maj 12, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har netop haft en god tur på søen med masser af gedder i kajakken, fortæller Flemming Winther. – Efter en del mindre fisk og mange agnskift, valgte jeg at sætte en større shad på stangen. Dette med større agn, der har en vuggende gang i vandet, var åbenbart løsningen, for der skulle ikke mange kast til, før det hug, som jeg havde ventet på – faldt.
– Denne tyksak på 110cm huggede hårdt på min Boom Shad, da jeg fiskede over høj vegetation. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg ramte toppen af grøden, så jeg øgede indspinningshastigheden for at gå fri, og det udløste hugget, hvorefter en god fight kunne gå i gang. Det var min første tur som kajakfisker, og så skal man lande sådan et eksemplar: En god start og en fed oplevelse.

Boom Shad´en er en nyhed fra Storm, der kommer i 24 – 19 – 10 og 8cm, så der er både til de store gedder og aborrerne. Shad´en har en høj profil og stor hale. Det kombineret med en perfekt blødhed, giver en lækker bevægelse i vandet samt en langsomt rullende gang. Som man kan se, kan den monteres med Storms Multi-Depth Screw System, hvilket gør det let og hurtigt at af- og påmontere vægt alt afhængig af, hvor dybt man ønsker at fiske.
maj 8, 2022 | Nyheder
Jan Jensen er vild med at fiske fra sin kajak, og her i dag har han igen været ude efter gedder på et af sine favoritvande:
– Sollyset var skarpt, og nordvestvinden mærkbar da jeg lå derude ude på vandfladen, fortæller han. – Det har været endnu et forår, hvor jeg har ladet mig fascinere og lokke af “terminatoren” nede i det klare vand. Pludselig vendte en 80 cm fisk nede i det grønne dyb, med agnen i munden – sådan. Efter en lang vinter, er geddefiskeriet på søen, noget af det jeg virkelig ser frem til. Ud på eftermiddagen hugger en fisk til, og da solen står i vest, går jeg i land og drikker den sidste termokande te, mens lyset flimrer gult i det nyudsprungne løvet. Fedt at være kajakmand. Og fedt at være på søen om foråret.

En forårsdag med kajakken efter gedder. Hvad mere kan man ønske sig?
maj 6, 2022 | Nyheder
Svenske Tommy Blomander har været en af spydspidserne og pionererne i det moderne LiveScopefiskeri, og over årene har han gjort imponerende fangster af kæmpesandart fra sin kajak på de store svenske søer. Forleden nat forbedrede han så sin PR – endnu en gang:
– Jeg var taget ud for at natfiske, og det tog tre timer, før jeg fandt den første fisk, som jeg kunne fiske på. Det var dog først nogle timer senere, at han fik fast fisk: Jeg så en større sandart på 3 meters dybde 20 meter fremme, og kort efter havde jeg kastet min Rapala Peto. Det tog tre kast, før den huggede, og op kom en rigtig fin sandart på 11,85 kg og 96 cm, som var en ny PR. Ud over denne fik jeg to andre sandart toppet af en på 9,9 kg og 89 cm, slutter han.
Vil du vide mere om denne form for sight-spin med LiveScope, så tjek vores video med Rasmus Christensen på Fisk & Fris Youtube her.
mar 17, 2022 | Nyheder
– Den sidste måneds tid har jeg intensiveret mit fiskeri med den store forhåbning om at få den helt store vintergedde på kastefiskeri, fortæller Frederik Josefsen. – Jeg har tilbragt mange timer på de store søer, og der har været flere fine eksemplarer oppe at vende. Men den helt store manglede.
– Men – lige inden fredningen lykkedes det: Jeg ligger på et lavvandet område i en stor sø. Vinden står hårdt på, men med fredningen lige om hjørnet, skal der kløes på. Dagen starter med en hånfuld fine fisk op til 104cm. Jeg skriver til mine fiskekammerater, at jeg har haft en god start, og jeg syntes den helt store hænger i luften. Dagen går og langt om længe finder jeg en stor stime brasen, som jeg prompte begynder at kaste på. Blot to kast skulle det tage før hugget faldt på min ‘Shad18Twister’ fra High5Lures. Fisken er stor, det ved jeg med det samme. Jeg må ikke miste den. Efter mange og voldsomme udløb, går gassen af ballonen og jeg kan nette fisken uden det store besvær. Jeg er helt ekstatisk, for jeg kan med det samme se, at den her er stor!
– Jeg lader herefter vinden gøre sit arbejde, mens jeg afkroger fisken og lægger den tilbage i nettet, hvor den kan hvile. Jeg skynder mig at få taget nogle billeder efter bedste evne, da jeg er alene i kajakken, hvor jeg måler og vejer fisken. En ny PR er en realitet. 119cm og 12,2kg. Jeg er stadigvæk helt høj på drømmefisken, men dagen efter skal jeg stadig lige ud og have de sidste gedde-endorfiner med, inden de skal have ro. Dagen går meget stille, selvom jeg ser en del fisk. De vil bare ikke rigtigt. Jeg hygger mig med Finn, min kammerat, som fanger lidt flere fisk end jeg gør – og nyder egentligt bare at være derude. Men pludselig falder hugget.
– En god fisk har taget min ‘Luckie18’ shad. Min stang bukker helt sammen og da ændrer mentaliteten sig fra hygge til fuld fokus. Igen, den her er STOR. Efter en hektisk fight, får jeg fisken landet. Finn støder til, og vi betragter den begge og jeg får sagt – i retrospekt lidt kækt, at den da vist også er omkring en 10 kilo. Vi får fisken vejet, og da går det op for mig, at min PR fra lørdag altså ikke er min PR længere. 12,9kg fordelt på 118cm lå nu i nettet.
Jeg forstod næsten ikke, hvad der var sket, men billederne på min telefon bekræftede det.
To gange ny PR på det absolutte faldereb af sæsonen og den mest perfekte afslutning jeg kunne forestille mig, slutter han.
Reklame: Hvis du vil vide mere om alle former for geddefiskeri, så læs bogen ”Geddefeber”, som du kan købe her.

