– Så kom weekenden, som vi havde set frem til med længsel, fortæller Jan Kirkeby Simonsen. – Vi skulle til sommerhuset på Agersø, som ligger mellem Agersø-sund og Storebælt. Planen var klar; drengene – Karl, Alfred og far skulle fiske igennem, idet foråret 2020 har været som Hans Scherfigs ”Det forsømte forår” med hensyn til ture på kysten. Drengenes fiskeopdragelse har primært foregået på Agersø, først efter karusser i gadekæret og senere, da drengene fik deres første par waders, åbnede kystens muligheder sig. Gennem tiden er det da også blevet til fladfisk samt hornfisk, og i trit med, at tålmodigheden er vokset, har de også fået havørreder.
– En egentlig fiskekonkurrence i familien findes ikke – og dog, for efter at Karl og Alfred fik smag for jagten på kystens sølvtøj, så kan diskussionerne godt gå højt; hvem skal gå forrest på pladsen, hvem skal have hvilket blink etc……..Hvem har så førertrøjen i familien? Det har den gamle stadigvæk – og så kommer Alfred – et mulehår foran Karl. Men denne pinse blev der vendt op og ned på denne latente familiehavørredfight.
– Klokken er 04:30, da uret ringer. Jeg er hurtigt ude af fjerene og får sat gang i kaffebryggeriet. Drengene bliver vækket og er hurtigt oppe og klar. Vi alle tre topmotiveret, og troen på succes er stor. Den nøje udpegede fiskeplads er perfekt her til morgen, og vinden kommer svagt fra nordvest. Ørrederne kommer på denne plads helt tæt på land, så lange kast er ikke et krav. Kl. 05:15 er vi klar til at gå i vandet, som er let riflet med en sydgående strøm. Det hele er smukt indrammet i solens spæde morgenstråler. Efter vi igen har diskuteret, hvem der skal gå forrest, falder valget på Karl, med Alfred i midten og den gamle til sidst med fluestangen.
– Da der er gået ca. 20 minutter, så kommer udbruddet fra Karl. – Så er der fisk. Jeg tænder Go-Pro kameraet og går roligt op til ham, hvor Alfred lige så begejstret allerede befinder sig. Med det første er jeg ikke klar over, hvad knægten lige har fået overlistet, men så viser fisken sig i overfladen og flår 10 meter line af hjulet. Nu er jeg ikke i tvivl. Det er en havørred, og den er stor.
– Fisken kommer ind flere gange, og jeg kan konstatere, at mit net er noget underdimensioneret. Vi er alle tre helt oppe i det røde felt, og efter syv minutter kommer fisken igen helt ind. Jeg lykkes med at få fiskens hoved først i nettet og løfter den hurtigt, hvorefter jeg tager et favntag om fisk og net. Jublen vil ingen ende tage – sikke en fisk, og hvilken oplevelse vi har været sammen om. Pinsesolen er nu kommet højere op, og strålerne rammer den 72 cm lange og 5 kilos tunge ørred, der skinner som det pure sølv. Men der er én, der skinner om kap med solen; storfangeren Karl. Tvillingbror Alfred, som er glad på sin bror vegne, konstaterer tørt med et glimt i øjet: – Den bliver svær at slå… også for den gamle.
