sep 26, 2020 | Nyheder
Den svenske vestkyst byder på et super fiskeri efter flotte havørreder – og det er ved at være sidste chance, for den lokale fredning træder i kraft den 30 september. En af dem, som har haft succes der på det sidste er Tobias Mattsson.
– Jeg har egentlig haft en langsom start på mit efterårsfiskeri, blandt andet fordi flere af mine hjemlige pladser i hjemmefjorden Ljungskile ikke har leveret så godt med meget få fisk over målet på 45 centimeter, fortæller han. Mit fiskeri er derfor flyttet længere nordpå, og jeg har især fokuseret på fire mundingsområder. Ude på det første spot fiskede jeg i en stor vig med en ø i midten:
– Solen var netop trængt igennem skyerne, og vinden blæste på tværs af vigen, så jeg stod i pålandsvind. Højvandet var netop ved at toppe, hvilket er en vigtig faktor for godt fiskeri heroppe. Det første kast gav en 48 cm lang han, hvilket allerede var en klar forbedring i forhold til sensommerens fiskeri i min lokale vig. Jeg fortsatte med at fiske, og i samme øjeblik min rejeflue landede, så jeg en hvirvel to meter væk. Jeg nåede blot at strippe fluen to indtag, før det bare sagde SMASK. Det var endnu en han, der fightede stenhårdt. Fisken var 54 centimeter, og dagen var allerede reddet.
– Jeg havde dog en følelse af, at der var større fisk i farvandet, så jeg fortsatte lidt endnu – denne gang med en lille beige rejeflue. Allerede efter to tag gav det et godt sug i stangen, der fik min klasse 5 stang til at flekse godt sammen, hvorefter fisken tog et godt udløb. Jeg fik dog hurtigt styr på fisken, så resten af fighten foregik på kort line. Det var dog begrænset, hvor meget pres jeg kunne lægge på den, for min forfangsspids var blot 0,20 mm. Til sidste fik jeg dog ørreden udtrættet og kunne kane den flotte fisk ind på lavt vand. Den kom blot op til et enkelt hurtigt foto. inden jeg kunne genudsætte den sortprikkede skønhed på 66 centimeter og cirka 3,5 kilo.
sep 26, 2020 | Nyheder
– Jeg har lige været på årets sidste tur til Skjern Å, fortæller Anders Kronborg Jensen. – Det var egentlig mest efter laks, da havørredopgangen har været elendig i år. Længere ude i systemet havde jeg fået et par farvede laks, og inden det gik hjemad først på aftenen, skulle en af åens øvre sving lige prøves af. Midtvejs rundt i svinget lod jeg fluen synke godt ned i dybrenden under træerne ved modsatte bred, inden linen strammede op og fluen begyndte at svinge over åen, så hurtigt som det nu kunne lade sig gøre i den her strømhastighed.
– Midtvejs hjalp lidt nymfetag, fluen til at svinge lidt hurtigere rundt, og her kom hugget. Med det samme begyndte fisken at slå og rulle lige under overfladen, hvilket er typisk for en havørred. Og det er også normalt her, at de plejer at falde af pga for dårlig krogning yderst i snuden. Men den her blev hængende og fortsatte med at rulle rundt et minuts tid mere, før den kom til netrammen, hvor jeg kunne se, hvordan blodet pulserede ud af gællerne, og det betød så, at den blev min spisefisk for i år. Havørreden var godt 75 cm lang, og den var næsten helt blank men med et gyldent skær, som de fjordørreder nu så ofte har. En dejlig afslutning på sæsonen!
sep 26, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Portrætter
Man bliver ikke en dygtig kystfisker ved at sidde foran computeren og trævle nettet tyndt for fangstrapporter – eller ved at vælge kystplads ud fra rapporterne. Det kræver hårdt arbejde og gåpåmod, at blive dygtig på kysten. Vi går tæt på Ramazan Cetin, som fortæller om hvordan han gik fra massevis af nulture – til det modsatte.
Af TUE BLAXEKJÆR
RAMAZAN CETIN mødte jeg for første gang for et par år siden, hvor han havde tilmeldt sig en af mine guidede fisketure på Møn. Det var med Ramazan som med de fleste af deltagerne på mine guidede fisketure. De vil alle gerne fange fisk samt blive bedre til, selv at kunne finde havørrederne på kysten.
