okt 9, 2024 | Nyheder
– Forleden var det igen tid til at prøve efter en fin havørred på min lokale kystplads, fortæller Viktor Noltensmejer. – Jeg tænkte, at det dårlige vejr og de fine bølger så godt ud, imens jeg gik ned til mit spot. Her fiskede jeg tre timer uden noget tegn på fisk. Herefter bevægede jeg mig lidt længere ned af strækket.
– Her så jeg nogle tangbælter, der før har holdt fisk, så jeg tog to kast – og bang sagde det så helt ude i kastet. Der var den, tænkte jeg bare. Efter nok tre ugers konstant fiskeri på mit lokale spot, så var den der endelig! Jeg så den straks springe fri af vandet, og kunne se at den var stor. Jeg rystede helt vildt, og adrenalinen kørte bare. Den tog nogle fine runs, men snart kom den ind til kanten, hvor jeg var lidt nervøs for, at den skulle ryge af, for jeg havde ikke mine waders med, og jeg havde mistet mit lange net nogle dage før.
– Faktisk havde jeg kun et lille kort net med, men jeg tænkte, at jeg bare skulle have den i nettet, så jeg hoppede bare ud i vandet med mine sko og fik vand helt op til knæet. Men så fik jeg den også! Jeg var drivvåd, men det betød intet, for jeg fik min nye PR, som var 62cm og 1,7kg. Det var bare en mega fed oplevelse.
okt 9, 2024 | Nyheder
– Jeg har haft svært ved at knække koden til havørred ved kysten, men efter mange gode råd fra erfarne kystfiskere og mange timer på kysten er jeg begyndt at få hul på bylden, fortæller Asger Andersen. – Det kulminerede på en aftentur til Djurslands yderkyst.
– Her fiskede jeg badekarret systematisk af med en let flue uden at mærke noget. Der var ret dybt under land og en del svæv i vandet, så jeg skiftede til en Brenda variant med et tungstenshoved, så jeg kunne komme ned i vandsøjlen.
– Efter fem kast fik jeg et tungt hug 10 meter fra land, og jeg kunne med det samme se, at det var en god fisk. Den gik mest rundt i cirkler og lavede tunge hovedrusk samt var flere gange tæt på og lavede korte udløb. Jeg kunne se, at fluen sad helt yderligt, så jeg lettede bremsen – og efter 5-10 minutters intens fight var den sikkert i nettet.
– Det var en fin efterårs hanfisk på 70 cm. Jeg ville egentligt have sat den ud igen, men efter fem minutter i vandet, vendte den stadigt siden til, så jeg tog den med hjem til familiens store glæde.
okt 7, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Mads Davidsen har igen haft en super tur efter havørred: – Jeg havde en kollega med, som meget gerne ville fange sin første havørred, og det lykkedes ham også og fange sine første seks havørreder, så det var super fedt, fortæller han.
– For mit eget vedkommende havde jeg 16 havørred I hånden, hvor den største af dem kom på den gode side af 60 cm. Det var en god tyk hanfisk, som du kan se ovenfor, så den nye Savage Gear SG8 Salmonoid gjorde arbejdet helt perfekt igen i dag. Det er en stang, jeg er gået hen og blevet rigtig glad for, slutter han.
Læs meget mere om havørredfiskeri på kysten i fiskogfri.dk´s artikelarkiv lige her.
okt 3, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Det var virkelig dejligt at være ude forleden, skriver Jonas Kærlin til fiskogfri.dk. – Fantastisk at føle det kølige vand samt mærke solen og vinden bide lidt i fingrene. Alt sammen tegn på det fantastiske havørredfiskeri vi forhåbentligt får i de kommende kolde måneder.
– Jeg fiskede fra om eftermiddagen og frem til solnedgang i Isefjorden. Her fandt jeg en del mindre fisk i stimer på det helt lave vand, som flere gange bulede i overfladen efter gennemløberen. Dagens to største fisk var smukke og helt blanke – og begge kom retur i bølgen. Dagen sluttede med en magisk solnedgang, som kun hører efteråret til.
– Grejet var min AG1 6-26g stang og hjulet et Revo SX 2500 fyldt med Fireline 0,15mm samt et 0,32mm Trilene FC forfang for enden. Blinket var et Skärr på 12g i kobber/sort, der ofte er en helt suveræn farve til havørrederne om efteråret.
