jun 19, 2020 | Nyheder
– Dette er ikke historien om den største ørred, men en historie om at blive ved efter et rigtigt dårligt forår her på Nordvest Sjælland, fortæller blinkguruen Jan Nilsson fra Sjællands Odde. – Mine fiskekammerater har i modsætning til mig fanget fint, så min tro på det har været på nulpunktet på et tidspunkt, men efter 30 års havørred fiskeri ved jeg, at det altid nok skal vende.
– I går aftes ved syv-tiden tog jeg på revet med min gode ven Ib, hvor vi havde planer om at teste en ny gennemløber, jeg havde lavet. Til at starte med fiskede jeg dog min 25 grams Oddenpil med Realease Connetcor og en str. 8 trekrog. I fjerde kast sagde det BUM, og det viste sig at være en god fisk, som bare gik dybt i den stærke strøm. Det var først, da den var helt flad, at Ib kunne nette den: Endelig var forbandelsen brudt, slutter Jan.
Har du selv været på kysten med et godt resultat, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Solnedgang ved Sjællands Odde.
jun 17, 2020 | Nyheder
Vi er nu ved at være nået til den tid på året, hvor fjæsingerne begynder at invadere vores kyster. Men det er ikke kun de normale fjæsinger, der er i farvandet lige nu. I løbet af den sidste uge er der fanget to eksemplarer af arten lille fjæsing, som er endnu mere giftig end den normale fjæsing.
– I takt med klimaændringerne skal vi forberede os på, at den lille fjæsing vil blive mere og mere almindelig i de danske farvande, hvor den træffes på så lavt vand, at man let kan komme til at træde på den, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum. – For lystfiskernes vedkommende vil den sikkert blive mest almindelig at fange for fluefiskere eller fladfiskere, der fisker lavt og kystnært. Fra den almindelige fjæsing kendes den ved at have en markant kortere og mere kompakt samt højrygget kropsform. Endvidere har den en karakteristisk gul hale med sort spids – samt mangler fjæsingens blålige aftegninger langs med siden af fisken.
– Den lille fjæsing går ofte på ren sandbund og helt ind på soppedybde, hvor den normale fjæsing primært kommer om natten, så for almindelige badegæster vil der være større risiko for at træde på den mest giftige af arterne i takt med at den bliver mere almindelig. Et par badesko er derfor helt klart værd at overveje. For lystfiskerne, som ikke får problemer her med deres store vadestøvler, gælder det mest om at undgå at røre ved fisken, så husk at tage et par gode krogløsertænger med på kystturen – samt passe godt på, at den ikke spræller og rammer dig med sine giftige pigge.
– Som med normale hugormebid og fjæsingestik er behandlingen at få den forgiftede legemsdel i så varmt vand, som man kan holde ud i cirka en halv time, da det neutraliserer giften, som er betydeligt kraftigere end eksempelvis et bistik. Hvis man er overfølsom og får ekstremt voldsomme smerter, skal man sørge for at komme til lægen med det samme, slutter han.
FOTO: HENRIK CARL

Almindelig fjæsing. Ovenfor ses den lille fjæsing.
jun 15, 2020 | Nyheder
– Her den anden dag tog vi en hyggetur med sønnike og hunden til stranden, hvor vi egentlig bare satsede på lidt hornfisk, fortæller Betina Lorentsen. – Normalt fisker jeg med gennemløber, men dette var min anden tur med bombarda, som min mand prøver at lære mig. Lige pludselig, da tidevandet skiftede, kogte det med havørreder en lille times tid, og derefter forsvandt de ligeså hurtigt, som de kom, hvorefter vi kun fik hornfisk. Men på den tid det varede, fik vi flere gode fisk.
– Vi fik i alt 3 havørreder og 18 hornfisk på turen. Den første havørred sprang fri af vandet to meter bag mig, da jeg stod langt ude i waders, og min mand var inde på land for at få noget at drikke. Han smed vandflasken fra sig og kastede til den med det samme, hvorefter den bed på i samme øjeblik, hans agn landede i vandet. Den var 53 cm og vejede 2,2 kg.
– Den næste var min fisk, som huggede hårdt helt ude i kastet. Denne fisk var 58 cm og vejede 2,6 kg. Det var en super fed oplevelse, og den sprang fri af vandet tre gange og tog flere kraftige udløb. Jeg har kun fisket i tre måneder, så det er da meget godt gået!. Den sidste huggede på i et kast min mand min lavede, hvor han affiskede langs kysten tæt på land. Den var 54 cm og vejede 2,3 kg, slutter hun.
