Danske Karpe- og Specimenfiskere afholdt generalforsamling tirsdag d. 23 marts, hvor formanden Mark Hemmingsen aflagde beretning om det nyligt afholdte møde med DSF, hvor mulighederne for et samarbejde blev diskuteret.

AF MARK HEMMINGSEN

 

Er et samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund overhovedet muligt? Danske Karpe- og specimenfiskere har afholdt et, set fra formandens side, konstruktivt møde med Danmarks Sportsfiskerforbund for at drøfte, hvorvidt et muligt samarbejde overhovedet er muligt.

Baggrunden for dette dialogmøde, var et skriv som bestyrelsen sendte til Danmarks Sportsfiskerforbund i slutningen af 2020. Lad mig starte med konkludere, at en enig bestyrelse nuværende tidspunkt ikke kommer til at melde vores forening ind under DSF, da tiden ikke er moden. Der er spørgsmål om konkrete emner såsom forfodring, udsætning af karper, med mere, som kræver at bestyrelserne i både Danmarks Sportsfiskerforbund og vores egen forening, får mulighed for at finde ud af, hvor vi står i forhold til vores vedtægter og et muligt samarbejde.

 Begge parter ser dog det afholdte møde som en gensidig håndsrækning, og en mulig åbning for et muligt fremtidigt samarbejde. Her får du et resume af hvad der blev snakket om:

Mark Hemmingsen, der er formand for Danske Karpe- og Specimenfiskere - med en flot karpe.

Mark Hemmingsen, der er formand for Danske Karpe- og Specimenfiskere – med en flot spejlkarpe.

Forfodring efter karper

Vi har fra Danmarks Sportsfiskerforbund modtaget forskningslitteratur/undersøgelser fra bl.a. det hollandske forbund, hvor der tegner sig et billede af, at man kan forfodre med op til 2kg forfoder i næringsrige søer pr. døgn uden at det skulle belastet søens miljøtilstand betragteligt. For at vi kan komme ordentlig i gang med at inddrage denne litteratur, når vores forening ønsker at søge politisk indflydelse vedrørende spørgsmålet om brugen af fodring i forbindelse med vores fiskeri, bør vi få lavet en professionel oversættelse af litteraturen.

Udsætning af karper i Danmark

Danmarks Sportsfiskerforbund har videresendt henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening om, at de er opmærksomme på, at der foregår ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Vi bør derfor, som forening for bl.a. danske karpefiskere, kraftigt overveje hvor foreningen står i forhold til dette emne. Undertegnet har overfor Danmarks Sportsfiskerforbund redegjort for, hvorfor jeg ud fra mit kendskab til det danske karpefiskeri, formoder at der foretages ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Nogle af nøgleaspekterne er bl.a. at det danske klima ikke er optimalt til at karper kan få succes med deres formering. Dette medvirker til at bestande, der går til enten pga. alderdom eller fiskedød, svinder ind over tid, såfremt disse bestande ikke med jævne mellemrum bliver suppleret op. Dertil kan nævnes udfordringer med udenlandske arbejdere med ophold i Danmark, som gør et stort indhug i karpebestande i mange danske søer, da denne gruppe af fiskere oftest slår alle deres fangster ihjel, uden hensyn til det faktum, at karper har udfordringer med at formeringen under de danske klimaforhold.

En enig bestyrelse konkluderer, at vores forening selvfølgelig ikke kan støtte op om handlinger der åbenlyst strider mod gældende lovgivning, og derfor vil dette budskab blive kommunikeret klart ud på foreningens hjemmeside. Med foreningens klare holdning til at ulovlige udsætninger af karper på ingen måde kan støttes af foreningen, vil foreningen derfor selvfølgelig bistå medlemmernes og andre interessenters arbejde med søge tilladelse til lovlige udsætninger karper, da det jo er i foreningens interesse, at der fremadrettet fortsat vil være karper at fiske efter i samme niveau som anno 2021.

Mark med en smuk skælkarpe taget om natten.

Mark med en smuk skælkarpe taget om natten.

Biomanipulation

Danmarks Sportsfiskerforbund vil kunne bidrage til høringssvar i sager om biomanipulation. Dette vil hovedsageligt foregå ved, at Danmarks Sportsfiskerforbund kan få deres fagfolk til at gennemse de relevante undersøgelser som myndighederne anvender som beslutningsgrundlag for fejl og mangler, forud for deres beslutningstagning om hvorvidt en sø skal biomanipuleres eller ej.

Catch and release efter karper

Danmarks Sportsfiskerforbund kæmper for catch and release, da dette bl.a. er et grundlæggende element i eksempelvis det danske laksefiskeri. Derfor er dette et åbenlyst punkt, hvor vi vil kunne skabe et muligt samarbejde. Dog vil dette nok kunne medføre et øget fokus på, hvordan vi indenfor karpefiskeriet praktiserer catch and release. Bestyrelsen er enig i, at vi reviderer vejledningen om catch and release, og i denne forbindelse også opdatere ”karpefiskerens ABC”. Eksempel herpå kunne være, at store karper ikke bør løftes op af vandet og på land ved fotografering.

Vinduesmål (delvis fredning) på karper?

Formanden har drøftet muligheden for en landsdækkende fredning af karper med Danmarks Sportsfiskerforbund, da dette muligvis vil kunne sætte en stopper for nogle af de tidligere omtalte ulovlige udsætninger. Grunden hertil er, at der fiskes og slagtes en del karper af bl.a. østeuropæiske arbejdere med ophold i Danmark, hvilket naturligvis påvirker fiskestandene i sådan en grad, at nye udsætninger er nødvendige for at kunne opretholde et sportsfiskeri efter disse i Danmark. Derfor foreslår Danske karpe- og Specimenfiskere, at vi sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for et landsdækkende fredningsvindue, hvor karper over en bestemt størrelse skal genudsættes.

Vi vender tilbage med mere information, når der er kommet nærmere klarhed over, hvad et eventuelt samarbejde med Danske Karpe- og Specimenfiskere kan komme til at bestå af.

 

Kizuma line

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This