feb 12, 2025 | Nyheder
Thierry Du Brail har gjort det godt på det sidste med hele tre østdanske blankfisk over 70 cm på ganske kort tid. De to første har vi for nylig skrevet om på fiskogfri.dk. Her får du historien om den tredje, som blev taget på Møn:
– Klokken 06.45 stod jeg klar på kysten med den flotte klint tårnende højt over mig. At det er vinter, gør fiskeriet til en både fascinerende og kompliceret oplevelse, hvor vejret spiller en afgørende rolle. Minusgrader giver ikke kun mindre behagelige forhold, men kan også påvirke fiskens adfærd. De mange skred fra 2023 har gjort, at vandet ofte er stærkt farvet af kalken, så fiskene har tendens til at trække sig tilbage, hvis vandet er højt.
– Selv i disse udfordrende forhold finder jeg dog som regel muligheder. Det at tilpasse sig den aktuelle vejrsituation er altid lærerigt – og en mulighed for at forny sin tilgang samt tage udfordringen op. På stranden besluttede jeg mig for at fiske den venstre side af bugten og kaste mit lille 15 grams sort/røde knivblink parallelt med stranden. Men tre timers fiskeri fordelt på to kilometer gav desværre nul fisk.
– Undervejs skiftede jeg blink to gange, og nu sad der en lille hjemlavet wobler i sort med gul på bugen – men uden succes. Mine fingre var efterhånden helt følelsesløse af kulde, så jeg satte min rygsæk ned og spiste en god sandwich, hvorefter den stod på lidt mørk chokolade og the. Heldigvis var jeg stadig varm om tæerne – og det er vigtigt.
– Det var blæst lidt op, og små bølger ridsede ovefladen. Noget måtte ske, så jeg skiftede til noget lidt utraditionelt på kysten – nemlig en rød gul kondomspinner, som man normalt bruger i åen til laksefiskeri. De andre fiskere jeg gik forbi, de grinede lidt af mig, men jeg fortsatte mit fiskeri med den 24 gram tunge spinner. Den skulle nok larme godt i vandet… 30 minutter senere – efter et spinstop, gav det pludselig et hårdt ryk, idet en rigtig god fisk tog min agn. Havørreden lagde ud med et voldsomt udløb, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig – WAUUUUWWW……………
– Jeg fiskede på et stykke med ret ren bund, så den store havørred fik bare lov at lave flere udløb – og der var rigtig god flex på min Sportex klinge. Fighten mindede mig meget om den anden fine havørred på fine 75 cm, som jeg fik for seks dage sidsen. Hjulet sang ved hvert eneste lange udløb, så jeg var snart sikker på, at det var en rigtig god fisk. Efter ti minutters fight og tre landingsforsøg – kunne jeg lade den blanke overspring glide over mit net. WAUUUUUWWW. Den var totalt blank, og hurtigt kunne jeg måle den 3,8 kilo tunge fisk til 73 cm. Jeg har været utrolig heldig på det sidste. Det er min tredje overspringer over 70 cm på blot fem fisketure – hvoraf to var nulture.
– Jeg satte mig på stranden, nød en protein bar og kiggede på den fine vinter havørred. Uanset om det er vinter eller sommer, så er det umuligt ikke at blive grebet af de fantastiske stunder, der kan opleves langs den smukke danske kyst, slutter han..
Læs om Thierrys forrige store blankfisk på kysten her.
Tjek den første af de tre store blankfisk Thierry fik her.
maj 10, 2022 | Nyheder
“Husk at fiske langs bunden” blev jeg fortalt, skriver Morten Nielsen til Fidsk & Fri. – Så med det i baghovedet blev min spinner kastet mod modsatte bred. Og kastet blev der! Der blev faktisk kastet og kastet, og så kastet lidt mere… Ja – der blev kastet i hele 5 dage langs åen. Utallige timer blev brugt, og jeg tror ikke, at der er en spinnerfarve, som jeg ikke fik afprøvet!
– Da min tro på tingene var nær lavpunktet, var fiskeferien ved at være slut. Kl. 11.00 var det aftalt, at jeg senest skulle stoppe fiskeriet, for at jeg kunne nå hjem til København igen. Klokken nærmede sig hastigt 11.00, men en af de lokale havde anbefalet et sidste spot, som vi liiige skulle prøve… Og da kokken slog 10.58, skete det utænkelige. Minsandten om drømmefisken ikke inhalerede min hjemmebyggede røde kondomspinner. Min puls gik fra lav til høj på splitsekund. Plask, udløb og hjertebanken! Hold nu op det var vildt!
– Laksen var dælme ikke i humør til at komme i land. Den havde nogle helt andre tanker. Heldigvis blev den landet i nettet efter nogle sindssyge udløb og nogle ganske kaotiske minutter! Utroligt, min første fangede blanklaks var en realitet. Og hold nu op, hvor var det en fed oplevelse!! Laksen blev målt i nettet til omkring 95cm og blev derefter nænsomt genudsat efter en hurtig billedsceance.
apr 19, 2022 | Nyheder
Der er indtil videre indrapporteret seks laks i Brede Å siden premieremorgenen den 16. april. En af dem får du her:
– Jeg kom lidt sent afsted på min fisketur til Brede Å, og var først ved åen lidt over klokken otte om morgenen. Men det betød ikke så meget, for allerede klokken cirka 8.45 huggede laksen på min 20 grams komdomspinner ude midt i åen. Laksen var kortvarigt i overfladen og gik derefter dybt, hvor den tog flere kraftige udløb nedstrøms, så jeg var nødt til at følge med, da den var helt inde ved brinken på min side af åen. Efter en virkelig spændende fight kunne jeg nette min første sølvblanke premierelaks, slutter han.
Du kan læse mere om fiskeriet i Brede Å her.
apr 9, 2021 | Åfiskeri, Artikler, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Her kan du se den nyeste vairant af Claw Connectoren, der er skræddersyet til brug på kondomspinner til laks. Du kan købe alle materialerne hos releaserigshop.com. Husk, at trekrogen skal vendes, så én gren peger fremad – og to bagud – som vist.
Præcis som på alle andre kunstagn kan en Claw Connector – også på en kondomspinner til laks – bruges til at muliggøre brugen af mindre kroge, som kroger bedre og gør mindre skade på fiskene. Her får du opskriften på en ny Claw Connector, der er skræddersyet til perfekt krogeksponering på din kondomspinner til laksene i åen.
AF JENS BURSELL
En Claw Connector er en simpel og effektiv måde at muliggøre brugen af mindre kroge, og det er en metode, som tiltaler mange, fordi den ikke kræver kendskab til brug af avancerede knuder og takler. Når først man har sin Claw Connector, er alt hvad man skal gøre for at skifte krog – at montere den af/på med en helt almindelig springring. Det er noget, som alle kan forholde sig til.
Man kan sagtens bruge færdigt lavede Claw Connectors fra fx Rhino til laksespinnerne, men hvis du fisker med fx kondomspinner, kan du også lave din egen, som er skræddersyet til netop brugen af kondomspinnere.