Som dagen skred frem blev det tydeligt, at Ramazan virkelig brændte for at blive en dygtig kystfisker. Selvom han på det tidspunkt havde fisket sammen med et par dygtige kystfiskere i et halvt år, syntes han, at han manglede noget i forhold til sit fiskeri. Men hvad var det han manglede?
EN NULTUR FORTÆLLER OGSÅ NOGET: – Da jeg startede på kysten siden oversteg antallet af nulture med længder antallet af ture med fisk, fortæller Ramazan. – På trods af dette fortsatte jeg dog ufortrødent mit fiskeri, og glædede mig over hver en havørred jeg fangede. På det tidspunkt skænkede jeg ikke nulturerne de store tanker.
– Men – i takt med, at jeg begyndte at fiske meget med et par dygtige kystfiskere, fik jeg øjnene op for, at for mange nulture i træk er et udtryk for, at man gør noget forkert, fortsætter han. – Når jeg var på tur med de erfarne kystfiskere, blev der næsten altid fanget havørred, og også mere end bare en enkelt. Dette var med til at sætte gang i en refleksiv proces, som med tiden har gjort mig til den kystfisker jeg er i dag.

Ramazan med en ”Gris” af en havørred. Det er fisk som denne, der igen og igen driver os på kysten.
– SELVFØLGELIG har jeg også været med på ture, hvor der ikke blev fanget noget, men i forhold til hvor mange nulture jeg selv havde i begyndelsen, var det helt anderledes, når jeg var med de ”erfarne” på kysten, understreger han. – Relativt hurtigt gik det op for mig, at jeg alt for ofte havde fisket på de rigtige pladser, men på de forkerte tidspunkter. Så ved at fiske med erfarne kystfiskere fik jeg hurtigt et indblik i, hvornår en given plads skal fiskes og hvilke faktorer, som har betydning for netop den fiskeplads.
FIND EN ERFAREN FISKEVEN: – Jeg har haft stor glæde af at fiske med flere erfarne kystfiskere, pointerer han. – Det største fordel ved at tage med en erfaren på kysten er, at man næsten altid er sikker på at fiske de rigtige steder i forhold til årstiden samt vind og vejr. Da jeg først begyndte at fiske på kysten spekulerede jeg ikke så meget i hverken vind, strøm, vandstand eller vandtemperatur. Betydningen af disse ting blev jeg først for alvor klar over, efter jeg begyndte at fiske med folk som havde års erfaring på kysten.
Når vi sad i bilen på vej mod en fiskepladsen og snakken gik om kystfiskeri og kyststrategi, blev det tydeligt for mig hvad vind og strøm har af betydning. Specielt Lars Olsen, som jeg har fisket en del med, har været god til, at fortælle om hvilke faktorer, der spiller en rolle for, at en given plads fisker godt.
Ved at fiske med forskellige erfarne kystfiskere, fik jeg også syn for, hvor forskellige folk er i deres tilgang til fiskeriet. I praksis har det haft den betydning, at jeg har suget det til mig fra de forskellige, som jeg syntes passer bedst til den form for fiskeri jeg dyrker.

Ramazans blinkmapper er spækket med gennemløbere i overvejende afdæmpede og naturlige farver.
BESØG DE SAMME PLADSER under forskellige forhold. – Det er helt klart et råd, som jeg gerne vil give videre, fortsætter Ramazan. – I takt med, at jeg fik erfaring på kysten, begyndte jeg selv at opsøge de fiskepladser, som jeg havde besøgt med andre og mere erfarne kystfiskere. Dette gjorde jeg for selv at danne mig et indtryk af pladserne, samt på egen hånd at finde ud af hvor meget pålandsvind en given plads kan tåle – eller om den fisker godt i høj eller lavvande.
I foråret have jeg en god håndfuld ture til det Sydøstsjællandske, hvor alt spillede for mig. Formålet med den første tur var egentligt at udforske et stræk, jeg ikke tidligere havde fisket ret meget, samt se om pladsens kystnære badekar ville holde fisk, selvom det var koldt. Her fangede jeg mere end 20 fisk på mine ture til pladsen – med en stålblank overspringer på 60 cm som den største.
