– Weekenden stod for døren, og fisketuren var planlagt, fortæller Sonny Jordan. – Kæresten og jeg skulle besøge en ny fiskeplads, som ingen af os kendte, da vi havde en lille intern konkurrence om hvem af os, der kunne fange den største. Og ingen af os måtte have fordele ved at kende pladsen i forvejen. 

– Vi havde valgt en plads i Sønderjylland, hvor strømmen skulle være perfekt denne eftermiddag, og på GoogleEarth skulle pladsen se ud til at indeholde alt det, som en havørred elsker. Derfor var forhåbningerne store, da vi pakkede grejet ud og skulle vælge det, vi ville fiske med. Kæresten valgte et af hendes faste blink, mens jeg mente, at en kystwobler måtte være sagen for at vinde dagens konkurrence. Så mit valg faldt på en Crazy Cuda i farven motoroil. 

– Vi startede ud på den måske lidt kedelige del af strækket, og fiskede os langsomt op mod revet forenden af det stræk, som vi havde udset os. Det var jo nærmest som om at glæde sig til desserten, mens man stille og roligt spiser sig igennem hovedretten. Her var det bare et langt og måske småkedeligt stræk, som vi havde aftalt, skulle af fiskes, inden vi kom op til området med det store rev, hvor der var sten og mere bevoksning i vandet. 

– Det gav et par fisk lige under målet på turen derop, men ikke noget vildt og voldsomt. Men det skulle hurtigt ændre sig, da vi kom op til revet. Vi fik placeret os, hvor vi ville starte på revet, smilede til hinanden og kastede begge ud samtidig. Jeg nåede to omdrejninger på hjulet, da Cuda blev stoppet hårdt. Jeg troede i et øjeblik, at wobleren havde sat sig i en sten. Men hurtigt ændrede min begyndende frustration sig til en dirrende spænding, da det hurtigt viste sig, at det var en stor fisk, der havde taget wobleren. 

– Det stod hurtigt klar for os begge, at dette ikke bare var en fisk, men en stor fisk, og højst sandsynligt også en ny pr. Og ganske rigtigt, for da fisken kom i nettet viste den sig at være 67 cm og knap 4 kg. Det var en herlig følelse at stå med, for ikke nok med, at jeg lige havde fanget min største fisk – jeg havde også vundet håneretten over min kæreste det næste lange stykke tid. Det blev en lang tur for hende i bilen hjem…

 

Grejxperten

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This