På blot to ture fik Frederik Josefsen 2 gedder der var ny PR på kastefiskeri fra kajakken.
okt 30, 2021 | Nyheder
– Der er noget fantastisk over efteråret med lyset og skoven, som står i stærke farver, siger Jan Veiby. – For mig er september og oktober blevet blandt favoritmånederne som lystfisker. Oven i dette, så hører jeg til dem, der SKAL ud på vandet – enten i båd eller fiskekajak, men det kan være lidt af et dilemma set i forhold til årstiden, fordi det ene lavtryk efter det andet farer ind over landet med blæsende dage til følge. Med lidt god vilje, så opstår der dog ofte en mulighed for at finde læ på flere af de sjællandske søer.
– Forleden dukkedee pludselig en stille dag op med svag vind fra syd, så jeg smed min Hobie kajak på taget af bilen og kørte mod søen. Planen var det skønne efterårsfiskeri efter aborrer. Samtidigt med de kolde nætter, så rykker fiskeriet på søerne ofte ud på dybere vand, og i dette tilfældes ville meget af fiskeriet givet forgå på kanter og skrænter over 10 -15 meter vand. Netop derfor valgte jeg dropshot fiskeri med en ubelastet jig, på en enkeltkrog oppe på linen, og et lille vægt lod omkring en halv meter under jiggen.
– Det blev en fin fiskedag, og det var igen tydeligt, at vejret og ikke mindst barometer trykket, spiller ind på aborrefiskeriet. Først på dagen huggede aborrerne fint. Det var ikke kæmpe fisk, men flotte aborrer på 400-500 gram. Fantastisk flotte fisk, med røde finner og de sorte striber. Ud på eftermiddagen efter Trangia-maden var tilberedt på bredden, så holdt aborrerne stort set op med at hugge, og kun et par små fisk tog jiggen. Jeg kom dog slet ikke til at kede mig, for senere på dagen huggede en tung fisk softbaitet 12 meter nede – lige over bunden.
– Der var ikke tvivl om, det var en solid gedde som havde indhaleret den lille jig, og nu kæmpede den i dybet – langt under min kajak. Jeg drev nu ud på søen for vinden. Den lette 6 fods stang flexede dybt og toppen kom under vandet flere gange, mens den spindelvævs tynde fletline i hvæsende ryk forlod hjulet. Men gedden kom til sidst i nettet, og så måtte jeg efterfølgende en lille tur ind til kysten for at afkroge fisken mm. En hurtig tur i vejeposen viste 8,1 kilo og 101 cm – en fisk i rigtig fin efterårs kondition. Man er sgu´ glad for en gedde på plus 100 cm, og at den så er taget fra kajak, her på Sjælland, det gør kun det hele endnu bedre. Fedt at være kajak mand.

