Vi er nu ved at være nået til den tid på året, hvor fjæsingerne begynder at invadere vores kyster. Men det er ikke kun de normale fjæsinger, der er i farvandet lige nu. I løbet af den sidste uge er der fanget to eksemplarer af arten lille fjæsing, som er endnu mere giftig end den normale fjæsing.

– I takt med klimaændringerne skal vi forberede os på, at den lille fjæsing vil blive mere og mere almindelig i de danske farvande, hvor den træffes på så lavt vand, at man let kan komme til at træde på den, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum. – For lystfiskernes vedkommende vil den sikkert blive mest almindelig at fange for fluefiskere eller fladfiskere, der fisker lavt og kystnært. Fra den almindelige fjæsing kendes den ved at have en markant kortere og mere kompakt samt højrygget kropsform. Endvidere har den en karakteristisk gul hale med sort spids – samt mangler fjæsingens blålige aftegninger langs med siden af fisken.

– Den lille fjæsing går ofte på ren sandbund og helt ind på soppedybde, hvor den normale fjæsing primært kommer om natten, så for almindelige badegæster vil der være større risiko for at træde på den mest giftige af arterne i takt med at den bliver mere almindelig. Et par badesko er derfor helt klart værd at overveje. For lystfiskerne, som ikke får problemer her med deres store vadestøvler, gælder det mest om at undgå at røre ved fisken, så husk at tage et par gode krogløsertænger med på kystturen – samt passe godt på, at den ikke spræller og rammer dig med sine giftige pigge.

– Som med normale hugormebid og fjæsingestik er behandlingen at få den forgiftede legemsdel i så varmt vand, som man kan holde ud i cirka en halv time, da det neutraliserer giften, som er betydeligt kraftigere end eksempelvis et bistik. Hvis man er overfølsom og får ekstremt voldsomme smerter, skal man sørge for at komme til lægen med det samme, slutter han.

FOTO: HENRIK CARL

Subbook

 

Almindelig Fjæsing. Ovenfor ses den lille fjæsing.

Almindelig fjæsing. Ovenfor ses den lille fjæsing.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This