Se hvordan Jonas fisker på kysten med spinnegrejet i denne video på Fisk & Fris YouTube.

Jonas Kærlin med en fin havørred fra Isefjorden.
okt 2, 2024 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred, Nyheder
Strækket fra Skagen og østkysten sydpå ned til Hals har længe været populær blandt kunstnere og feriegæster, men for kystfiskeren er her også rigtig meget at komme efter. Og så er der er rigelig plads til alle. Fisk & Fri viser dig vej til de bedste pladser, og giver et par fif med på vejen.
AF BO TROELSEN, FOTOS: JAN B. KRISTENSEN, GORDON HENRIKSEN, JESPER MØLHOLDT OG LENNARD NIELSEN
KYSTPLADSERNE er lige til at gå til. Den nordvestjyske kyst kan til tider forekomme barsk og utilnærmelig for en kystfisker, mens forholdene på Vendsyssels østkyst er helt anderledes milde og indbydende. De gode havørredpladser ligger som perler på en snor fra Skagen i nord til Hals i syd. Denne guide viser dig vej til de bedste hotspots.
Det er normalt ikke mange lystfiskere, bortset fra de lokale, der dyrker havørred fiskeriet på disse fine fiskepladser, og det er en skam. For hvert år bliver der fanget rigtig store og flotte havørred på mellem 5 og 10 kilo. Dertil kommer fine multer, havbars og fladfisk. Og med de gode tilkørselsforhold eksempelvis i form af motorvejen fra Ålborg til Frederikshavn, er der ingen undskyldning for ikke at besøge disse pladser. Det gælder uanset, om du er på ferie i området, eller bare har lyst til at rive en dag eller to ud af kalenderen, for at tage på en fisketur i det smukke Nordøst Jylland – eller Østvendsyssel som det retteligt hedder.
De pladser, jeg har udvalgt herunder, er alle pladser som er velegnet til at fiske fra land, men har man båd, er der endnu flere gode pladser på strækningen, som kun kan affiskes fra vandsiden. Der er slæbesteder ved næsten alle havnene.

Her får du en oversigt over nogle af de bedste kystørredpladser i NØ-Jylland. Illustration: Carsten Madsen.
Fede fiskepladser på den nordøstjyske kyst
Pladserne nævnt herunder er nogle af mine favorit fiskepladser på den nordjyske østkyst, fra Skagen til Hals. Jeg har udvalgt de bedste og mest kendte pladser, så du har noget at starte op med. Men hvis du vil bruge lidt tid på at udforske strækningen nærmere, vil du næsten helt sikkert finde andre mindre hotspots, der også holder en god bestand af havørred.
De fleste af pladserne, jeg har nævnt herunder, har bortset fra fine fiskemuligheder også gode tilkørsels forhold. Derudover har mange det blå flag, som uddeles efter miljøindsats og vandkvalitet. Det gør bestemt ikke en fisketur dårligere at vide, at de ansvarlige lokale myndigheder tager sig godt af det miljø vi alle skal færdes i.
Skagens Havns vestre mole en tidlig sommermorgen, er nok noget af de flotteste rammer for molefiskeri, der findes i Danmark. Har man først oplevet at stå med fleks på klingen i det fantastiske lys, der har inspireret så mange store kunstmalere, er man solgt, og vil altid længes tilbage til Skagen.
Skagen er stedet hvor Skagerrak og Kattegat med deres mange fiskearter mødes, så her kan mulighederne for godt mole og kystfiskeri næsten ikke blive større. Der fiskes fra Skagen Vestre Mole, hvor der kan fanges både havørred, der afpatruljerer vandet langs molerne, samt laks, fladfisk og torsk. Der kan fiskes efter havørred hele året, men jeg foretrækker sommer halvåret – med perioden fra juni til september som bedste periode. Der kan også fiskes direkte fra stranden. Fiskeriet kan i turistsæsonen dog være svært at komme til på grund af de mange mennesker, så her vil jeg anbefale at fiske nat og tidlig morgen.
Den hyggelige havneby Ålbæk er et tidligere fiskeleje, der også har givet navn til Ålbæk Bugt i Skagerrak. Der fiskes fra den vestre mole, hvor der jævnligt fanges havørred, multer og fladfisk. Ålbæk havn er på begge sider omgivet af skønne hvide sandstrande, der også er værd at affiske. Flådfiskeri i havnebassinet kan rumme store overraskelser.