Aborrer som denne fik Jan Veiby en del af fra sin kajak. Øverst ser du metergedden, der huggede på dropshot.
okt 29, 2021 | Nyheder
– Øresund er unægteligt et rimeligt vejrudsat farvand, og her i Nordsjælland driller især de sydlige og sydøstlige vinde, der kan give et ofte uregerligt Øresund med bølger og krabsø, fortæller Jan Veiby. – I flere dage havde jeg holdt øje med vinden og vejret, for målet var efterårets første kajaksats efter torsk. I alt beskedenhed har jeg tre årtier bag mig som aktiv småbådsfisker på Sundet. Kajakfiskeriet på sundet er og bliver i realiteten lidt af en “nålestiks aktion” forstået på den måde, at tid og sted betyder meget. Dette gælder endnu mere for kajakfiskeriet – for ens aktionsradius er jo mindre end tilfældet er ved bådfiskeri.
– For nylig meldte vejrudsigten en jævn vestlig vind med drivende skyer og sol, så nu skulle det være. Jeg fik trillet kajakken i vandet nord for Tårbæk Rev, og så søgte jeg ud mod 8-10 meter kurven. Små to kilometer ude på den aktuelle dybde satte jeg grejet, og gik så på tværs af den nordgående strøm, for at holde farten på mine to woblere – nemlig cirka 3-3,5 km i timen. Efter en halv times tid fleksede den ene stang tungt bag ud, da den første torsk havde indhaleret den gule Bomber wobler.
– Jeg fik vendt kajakken, så jeg havde front mod fisken, hvilket kan være lidt af en udfordring ved kajakfiskeri med agn på slæb, for man sidder jo i praksis med ryggen til fisken ved hugget og den indledende fight. Torsken holdt dybden helt ind til kajakken, men kom til sidst op. Det var en fin plettet fisk på 71 cm, som i øvrigt blev dagens bedste. Fedt med den første fisk, for dette giver et praj om, at strategien er rigtig. Da fisken var afkroget, fotograferet mm, så havde den nordgående strøm ført mig flere hundrede meter væk fra området, så jeg måtte slide lidt, før jeg igen var på spottet. Fiskeriet forsatte, og det gav flere fine torsk omkring 50 – 65 cm.
– Herefter bragte en solid regnbyge en del vind med sig samt lagde en flot regnbue over Sundet, men min Hobie Outback kajak lå stadig stabilt og fint på de krabbe bølger. Først på aftenen huggede fiskene stadigt, men jeg rullede linerne ind og styrede mod land. Tre torsk kom med ind – resten blev genudsat. Det er lidt fedt at sidde og bevæge sig mod land i kajakken, mens der lå tre lækre flotte torsk bag sædet. Det centrale Øresund er givet et af de sidste steder i vores land, hvor man kan tage ud fra kysten i kajak, og så komme hjem med flotte torsk på 60 – 70 cm. Det er et fiskeri, der bestemt er vært at passe på.

Jan Veiby med to flotte trollingtorsk fra Øresund taget under kajakfiskeri.
okt 20, 2021 | Nyheder
– Jeg har netop oplevet et superfiskeri i en svensk sø, lyder det fra Dennis Bom Bom Skou, der har været et smut ude at lufte sin elskede fiskekajak. – Det var en dag med overvejende dårligt vejr, men jeg var heldig, at vinden udeblev fra festen, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at blive på fisken.
– Fiskeriet var rigtig fint i et par timer, men døde så ud og gik helt i stå. Herfra måtte jeg vente, til det var lige ved at blive mørkt, før der kom fisk i kajakken igen. Alt i alt fik jeg fem fisk i nogenlunde samme størrelse. Agnen var den nye vertikalagn Vertigo fra High 5 Lures, og alle fisk blev taget på vertikalfiskeri med mit Garmin Livescope, slutter han.
Har du fået lyst til at prøve kræfter med vertikalfiskeriet efter sandart, så kan du lære, hvordan man gør i denne video.
Husk, at det er gratis at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal.

