinket kørte med ned og på tværs af strømmen. Lige da blinket begyndte at stige op mod overfladen, nåede jeg akkurat at registrere en skygge komme nede bag fra, da jeg fik et kæmpehug i stangen. Så var der laks, tænkte jeg! Fisken gik med det samme dybt og stillede sig lige nede foran fødderne på mig.
– Bremsen blev justeret, og der kom godt med pres på fisken, som gerne ville over til modsatte brink. Fisken kom i overfladen midt ude i åen, og jeg fik konstateret, at det i hvert fald ikke var verdens største laks samt , at den havde en stor skade på halen. Pulsen faldt derfor lidt igen. Efter nogle sekunder kom fisken atter i overfladen, og vi kunne tydeligt se, at der ikke var tale om en laks, men en havørred. Endda en rigtig god en, så pulsen kom atter op igen! Efter cirka to minutter med never på kom fisken i nettet, og glæden var stor, for den var fandme fed. Havørreden var 66cm og hele 3,9kg, hvilket er min fedeste havørred til dato. Så weekenden endte alligevel med at blive vellykket.
apr 22, 2021 | Nyheder
De fleste har set facebookposts med Jakob Porsgaards fantastiske 19 kilos laks fra Varde Å, men indtil videre har detaljerne om fangsten ikke været offentliggjort. Her får du historien om den kæmpestore laks fra fangeren selv:
– Min bror og jeg startede med at fiske klokken seks på premieredagen på Zone 1, fortæller han. – Jeg havde orm på krogen i starten men gik hurtigt over til spinflue, da jeg ikke rigtig følte for orm den dag. Fluevalget blev en gul/orange rørflue.
– Efter et par timers fiskeri landede jeg en fisk for min bror på omkring 80 cm, som nænsomt blev genudsat. Indtil klokken 10.30 havde jeg ikke haft kontakt med nogen fisk, men pludselig kom drømmehugget. Fisken tog fluen midt i åen og gik dybt. Der gik omtrent 20 minutter, før vi så fisken første gang hurtigt i overfladen, men fisken var slet ikke færdig med at kæmpe, kunne jeg mærke. Jeg fornemmede tydeligt, at det var en stor fisk, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi en idé om dens egentlige størrelse. Fisken gik konstant på bunden og bestemte suverænt, hvad der skulle ske.
– Der gik yderlige cirka 25 minutter, før fisken igen kom til syne – og på andet forsøg nettede min bror den store laks. Da fisken kom på land, gik det op for mig, hvor stor en fisk jeg havde kæmpet med i 45 minutter. Det var overvældende. Jeg rystede på hænderne af træthed, sejrsrus og chokket over dens størrelse, slutter han.
Indtil videre er de tre største vestjyske laks i 2021 sæsonen Jacobs 19 kilos, en laks på 17,6 fra Storåen taget af Rasmus Jacobsen samt Martin Løntofts flotte 17,1 kilos fisk taget i går i Storåen.

Jakob Porsgaard med den grove 19 kilos laks fra Varde Å – øverst sammen med sin datter Nynne, der nok er en lille smule stolt af sin far.
apr 18, 2021 | Nyheder
– Det var blevet tid til den årlige tur til Varde Å med drengene, fortæller Andreas Bruun Knudsen. – Vi ankom til sommerhuset torsdag d.15/04, med håbet om at ramme den blanke premiere-laks. Turen skulle selvfølgelig startes med god mad og en masse vin, snaps og whisky. Derfor var hovedet tungt og kroppen træt, da vi fredag morgen ramte åen.
– Jeg startede mit fiskeri på zone 1 cirka klokken 08. 30. Stangen var rigget op med en rød/gul kondomspinner på 20 gram, et langt og kraftig fluorocarbon forfang og et str. 4000 hjul med en stærk bremse. Det skulle vise sig at komme på prøve kort efter! Omkring klokken ni kom der et, til at starte med forsigtigt hug, som efterfølgende udviklede sig til en magtkamp af en anden verden.
– Fisken steg mod overfladen, og hurtigt kunne jeg se, at størrelsen var lidt noget andet end først antaget. Kampen gik ind og foregik både opstrøms, nedstrøms og på tværs af åen. Den søgte opstrøms mod en udhængende busk, og jeg måtte derfor presse den hårdt får at få den vendt igen, inden den fik sat sig fast.
– Efter en kamp på 10-12 minutter, lykkedes det min kammerat Anders at få fat i det enorme haleror med begge hænder og efterfølgende få monsteret på land. Vi fik krammet, råbt og grinet, da vi langt om længe kunne kigge på den smukke fisk, som lå foran os og skinnede i solens stråler. Hurtigt blev de andre kammerater ringet op, og vi fik fejret fisken på bedte manér med en kold øl og en Underberg, inden turen gik tilbage mod bilen, med fisken på ryggen. Laksen målte 110 cm med en vægt på 14,6 kg, og den er nu på vej til koldrøgning.
apr 17, 2021 | Nyheder
Der er efterhånden blevet taget en hel del rigtig flotte laks i de vestjyske åer siden i går morges, hvor der blev åbnet op for fiskeriet efter en lang og kold vinter uden åfiskeri.
Den suverænt største af dem alle blev taget af Jakob Porsgaard (ovenfor), der på godt underspillet jysk siger det, der skal siges på facebookgruppen ”Laks og havørred i åen”: – Fik denne kæmpe på premieredagen i Varde Å i dag. 124 cm og 19 kilo.
Den næststørste indtil videre er så vidt vides Rasmus Jakobsens 17,3 kilos laks på 119,5 centimeter, der blev taget Opstrøms Pumpehuset i Storåen på en spinner.
Har du selv fanget en laks i åerne – så tøv ikke med at sende os en sveddryppende beretning og et godt foto – gerne vandret – til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 7, 2020 | Nyheder
– Jeg har netop været på åfiskeri for første gang i Varde Å, fortæller Lasse Kölln. – Egentlig havde jeg ikke sat mine forhåbninger for højt, da det som sagt var min første gang. Efter en 3-4 timer uden held eller bare et lille hug, var min makker gået kold, men jeg sagde til ham, at jeg lige ville give det fem kast mere, inden vi kørte hjem.
– På det femte og sidste kast cirka 0,5 meter fra kanten, sad spinneren fast i et eller andet, hvilket jeg igen troede bare var bunden – lige indtil jeg tænkte, det er sgu da ikke var normalt, at bunden flytter på linen. Et øjeblik senere styrtede fisken væk fra mig, men da den var på så lavt vand, var der ikke den store fight. Jeg var dog ovenud lykkelig alligevel, for jeg havde slået en masse rekorder: Første fisk i år, første å-udfordring, største fisk nogensinde og første havørred. Alt sammen på én gang. Da jeg landede den, var jeg sikker på, hvordan “bukkefeber” måtte føles for en jæger. Fisken målte 58 centimeter og vejede 2.031gram.
Har du også været ude at fiske, hører vi meget gerne om dine bedrifter, så vi kan dele den med alle de andre mange brugere på fiskogfri.dk. Send os din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.