Rugholmene er et lille stenrev lidt nord for Strandby, hvor bunden består af blandet sand og stenbund. Her fanges både havørred og fladfisk, samt hornfisk i sæsonen. Vær opmærksom på frednings zonen ved Rugholm Å’s udløb. Her er det strengt forbudt at fiske.
Bratten Strand er en dejlig hvid sandstrand, hvor der med fordel kan vadefiskes, da man skal næsten 100 meter ud, før vandet når til maven. Der fiskes primært efter havørred og fladfisk. Her er med tiden blevet taget overraskende flotte havørred, så det er helt bestemt et sted, der er et besøg værd. Husk, at fredningszonen i området omkring Rugholm Å skal overholdes.

Jesper Mølholdt fra fiskeklubben Waders.dk er en af de skrappe på denne egn. Han fanger mange havørred som denne her fra Busserevet.
Strandby er ikke kun en hyggelig lille havneby, hvor der hvert år landes masser af velsmagende jomfruhummer. På den nordre mole er der også fine muligheder for at fange havørred, fladfisk og ind i mellem torsk. Også her kan man med held affiske begge sider af havne området. Hvis havørredfiskeriet kikser, eller har du børn med, der skal underholdes, kan man med held fiske efter fladfisk på bund takel agnet med sandorm, som kan købes i lokalområdet.
Rønnerne er en rigtig spændende plads. Et hurtigt kig på Frederikshavns Lystfiskerforenings hjemmeside, www.lystfisker.frhavn.dk vil hurtigt vise en imponerende stribe af havørred fanget på netop dette rev. Stranden ligger kun ca. tre km fra Frederikshavn centrum, lige neden for Nordstrand Camping. Her kan vadefiskes med stor forsigtighed, da der er en del sten på bunden samt til tider overraskende bølger fra færgen, så husk vadestaven. Her er en rigtig god havørred bund, og gode muligheder for fangst af bl.a. havørred og fladfisk.
Nordre Mole i Frederikshavn er en klassiker vi ikke kommer udenom. Jeg har dyrket fiskeriet fra molerne i Frederikshavn siden drengeårene, hvor en flink nabo ind i mellem tog mig med ud på molen, og han lærte mig om fiskeriet fra de store kampesten. Hver tur blev altid behørigt afsluttet ved havnens pølsevogn, hvor den stod på hotdogs og varm kakao mælk, inden turen gik hjemover.
Den afslutning kan sagtens anbefales den dag i dag… Siden da har jeg haft mange gode oplevelser og fangster, når jeg har fisket fra de store kampesten, der strækker sig ud til selve hovedet af molen. Jeg vil ikke anbefale at tage små børn med ud på de store og nogle steder meget glatte kampsten. Ligeså er en selvoppustelig redningsvest en fornuftig del af udrustningen, når man færdes på moler med store sten. Det er et godt sted at prøve flådfiskeri efter havørred, men kan også være et glimrende spot til torsk og fladfisk.
Busserevet er et mindre rev, der ligger lige uden for nordre mole ved havvindmøllerne i Frederikshavn Havn. Revet ligger et stykke fra kysten, så spinnefiskeri med tunge blink og woblere er den bedste fiskemetode. Der fiskes efter havørreder, fladfisk, makrel og sild. Vadefiskeri frarådes pga. dybden og bundforholdene. Bedste tidspunkt er aften og nat i sommer halvåret, men der gøres gode fangster året rundt.
Bangsbo Strand og Guldkysten er området mellem Bangsbo Å og Sæby Å, som er med til at gøre området til en rigtig interessant havørredstrækning. Desuden er der en utrolig spændende bund, der består af muslinger, sand og sten. Her er forholdsvis lavvandet, men der er store sten og dybe badekar, så der bør vades forsigtigt.
Man skal også være meget opmærksom på bølgerne fra katamaran færgen, som let kan vælte en omkuld, hvis man er kommet for langt ud. Det mest interessante stræk er ved Bangsbo og Guldkysten, men der kan med fordel fiskes på hele strækket fra Sæby til Frederikshavn.
