mar 31, 2021 | Artikler, Fiskeri generelt
Danske Karpe- og Specimenfiskere afholdt generalforsamling tirsdag d. 23 marts, hvor formanden Mark Hemmingsen aflagde beretning om det nyligt afholdte møde med DSF, hvor mulighederne for et samarbejde blev diskuteret.
AF MARK HEMMINGSEN
Er et samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund overhovedet muligt? Danske Karpe- og specimenfiskere har afholdt et, set fra formandens side, konstruktivt møde med Danmarks Sportsfiskerforbund for at drøfte, hvorvidt et muligt samarbejde overhovedet er muligt.
Baggrunden for dette dialogmøde, var et skriv som bestyrelsen sendte til Danmarks Sportsfiskerforbund i slutningen af 2020. Lad mig starte med konkludere, at en enig bestyrelse nuværende tidspunkt ikke kommer til at melde vores forening ind under DSF, da tiden ikke er moden. Der er spørgsmål om konkrete emner såsom forfodring, udsætning af karper, med mere, som kræver at bestyrelserne i både Danmarks Sportsfiskerforbund og vores egen forening, får mulighed for at finde ud af, hvor vi står i forhold til vores vedtægter og et muligt samarbejde.
Begge parter ser dog det afholdte møde som en gensidig håndsrækning, og en mulig åbning for et muligt fremtidigt samarbejde. Her får du et resume af hvad der blev snakket om:

Mark Hemmingsen, der er formand for Danske Karpe- og Specimenfiskere – med en flot spejlkarpe.
Forfodring efter karper
Vi har fra Danmarks Sportsfiskerforbund modtaget forskningslitteratur/undersøgelser fra bl.a. det hollandske forbund, hvor der tegner sig et billede af, at man kan forfodre med op til 2kg forfoder i næringsrige søer pr. døgn uden at det skulle belastet søens miljøtilstand betragteligt. For at vi kan komme ordentlig i gang med at inddrage denne litteratur, når vores forening ønsker at søge politisk indflydelse vedrørende spørgsmålet om brugen af fodring i forbindelse med vores fiskeri, bør vi få lavet en professionel oversættelse af litteraturen.
Udsætning af karper i Danmark
Danmarks Sportsfiskerforbund har videresendt henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening om, at de er opmærksomme på, at der foregår ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Vi bør derfor, som forening for bl.a. danske karpefiskere, kraftigt overveje hvor foreningen står i forhold til dette emne. Undertegnet har overfor Danmarks Sportsfiskerforbund redegjort for, hvorfor jeg ud fra mit kendskab til det danske karpefiskeri, formoder at der foretages ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Nogle af nøgleaspekterne er bl.a. at det danske klima ikke er optimalt til at karper kan få succes med deres formering. Dette medvirker til at bestande, der går til enten pga. alderdom eller fiskedød, svinder ind over tid, såfremt disse bestande ikke med jævne mellemrum bliver suppleret op. Dertil kan nævnes udfordringer med udenlandske arbejdere med ophold i Danmark, som gør et stort indhug i karpebestande i mange danske søer, da denne gruppe af fiskere oftest slår alle deres fangster ihjel, uden hensyn til det faktum, at karper har udfordringer med at formeringen under de danske klimaforhold.
En enig bestyrelse konkluderer, at vores forening selvfølgelig ikke kan støtte op om handlinger der åbenlyst strider mod gældende lovgivning, og derfor vil dette budskab blive kommunikeret klart ud på foreningens hjemmeside. Med foreningens klare holdning til at ulovlige udsætninger af karper på ingen måde kan støttes af foreningen, vil foreningen derfor selvfølgelig bistå medlemmernes og andre interessenters arbejde med søge tilladelse til lovlige udsætninger karper, da det jo er i foreningens interesse, at der fremadrettet fortsat vil være karper at fiske efter i samme niveau som anno 2021.

Mark med en smuk skælkarpe taget om natten.
Biomanipulation
Danmarks Sportsfiskerforbund vil kunne bidrage til høringssvar i sager om biomanipulation. Dette vil hovedsageligt foregå ved, at Danmarks Sportsfiskerforbund kan få deres fagfolk til at gennemse de relevante undersøgelser som myndighederne anvender som beslutningsgrundlag for fejl og mangler, forud for deres beslutningstagning om hvorvidt en sø skal biomanipuleres eller ej.
Catch and release efter karper
Danmarks Sportsfiskerforbund kæmper for catch and release, da dette bl.a. er et grundlæggende element i eksempelvis det danske laksefiskeri. Derfor er dette et åbenlyst punkt, hvor vi vil kunne skabe et muligt samarbejde. Dog vil dette nok kunne medføre et øget fokus på, hvordan vi indenfor karpefiskeriet praktiserer catch and release. Bestyrelsen er enig i, at vi reviderer vejledningen om catch and release, og i denne forbindelse også opdatere ”karpefiskerens ABC”. Eksempel herpå kunne være, at store karper ikke bør løftes op af vandet og på land ved fotografering.
Vinduesmål (delvis fredning) på karper?