Har du også været på kysten, så hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Betinas mand med en af de flotte havørreder fra turen.
jun 15, 2020 | Nyheder
– Klokken er 3.30 da min fiskebuddy ruller ind da indkørslen, fortæller Mads Due Enggaard. – Der er endnu en tidlig fisketur til den åbne kyst ved Nyborg på programmet. Min buddy som hedder Claus og jeg har igennem maj og juni dyrket det tidlige morgenfiskeri, som har givet et spændende havørredfiskeri. Pladsen som vi skulle besøge den morgen, er en gammel klassisk Nyborg Plads. Her er et stort stenplateau med masser af blæretangsplanter, store sten og strømfuldt vand – det man vil kalde en rigtig grov kyst. Vi rammer pladsen og pakker vores grej ud, imens vi nyder den første kop kaffe på dagen. Fluevalget bliver igen i dag en lille kutling imitation på en str. 6 krog, som jeg har fået inspirationen til igennem den gamle klassiker – Grå Frede. Det der kendetegner denne udgave er tre stråler blå flash.
– Vi når det første rev på dagens rute, og fiskeriet starter. Alt er optimalt, mener vi begge. Der er en let pålandsvind og stigende vand, som skifter fra høj mod lavvande ved 6.30 tiden. Der sker intet på første spot, og vi beslutter at gå de ca. 2 km til næste interessante rev. Da vi når pladsen, starter vi fiskeriet igen. Vi affisker det store stenrev af flere omgange, men ingen respons kommer retur. Vi vender blikket mod spidsen af pladsen i et sidste forsøg på at ændre en tæt på kommende nultur til noget andet.
– Så får vi placeret os, og Claus får førstevalget. Hurtigt er der kontakt, og en 45 cm havørred er oppe at vende, men kommer retur ret hurtigt igen. Endnu en havørred rammer krogspidsen i takt med at højvandsbølgerne bruser mod havstokken på den grove kyst. Claus kroger en levende tobis, og imens han afkroger denne, bytter vi plads. Jeg står nu i det vand, som Claus lige har fisket igennem. Vi joker lidt med, at det lige skal passe, at jeg fanger en stor havørred nu i det gennemfiskede vand.
– Fem minutter efter spotter jeg en stor mørk skygge i en af de større bølger. Jeg lægger fluelinen ud så tæt som muligt på der, hvor bølgen var, og så går der bare to sekunder, før alt eksploderer i plask og skum…- Det er en stor havørred, råber jeg til Claus, der nu får travlt med at få hans line på hjulet og kommer hen til mig.
– Vi oplever nu fighten sammen. Jeg vidste, at det var en af de helt grove havørred jeg stod med på min 10 år gamle fluestang, men hvor stor? Havørreden går fri af vandet to gange – og hvilket syn. Cirka 7 minutter efter får jeg fat i haleroret og trækker den halvvejs fri af vandet. Den er virkelig tung, og det seks meter bredde blæretangsbælte jeg står uden for syntes uendeligt langt. En meter fra kanten slipper mit greb om fisken, og den tager et ikke planlagt udløb ind i en tangbusk. Havørreden er dog ligeså udmattet som jeg selv og ligger helt stille med hovedet begravet i tangbusken. Jeg griber haleroret igen og smider min fluestang, imens jeg fører min venstre arm under fisken, og løfter den det sidste stykke op på land. Hvilket vidunder, der nu ligger der på den grove kyst.
– Jeg er evig taknemmelig for, at Claus var tilstede og oplevede dette ubeskrivelige øjeblik sammen med mig, for jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre måde at fange min drømmehavørred på. Fisken vede 6,1 kilo og var 76 cm lang.
jun 15, 2020 | Nyheder
– For satan en morgen, fortæller Jan Ibsen. – Vækkeuret var sat til 3.00, men allerede klokken 01.30 vågnede jeg og var monsterfrisk som en 16 årig. Denne det var det 25 år siden, at min elskede lille fiskeklub “De Muntre Lystfiskere” blev stiftet i Hansis kælder på Pilevej. Og jeg ville bare så gerne markere denne dag med noget stort. Så det var bare med at komme afsted til åen. Men – der var nul fisk
– Jeg overvejer situationen og drøner hjem efter kystgrejet. Kort efter ankomsten på pladsen ser jeg en stor fisk springe ud af vandet 100 meter væk. Jeg fisker med fluestang og kan kun kaste 25 meter, men et gammelt trick er at sparke hårdt i vandet for at “kalde” fisken nærmere… Den hører plasket og tror det er en rival/partner i nærheden. Det virker, og kort efter viser den sig 50 meter væk. Jeg lægger et langt kast ud og trækker langsomt ind, men der sker ingenting – lige indtil jeg skal til at løfte fluen fra vandet til et nyt kast. To meter fra mig kommer en kæmpe fisk flintreende og inhalerer fluen i en kæmpehvirvel
– Det er sgu længe siden, at jeg har kæmpet mod en fisk med nerverne så meget uden på tøjet. Jeg ved, at makkerne i klubben vil nægte at tro på, at sådan en pragtfisk skulle hugge lige netop i dag, så jeg panikker i første landingsforsøg, og på en eller anden åndsvag måde ryger den øverste del af fluestangen af, så jeg rammer fisken, der flipper totalt ud og danser afsted på halen oven vande, så jeg krydser fingre for at ingen ser mig lige nu. Til sidst lykkes det, hvorefter denne smukke fisk på 75 cm og 5 kilo glider ind på stranden.
