sep 30, 2020 | Nyheder
Niclas Nilsson er et kendt navn blandt hardcore sydskandinaviske specimenfiskere. Den gæve skånske fisker har gennem årtier landet et utal af store fisk – hvilket senest kulminerede i en enorm svensk skælkarpe:
– Da vi havde fodret et stykke tid ved vores vand, var det tid til en session på to nætter, fortæller han. – Da vi ankommer rigger vi grejerne op, får fodret lidt og begynder at fiske, men natten forløber uden, at der sker det mindste. Klokken otte om morgenen får jeg dog et godt hug på den midterste stang, og efter en udramatisk fight, kan jeg køre en gigantisk skælkarpe – eller fjällkarp, som de hedder på svensk, ind over nettet. Vi får hurtigt gjort klar med vægt og vejepose, hvorefter vi kan veje den kæmpestore karpe til 23,475 kilo og seriøse 97 centimeter. Den fantastiske skælkarpe er over de magiske engelske 50 lbs+, og den er til dato den største skælkarpe, der nogensinde er fanget i Sverige, slutter han.
Fisk & Fri hører også meget gerne fra dig, hvis du har fanget en stor karpe. Send os din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 19, 2020 | Nyheder
Frank Næsager Sjøgreen er stadig ved polske Jaroslawski med sine venner og de hygger sig gevaldigt. Men for Frank kulminerede det her i nat:
– Så kom den helt store, lyder det fra Frank, der knapt nok har fået sin morgenkaffe endnu! – Efter en dag næsten uden hug, fik min makker Michael en mega flot spejlkarpe på 16,9 kilo ved midnatstid. Men – mens vi var ved at fotografere, tog fanden ved den ene af mine stænger, der lå tæt på land med en krillpellet. Da den kom til nettet, kunne vi se, at den var sygt høj, og vægten gik langt forbi de 20 kg. Efter at have fratrukket vejesacken viste det sig, at den vejede 21,2 kg. Den store karpe var94 cm lang. Yeeeees!
Er du selv ude at fiske her i weekenden, så hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 18, 2020 | Nyheder
– Jeg er på en forlænget weekend til karpevandet Jaroslawski i Polen, som blot ligger seks timers kørsel fra Danmark, fortæller Frank Sjøgreen. – Vi er fem mand, der ankom torsdag ved 10 tiden. Hele banden fisker med krill pellets og forfodrer ikke ret meget. På trods af det, så har vi indtil nu fået tre karper på over 15 kg, og jeg var så heldig at få en af dem – en prægtig spejlkarpe på 94 cm og 16,7 kg. Sikke en fisk og sikke en fight.
– Vejret er super lækkert hernede, og vi bor i campingvogne samt spiser, som grever og baroner med bl.a. mørbradbøffer, hjemmelavet pizza, burgere og meget mere. Livet er herligt, lyder det fra de danske karpeteam i Polen, som skal være der weekenden over.
Skal du selv ud og lufte karpestængerne i weekenden, så hører vi meget gerne om dine bedrifter her på fiskogfri.dk. Send os en beretning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Send meget gerne et vandret foto, hvis det kan lade sig gøre.

Jaroslawski
sep 16, 2020 | Nyheder
Når den første snert af efterår signalerer, at sensommeren går på hæld, er karperne ofte i hugget. Der bliver taget en del flotte karper rundt omkring i landet, og en af dem, der har fået et par flotte fisk, er Martin Olsen, som normalt er garant for store fisk – uanset art. Lige for tiden er det især karperne, der står for skud for den garvede specimenfisker, og man må sige, at Martin gør livet usikkert for storkarperne lige nu. Her ses han med to fisk fra sit seneste sats, hvor fiskene skulle hentes på langdistancen. Karperne, som vejede hhv. 12,3 og 13,1 kilo, blev fanget over en løs fodring med tre kilo CFC Spicy Squid Boilies og partikler.
