mar 23, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Det var en af de morgener, hvor fjorden lå stille og næsten hemmelighedsfuld hen, skriver Martin Olsen. – Jeg startede tidligt ved Roskilde Fjord, mens tågen stadig hang lavt over vandet og dæmpede alle lyde. Der var noget helt særligt over stemningen. Det var bare den slags morgen, hvor man bare ved, at der kan ske noget.
– Jeg havde egentlig allerede fisket strækket igennem én gang uden det store held. Men forholdene ændrede sig. Vandstanden var på vej op, og vinden begyndte så småt at røre på sig. Det var nok til at vække min nysgerrighed – og troen på, at det kunne betale sig at tage en runde mere.
– Så jeg gik i gang igen. Efter blot 5-10 kast skete det. Et tungt hug, der ikke var til at tage fejl af. Stangen krummede dybt, og jeg kunne med det samme mærke, at det her var en god fisk. Fjordørreden gav en solid fight, og den var tung samt vedholdende, som kun de stærke fisk kan. Pulsen steg, og mit fokus var totalt. Det er de øjeblikke vi fiskere lever for. Efter en intens kamp kunne jeg endelig lande fisken, og det var en smuk fjordørred på hele 60,5 cm. Endnu en gang en fantastisk fangst fra fjorden, slutter han.
Fisken deltager både i Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen sponsoreret af iFish Fravel.
Se hvordan du filetterer din havørred i denne nye video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere.

Her ser du Martin Olsens belønning på en fantastisk forårsmorgen ved Roskilde Fjord.
mar 23, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Forårsfiskeriet 2026 er i den grad i gang, fortæller Jan Beier Rasmussen: – Jeg må nok hurtigt indrømme, at jeg er blevet ret gode venner med Westin D360, men dagens morgentur blev alligevel en 0-bon af de helt store. Intet set – intet mærket. Tåge og koldt vand er ikke den bedste kombination. Så dagens første timer ved vandet blev derfor afløst af en lille lur på sofaen.
– Over middag gik turen igen til vandet. Denne gang stod solen perfekt over pladsen og der gik ikke længe, før de første følgere lavede hvirvler i vandet efter mit D-360 blink. Kort efter stod jeg med en stang, der var krøllet sammen som en flitsbue så selv Robin Hood ville blive misundelig, mens en akrobatisk blank, smuk og fed havørred opholdt sig mere i luften en i vandet. Beslutningen om at nappe den i nettet hurtigt blev udført til UG med pil op. Den tog dog lige et par rundture om en sten med mig selv som æresmedlem af dykkerklubben, men til sidst landede jeg dog fisken i nettet. Og hold nu fast – den var 76 cm, hvor med en ny PR var sat. Det var bare endnu en dejlig dag ved vandet, og det gir bare så meget igen, slutter han.
Den fine beretning deltager naturligvis i Westin Cup 2025, hvor du hver måned har chancen for at vinde en valgfri W6 stang til en værdi af op til over 3000 kroner. Det betyder, at uanset hvad du er vild med at fiske efter, kan du finde lige den stang, du mangler til dit fiskeri.
Som alle andre fangstrapporter deltager denne også i vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-Getaway fisketur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.
mar 21, 2026 | Artikler, Friluftsliv, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Per Karlsen er stadig meget aktiv bag fluestikket, og ideerne fejler ikke noget. Manden bag de kendte PK-fluer sysler i dag med en serie af rørfluer til kysten.
Hvis du er kystfluefisker, skal du kende ham. Navnet er Per Karlsen, og som en af de største pionerer i udviklingen af dansk kystfluefiskeri er han værd at lytte til. Her er historien om ham, hans kendte PK-fluer og hans fisk.
AF ERIK TVESKOV, FOTO: JENS BURSELL, ERIK TVESKOV, PER KARLSEN OG GORDON P. HENRIKSEN
PER KARLSEN er ophavsmand til et hav af danske fluer, hvoraf en del er lyslevende klassikere, der bliver brugt i åen til havørreder, bækørreder og stallinger. Men de mest kendte er nok hans kystfluer, som var med til at kickstarte den danske bølge af kystfluefiskeri tilbage i starten af 1980’erne. Bølgen har ikke aftaget i styrke med årene, og den har vel nærmest karakter af at være blevet til en tsunami. Vi har fanget ham i hans fluefiskerhule i Haderslev, og bedt ham fortælle lidt om sig selv – samt hans årelange passion for fluefiskeri og fluebinding.