jun 14, 2020 | Nyheder
– Så kom weekenden, som vi havde set frem til med længsel, fortæller Jan Kirkeby Simonsen. – Vi skulle til sommerhuset på Agersø, som ligger mellem Agersø-sund og Storebælt. Planen var klar; drengene – Karl, Alfred og far skulle fiske igennem, idet foråret 2020 har været som Hans Scherfigs ”Det forsømte forår” med hensyn til ture på kysten. Drengenes fiskeopdragelse har primært foregået på Agersø, først efter karusser i gadekæret og senere, da drengene fik deres første par waders, åbnede kystens muligheder sig. Gennem tiden er det da også blevet til fladfisk samt hornfisk, og i trit med, at tålmodigheden er vokset, har de også fået havørreder.
– En egentlig fiskekonkurrence i familien findes ikke – og dog, for efter at Karl og Alfred fik smag for jagten på kystens sølvtøj, så kan diskussionerne godt gå højt; hvem skal gå forrest på pladsen, hvem skal have hvilket blink etc……..Hvem har så førertrøjen i familien? Det har den gamle stadigvæk – og så kommer Alfred – et mulehår foran Karl. Men denne pinse blev der vendt op og ned på denne latente familiehavørredfight.
– Klokken er 04:30, da uret ringer. Jeg er hurtigt ude af fjerene og får sat gang i kaffebryggeriet. Drengene bliver vækket og er hurtigt oppe og klar. Vi alle tre topmotiveret, og troen på succes er stor. Den nøje udpegede fiskeplads er perfekt her til morgen, og vinden kommer svagt fra nordvest. Ørrederne kommer på denne plads helt tæt på land, så lange kast er ikke et krav. Kl. 05:15 er vi klar til at gå i vandet, som er let riflet med en sydgående strøm. Det hele er smukt indrammet i solens spæde morgenstråler. Efter vi igen har diskuteret, hvem der skal gå forrest, falder valget på Karl, med Alfred i midten og den gamle til sidst med fluestangen.
– Da der er gået ca. 20 minutter, så kommer udbruddet fra Karl. – Så er der fisk. Jeg tænder Go-Pro kameraet og går roligt op til ham, hvor Alfred lige så begejstret allerede befinder sig. Med det første er jeg ikke klar over, hvad knægten lige har fået overlistet, men så viser fisken sig i overfladen og flår 10 meter line af hjulet. Nu er jeg ikke i tvivl. Det er en havørred, og den er stor.
– Fisken kommer ind flere gange, og jeg kan konstatere, at mit net er noget underdimensioneret. Vi er alle tre helt oppe i det røde felt, og efter syv minutter kommer fisken igen helt ind. Jeg lykkes med at få fiskens hoved først i nettet og løfter den hurtigt, hvorefter jeg tager et favntag om fisk og net. Jublen vil ingen ende tage – sikke en fisk, og hvilken oplevelse vi har været sammen om. Pinsesolen er nu kommet højere op, og strålerne rammer den 72 cm lange og 5 kilos tunge ørred, der skinner som det pure sølv. Men der er én, der skinner om kap med solen; storfangeren Karl. Tvillingbror Alfred, som er glad på sin bror vegne, konstaterer tørt med et glimt i øjet: – Den bliver svær at slå… også for den gamle.
jun 12, 2020 | Nyheder
– Efter en uge med blæsende dage begyndte det virkelig snart og krible og krable i fingrene, fortæller Jonas Sandau til Fisk & Fri. – Tid var der masser af, til at planlægge den helt perfekte fisketur. Til mit store held havde de på DMI lovet kun 3 m/s om tirsdagen, og så endda med fralandsvind. Og det var lige, hvad jeg havde håbet – perfekt!