Alle sandarterne blev spottet og fanget med hjælp fra Garmin LiveScop´et.
aug 9, 2021 | Nyheder
– Vores fisketeam Badass Baiters består af tre familiefædre, så det kan ofte være svært at finde en dag, hvor vi alle tre kan få presset en fisketur ind mellem børn, job og lillemor, lyder det fra Thomas Kjærgaard. – Men – endelig var det lykkedes, og vi mødets lidt før middag ved en af de større jyske søer. Vi riggede vores sit-on-top kajakker til og hoppede i en lille afvandingskanal, som skulle føre os ud til den store lavvandede sø. For enden af kanalen lå den første vig, der var fyldt med åkander samt helt i læ bag den høje rørskov, og den første agn for enden af forfanget blev en topwaterfrø.
– Dette var det helt rigtige valg, for allerede i første kast blev frøen hapset i et kontant hug mellem åkanderne til min fætter Michaels højlydte ærgrelse, da dette plejer at betyde, at jeg rammer dagen, og han risikerer en nultur. Om den profeti skulle gælde i dag skulle så komme an på en prøve. Snart begav vi os ud på det åbne vand, men vinden var strid, og søen var tæt på at vise tænder på bølgetoppene. Så i stedet for at risikere, at bølgerne skulle slå ind over kanten på kajakkerne, valgte vi at sejle rundt fra vig til vig, hvor rørskoven kunne give læ.
– Det var tydeligvis ikke en dum beslutning, for det viste sig, at langs kanterne var vandet tykt med helt små skaller og andre småfisk. Stimer af aborrer jagtede dem vildt i overfladen, så ankeret blev smidt, hvorved vi kunne fiske i udkanten af dette mylder af liv, hvor min erfaring siger mig, at gedderne står klar til at snuppe dem, der vover sig for langt væk fra stimen. Der kom en Savage Gear Cannibal Shad i beskedne 12,5cm på rigget med et 5 grams jighoved, og få kast senere fik jeg et fantastisk strike to meter ved siden af mig, da jeg lod shad´en køre langsomt frem og tilbage i overfladen.
– Tredjemanden Dimer var sejlet længere ind gennem de smalle kanaler i rørskoven og havde fundet et lille sted med god aktivitet. Han ringede derfor op og sagde, at vi skulle følge trop. Jeg nåede lige at sige til Michael, som lå ved min side, at jeg lige ville have en enkelt mere på det her spot, da bremsen sekundet efter skreg på mit hjul. Min SG MPP2 stang blev bøjet voldsomt, og den kæmpede vildt, selvom fisken ikke var en stor madamme, og snart var endnu en gedde afkroget.

Kajakhygge og geddefiskeri med Badass Baiters på en af de store jyske søer.
– Efter at havde strukket ben og ladet vandet, ved næste spot mente Michael og Dimer, at stedet var affisket, men endnu engang var min intuition korrekt, da jeg sagde, at jeg lige ville have en fisk her også, og at den kom i det her kast… Gedden angreb promte hen over en åkande, og missede første gang, men efter en lille spinpause sad den solidt på en lille Shad 10 fra High5Lures, hvorefter en god fight mellem åkander og grøde begyndte.
– Vi begav os ud på åbent vand, og nu hvor vinden havde lagt sig lidt, jeg fik en gedde mere, mens Dimer fik en pæn aborre. Langsomt drev vi med vinden hen over søen, mens vi afsøgte vand. Michael var på besøg i min grejkasse og lånte en Shad 10 i Yellow Tiger, som jeg har haft held med adskillige gange før, hvorefter det lykkedes for ham at slippe for en nultur – selvom fisken var på størrelse med det endegrej vi ofte bruger. Men en fisk er en fisk!
– Selv fik jeg landet fem eller seks gedder, og Dimer fik tre og aborren, mens Michael fik en enkelt. Dog fik Michael også trukket en hel umærket gammel ruse op, som jeg fik smidt op på snuden af kajakken, så vi kunne tage den med ind. Det med spøgelsesgarnet, som umærkede garn kaldes, oplever vi desværre næsten hver gang, vi er på vandet herude i det vestjyske… Forhåbentlig bliver det udbredte garnfiskeri – både det ulovlige og erhvervsdelen – fortid en skønne dag. Vi krydser i hvert fald fingre.
aug 9, 2021 | Nyheder
Amerikansk søørred eller canada-rødding, som den også kaldes, er en indført art i Europa. – I Danmark har den tidligere været udsat i Hammersøen i 1974 på Bornholm uden at kunne klare sig som en selvreproducerende bestand, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum. Arten findes som ”vilde bestande” flere steder i fx Norge og Nordsverige, hvor fiskene kan blive temmelig store.
Nogle steder er bestandene så store, at man kan fiske målrettet efter dem, hvilket kajakfiskeeksperten Tommy Blomander netop har gjort:
– Vi var taget et par venner ud for at prøve fiskeriet efter canadarødding. Egentlig havde vi planlagt at fiske i fem nætter, men på grund af dårligt vejr måtte vi nøjes med tre nætters fiskeri. Vi fandt dog et område, hvor der var godt med candarødding på 20 meters dybde. Efter midnat kunne vi tydeligt se dem på vores Garmin Live Scopes, men de var ret inaktive, så vi måtte vertikalfiske dem vældigt forsigtigt.
På de tre dage fik jeg syv flotte candarødding, så jeg er mere end godt tilfreds slutter han.

Tommy Blomander med en af sine flotte canadarøddinger taget på vertikalfiskeri fra kajak i Nordsverige.

Det er fra kajakkker som disse, at Tommy Blomander og hans venner bedriver deres supereffektive fiskeri efter ikke blot canadarødding, men også andre arter som fx sandart.