Formanden har drøftet muligheden for en landsdækkende fredning af karper med Danmarks Sportsfiskerforbund, da dette muligvis vil kunne sætte en stopper for nogle af de tidligere omtalte ulovlige udsætninger. Grunden hertil er, at der fiskes og slagtes en del karper af bl.a. østeuropæiske arbejdere med ophold i Danmark, hvilket naturligvis påvirker fiskestandene i sådan en grad, at nye udsætninger er nødvendige for at kunne opretholde et sportsfiskeri efter disse i Danmark. Derfor foreslår Danske karpe- og Specimenfiskere, at vi sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for et landsdækkende fredningsvindue, hvor karper over en bestemt størrelse skal genudsættes.
Vi vender tilbage med mere information, når der er kommet nærmere klarhed over, hvad et eventuelt samarbejde med Danske Karpe- og Specimenfiskere kan komme til at bestå af.
mar 28, 2021 | Nyheder
Selvom marts er kalenderårets første forårsmåned, så har det været småt med tegn herpå. De kolde nætter og mange dage med stærk nord – nordvestenvind, har ikke givet særligt mange forårstegn fra sig. Men forår det er det, og det ved karperne også! Selvom vejret ikke har indbudt til karpefiskeri, så har nogle få dedikerede karpefiskere allerede fået hul på bylden. Èn af dem er dygtige Thomas Holm Østergaard, som i den forgangne uge var i stand til klemme en hurtig overnatning ind i en ellers travl hverdag – og det med succes!
Klokken tre – midt om natten – skreg bidmelderen, som var det for livet – og da Thomas løftede stangen til kontakt, blev han mødt af en tung fisk for enden af linen. Efter en kort og relativt udramatisk fight kunne Thomas løfte netposen op omkring fisken og dermed sikre sin flidspræmie. Vægtens pil stoppede på flotte 9,5 kilo, og som billedet viser, så var fiskens udseende sin vægt værd i guld. Karpen kunne ikke stå for en lille 14 mm Sweet Ariena (banan) pop-up, fisket over indholdet fra en PVA-bag bestående af knuste banan-scopex boilies, boostet i tunolie kombineret med en spredt fodring af 14 mm banan-scopex boilies – alt sammen lækkerier fra danske CFC-Bait.
nov 26, 2020 | Nyheder
Vandtemperaturen er efterhånden ved at være faldet så meget, at der er ved at være noget længere mellem snapsene for karpefiskerne. En af dem, der har haft succes på det seneste, er specimenfiskeren Thomas Ratzlaff, som gennem årene har mange flotte karper på samvittigheden:
– Mit karpefiskeri mislykkedes totalt hele foråret og sommeren, hvor jeg blankede 20 nætter i streg til stor frustration for mig, afslører han. – Et skift måtte til, så jeg fraveg den klassiske pop-up strategi og ændrede fodringen til 50/50 boilie/tigernuts og kombi krogagn fisket på bunden. Og efterårets fiskeri har kvitteret flot på strategiskiftet, for jeg har landet fisk på 12,13, 14 og denne nat en smuk fisk på 15 kilo rent, så sæsonen blev reddet af efteråret, slutter han.
Har du selv været ude med medestængerne, så send os din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Som bidmeldere bruges Thomas de gode gamle Delkim bidmeldere, der kan klare mosten selv i efterårets rusk og regn.
nov 1, 2020 | Nyheder
Efteråret har budt på et virkelig godt karpefiskeri mange steder rundt omkring i landet. En af dem, der har haft succes er Flemming Rottenberg:
– Lufttrykket var 1016 hpa, og temperaturen sagde 11 grader, fortæller han. – Jeg valgte at fordele mine tre takler på 2-2,5 og 3 meter vand lige inden solen gik ned klokken 16.45. Alle var fælder sat med Banoffee pop-ups, præsenteret på et Korda chod rig med en løsfodring af 15-20 mm Banoffee Boilies.
– Timerne gik, og klokke 02.15 var der bud efter den venstre stang, som lå på 3 meter vand. Fisken gik tungt og langsomt, men heldigvis gik det efter planen, så jeg kunne skyde nettet under en af de flotteste karper, jeg har fået i år. Det var en flot, rødlig nøddebrun efterårsspejler på 18,2 kg, slutter han.
Vi hører også meget gerne om dine karpefangster her på fiskogfri.dk: Send os en e-mail med en historie og et godt foto til jb@fiskogfri.dk.
okt 16, 2020 | Nyheder
– Yes, jeg fik en rigtig Midnigth Special, fortæller Rachid Bensrati. – Brødrene Price siger altid “riiigeligt med smør”, når de laver mad i TV, og det har jeg konverteret til “riiigeligt med liquid…” Jeg begyndte min tre-nætters fisketur med at miste to store fisk. Det var ærgerligt, men jeg besluttede mig for ikke at blive sur, og ændrede i stedet opskriften til riiigeligt med liquid, da jeg kastede på et nyt spot. Mine boilies blev derfor mildest talt soveset ind i boost.
– Efter midnat på den tredje nat lyste bivyen op, og så var der run. Efter en kort fight landede jeg denne smukke karpe, som er min nye danske rekord. What a cracker. Nu fejler humøret intet, og jeg er klar til at nyde weekenden hjemme. Tight Lines til jer der er ude.