– Jeg skyndte mig hurtigt og ringe til min far og spurgte, om han skulle med ud kaste lidt, hvilket lige var, hvad han havde lyst til. Vi aftalte at mødes ved Vindeholme Strand, ca. 13 km syd for Nakskov. Det var egentlig ikke et sted, vi gjorde os så meget i, men nu skulle det altså prøves. Vi fik gjort udstyret klar og afsted gik det ned til det sted, som vi havde sat alt vores håb til.
– Vejret var lunt, og bag diget ventede der sig et stille hav med kun små krusninger på overfladen. Solen var allerede i gang med at tage sin afsked. Klokken var ca. 9, og hvis der var havørreder, som sprang, så ville de hurtigt afsløre sig selv – for der var BUM stille. Efter en times tid med flere hornfisk på krogen, hoppede der stadig ingen havørred på. Vi kunne se de sprang, men på ville de altså ikke, og det var virkelig irriterende.
– Vi gav lidt op og begyndte at begive os hjemad, da min far fra diget så en kæmpe havørred, der lige skulle blære sig i overfladen. Vores reaktion var noget i stil med – ”wow, hold kæft den var stor den der”. Hurtigt løb jeg ned og kastede min agn ind foran den, og lige efter huggede den brutalt på. Det føltes som bundbid i tre sekunder, men blev hurtigt omvendt til en kamp om liv og død. Den havde en kraft, jeg ikke før havde mødt, og den tog også godt med udløb, indtil jeg til sidst fik trættet kæmpen og fik den i nettet samt på land. Den var blank og fed. En pragtfisk af en overspringer på 3,2 kilo og 57 cm. Det var en fantastisk aften, og evigt godt minde sammen med min far.
jun 10, 2020 | Nyheder, Sponsornyt
– Sæsonen for lange og søvnløse sommernætter på kysten er for mit vedkommende ved at komme i gang, fortæller Mathias Nagel. – De sidste to ture har budt på kun to hug – men det betyder ikke det store, når fiskene har været på henholdsvis 2.8 kg og 3,4 kg. Jeg har i de sidste par weekender været ude og fiske med min nye W10 stang fra Westin rigget op med Westin Sømmet 22 gram i farven Amber. Sømmets kompakte design, gør den til en perfekt sommer-agn i min optik, da den tillader hurtig indspinning uden at skøjte i overfladen – noget som fx mange kyst-woblere gør, hvis man sætter farten op.
– Stille vejr og en spejlblank overflade har begge gange været de gældende forhold på pladserne, og fiskeriet har derfor ikke været let. Det har været stille fiskeri, med stort set ingen aktivitet i vandet eller tegn på havørreder. Huggene er kommet ud af ingenting allerlængst ude i kastene. Dybe sug i stangen, efterfulgt af nogle gode udløb afslørede med det samme, at det var fine fisk!

Belønningen for en søvnløs, men smuk nat på kysten.
jun 8, 2020 | Nyheder
– Fiskeri er en passion for mig på alle tidspunkter af døgnet og på alle årstider, fortæller Birgitte Bendtsen. – Dog er der noget helt specielt og dragende over natfiskeriet, der lokker mig til kysten ud på de sene timer. Den stemning, der er om natten, er helt speciel med stilheden kun afbrudt af vandet, der kaster bølgerne ind mod kysten – til tider vuggende, men andre gange mere voldsomt og brusende. Enkelte fugle bryder stilheden, når de flyver hen over vandet, men ellers står man der i mørket og vandet fokuseret og med skærpede sanser, søgende efter et plask eller en fisk, der jager i overfladen.
– Sådan stod jeg også i nat på kysten, ventende parat og skuende ud i mørket over vandet. Jeg så flere fisk lige i overfladen, men det varede længe før jeg fik kontakt. De første gange var de markeringer jeg mærkede, mere forsigtige og nysgerrige nap, som ville fiskene lige se, hvad det var for noget, der piskede forbi dem.
– Jeg begyndte at tro, at denne nat ville blive en nat uden fisk i hånden, og havde indstillet mig på, at jeg nok snart skulle hjem og se dyner. Men pludselig var der flex på linen, og jeg startede en fight med en fisk, som jeg endnu ikke kendte størrelsen på, men som havde voldsomme kræfter. Jeg spolede ind og gav line igen og igen, alt imens jeg gruede for, at den pludselig skulle hoppe af og forsvinde ud i strømmen og friheden. Heldigvis hoppede fisken, som du kan se på fotoet, ikke af – og langt om længe havde jeg en dejlig samt smuk havørred på land. Jeg var i en blanding af træthed og lykkerus. Jo natfiskeri er noget helt specielt og vanedannende.
Har du også været ude at opleve sommernatten, så send os din beretning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.