TÅLMODIGHED: En ting som Ramazan har lagt mærke til, er at folk uanset erfaring har en tendens til at opgive for let. Nogle er mere end villige end andre til at stå i store bølger og blive gennemblødte, mens andre helst ikke vil fiske, når bølgerne buldrer mod kysten. – Det er også min oplevelse, at folks valg af endegrej – samt hvordan det bliver fisket – også spiller en stor rolle for hvor godt en plads fisker under forskellige forhold. Skåret ud i pap betyder det, at man selvfølgelig selv bliver nød til at lære pladserne at kende, og fiske dem i forhold og med grej som passer til ens eget fiskeri og temperament.
VÆR ÅBEN: Ramazan er gennem det sidste år blevet mere åben overfor at brede sit fiskeri ud i forhold til valg af endgrej og ikke mindst vægten på endegrejet. – Jeg var begyndt at blive fastlåst i mit valg af endegrej – og gik meget med de samme og i de samme vægtklasser. Det betød i praksis, at jeg frarøvede mig muligheden for at fiske i hård modvind eller helt let over lavt vand.
Udover endegrejet skal stang og hjul selvfølgelig også passe til det man fisker med – og situationen man står i. – Her skal man være åben og villig til at prøve nye veje, understreger han. – Man opnår langt mere med sit fiskeri på denne måde, end hvis man udelukkende går med én type grej og ikke er indstillet på at prøve andet. I praksis er jeg derfor gået fra at fiske med en stang og et hjul til at have to sæt med, når jeg tager afsted på en heldagstur. Når jeg fx fisker på Møn er der ofte en god pålandsvind på øens ene side, mens der er fralandsvind og fladt vand på øens anden side – og af samme årsag er det oplagt med både et let spinnesæt samt et sæt der passer godt til de grove skyts.

Denne blanke havørred viser med tydelighed, at der er andet end småfisk langs de danske kyster.
– VED AT IAGTTAGE andre fiskere, har jeg lært, at der ikke findes en endegyldig sandhed i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert. Nogle er gode til at fange fisk i stille og fladt vand, mens andre er gode til at fange fiskene i oprørt vand og hård modvind. Det gælder simpelthen om at finde ud af hvilke forhold man selv syntes er bedst at fiske i, og så tilpasse grej og udstyr til disse forhold. Man skal tro på det man laver – for tror man ikke på det, man laver, så forsvinder koncentrationen og den ihærdighed, som skal til for at få succes, siger Ramazan.
SNAK MED DE LOKALE. – De lokale ved som oftest, hvad der foregår i deres egen baghave, så snak med dem – det lønner sig, fortæller Ramazan. – Gennem de lokale på både Stevns, Møn og Vestsjælland har jeg fået en masse ekstra uvurderlig indsigt i, hvornår et givent område fisker godt.
Derudover er det aldrig dårligt at modtage fangstrapporter og meldinger om fx vandets farve, eller hvordan vinden helt specifikt er aftenen inden en planlagt tur. Det er kun de lokale som har denne viden, da de kan få den ved blot at kigge ud af vinduerne. En melding som fx ”at vandet er så farvet, at det ikke når at klare op til i morgen tidlig”, er guld værd.
Det er lige præcis sådan en melding, som sparer en for mange spildte kilometer i bil. Men – for at få noget brugbart ud af de ”lokale” er det vigtigt, at give noget retur, for selvom de har fiskevandet lige uden foran hoveddøren, så sætter de selvfølgelig også pris på at få at vide, hvordan ens tur har været – samt hvilke observationer man har gjort sig under sit fiskeri.
TAG EN GUIDET FISKETUR: – Selvom jeg for halvandet år siden var begyndt at fiske med et par rutinerede kystfiskere, manglede der som sagt noget. På de fisketure jeg havde med ”profferne”, fyldte fiskeriet rigtig meget, og ofte gik man langt fra hinanden eller affiskede hver sin del af et stræk. I praksis havde det den betydning, at fiskestrategi og pladsvalg kun var noget, der blev snakket om i bilen, når der skulle skiftes plads.

Der er fuld fokus på stangen når gennemløberen spinnes ind.
Her følte jeg, at jeg manglede én som gik tæt på mig og kom med råd og vejledning i forhold til, hvordan jeg fiskede. I den forbindelse valgte jeg, at tilmelde sig en guidet fisketur, hvor temaet for turen var fiskestrategi samt læsning af kysten og pladsvalg ud fra vind og vejr.
