aug 4, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– De store havørreder har virkelig rørt på sig her over sommeren, og heldet til at finde dem på kysten har været med mig, fortæller Kasper Weidick Iversen. – Det skulle vise sig ikke at være anderledes forleden morgen. Egentligt er det mest det helt tidlige morgenfiskeri som tiltaler mig for tiden, men med muligheden for at fiske både aften og morgen, var jeg kørt ud på Djursland.
– Forholdene var rigtig fine, og før jeg lagde mig til at sove, havde jeg blandt andet haft 3 fine halvmetersfisk i hånden. Men det var i morgen timerne, at den helt store kamp skulle tages. Bevæbnet med min Sportex Tiboron RS-3 Seatrout lagde jeg et perfekt kast over et mørkt område. Jeg satte wobleren i gang, og halvvejs inde faldt hugget.
– Fisken gik straks i overfladen og begyndte at rulle, efterfulgt af et hårdt udløb og spring. Men mit release rig gjorde sit arbejde til UG, og krogen blev siddende. Kampen blev en lang en, men med Tiboron’ens aktion var det en sand fornøjelse. Til sidst kunne jeg sikkert håndlande den 76 cm flotte fisk i vandkanten. Fiskens grådighed og størrelsen på dens mund betød, at hele wobleren havde været inde i munden, da fisken tog.

76 cm var den flotte kystørred Kasper Weidick Iversen fangede på sin Sportex Tiboron RS-3 Seatrout stang.
jun 29, 2024 | Nyheder
Svenske Robin Treble-Read var forleden ude i sin båd for at spinnefiske efter havørred langs Skånekysten – og det kom han ikke til at fortryde:
– Vandtemperaturen var gået ned til 13 grader, hvilket er helt perfekt til havørrederne, hvis man vil ha´ en stor sommerfisk, fortæller han. – Jeg var taget ud med en kammerat, og aftenfiskeriet var trægt, men det lykkedes ham dog at lande en havørred omkring målet samt en hornfisk. Jeg selv fik intet.
– Dagen efter var jeg tændt på at få revanche, og jeg var helt overbevist om, at det stadig var perfekte forhold for de store sommerørred. Jeg ringede derfor til min far, og aftalte en bådfisketur langs kysten klokken 19.30. Vandet var nu omkring 16 grader, og vinden blæste fra vest. Vi havde ankret båden op ved vores favoritspot, og efter 15 minutters fiskeri kom der et stort plask bag båden.
– Min far stod med fluestangen, og jeg selv med spinnegrejet. Jeg kastede en Westin D360 i farven Brown Headlight 28g ud til fisken, og i tredje kast kom det helt store hug. Og fy for satan – det var en stor fisk! Kort efter hoppede den fri af vandet, og jeg indså, at det nok godt kunne være en ny PR. Efter ti minutters hård kamp var den ved at være klar til nettet, som selvfølgelig var for lille, eftersom det kun var cirka halvt så langt som fisken. Til sidst fik vi dog den store havørred op, som var 73,5 og vejede 5,4 kilo. Den havde ingen rogn i maven, så det var nok en hanfisk.
– Min tidligere PR på havørred var 71 cm og 4,22 kilo, så det var en fin forbedring af min tidligere rekord. Vi fik ikke flere hug resten af aftenen, men det gjorde heller ikke noget…
Læs mere om havørredfiskeriet i Skåne i denne artikel på fiskogfri.dk´s artikelarkiv.
jun 26, 2024 | Nyheder
– Forleden var der fuld sol og 21 grader, så jeg besluttede at tage en tur til Lilleåen, fortæller Thomas Lund. – Jeg havde fået overtalt min kammerat til at prøve kræfter med åen sammen med mig denne dag, og forventningerne var høje!
– Efter mange timer opstrømsfiskeri med spinner uden bid, valgte vi at vende om og prøve lykken med enkeltkrog og orm. Og det gav efter få kast pote! Linen strammede til, og krogen satte sig i saksen, fisken gik dybt og kampen startede. Herefter gik der 15 minutter med lange udløb – både helt ned på bunden og fri af vandet – og til sidst fik vi fisken, som var en fantastisk havørred på 4 kg og 67 cm, i nettet! Det var en speciel oplevelse at dele øjeblikket med min kammerat, og det var alle de ventede timer værd. Øjeblikke som disse, gør fiskeriet så specielt for mig, og jeg ser allerede frem til næste tur, slutter han.
Læs mere om havørredfiskeriet i Lilleåen i denne artikel fra fiskogfri.dk´s store artikelarkiv.
jun 24, 2024 | Nyheder
– Den seneste tid har der ikke været meget fisketid, men det er dog blevet til tre ture med fluestangen uden den store succes, for turene har kun givet hornfisk. Sådan lyder der fra Martin Bosen. – Jeg havde sat mig for kun at fiske flue fra de første hornfisk kom, og sommeren over, men jeg har kæmpet med at nå ud med fluestangen på de pladser, hvor jeg normalt fisker med spin.
