– Det er nu anden gang jeg er i polske Goslawice, fortæller Reijn Højsgaard fra sin bivy, hvor han sidder lige nu, mens du læser dette. – Helt beskedent var mit mål i år at prøve at fange en 20+ kilo spejlkarpe, fordi jeg i forvejen har 20+ i skælkarper og græskarpe fra udlandet. Enten det – eller en 25+ kilo karpe – lige meget af hvilken slags. Jeg er ved at være en ældre herre, og jeg vil gerne nå det… De første dage af turen var meget “forsigtige” fra min side med kun 2 stk.15 kilos til mig og 9 fisk til 23,2 kilo til min ven på turen! Vi havde flere mistede fisk og uforklarlige tomme kroge på ellers udmærkede bid og runs. Jeg havde lige mistet et “run” igen – og så sejlet rigget ud. Sad lige i bivy´en og tænkte på, om ikke man kunne snuppe en time mere på puden, så jeg havde lynet for! Men så – bip -….. bip, bipbipbipbipbip – fuldt run.
– Jeg kunne ikke få lynlåsen ned – jaja, jeg kommer…! Fisken blev heldigvis ved og havde kroget sig selv på den 150grams store sten, som vi bruger som vægt i rigget – ingen bly. Med det samme føltes den tung. Min 10 fods stang var spændt i en god bue – jeg elsker dem bare, frem for mit 12 fods set-up. De nye hjul, den nye ukendte line – alt spillede bare!! Fisken svømmede roligt lidt til venstre, imens den tungt fulgte med ind. Først halvvejs i fighten kunne jeg mærke, at den rystede lidt med hovedet. Den kunne nok ikke lide krogen, der sad solid plantet i undermunden. Inde foran kanten pløjede den dybt over bunden – en sikker spejler. Hvad så nu hvis… Første gang den var i overfladen kunne jeg se, at det var en god fisk, meeeeen om den nu også var “over” vidste jeg ikke!
– Fiskeriopsynsmanden kom lige forbi og ned til os. Jo den kunne godt være stor nok! Efter et par runder mere var den klar til nettet. Min ven klarede det glimrende og med stor rutine. Jeg løftede den op – og jo den var stor! Lille mig på 166cm måtte ned på knæ og løfte den storefisk op af cradlen. Men ja, det var tydeligt at se på billedet, at sådan én ikke bare løftes op. Jeg kom godt med vand over fisken – flap-flap – og så var der vand over det hele. Det endte med, at jeg blev gennemblødt af karpen, så den obligatoriske spand vand var unødvendig. En ny PR spejlkarpe på 24,2 kilo var en realitet. Nu manglede jeg bare en 25 kilos – og vi havde 3 dage endnu inklusiv i dag endnu!
– Men for at det ikke skulle være løgn – blot en time efter fik jeg endnu et vildt hug – og den vejede 25,6 kilo!! Hvor heldig har man lov at være? Nu havde jeg opnået alle mine mål – og der er stadig tid tilbage, slutter han. Det er nok ikke sidste gang vi har hørt fra Reijn…

Reijn Højsgaard med sin 24kilo+ spejlkarpe taget i polske Goslawice.