Ørreder har der været masser af, men den største på kystflue er denne 8,6 kilos fra 1974, med en længde på 86 centimeter. Den huggede på en PK 8.
Kystfluefiskeri efter havørred i tresserne
Historien starter på Fyn. Per er selvlært inden for både fluefiskeriet og -binderiet, og det var de fynske vandløb – Stavids Å, Rydså og Odense Å, der måtte stå for skud til at starte med. Allerede i 60’erne var han dog i gang med fluefiskeri efter gedder ved Vissenbjerg med nogle »store beskidte streamere«, som han kalder dem. Han var aktiv inden for castingsporten, og lærte her virkelig at kaste igennem. Og det skulle han senere få god brug for. Med hans onkel begyndte han at fiske på den fynske kyst ved Hindsholm og strækket lige syd for Kerteminde.
Det var Jan Grünwalds skriverier, som havde fået ham i gang, og her var virkelig et uopdyrket felt, når det handlede om, hvad der skulle serveres for de blanke havørreder på kysten. Per gik i gang med at samle byttedyr ind, og derefter spyttede han fluer ud, som mindede om, det han så i plasticbakkerne. Der blev virkelig fisket igennem. Op mod 250 ture om året. Han husker dage med arbejde i dagtimerne og fiskeri i resten. Det krævede et jernhelbred, og som tidligere eliteidrætsmand havde Per både disciplin og viljestyrke.
Kystfluer til havørred med Orla Grell
I 1978 tog Per kontakt med Orla Grell fra Høng på Vestsjælland og et legendarisk samarbejde begyndte. Orla var manden, som havde en overnaturlig evne til at se fiskene på kysten og viden om, hvad de foretog sig under forskellige forhold. Med så skarpt et makkerpar, var der lagt i ovnen til noget stort i forhold til det danske kystfluefiskeri. Sammen skabte de hele serier af kystfluer, hvoraf mange af mønstrene stadig svømmer rundt i bedste velgående den dag i dag. Et gennemgående træk ved fluerne var, at der var tænkt over funktionen af alle delene på fluerne.
Nogle at Per Karlsens kystfluer til havørred:

Per Karlsens kystfluer til havørred.
Hvad skal en kystflue til havørred kunne?
De vigtigste egenskaber ved en kystflue opridser Per således: – Den skal helst være enkel at binde samt være bundet af livfulde og bløde materialer. Meget hackle er i dag af for ringe en kvalitet i forhold til tidligere, specielt når vi snakker hønehackler. Det betaler sig at opspore hackler af god kvalitet. Endelig skal fluen være synlig i alle vandlag under forskellige lysforhold.
Mange af de tidlige kystfluemønstre var belastede, fordi de fleste kystfluefiskere den gang fiskede med flydeline. Nu til dags vælger mange at komme lidt ned i vandsøjlen med intermediate skydehoveder eller måske let synkende polyforfang.
Per benytter sig i dag af flere forskellige metoder til at få fluen ned med. Coneheads og kuglekædeøjne er meget brugt og gerne på et fleksibelt system, så man hurtigt kan tilpasse fluen til de givne forhold. Han bruger gerne sinktip-liner og i nogle tilfælde synkende skydehoveder. På de lavvandede stræk bruger han dog ubelastede fluer. De første pladser han dyrkede var de klassiske kystpladser med dybt vand og strøm tæt under land, med store sten og blæretangsbuske, fx Stavreshovede på Hindsholm. Med andre ord pladser, hvor det er vigtigt at komme lidt ned i vandsøjlen. Det var først langt senere, at han begyndte at fiske på de mere lavvandede pladser.
Masser af kystfluer til havørredfiskeri
I slutningen af 1985 havde Per og Orla en serie kystfluer med flash klar til test. Et hold på 25 mand fik lov til at vælge 10 fluer ud fra et foto med 30 forskellige mønstre. Materialerne samt de nøjagtige bindeanvisninger var ikke kendt for testfiskerne, og der var ingen fine fornemmelser, når det gjaldt syntetiske versus naturlige materialer.