Claw Connectoren muliggør brug af mindre kroge, som skader fiskene mindre, hvilket selvsagt er optimalt, hvis fisken skal genudsættes.
Claw Connector skræddersyet til kondomspinner
Ulempen ved den normale Claw Connector til kondomer er, at man ikke har 100 % styring over, hvor langt krogen kommer fra gummiet, fordi den del af claw´en der ligger inden i gummirøret godt kan bevæge sig afhængig af strømpres og indspinningshastighed. Det er ikke et stort problem, men din claw kan perfektioneres på følgende måde:
Ved at efterlade en tamp fra twistningen af det montageøje, som sættes fast i bunden af spinneren – og vinkle den efter behov – får man et stabiliserende ”ben” på Claw Connectoren inde i gummirøret, der sikrer, at den del af claw´en der stikker ud af gummiet – får præcist den vinkel og afstand fra gummiet som du ønsker – uanset strøm og indspinningshastighed.
Du kan se de grundlæggende trin i, hvordan man selv laver sin Claw Connector i denne artikel.
Eller se en video om hvordan man gør her:
Den eneste forskel er, at du lader tampen, stå som vist på fotoet øverst. Herefter er det blot at justere under det praktiske fiskeri: Jo længere man ønsker, at krogen skal hænge fra gummiet – desto større vinkel laver man mellem tampen og resten af Claw Connectoren. Alt sammen noget man kan gøre på sekunder ude ved åen under det praktiske fiskeri.
Du kan købe et komplet sæt til at lave dine egne Claw Connectors her.
Og skal du have alle redskaber med – kan du købe dette sæt.
Til Claw Connectors skal man have en krog hvor øjet er stort nok til en springring, der er stærk nok. Til dette formål kan du fx bruge Owner STN 46 BC str. 8 kombineret med Owner sprinringe i regular wire str. 1. Husk at modhagen skal klemmes ned i de vestvendte vandløb.
Knæk og bræk med dit laksefiskeri.

Den almindelige vaiant af Claw Connectoren som du kan se her, fungerer perfekt til at øge krogningsraten på alle typer af spinnere – både til å og søfiskeri. Husk, at trekrogen skal vendes, så én gren peger fremad – og to bagud – som vist. En Owner ST 36 BC X str. 12 er perfekt til bækørred og havørred op til 4-5 kilo. Til laksene skal du bruge de kroge, som du ser på det øverste foto.

Mindre Claw Connectors med str. 12 kroge og 1X wire fungerer perfekt til mindre spinnere som fx denne Mepps 3.