– Øresund er unægteligt et rimeligt vejrudsat farvand, og her i Nordsjælland driller især de sydlige og sydøstlige vinde, der kan give et ofte uregerligt Øresund med bølger og krabsø, fortæller Jan Veiby. – I flere dage havde jeg holdt øje med vinden og vejret, for målet var efterårets første kajaksats efter torsk. I alt beskedenhed har jeg tre årtier bag mig som aktiv småbådsfisker på Sundet. Kajakfiskeriet på sundet er og bliver i realiteten lidt af en “nålestiks aktion” forstået på den måde, at tid og sted betyder meget. Dette gælder endnu mere for kajakfiskeriet – for ens aktionsradius er jo mindre end tilfældet er ved bådfiskeri.

– For nylig meldte vejrudsigten en jævn vestlig vind med drivende skyer og sol, så nu skulle det være. Jeg fik trillet kajakken i vandet nord for Tårbæk Rev, og så søgte jeg ud mod 8-10 meter kurven. Små to kilometer ude på den aktuelle dybde satte jeg grejet, og gik så på tværs af den nordgående strøm, for at holde farten på mine to woblere – nemlig cirka 3-3,5 km i timen. Efter en halv times tid fleksede den ene stang tungt bag ud, da den første torsk havde indhaleret den gule Bomber wobler. 

– Jeg fik vendt kajakken, så jeg havde front mod fisken, hvilket kan være lidt af en udfordring ved kajakfiskeri med agn på slæb, for man sidder jo i praksis med ryggen til fisken ved hugget og den indledende fight. Torsken holdt dybden helt ind til kajakken, men kom til sidst op. Det var en fin plettet fisk på 71 cm, som i øvrigt blev dagens bedste. Fedt med den første fisk, for dette giver et praj om, at strategien er rigtig. Da fisken var afkroget, fotograferet mm, så havde den nordgående strøm ført mig flere hundrede meter væk fra området, så jeg måtte slide lidt, før jeg igen var på spottet. Fiskeriet forsatte, og det gav flere fine torsk omkring 50 – 65 cm.

– Herefter bragte en solid regnbyge en del vind med sig samt lagde en flot regnbue over Sundet, men min Hobie Outback kajak lå stadig stabilt og fint på de krabbe bølger. Først på aftenen huggede fiskene stadigt, men jeg rullede linerne ind og styrede mod land. Tre torsk kom med ind – resten blev genudsat. Det er lidt fedt at sidde og bevæge sig mod land i kajakken, mens der lå tre lækre flotte torsk bag sædet. Det centrale Øresund er givet et af de sidste steder i vores land, hvor man kan tage ud fra kysten i kajak, og så komme hjem med flotte torsk på 60 – 70 cm. Det er et fiskeri, der bestemt er vært at passe på.

 

Hvidovre Sport

 

Jan Veiby med to flotte trollingtorsk fra Øresund taget under kajakfiskeri.

Jan Veiby med to flotte trollingtorsk fra Øresund taget under kajakfiskeri.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This