– De første flashabourør kom simpelthen til Danmark med et par F16-piloter. I tolden forklarede de, at det var en slags tørresnor, fortæller Per. – Mange af mønstrene kom aldrig videre, men en hel række af fluer bestod testen, der varede et år. Derefter blev de sat i produktion. Blandt de mest kendte er PK nr. 3, PK nr. 8, PK Flash 9, PK mysis, O14 (Mickey Finn Variant) og Flash De bliver stadig brugt den dag i dag af mange lystfiskere.
– Jeg fiskede i lang tid med en glasfiberstænger på 10 fod i klasse 8. I forhold til spinnefiskerne, der ofte gik med massive 10 fods glasstænger, multihjul og 40 grams kystwoblere, føltes dette grej forholdsvis let, fortsætter han. – Det var dog en uhyre lettelse, da de første kulstænger blev præsenteret hos den legendariske butik Sportcentrum i Odense af Steen Ulnits. I den periode måtte familien sulte i nogle dage efter købet af en Thomas & Thomas samt en Fenwick stang. En sand lystfisker må jo prioritere. Parret med et Berkley kunststofhjul var det nu en helt anden og betydeligt lettere sag at fiske igennem på kysten. På linefronten er der også sket kvantespring siden den gang. De ringeste af linerne blev slidt op på en dag.
De bedste farver til kystfluer
Nutidens dogme om lyserødt til koldt vand kan Per ikke dy sig for at rokke lidt ved: – Gul er en gammel vinderfarve, afslører han. – Det kommer sig af, at streameren Black Ghost blev meget brugt i de første år med kystflue, som har gule fixpunkter i både hackle og hale. Senere tog Mickey Finn mere over. Og den har som bekendt masser af gult i vingen. Nu til dags bruger Per og vennerne PK Flash nr. 22 samt Montana nymfen i en marabou-variant med indslag af gult til koldt vintervand.
Tørfluefiskeri efter havørred på kysten
Pers absolutte favoritfluemetode på kysten er i dag tørfluefiskeriet med klasse 3 grej. Det dyrker han på faldende vand med godt gang i strømmen. Han firer simpelthen line ud og lader tørfluerne driver over giftige steder. – Der er desværre langt imellem 45 cm’s fiskene i åen, men det problem har man jo heldigvis ikke på kysten.
Det er suveræn sport på det lette grej, og er kræs for selv den mest blaserte tørfluefisker. Mønstrene er der ikke den store hokus-pokus i. Skumbiller og myrer scorer fx masser af fisk. Per har bemærket, at havørrederne kan gå og spise løs af en bestemt slags byttedyr, fx svirrefluer, men at de sagtens kan fanges på en flue, som ikke minder det mindste om den ægte vare. Helt anderledes er det ofte med steelheads, der kan være fuldstændig hjernevaskede. Her må man så i gang med at spore sig ind på, hvad det er, de går og æder.

Vælg fem fluer og hold dig til dem, når du skal kystfluefiske. Så kontant er Per i sin udmelding om fluevalget. Her er tre af Pers favoritter.
Tusindvis af kysthavørreder på flue
Per har ikke tal på sine mange fangster gennem årene, men anslår, at han har haft i omegnen af 3000 havørreder på land. Når vi nu er ved statistikken, kommer man ikke uden om hans største havørred på flue. Det var en aldeles forrygende flot overspringer på 86 cm og 8,6 kilo, fanget på en PK nr. 8 i påsken 1974 ved Lushage på Samsø.
Det var dog ikke hans sjoveste fisk igennem tiden. Det var i stedet en meget kampglad steelhead på 64 cm og 3,5 kilo fra Råde Hoved i det sønderjyske en dejlig sommerdag i høj solskin. Den huggede på et juletræ i str. seks 20 meter ude, og tømte hjulet for line seks gange samt sprang gentagne gange. Den fisk bliver ved med at stå lysende klart i erindringen.
Kystfluer til butikkerne
Gennem mange år har Per bundet fluer i stakkevis til en stribe forretninger. I en årrække bandt han 50.000 fluer om året. Han har samtidig stået for oplæring af en masse fluebindere, der også har leveret fluer til forretningerne. Det giver en utrolig rutine og et materialekendskab, som siger spar to. Per har til slut en del betragtninger på, hvor kystfluefiskeriet og fluebindingen i særdeleshed er på vej hen. Intet er helligt mere inden for materialer og teknikker. På et tidspunkt ryger de naturlige materialer nok mere eller mindre ud. Fluebinderen kan principielt klare sig helt med kunstmaterialer og nye materialer sprøjter ud på markedet med en imponerende hastighed. Per er pjattet med at opspore nye og uprøvede materialer til fluebinding, og hobbyforretninger er et slaraffenland for kreative fluebindere.