Lyngså Strand er et fint havørred spot, der også holder en god bestand af fladfisk, deriblandt de meget eftertragtede tunger. Du bør koncentrere dit fiskeri mellem Sønderklit og Stensnæs. Udover gode parkeringsforhold og toilet, er der også en handicapvenlig til kørselsmulighed med rampe, der går næsten ned på stranden.
Sulbæk Strand bør også nævnes. Der fiskes fra Sulbæk og sydpå mod Sæby. Pladen fisker som regel bedst i sommerhalv – året, men der tages også fine fisk i vinter halv året.
Sæby Havn er også et forsøg værd. Der fiskes fra sydmolen, hvor der kan fanges havørred, fladfisk og torsk mm. Flådfiskeri i dette område kan give rigtig gode resultater. Bemærk at fiskeri kun er lovligt fra sydmolen, da nordre mole ligger i fredningszonen for udløbet af Sæby Å.
Aså er en hyggelig havn der er over 130 år gammel, med et fint molefiskeri. Der fiskes fortrinsvis efter havørred, multer og fladfisk.
Hou er oprindeligt et gammelt fiskerleje, men nu om dage er der kun en lystbåde havn tilbage. Der fiskes fra molen efter havørred og fladfisk.
Hals ligger ved Limfjordens udmunding i Kattegat, og byder på rigtig spændende muligheder for Lystfiskeren. Der fiskes fortrinsvis fra molen. Dybe render, der er dannet af strømforholdene, gør det til et perfekt sted at fiske efter især havørred, sild, makrel og fladfisk.
Færdsel på molerne under havørredfiskeri
Inden man begiver sig ud på molerne, er der nogle få ting, man bør tage til efterretning. De fleste havne har regler om terrorsikring, så undersøg altid hjemmefra, hvor på havnen man må opholde sig. På de lokale havnekontorer kan man altid få oplyst reglerne. En anden ting er den personlige sikkerhed, hvis du har børn med på fisketur, så udstyr dem med redningsvest og hold et godt øje med dem. Lad dem aldrig stå uden opsyn på kaj og molekanter, og hold dem for guds skyld væk fra de moler, hvor du skal ud på store kampesten for at komme til at fiske. Du bliver ikke mindre mand af at tænke på din egen sikkerhed. Hvis du fisker i den kolde årstid, er en god flydedragt en rigtig god ting. Udover, at den holder dig tør og varm, kan den også redde dit liv, hvis uheldet er ude.
Hvis du fisker på den nordøstlige del af den jyske kyst, er det næsten ikke til at undgå, at man fra tid til anden får en fjæsing på krogen, hvad enten du fisker med spin eller flue. Fjæsingen er en udmærket spisefisk, men den er desværre også udstyret med giftpigge, som indeholder en gift, der svarer til et hugormebid, hvilket er en meget smertefuld affære. Brug derfor altid en lang tang til at afkroge fisken med, så man undgår kontakt med de giftige pigge, der sidder forrest på ryggen og på gællelåget. Er uheldet ude, og man bliver stukket, er førstehjælpen at komme det stukne sted i så varmt væske som man kan holde ud, da giften bliver inaktiv ved varme, og derefter søge læge eller skadestue.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010
sep 28, 2024 | Nyheder
– Vauw, hvor er de bare smukke: Efterårets havørreder, der svømmer i Lillebælt. Sådan lyder det fra Ole Wisler. – På trods af et helt igennem utroligt, elendigt havmiljø, så finder man alligevel, på en skøn efterårsdag, isolerede naturoplevelser med både havørn, marsvin og sæl ude langs Lillebælts Kyster.
.- Men altså! Den er helt gal under overfladen, så fingers crossed for en forhåbentlig meget, meget større og stærkere marin mangfoldighed i den kommende nye marine naturnationalpark, der forhåbentlig vil sikre en bedre beskyttelse af det marine miljø, slutter Ole, som du finder på facebook her.
Læs mere om den igangværende forhandling om opgradering til en endnu større og bedre beskyttet marin naturnationalpark – “Naturnationalpark Lillebælt” her.
Læs om nogle af de bedste kystpladser til havørred i Trekantsområdet her.
sep 25, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Så er det ved at være sidste udkald til at tilmelde sine fisk og fangstrapporter til Kinetic Fiskecups septemberheat, som afslutter den store 2024 konkurrence sponsoreret af Kinetic Fishing.