Jeg fik rigtig meget ud af turen, hvor turens guider velvilligt fortalte og forklarede – samt havde fokus på hvordan han både kastede og fiskede. Det man for alvor lærer noget af, er når guiden virkelig bruger tid og ressourcer på at hjælpe deltagerne med at optimere den måde, hvorpå de fisker – så de får en genvej til hurtigere, at blive bedre som kystfisker.
FIND FISKENE: Selvom det bliver skrevet og sagt igen og igen, så er det ikke altid nemt at efterleve. For hvad menes der med ”at fiskene skal findes, og der skal dækkes så meget vand som muligt”?– Når jeg ser tilbage på mine tidlige dage som kystfisker, var jeg meget stationær, og ofte tilbagelagde jeg ikke mere end få kilometer på en dags fiskeri. Det står i skærende kontrast til hvor meget jeg bevæger mig rundt den dag i dag. På en dagstur til Møn er det ikke unormalt, at jeg tilbagelægger mere end 10 kilometer i jagten på havørreden – samt fisker på alt fra tre til syv forskellige pladser.
FISKERI ER SOM FODBOLD: Under en af mine fisketure med Ramazan kommer han med en meget præcis sammenligning. – Fiskeri er som fodbold, siger han. – For træner man fodbold tre gange ugentligt og spiller kamp hver weekend, så er man bare lige det skarpere i forhold til, hvis man ikke trænede og kun spillede kamp. Ligesom med fodbold er det derfor ofte de små detaljer, som er udslagsgivende for succes eller fiasko, når man fisker på kysten, slutter han.
sep 25, 2020 | Nyheder
– I vinters flyttede jeg og bor nu ned til Ribe Østerå, fortæller Niels Lodberg Michaelsen. – Derfor satte jeg mig det mål at fange både en havørred og en laks der i år. Jeg har aldrig tidligere fanget hverken laks eller havørred i Ribe Østerå, men jeg er en flittig fisker i andre dele af åen, hvor fangsterne gennem årene har været ganske gode.
– I forsommeren lykkedes det at overliste en flot blank laks på omtrent 80 centimeter, og nu i går huggede havørreden så endeligt på orm. Og det var en rigtig flot dame på 73 centimeter og 5 kilo. Det er altid dejligt, når nye fiskemæssige målsætninger lykkedes, så nu må jeg jo til at finde nogle nye fiskemål til 2021 sæsonen, slutter han.
Hvad er dine fiskemål? – og har du indfriet dem her på det sidste? Send os en lille historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 24, 2020 | Nyheder
Einar Gjaldbæk Petersen har netop landet en fantastisk havørred, da han fiskede fra båd ved Stevns:
– Jeg lå og kastede med fluestangen fra min båd sammen med Andreas Aggerlund, da båden var drevet meget tæt på land. Her lagde jeg et kast helt ind 10 meter fra land, og næsten i det samme fluen landede på vandet, blev den taget af en massiv farvet fisk. Havørreden leverede en fantastisk fight, og mens kampen stod på, drev båden nærmest helt på land og var kilet fast imellem to store sten, hvorfra Andreas inden længe kunne lande den sikkert med nettet.
Den store havørred, som var 82 cm lang, huggede en lille hvid/transparent rejeflue. Fisken var i virkelig god stand, så den har vel vejet i omegnen af de syv kilo. Ud over denne fik jeg også en anden fin fisk på cirka to kilo, slutter han.
Har du selv oplevet noget spændende på kysten, så send os en lille historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Einar Gjaldbæk genudsætter sin havørred.
sep 20, 2020 | Nyheder
– Som optakt til den store Snurrebasse Cup, som afholdes fra d. 1. – 4. oktober skulle jeg lige teste et par af mine gamle aborrespots i Køge bugt, for mon ikke en grov aborre har en god chance for at løbe med en præmie som bedste bifangst, beretter Tue Blaxekjær. – Da målet med dagens tur var aborre, var jeg udrustet med UL stang og nettet lå hjemme i skuret. Efter at have fisket i godt en time hvor eneste kontakt var en lille hornfisk på knap 15 cm til min makker, fik jeg et solidt hug helt ude i kastet. Det stod hurtigt klart, at det ikke var en aborre men en noget større og stærkere fisk, som havde taget min forsølvede Skrue. Efter et par minutters tovtrækkeri hvor UL stangen flere gange krøllede helt sammen, blev fisken mere medgørlig, og landingen hvor den blev kanet ind på kysten mellem sten, tang og ålegræs forløb heldigvis helt uden problemer. Fisken som var godt tyk målte 63 cm og vægten stoppede ved 2,65 kg. De sortstribede så jeg intet til, men hvad gør det, når en fin havørred forbarmer sig over en.