– Lørdag aften besluttede jeg så at tage et par timers aftenfiskeri på Møn med spinnestangen, og det kom jeg ikke til at fortryde. Efter 15 minutters fiskeri smækkede den første havørred til blinket og jeg kunne nette en fin fisk i 50’erne. 10 minutter senere, i et kast hvor jeg nåede at hjule 4-5 omgange på hjulet, sagde det “smask”, og jeg var med det samme klar over at dette var en ordentlig “Mønsk basse” af en havørred. Efter noget “tovtrækkeri” havde jeg fisken tæt på mig, og da jeg så fisken, gik der et gys igennem kroppen, for den var kroget i det aller yderste i overlæben, og jeg var sikker på, at det kun var et spørgsmål om tid, før den slap.
– Den eneste chance for at få den i nettet var ved, at jeg pressede den mere, end jeg normalt ville gøre – og det lykkedes mig at få nettet under den, og så var den der. Jeg må indrømme, at selvom jeg har fået mange store fisk igennem årene, så rystede mine ben som et espeløv under mig, og da den landede i nettet, røg krogen da også ud…’
– Efter et par billeder kunne jeg genudsætte en smuk tyk Mønsk 5 kg + havørred i top kondition. Turen bød på 4 havørreder i alt, samt et par mistede samt et par kontakter – og til sidst kunne jeg køre hjem til “fastlandet” med et smil på læben, og med en tanke om et snarligt gensyn med de Mønske kyster.
jun 24, 2024 | Nyheder
Når lystfiskerne indberetter deres fangster til DTU Aquas Fangstjournalen, bruges data dels til at følge, hvordan det går med bestandene – og dels til at indsamle biologisk relevante oplysninger, der kan have interesse for forskningen på den ene eller anden måde. En af de seneste udmeldinger på datamaterialet fra 2016-23 på fiskepleje.dk er, at når man kigger på havørreder over mindstemålet, så er havørreder over målet på Sjælland i gennemsnit ca. en centimeter længere (48,3 cm) end de tilsvarende havørreder fanget langs de fynske (47,6 cm) og jyske kyster (47,4 cm).
Resultaterne er ifølge forskerne helt i tråd med data, som blev præsenteret for noget tid siden, som viste, at sjællænderne fanger flere større kysthavørreder pr. time end jyderne. DTU Aqua opfordrer til, at du tilmelder dig Fangstjournalen og får dine fisketure registreret, så man kan blive klogere på fiskeriet og holde øje med, hvordan fiskebestandene har det. Husk at det er super vigtigt også at indberette nulture.
jun 18, 2024 | Nyheder
– Jeg besluttede mig for at tage turen til kysten, og efter blot halvanden times fiskeri uden at mærke noget, huggede denne basse på min Sandeel kun to meter fra stangspidsen, fortæller Jonas Sørensen. – Jeg begyndte at sige til mig selv “er du gal en basse, gal en basse, den må du ikke miste Jonas, den må du bare ikke miste…”
– Den store havørred fightede ikke rigtig i starten, hvor den bare gik langs bunden og gav nogle tunge ryk. Men – da jeg fik den ind på lavere vand, gik den helt amok og tog flere lange udløb samt sprang fri af vandet. Hvert eneste sekund tænkte jeg bare ”nu ryger den af”, men heldigvis så blev den og jeg fik den trukket ind på land. Da den var sikkert oppe sprang jeg rundt på stranden som et lille barn! Den målte 75 cm og var 5,2 kg!
jun 18, 2024 | Nyheder
– Weekenden stod for døren, og fisketuren var planlagt, fortæller Sonny Jordan. – Kæresten og jeg skulle besøge en ny fiskeplads, som ingen af os kendte, da vi havde en lille intern konkurrence om hvem af os, der kunne fange den største. Og ingen af os måtte have fordele ved at kende pladsen i forvejen.
– Vi havde valgt en plads i Sønderjylland, hvor strømmen skulle være perfekt denne eftermiddag, og på GoogleEarth skulle pladsen se ud til at indeholde alt det, som en havørred elsker. Derfor var forhåbningerne store, da vi pakkede grejet ud og skulle vælge det, vi ville fiske med. Kæresten valgte et af hendes faste blink, mens jeg mente, at en kystwobler måtte være sagen for at vinde dagens konkurrence. Så mit valg faldt på en Crazy Cuda i farven motoroil.