En af dem, der har sendt flotte fisk ind til konkurrencen for nylig, er Gert Kristensen: – Jeg var taget til Mols for at fiske med en kammerat, og der fik jeg et hug helt ude i kastet i meget grumset vand, fortæller han til Fisk & Fri. – Havørreden, der indtil videre er min største, huggede på en Sandeel på 19 gram i rød/sort. Det var en svær landing, fordi der var store sten ved kanten. Da min fiskemakker gik ud for at nette, sprang den ud af nettet – uden krogen, der blev siddende i netmaskerne… Det lykkedes ham dog at gribe fisken mellem to store sten, lige inden den skulle til at flygte helt ud i vandet. Havørreden vejede 1,71 kg og var 55 cm lang, hvilket var nok til en ottende plads til havørredkonkurrencen Djurs Marsters. Knæk & bræk slutter han.
Husk du kan finde masser af fede artikler om kystfiskeri efter havørred på Fisk & Fris artikelarkiv her.
sep 19, 2024 | Nyheder
– I sidste uge var jeg i Sydverige for at fiske havørred på kysten, og det var ikke lette forhold, fortæller Robert Helm. – Der var en hel del småfisk, men det var ikke let at udløse nogen hug fra de større fisk, som dog var i området, for vi så dem springe i overfladen flere gange.
– Selv når vi prøvede med større blink i kraftige farver, lykkedes det ikke at få dem til at hugge. På trods af dette fik vi dog overlistet en fornuftig stribe havørreder op til 60 cm. Der var massevis af mad i vandet – fx småsild, rejer, mysider og store tobiser, så måske var det derfor, at de var lidt svære at få i tale på kunstagn.
– Vi har tidligere mistet en del havørreder med de traditionelle optaklinger af vores gennemløbere, så på turen her havde vi besluttet os for at prøve kræfter med release-rigget – og vi må indrømme, at vi blev meget imponerede. Totalt landede vi nemlig 15 ud af 15 kontakter, hvilket er langt over, hvad vi normalt kroger, så det bliver helt sikkert et system, vi kommer til at bruge på vores fremtidige havørredture til vinter. På tidligere ture har vi eksempelvis fisket en del med Savage Gear Sandeel Pencil, hvor vi fik masser af hug, men havde en decideret miserabel landingsrate. Og det var især de store fisk vi mistede, slutter han.
Vil du vide mere om release-takler og hvordan du nærmest fordobler din landingsrate med småkrogstakler på både blink, kystwoblere og fluer, så læs bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som kan købe signeret her (REKLAME)
Materialer til release-takler kan købes hos releaserigshop.com her (REKLAME).

Det lykkedes ikke at få hug fra de helt store, men landingsraten blev øget markant da der blev skiftet til release-takler., Ialt blev det til 15 fisk op til 60 cm.

Robert Helm med en af de flotte fisk fra turen.
‘
sep 13, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred, Spinnefiskeri
Området omkring Lillebælt, Kolding- og Vejle Fjord byder på fine muligheder for kystfiskeri efter havørred. Vi har fulgt i fodsporene på tre lokale storfangere – Jan Jensen, Thomas Andersen og Lasse Søbjerg Pedersen, som her giver dig masser af tips, hvad enten du er spinne- eller fluefisker.
AF JENS BURSELL
I den centrale del af Trekantsområdet mellem Middelfart, Vejle og Kolding er der muglighed for et fint fiskeri efter kystørred, når man kender pladserne. Her – midt imellem det urbane og landlige – findes så varierede muligheder for at fange sig en havørred, at man bliver helt svimmel ved tanken. Faktisk kan man meget let gå hen og få akut havørred-feber. Så hvis ikke du kan afse lidt tid til symptombehandling af denne frustrerende sindstilstand, må du hellere stoppe lige her.
– Uanset hvilken retning vinden kommer fra, er det muligt at finde en god plads inden for en halv times kørsel, fortæller Jan, der selv bor i Fredericia. – Sammen med faren Svend Erik Jensen har han i over tredive år fisket de lokale kyster tynde for havørred. Men det er bestanden dog ikke blevet tyndere af – tværtimod, griner han.

Her kan du se de vigtigste kystpladser til havørred i Trekantsområdet.