Har du selv været ude at lufte karpestængerne, så hører vi meget gerne om dine cyprinide bedrifter her på fiskogfri.dk. Send os cirka 300 ord og et foto – gerne vandret – til jb@fiskogfri.dk. Du kan også sms´e eller ringe til 30 70 02 36. Knæk & bræk derude.
sep 14, 2020 | Nyheder
– Jeg har længe gået og haft en drøm om at komme i gang med karpefiskeriet igen efter flere års pause, så i år skulle det være, fortæller Allan Christiansen. – Efter et fantastisk forår med et lige så fantastisk suderfiskeri, gik jeg i gang. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt rusten efter den lange pause fra karpefiskeriet, så jeg har lige skulle bruge lidt tid på at tune mig ind, men nu er det så småt begyndt at føles rigtigt igen.
– Her i år har jeg valgt at kaste mig over en svær sø med nogle flotte gamle fisk i håbet om at få en af de helt store fisk, som jeg har set svømmer rundt i det klare vand. Efter at have kørt en lille fodring i en uges tid, gik jeg i gang og fik på den første tur en lækker skælkarpe på 12,1 kilo. – Piece of cake tænkte jeg, men der skulle gå hele otte overnatninger, inden den næste karpe lod sig overliste. Til gengæld var den ventetiden værd, og efter to overnatninger i træk, huggede den, mens jeg var ved at pakke sammen. Efter en drabelig fight kunne jeg glide nettet under en gudesmuk skabning, der fik vægten til at falde i hak på 15,2 gode kilo. Så den var godkendt, men jeg har set en større fisk svømme rundt i søen, så jagten er ikke slut endnu…
aug 29, 2020 | Nyheder
– Afslutningen på en pragtfuld fiske uge kom her i morges kl. 07.05 i form at en skøn spejlkarpe, vel-proportioneret, ikke for tyk og 17,2 kilo, fortæller Reijn Højsgaard, der gennem den diste uge har haft et fantastisk karpefiskeri i Polen. – Jeg troede under fighten længe, at her kom en ny 20 kilo fisk, men når det nu ikke var det, så er jeg alligevel vel vældig glad for denne fisk som min nr. 8 fisk, mens min ven lander på 15 fisk. Han mistede igen en god fisk i sivene tidlig i morges, som nåede at svømme sig fast i tætte siv, og selvom han i en time forsøgte at komme ind til fisken med båden måtte han til sidst se linen knække – og det var det.
Har du selv været ude at fiske karper, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
aug 28, 2020 | Nyheder
– Efter successen med den første store spejlkarpe på 24,2, den store skælkarpe på 25,6 og græskarpen tidlig i går morges på 20,3 kilo vidste vi ikke helt hvad dagen i dag ville bringe os, fortæller Reijn Højsgaard. – Græskarpen blev landet i dårligt vejr med regn og hård vind og gjorde alt hvad en græskarpe plejer at gøre: være sindsyg!! Men den kom i nettet og vejede 20,2. Derefter her i dag var vi noget spændte på, hvordan det ville gå. Kl. 14.15 fik jeg en spejler på 14,4 kilo, og så i et double hook-up med min ven får jeg så én tyk fed spejlkarpe på 20,3 på den stang, som overhovedet ikke givet nogen bid endnu hele ugen indtil nu. Min ven Kevins fisk vejer 15,1 kilo. 20 minutter senere fanger han så på én de andre stænger – en flot spejlkarpe på 21.5 kilo. Nu har jeg fire fisk over 20 kilo, og min ven har 2 over. Jeg har nu 7 fisk i alt og min ven 12, slutter han sin rapport fra bivyen i Polen.