Med hensyn til krogene, synes Per, at det er paradoksalt, at mange fluefiskere gerne vil bruge 6000 kr. eller mere på en ny stang, men ikke vil ofre lidt på nogen kvalitetskroge. – Hvis man kunne opfinde en krog, der ved tab gik i opløsning efter nogen tid i vandet, ville det være helt perfekt, griner han. – Vi er nødt til at tænke over, hvad der bliver af de ting, vi bruger til fiskeriet.
Kystfluefiskeri med rørfluer til havørred
Rørfluer er Per overbevist om bliver noget helt stort til kystfluefiskeriet, og hans øjne funkler når han fremviser nogle små 1,5 og 6 mm lange messingrør, han har fået opsporet. De er helt perfekte til fx multefluer. De har en krave forrest så fluens hoved ikke skrider og en fin tykkelse til et krog – styr bagerst. Apropos multer så tog Per sin første multe på flue, en Red Tag Palmer i str. 10, helt tilbage i 1965 på Nordfyn. Den gang anede han ikke, hvad det var for en fisk, men det gjorde de lokale garnfiskere til gengæld. Så multerne må siges, at have været til stede i længere tid end mange lige går og regner med.
Per har været i gang med fluefiskeriet og –binderiet i 50 år, men øjnene lyser stadig entusiastisk op, når han fortæller om planlagte ture i lokalområdet med tørfluen og ikke mindst hans årlige tur til Karup Å efter havørreder – men det er en helt anden historie.
Kystfluetips fra Per Karlsen
Per Karlsens fem vigtigste tips til den, der vil starte med kystfluefiskeri er følgende:
- Få noget kasteinstruktion enten ved en professionel, i en fiskeklub eller hos nogle venner, der ved, hvad det drejer sig om.
- Find noget grej, du kan kaste med samt blæs højt og flot på, hvad der står på grejet. Fiskene er bedøvende ligeglade.
- Når man er i gang ved kysten, så prøv at finde et leje, hvor du nøjes med 2-3 blindkast. Det sparer energi. Og med kortere kast, hvor man flytter sig imellem kastene, får man affisket mere vand, end når man står og tæsker igennem for at kaste 4-5 meter længere med måske 6-7 blindkast.
- Spar tiden du bruger på at binde den ene mere komplicerede flue efter den anden – og brug den i stedet på at fiske.
- Begræns dit udvalg af fluer til fem mønstre. Flere gør dig bare forvirret, når du står ved vandet.
Et fleksibelt rørfluesystem til kysten
Per fortæller, at de første eksperimenter med rørfluer til kysten startede i 1968/69, hvor Jan Grünwald gav ham tippet om at prøve med rørfluer med en lille trekrog. Siden har det været en fast del af udrustningen. De seneste 5-6 år, hvor rørfluer er blevet standard til laksefiskeriet, har fiskeriet gennemgået en stor udvikling. Per har selvfølgelig dykket dybt ned i de forskellige systemer, og han har udviklet et helt system af rørfluer til kysten. Systemet tager udgangspunkt i kendte mønstre og drager fuld nytte af, at det nu er muligt at tune sin flue fuldstændig, som man har lyst, med fx tungstenshoveder, skumhoveder og forskellige ekstensions.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011
Få det fulde overblik over kystfluefiskeri efter havørred i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
mar 17, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Vi er en flok lystfiskere med skiftende besætning, der igennem 20-30 år er kommet til Avernakø to gange om året, fortæller Søren Knudsen. – I år kom vi lidt tidligere end normalt.
På turen var vi otte mand, der fiskede otte timer om dagen i to dage, men det gav ikke en fisk. Der blev forsøgt med både spin og flue. Endelig på den tredje dag skinnede solen, og vinden var gunstig til den plads, som jeg havde tænkt mig at fiske. Jeg greb fluestangen, satte en Canadian Orange Goby på – og gik i gang. Det tog en god times tid og flere hundrede meter, før fluen endelig sad fast i et eller andet. Øv, bundbid tænkte jeg. Egentlig havde jeg helt opgivet tank-en om, at det kunne være en fisk, men pludselig begyndte det, at bevæge sig. Den fulgte villigt med til at starte med, men det ændrede sig snart, og fisken viste sig, at være en ret kampvillig 47 cm blank tyksak. Ingen af de andre syv kammerater fik fisk over målet, men en dejlig solskinsdag blev det, og den eneste dag der gav fisk, slutter han.