Valg af kystpladser i forhold til vindretningen
Vindretningen har altid stor betydning på kystpladserne, og som det er tilfældet ved mange andre kystpladser, er det helt generelt ofte fralandsvind, der giver det bedste fiskeri. Her får du Jan og Thomas’s bud på de bedste områder og pladser ved forskellige vindretninger – 360 grader rundt.
Nordenvind eller NVog til en vis grad også NØ-vind er helt perfekt i Lillebælt på strækket fra den gamle bro til Sønderskov. I Vejle Fjord er hele nordsiden rigtig god i nordenvind. Her vil jeg især fremhæve pladser som Stenhøj Strand, Rosenvold, Skyttehuset, Ulbæk Hus og Fakkegrav, der er en fantastisk forårsplads. Tilsvarende er der også mange fine pladser på nordsiden af Kolding Fjord, der er oplagte i nordenvind, men jeg fisker ikke så meget selv i det område.
Østenvind kan også byde på godt fiskeri. Her er det især Gals Klint overfor Sønderskov og Røjle Klint på Fyn, der spiller max. Lidt længere mod nord er Holster Hage og Andkær Vig i Vejle Fjord et rigtig godt bud på noget action i østenvind.
Sydøstenvind er optimalt, hvis du vil fiske på Strib Fyr, men også Gals- og Røjle Klint er gode under disse forhold. Denne vind er ligeledes god ved Treldekysten på nordvestsiden af Trelde Næs. Her vil jeg især fremhæve pynten ved Trelde Sande, der er god, hvis vinden er alt for kraftig. Lidt længere nordøstpå er Holsterhage og Andkær Vig også gode under disse forhold.

Holster Hage i Vejle Fjord er et rigtig godt bud på noget action i østenvind, men fungerer også fint i søndenvind.
Søndenvind er ikke overraskende god på hele sydsiden af Vejle Fjord – lige fra broen og ud til Trelde Klint. Ligeledes er sydsiden af Kolding Fjord god ved sydlige vinde. Blæser det fra syd, er det sjældent godt i de centrale dele af Lillebælt.
Sydvestenvind er drømmevinden. Den er simpelthen super rigtig mange steder – blandt andet Trelde Næs og hele Treldekysten vest for Trelde Næs. Tilsvarende er Østerstrand ved Fredericia omkring fælleden et godt bud under disse forhold. Hele strækket fra Skanse Odde til Hybylund kan være rigtig fint. Tilsvarende kan Erritsø Strand fra Motorvejsbroen op til Lystbådehavnen give rigtig mange fisk, når vinden kommer fra sydvest. Hagenør i Lillebælt er også fin.
Vestenvind er helt perfekt til Trelde Næs, og er som SV-vind helt generelt en af de rigtig gode vinde, når man bor i Østjylland. Så kører nemlig stort set alle pladser på hele den Østjydske kyst. En anden favoritplads ved vestenvind er helt klart Hagenør i Lillebælt.
Nordvestenvind er fin både ved Hagenør, Sønderskov samt nordsiden af Kolding- og Vejle Fjord. Præcis denne vind er endvidere helt ideel ved kysten fra Trelde Næs og hele vejen ned til Fredericia. Dette er et utroligt spændende og flot stykke natur. Her er masser af væltede træer ud i vandet, og adgangsforholdene er ret besværlige, fordi der ikke er nogle stier eller trapper ned ad de til tider ret stejle klinter. Men – der er masser af fede havørredpladser, og under de rigtige forhold kan belønningen for alt besværet være et helt og aldeles uspoleret fiskeri.
Har du mod på udfordringer og en lang travetur, så er dette stræk derfor helt klart værd at satse på. Hybylund eller Kirstinebjerg Skov er et oplagt startsted. Har du adgang til båd, er det et godt sted at lægge den næste tur.

Bagerst th den originale Olling-wobler fremstillet af Ib Olling i halvfjerdserne. Nederst Kinetics Mini Goby, som Tom Schmidt har udviklet med Ollingwobleren som inspirationskilde. Sidstnævnte kan købes i de fleste grejbutikker.

Olling-wobleren er en fantastisk wobler til det helt lette fjordfiskeri. Her en skøn blanding af originaler samt Jan og Thomas’s egne epoxyafstøbninger.