Skal du selv ud og fiske efter karper her i weekenden, så smid et par linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36 hvis du fanger noget stort.
okt 14, 2020 | Nyheder
– Efter at have brugt en del tid på at undersøge bestanden i et mindre vand, var konklusionen, at det var værd at give søen et sats, fortæller Martin Olsen. – Vandet blev fisket hårdt for 10-15 år siden, men den seneste tid havde jeg ikke set andet end hundeluftere og motionister.
– Ugen op til, hvor satset skulle foregå, blev der fodret sparsomt hver dag. Foderet bestod af en blanding af forskellige partikler og en scopex/banan boilie fra CFC-Bait, som er under udvikling og test. Fiskeriet startede ud sløvt, og jeg skulle igennem mere end to døgn, før det første forsigtige bib kom. Og det forsigtige bip, udviklede sig hurtigt til et kontant dropback!
– Fisken, der havde taget mine to 18 mm scopex/banan boilies, tordnede direkte imod mig, og jeg havde derfor først fast fisk ganske få meter fra, hvor jeg stod. Men efter en herlig fight med en del tovtrækkeri frem og tilbage, kunne jeg forsigtigt kane nettet ind under den skønneste spejler jeg til dags dato har fået – og så tilmed i sin flotteste efterårsdragt. Vægten strøg ned på hele 16,3 kilo. Hvilken fisk at få på første forsøg med en helt ny boilievariant. Den tester jeg gerne igen.
okt 4, 2020 | Nyheder
– Hvert år besøger vi Carplantis i Holland, fortæller Martin Esberg – kendt fra Modhug. – Søen er et 17 hektar eksklusivt karpemekka hvor gennemsnitsstørrelsen ligger på cirka 40 lbs.
– Den første dag handler det om at prøve at finde de spots, der skal satses på gennem ugen, og vi fodrer derfor kun sparsomt med pellets og boilies. Allerede første nat gav det en flot spejlkarpe der samlede to 14mm Vitalbaits Kraken boilies op. Efter en meget tung men relativ kort fight, gled fisken over netrammen og efter en tur på vægten kunne vi konstatere, at turens første 40 pounder var landet. Vægten viste 42 lbs 6 oz omregnet til 19,23 kg. Det giver selvtillid og håb for at vi kan lande et par stykker mere i løbet af ugen.
Martin & Co har lovet at give en opfølger senere på ugen, så det kan du glæde dig til.
sep 30, 2020 | Nyheder
Når de første tegn på efterår rusker godt op i landet, der det normalt et super tidspunkt til at fiske efter de store karper. En af de mange specimenfiskere, der har haft god succes i weekenden er Morten ”Gandalf” Billegaard Rasmussen.
– Jeg havde også en okay weekend, hvor jeg landede spejlere på 18.3 18.2 og 10.2 kilo samt en ål på 2.1 kilo taget på en Frugt Wafter boilie. Min historie minder lidt om Martin Olsens. Jeg tog afsted fredag p.g.a. af et dejligt lavtryk med vind ind på den valgte plads, hvor jeg fik fiskene ind på lavt vand. Her fik jeg den første fisk allerede efter en halv time, og de to andre huggede om morgenen. Herefter var det næste døgn fuldstændigt dødt, da vinden vendte igen! Det er sgu mærkeligt det karpefiskeri.
– Karperne fik jeg på et spinnerrig – alias Ronnie Rigget – med en pink popup – ”The Krill” fra Stickybaits. Ålen tog en 16 mm Signature Wafter også fra Sticky.

Morten Billegaard Rasmussen med den anden af sine flotte 18 kilos karper.
sep 30, 2020 | Nyheder
– Efter en uge med høje temperaturer og svage vinde, så det endelig ud til at vejret skiftede til mere ustadigt og godt karpevejr, fortæller Martin Olsen. – Regn og stærkere vinde skulle passere Danmark i den kommende weekend, så turen blev derfor hurtigt arrangeret, og en fridag fredag blev planlagt, så der var god tid til at opspore storkarpen!
– Det var så ikke helt med i planen, at fredagen blev lavet om fra bygevejr til, at de nu lovede 50-70 mm regn. Fredagen blev derfor en af de længere dage i teltet, da det regnede uafbrudt i 11 timer.
Men som regel bliver alt godt, til den som holder ud. Og det slog absolut heller ikke fejl denne gang, for da regnen havde lagt sig hen under aftenen, blev der hurtigt rigget om: Friske Spicy Spuid boilies fra CFC-bait blev monteret og taklerne lagt ud igen på de samme spots, som havde været fisketomme det sidste døgn.
– Men troen på, at det ville give fisk, var der stadig, og klokken et om natten var der bud på midterstangen, der var lagt ud på 1,5 m vand. Her kunne det hurtigt mærkes, at det var en af de tungere fisk, der havde samlet agnen op, så efter en længere fight med flere laaaange tunge udløb gled den smukkeste store efterårskarpe på 16,7 kilo ind over net kanten. Det var helt klart en af søens største fisk!