Har du selv været ud at lufte stængerne, hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Reijn med sin flotte 20.3 kilos karpe fra Polen.
aug 27, 2020 | Nyheder
– Her kl. 03.55 fangede jeg så den tredje 20+’er indenfor 24 timer, nemlig denne græskarpe på 20,2 kilo, fortæller Reijn Højsgaard. – Vejret var og er stadig helt forfærdeligt. Det stormer og regner – og det er bestemt ikke en fornøjelse at stå udenfor! Derfor håbede jeg på, at der ikke ville komme flere ny bid, før det var blevet lyst og måske lidt mere roligt vejr. Det ville dette bæst dog anderledes, og den gav mig et fuldblods-run, på den 170 grams sten, jeg havde på som vægt!! Den huggede på den samme stang som de andre karper omkring 85 meter ude ved markøren. Det tog lidt tid, inden den store græskarpe var helt træt, men ind kom den til sidst. Man må sige, at det virkelig er en lækker følelse med tre 20 kilos fisk – spejler, skæller og græsser – inden for et døgn, slutter han.
Sidder du også ude i din bivy med en fyldt sack – så send os et foto af din fangst og en dugfrisk beretning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
aug 26, 2020 | Nyheder
– Det er nu anden gang jeg er i polske Goslawice, fortæller Reijn Højsgaard fra sin bivy, hvor han sidder lige nu, mens du læser dette. – Helt beskedent var mit mål i år at prøve at fange en 20+ kilo spejlkarpe, fordi jeg i forvejen har 20+ i skælkarper og græskarpe fra udlandet. Enten det – eller en 25+ kilo karpe – lige meget af hvilken slags. Jeg er ved at være en ældre herre, og jeg vil gerne nå det… De første dage af turen var meget “forsigtige” fra min side med kun 2 stk.15 kilos til mig og 9 fisk til 23,2 kilo til min ven på turen! Vi havde flere mistede fisk og uforklarlige tomme kroge på ellers udmærkede bid og runs. Jeg havde lige mistet et “run” igen – og så sejlet rigget ud. Sad lige i bivy´en og tænkte på, om ikke man kunne snuppe en time mere på puden, så jeg havde lynet for! Men så – bip -….. bip, bipbipbipbipbip – fuldt run.
– Jeg kunne ikke få lynlåsen ned – jaja, jeg kommer…! Fisken blev heldigvis ved og havde kroget sig selv på den 150grams store sten, som vi bruger som vægt i rigget – ingen bly. Med det samme føltes den tung. Min 10 fods stang var spændt i en god bue – jeg elsker dem bare, frem for mit 12 fods set-up. De nye hjul, den nye ukendte line – alt spillede bare!! Fisken svømmede roligt lidt til venstre, imens den tungt fulgte med ind. Først halvvejs i fighten kunne jeg mærke, at den rystede lidt med hovedet. Den kunne nok ikke lide krogen, der sad solid plantet i undermunden. Inde foran kanten pløjede den dybt over bunden – en sikker spejler. Hvad så nu hvis… Første gang den var i overfladen kunne jeg se, at det var en god fisk, meeeeen om den nu også var “over” vidste jeg ikke!
– Fiskeriopsynsmanden kom lige forbi og ned til os. Jo den kunne godt være stor nok! Efter et par runder mere var den klar til nettet. Min ven klarede det glimrende og med stor rutine. Jeg løftede den op – og jo den var stor! Lille mig på 166cm måtte ned på knæ og løfte den storefisk op af cradlen. Men ja, det var tydeligt at se på billedet, at sådan én ikke bare løftes op. Jeg kom godt med vand over fisken – flap-flap – og så var der vand over det hele. Det endte med, at jeg blev gennemblødt af karpen, så den obligatoriske spand vand var unødvendig. En ny PR spejlkarpe på 24,2 kilo var en realitet. Nu manglede jeg bare en 25 kilos – og vi havde 3 dage endnu inklusiv i dag endnu!
– Men for at det ikke skulle være løgn – blot en time efter fik jeg endnu et vildt hug – og den vejede 25,6 kilo!! Hvor heldig har man lov at være? Nu havde jeg opnået alle mine mål – og der er stadig tid tilbage, slutter han. Det er nok ikke sidste gang vi har hørt fra Reijn…

Reijn Højsgaard med sin 24kilo+ spejlkarpe taget i polske Goslawice.