Spinnefiskeri efter havørrederne
– Ib Olling– woblersnedkeren fra Nørre Åby på Fyn – var allerede for 15 år siden en stor inspirationskilde til mit spinnefiskeri, afslører Jan. – Til dagligt arbejdede jeg sammen med ham på fabrikken Kemira. – Før jeg mødte ham, gik jeg meget med tunge pirke og blink i 20-30 grams klassen, men da jeg på egen hånd oplevede hans meget overbevisende fangststatistik på bittesmå kystwoblere i 4-10 grams klassen, tog jeg et markant skift til det lettere udstyr.
Jeg fik et par af hans woblere, og så begyndte der for alvor at ske noget i mit kystfiskeri efter havørred. Eller for at gøre en lang historie kort – jeg fangede klart flere fisk. Der er selvfølgelig også nogle fisk, man ikke når ud til med så lette agn, men hvad gør det, hvis fiskene er tæt på – og det er de ofte langs de østjydske kyster.
– Vores favorit-Olling til natfiskeriet har altid sort ryg, men bundfarven betyder ikke så meget, supplerer Jan’s faste kystmakker – Thomas Andersen fra Løsning, som han har fisket med de sidste fire sæsoner. – Bugen på vores Olling-woblere til natfiskeri er normalt lys eller blank, mens vi i dagslys ofte bruger mere gullige versioner uden markant kontrast mellem ryg og bug. Til at starte med brugte vi originalerne, men nu støber vi vore egne versioner af epoxylim, som fungerer mindst lige så godt.
De originale Ollingwoblere har i øvrigt dannet forbillede for kystwoblere, der senere er videreudviklet af Tom Schmidt til den kommercielt producerede Mini Goby fra Kinetic, beretter Jan og Thomas. Så hvis du ikke orker af indhalere epoxylim, skal du bare købe en af disse. Det er klart, at indspinningsteknikken skal varieres efter forholdene, men normalt kører vi den stille og roligt ind i jævnt tempo. Fire omdrejninger på hjulet og så et spinstop er normalt den rytme, der giver bedst. Ser eller mærker jeg en fisk, som ikke tager på det efterfølgende spinstop, speeder jeg farten voldsomt op, hvilket normalt kan få ørreden til at gå til makronerne.

Thomas Andersens far Hans med en flot sekskilos blankfisk fra Sønderskov i Lillebælt.
– Især i de beskyttede fjorde og vige er Ollingwobleren vores helt klare favorit, pointerer Thomas, men på dage med meget strøm i fx Lillebælt, skifter vi normalt om til et lidt tungere blink – og her er vores favorit helt klar Sølvpilen i 16-24 gram – enten i grøn/hvid eller sort/hvid. Den kaster som en drøm og kommer godt ned i vandet, selv ved relativt hurtig indspinning, som er det optimale tempo til dette blink. Også her øger vi normalt tempoet efter et spinstop, der ikke udløser hugget.
Originalkrogene skifter vi til Owner ST 36 BC X str. 6 til 16 grams versionen og str. 4 til 20-24 grams versionerne. Møresilda i 6, 10 og 16 gram i kobber/rød er også et vinderblink i mange situationer. Til allround spinnefiskeri bruger de to gutter Shimano Speedmaster i 5-20 gram. Jan har en tifods og Thomas foretrækker en nifods. – Det er en virkelig fed stang, som er let, kaster godt og har kraft nok til at fighte selv store fisk, understreger Jan. Og – da han i maj 2010 krogede og landede en 10,7 kilos kystlaks på netop denne stang, må man sige, at der er vægt bag disse ord. Hjulet er et Shimano Aspira 3000 fyldt med 0,14 Fireline. Vores favoritblinklås er Owner Sinker Hook Crane Swivel str. 18-16, der, modsat alle andre blinklåse vi har prøvet – aldrig åbner sig på det forkerte tidspunkt.

Lasse Søbjerg Pedersens favoritfluer til natfiskeriet: Nightskaters (tv – øverst), Børsteorms imitationer af kaktus chenille (tv – bund og midt th) samt
forskellige varianter over Sølvræven (th).
Med bombarda eller fluestang efter havørred
Bombardafiskeriet kan også være effektivt, og her er det især reje- og børsteormsimitationer, der kommer på forfanget. vi må dog indrømme, det er sjældent, at vi gør det. Normalt fanger vi nemlig rigeligt med fisk på det normale spinnegrej, slutter de to gæve spinnefiskere.