Har du selv været ude at fiske, så hører vi meget gerne om dine bedrifter på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 19, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
For blot fem år siden fiskede hverken Andreas Valentin Thomsen eller Thorbjørn Sørensen, som begge er 27 år, efter kystørred. Men så tog de en beslutning: Der skulle fanges havørred. Allerede året efter havde de designet deres egne super velfangende blink – og fanget fisk på det. Her får du historien om god energi, iværksætteri der vil frem – og hvor hurtigt det reelt set kan gå, hvis man virkelig vil: I 2017 startede de samme blinkfirmaet Ilures – der i dag køres af Andreas alene.
Af JENS BURSELL

Andreas Valentin Thomsen og Thorbjørn Sørensen nyder udsigten ved Vejle Fjord.
MORGENEN er ung endnu, da jeg ruller ind i skoven og møder de to gæve unge havørredfiskere – Andreas og Thorbjørn. De har allerede ventet lidt, så de er klar med stort K – iført støvler, waders og det hele. Inden længe har jeg også fået snøvlet mig klar – og kort efter bevæger vi os ned langs de blændende smukke kystskrænter på nordsiden af Vejle Fjord.
Bøgen står perfekt med sit grønne løvhæng – og bag grenene glimter fjorden lokkende. Inden længe er vi helt nede ved vandet.
- Lige her har vi haft et rigtig godt fiskeri på det sidste og fået adskillige fisk på hver eneste tur, fortæller de, mens vi får sat et par af deres nye gennemløbere på forfanget. Allerede i et af de første kast er der fast fisk for Andreas, og efter en kort gang luftakrobatik, kan han lande en fin sølvblank fisk omkring målet, der lynhurtigt og forsigtigt får sin frihed igen.
Vi spotter en enkelt fisk mere på vores tur ned over strækket, men udover den gode start, går det lidt langsomt. Solen bager – og der er ikke meget vind. Inden længe beslutter vi os derfor for at køre til Fyn og forsøge os med en plads, der plejer at være lidt bedre under disse svære forhold til dagsfiskeri.
VEL FREMME på den næste plads lægger Andreas igen ud med et perfekt kast ind over et mørkt område, og sekunder efter står han igen med fast fisk på. – Den kan helt klart noget den her, siger han henkastet over skulderen til mig, der går lige bagved. Han har en blå/sølv version af Ilures Tobisen på, mens jeg selv har sølvversionen i stål for enden af linen. – Hvor der er én er der ofte flere, tænker jeg så jeg kan bare ikke dy mig… Mens Andreas fisk nærmer sig nettet lægger jeg et kast ud over samme område – og kort efter står jeg også med en fin fisk på. Jo – der er ingen tvivl om, at de tobisimitationerne sidder lige i skabet – og meget tyder på, at havørrederne er helt enige.
DE TO GUTTER har helt sikkert ikke ligget på den lade siden de startede med at fiske. – Vi kender faktisk hinanden fra meget langt tilbage, fortæller Andreas. – Vi har gået i folkeskole sammen i den jyske by Thyregod, og har efter dette fulgtes ad hele vejen op igennem gymnasiet, hvor vi også gik på naturfagslinjen sammen.
Andreas har fisket efter havørred de sidste fem år og Thorbjørn kom med på fiskevognen for blot fire år siden. – Jeg har altid fisket rigtig meget, men problemet har i perioder været, at jeg har spillet så meget fodbold, at der bare ikke var særlig meget tid tilbage, fortæller Andreas. – Men – efter gymnasiet havde vi pludselig rigtig meget tid, fordi vi holdt et sabbat år, og så var det altså bare havørredfiskeriet, der fangede os lige med det samme. – Tid var der jo nok af – og så blev vi altså bare enige om at fyre den for vildt af på kysten, mens vi havde alle mulighederne for at gøre det, griner de. Og som sagt så gjort: De to fyre brugte derefter al deres tid på at køre rundt og fiske kysterne tynde, i deres jagt på sølvtøjet langs de Østjyske og Vestfynske havørredrevirer, og det var noget der til sidst gav sølvblanke resultater.