– Vi startede ud på den måske lidt kedelige del af strækket, og fiskede os langsomt op mod revet forenden af det stræk, som vi havde udset os. Det var jo nærmest som om at glæde sig til desserten, mens man stille og roligt spiser sig igennem hovedretten. Her var det bare et langt og måske småkedeligt stræk, som vi havde aftalt, skulle af fiskes, inden vi kom op til området med det store rev, hvor der var sten og mere bevoksning i vandet.
– Det gav et par fisk lige under målet på turen derop, men ikke noget vildt og voldsomt. Men det skulle hurtigt ændre sig, da vi kom op til revet. Vi fik placeret os, hvor vi ville starte på revet, smilede til hinanden og kastede begge ud samtidig. Jeg nåede to omdrejninger på hjulet, da Cuda blev stoppet hårdt. Jeg troede i et øjeblik, at wobleren havde sat sig i en sten. Men hurtigt ændrede min begyndende frustration sig til en dirrende spænding, da det hurtigt viste sig, at det var en stor fisk, der havde taget wobleren.
– Det stod hurtigt klar for os begge, at dette ikke bare var en fisk, men en stor fisk, og højst sandsynligt også en ny pr. Og ganske rigtigt, for da fisken kom i nettet viste den sig at være 67 cm og knap 4 kg. Det var en herlig følelse at stå med, for ikke nok med, at jeg lige havde fanget min største fisk – jeg havde også vundet håneretten over min kæreste det næste lange stykke tid. Det blev en lang tur for hende i bilen hjem…
jun 18, 2024 | Nyheder
– Irena Mathiasen og jeg var taget en tur til Storåen i jagten på en smuk fotofisk, og for endnu engang at mærke de flotte samt stærke laks. Sådan lyder det fra Kirstine Petersen. – Der havde været en del regn på det sidste – endda også dagen før, så der var rigtig meget vand i åen. Vi vidste derfor, at det kunne blive en udfordring.
– Der gik et par timer, før jeg endelig fik lokket en fisk fra modsatte bred til hug – midt i åen. Fisken, der nappede min kondomspinner, hoppede fri af vandet et par gange og lavede tunge hovedryst, samt et godt udløb, inden den blev nettet. Der udbrød en jubel fra mig, nu hvor jeg endelig havde fået laks igen efter en tørkeperiode. Men – da brillerne blev pudset, indså vi, at jeg faktisk havde fanget en havørred og ikke en laks. Men det var jo også meget spændende, da det udløste årets nr. 2 PR på havørred for mit vedkommende, da fisken målte 73 cm.
– Fisken blev genudsat. Vi fiskede videre resten af dagen, og lige inden vi blev noteret for fremmøde i solnedgangen, var jeg simpelthen så heldig, at få det jeg egentlig kom efter – nemlig en laks. Dagens gennemsnit lå på 73 cm, da både havørred og laks målte dette. Fornøjelsen var helt på min side, da jeg så fisken svømme tilbage til sine vante omgivelser, slutter hun.
Husk, at der er masser af fede artikler om åfiskeri efter laks og havørred på fiskogfri.dk´s artkelarkiv her.

Kirstine Pedersen med sin flotte laks fra Storåen. Øverst havørreden – også på 73 cm.
jun 16, 2024 | Nyheder
– Fredag aften skal jeg altid skal afsted til Vejle Å, for det er en god start på weekenden for mig, fortæller Thomas Christensen. – Troen på turen var ligesom større denne aften, i det vejret bød på tunge skyer og finregn – og der var blevet taget godt med fine fisk på det sidste. Strækningen jeg havde valgt denne aften, kunne godt holde en god fisk. Jeg har set flere gode fisk blive fanget der, men jeg har ikke selv knækket koden på strækningen. Men i aften skulle det være.
– Efter at have ændret lidt på mit normale set-up, gik jeg i gang med fiskeriet med en variant af fluen ”Den Våde Høne” for enden, og med tro på at det nok skulle lykkedes. Efter 10 minutters fiskeri kom jeg til en plads, hvor jeg ved vidste, at der var blevet fanget gode fisk før. Allerede første gang min flue svingede ind, kunne jeg se en god fisk flytte på sig. Jeg ændrede vinklen lidt på næste kast, og ventede lidt med at tage fluen hjem.
– Denne gang huggede fisken stenhårdt, og i næsten samme omgang tog den et udløb nedstrøms. Jeg kunne med det samme se, at det var en fin fisk, som selv bestemte, hvor den ville hen, og som sprang fri af vandet flere gange. Efter cirka 15 minutters hård fight kunne min faste makker lande fisken for mig, hvor vi kunne se, at en sæl havde haft fat i fisken før mig.
Glæden over at overliste en havørred er dog altid stor, og glæden over den første hvert år er i særdeleshed lidt større. En fisk som den her på 75cm og 5,2kg er bare fantastisk – uanset hvordan man vender og drejer det.
Læs meget mere om fiskeriet og pladserne i Vejle Å i denne artikel af Ronni Lagoni