Kystfluefiskerne har ligeledes ofte fint fiskeri i Trekantsområdet. Lasse Søbjerg Pedersen har igennem de sidste 10 år fisket røven ud af bukserne langs de mange fjorde, og det er efterhånden blevet til en solid stak sølvblanke på fluestangen. – Grundlæggende set fisker jeg fuldstændig de samme pladser som spinnefiskerene – fluestangen er den eneste forskel, fortæller han.

Lasse og Thomas’s far udveksler sølvblanke røverhistorier ved Vejle Fjord.
Med flue om natten på kysten
– Til natfiskeriet forår og sommer er mine favoritfluer Nightskaters, Børsteorms imitationer af kaktus chenille samt forskellige varianter over Sølvræven, afslører han. – Nightskaters bliver normalt bundet med blødt afrundet skumkrop, men jeg foretrækker at kroppen er firkantet, for så streamer den bedre, når man trækker den igennem overfladen. Fluen binder jeg på en Scierra Techpoint str. 8.
– Børsteormsimitationer er super i det tidlige forår, understreger Lasse. Børsteormsimitationen Aarn bruger jeg egentlig ikke så meget mere, da man får en del fejlhug på den lange bløde hale. Her er en børsteormsimitation bundet på et tandem-krogsæt bedre, fordi man også har en chance for at kroge fisken, når den napper efter halen. Når man anvender kactus chenille fluer som denne, foretrækker jeg et lille conehead forrest på fluen, da det ellers let kommer til at føles som om, at man kaster med en plasticpose, hvilket er ret irriterende. Bagerst på fluen er en lille lokkende hale af marabou.
Med tobisfluer efter Trekantsområets havørreder
– Tobisimitationer er også gode, og her anvender jeg ofte en variant over Sølvræven, der kan flytte noget vand, samt tiltrække sig en del opmærksomhed i nattemørket, beretter han. – Når den bindes på et rør, anvender jeg en ordentlig dusk polarræv kombineret med et par sølvfarvede flashstrå.
Bindes den på en enkeltkrog str. 8 lægger jeg et sort hønehackle foran polarræven. Krogen er belastet på undersiden med et stykke tin-tråd og beviklet med sølvtinsel. Denne flue finder jeg normalt frem, når jeg har svært ved at tage ørrederne på fx Nightskaters helt oppe i overfladen. Så skal der nemlig et helt andet bevægelsesmønster til for at tricke fiskene. Denne ret tunge flue er perfekt til at jigge fluen ind med små hurtige 8-10 cm lange ryk, og det er ofte det, som skal til, når alt andet kikser.

Sønderskov ved Lillebælt er en fantastisk kystplads med god dybde tæt under land – og til tider en hel del strøm. Det var præcis her Jan fangede sin 10,7 kilos kystlaks i maj 2010. Læs mere i Fisk & Fri 5/2010.
– Til dagsfiskeri i sensommeren og det tidlige efterår anvender jeg ofte streameren Eriks flue, der er en god allround fiskeimitation, fortæller Lasse. – Herudover anvender jeg ofte diverse rejeimitationer. En rigtig god allround flue til dagfiskeri i området er Brun Bomber – en slags Red Tag bundet på en stor krog med tre store, brune fasanhakler ned langs krogskaftet. Den røde butt er den samme som på Red Tag. Om natten går jeg ofte med en klasse 8 Greys G-Tec kombineret med et Okuma # 8 hjul. Jeg fisker altid med et flydende skydehoved fra Rio – ikke fordi jeg har noget imod WF-liner, men fordi de kaster en anelse længere. Men – her er vi dog ude på marginalerne. På de helt stille dage går jeg med en klasse 6 stang, som i mit tilfælde er en A. Jensen AHT Advanced kombineret med et Scierra CTC Trout hjul og et flydende skydehoved fra Rio. Som backing på alle mine hjul bruger jeg ganske normal fletline – det fylder nemlig meget mindre end dacron bagline af tilsvarende brudstyrke. Hvis man får et hug af en fisk som Jans kystlaks på 10,7 så vil man ikke fortryde denne dispostion, slutter han med et glimt i øjet, der vidnerom, at han ikke har noget mod at være den næste der får en flidspræmie af denne type.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010