Se hvordan du fileterer din fisk, når du selv fanger en havørred i denne nye video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere.
Fisken deltager på de Westin Cup 2026, hvor du som den heldige vinder kan vælge en valgfri W6 stang til en værdi af op til 3.000 kr+ sponsoreret af Westin. Som alle andre fangstrapporter deltager Sørens fine beretning i fiskedrømmerejselodtrækningen om en GT-fisketur for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.
mar 16, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Søren Birkholm fra Fyn, der næsten hver søndag morgen tager på fisketur med sin far, har netop haft den fantastiske oplevelse det er, at have en fisk på, der er så stor, at man får følelsen af at være ude af kontrol:
– I går var vi igen på kysten, men der var lige lovligt mange folk på den første plads, som jeg kørte til, fortæller han. – Jeg tog derfor til Stavre, hvor jeg allerede efter en halv time fik en fin 50 centimeters havørred på min brune kystwobler med røde pletter. Blot fire kast efter fik jeg et kæmpehug, der krøllede stangen fuldstændig sammen. Der var fuld flex på, da fisken tog det vildeste udløb, hvor den var fri af vandet 3-4 gange. Herefter tog den 3-4 gode 25 meters udløb – og 15 minutter senere kom den tæt på nettet. men – det var dog først i det tredje netningsforsøg, at det lykkedes – efter den vildeste fight – at lande min nye PR-havørred på 5,5 kilo og 77 centimeter.
Dens mave var fyldt med børsteorm – måske var det derfor, at den faldt for den brune kystwobler, slutter han.
Fisken er tilmeldt både Westin Cup 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning , der er sponsoreret af iFish Travel.
mar 16, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har netop været på årets første tur ud til fjorden ved vores sommerhus oppe ved Jægerspris, fortæller Bjørn Albertsen. – Jeg havde set, at vejret var godt og tog afsted ved 11 tiden – og tænkte at jeg nok kunne nå en lille tur på to timer før fodboldkampen i TV.
– Cykelturen fik ned til mit ynglingsspot, som jeg altid fisker igennem, når jeg er i sommerhus. Her havde jeg nok gået maksimalt 50 meter fisket i 20 minutter, før en fisk huggede pænt langt ude på relativt lavt vand over et tangområde. Jeg kunne bare mærke, at fisken trak helt vildt ud af, men min bremse var også lidt løs, da det jo var den første tur i år. Havørreden trak altså bare afsted med min lille gennemløber på 14 gram, som jeg altid fisker med. Lige pludselig gik den bare helt fri vandet – og fuck. Der var jeg ikke i tvivl om, at det var en stor fisk det her. Jeg stillede derfor bremsen lidt hårdere og begyndte at fighte den mod land.
– Jeg kunne godt se, at mit lille vadenet ikke rigtig var stort nok, så jeg kæmpede den stille roligt ind mod stranden, hvor jeg til sidst efter flere udløb kunne lande den med hænderne og tage den op på stranden. Her var jeg så heldig, at der kom anden fisker, der har været ude et stykke tid og ikke mærket noget, som jeg har snak med og et stort kram. Vi talte om at fisken måtte være 86 cm og 7 eller 8 kg, hvorefter han tog et billede af mig og fisken. Så fik jeg slæbt fisken hjem på cykelen til sommerhuset, og jeg tror en del bilister kikkede, das jeg kom med sådan en fisk på cyklen. I sommerhuset vejede jeg til 9,7 kilo og den var 90 cm lang. Det er bare alt for vildt til mig!.
– Jeg har fisket meget, og har fanget laks i åen i jylland . samt fanget store fisk til premiere fiskeriet, men at få det her dyr fra stranden – det slår bare alt. Og så på en størrelse 8 krog. Heldigvis var den bare super kroget. Isefjorden har ikke mange fisk længere – på nær lige den her…Så der er alligevel nogle flotte havørreder derude, men den her oplevelse får jeg nok aldrig igen. Så er fiskeåret 2026 skudt godt i gang for mit vedkommende. Knæk og bræk derude!
Fisken delttager naturligvis i Westin Cup 2026 – samt vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.