– Den sidste måneds tid har jeg intensiveret mit fiskeri med den store forhåbning om at få den helt store vintergedde på kastefiskeri, fortæller Frederik Josefsen. – Jeg har tilbragt mange timer på de store søer, og der har været flere fine eksemplarer oppe at vende. Men den helt store manglede.

– Men – lige inden fredningen lykkedes det: Jeg ligger på et lavvandet område i en stor sø. Vinden står hårdt på, men med fredningen lige om hjørnet, skal der kløes på. Dagen starter med en hånfuld fine fisk op til 104cm. Jeg skriver til mine fiskekammerater, at jeg har haft en god start, og jeg syntes den helt store hænger i luften. Dagen går og langt om længe finder jeg en stor stime brasen, som jeg prompte begynder at kaste på. Blot to kast skulle det tage før hugget faldt på min ‘Shad18Twister’ fra High5Lures. Fisken er stor, det ved jeg med det samme. Jeg må ikke miste den. Efter mange og voldsomme udløb, går gassen af ballonen og jeg kan nette fisken uden det store besvær. Jeg er helt ekstatisk, for jeg kan med det samme se, at den her er stor! 

– Jeg lader herefter vinden gøre sit arbejde, mens jeg afkroger fisken og lægger den tilbage i nettet, hvor den kan hvile. Jeg skynder mig at få taget nogle billeder efter bedste evne, da jeg er alene i kajakken, hvor jeg måler og vejer fisken. En ny PR er en realitet. 119cm og 12,2kg. Jeg er stadigvæk helt høj på drømmefisken, men dagen efter skal jeg stadig lige ud og have de sidste gedde-endorfiner med, inden de skal have ro. Dagen går meget stille, selvom jeg ser en del fisk. De vil bare ikke rigtigt. Jeg hygger mig med Finn, min kammerat, som fanger lidt flere fisk end jeg gør – og nyder egentligt bare at være derude. Men pludselig falder hugget.

– En god fisk har taget min ‘Luckie18’ shad. Min stang bukker helt sammen og da ændrer mentaliteten sig fra hygge til fuld fokus. Igen, den her er STOR. Efter en hektisk fight, får jeg fisken landet. Finn støder til, og vi betragter den begge og jeg får sagt – i retrospekt lidt kækt, at den da vist også er omkring en 10 kilo. Vi får fisken vejet, og da går det op for mig, at min PR fra lørdag altså ikke er min PR længere. 12,9kg fordelt på 118cm lå nu i nettet.
Jeg forstod næsten ikke, hvad der var sket, men billederne på min telefon bekræftede det.

To gange ny PR på det absolutte faldereb af sæsonen og den mest perfekte afslutning jeg kunne forestille mig, slutter han.

Reklame: Hvis du vil vide mere om alle former for geddefiskeri, så læs bogen ”Geddefeber”, som du kan købe her.

 

 

På blot to ture fik Frederik Josefsen 2 gedder der var ny PR på kastefiskeri fra kajakken.

På blot to ture fik Frederik Josefsen 2 gedder der var ny PR på kastefiskeri fra kajakken.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This