Denne fisk faldt for en Ilure gennemløber fisket med Release Connector.
– I STARTEN kan vi vist roligt sige, at det gik det noget langsomt, siger Thorbjørn og smiler mens han tænker tilbage på en hel masse ture, hvor de brugte hundredevis af timer på at fangede ufattelig lidt i forhold til deres anstrengelser.
Efter sabbatåret studerede Andreas Naturressourcer på Københavns Universitet, men besluttede sig efter knapt et år til at stoppe uddannelsen, hvorefter han flyttede retur til Thyregod. – Så skulle jeg jo finde på noget andet at lave – og jeg besluttede hurtigt, at det skulle have noget at gøre med fiskeri, fordi det havde jeg jo altid været helt vild med, fortsætter Andreas. – Hans idéer passede godt sammen med, hvad jeg gik og foretog mig på mit studie, der hedder Business Development Engineering i Herning, fortæller Thorbjørn. – Dette studie, som er en del af Århus Universitet, er nemlig stærkt fokuseret på iværksætteri, og i forbindelse med dette, var jeg selvfølgelig også på udkig efter et godt projekt, der var i tråd med studiet.
– Da jeg kom hjem fra København tog jeg allerede den første dag over til Thorbjørn, så vi kunne kunne lægge store planer over nogle øller – og allerede efter et par dage i tænkeboxen fik vi den idé, at vi ville starte med at fremstille kystblink, beretter Andreas.
– PÅ STUDIET har jeg lært at tegne i CAD, som er et computerprogram, man bruger til at designe objekter i 3-D, forklarer Thorbjørn. – Programmet kan selvfølgelig også bruges til at designe blink, så det gik jeg selvfølgelig i gang med sammen med Andreas. Når man arbejder på denne måde er processen ret hurtig, for når man har tegnet sit blink, printer man det blot ud på en 3-D printer for at evaluere resultatet og bruge dette til at lave den mere traditionelle støbeform. – Allerede en måned efter beslutningen om at vi skulle til at lave vores egne blink blev truffet – havde vi det første demo-eksemplar af vores blink klar til testfiskeri, og blot ti dage senere havde vi fanget den første havørred på det.
– DET NYE BLINK – der senere er blevet kendt som Ilures Tobis – satte for alvor skub i tingene, fortæller de. – Det første år fangede vi næppe mere end ti havørred over målet, men med de nye blink og noget mere erfaring i bagagen, lykkedes det Andreas året efter at fange over 300 ørred over målet, hvilket for alvor begyndte at give os rigtig meget blod på tanden til at fortsætte ud af samme tangent. De mange fisk gjorde, at vi efterhånden kendte vores blink rigtig godt, hvilket selvsagt også giver den optimale grobund for at fintune og forbedre produktet, inden den endelige version kommer i produktion.
– I dag har vi mange forskellige Ilures Tobis i 18 og 24 gram i flere forskellige versioner – nemlig én med glat side og én af stål med et profileret skælmønster på siderne af blinket. Stål til gennemløbere er helt nyt, så det forventer vi os meget af, siger de to iværksættere. – Fordelen ved stål fremfor fx hvidmetal G som de fleste blyfri blink laves af, er at massefylden er lidt højere, så de kaster bedre – og disse blink har vi i 17, 20 og 22 grams versioner.
– ILURES KUTLING var det andet blink vi lavede, og det havde vi faktisk klar blot få måneder efter Tobisen, afslører Andreas. – Til at starte med havde vi den både i en 7 og 9 grams version, men vi har valgt fremover kun at sælge Kutling RL i 9 grams versionen, da de ligger ret tæt på hinanden. Kutlingerne fås pt i fem forskellige farver.
Jeg arbejder stadig med de 2 samme modeller som sidst: Kutling RL og Tobis RL. Men det seneste nye er, at jeg har fået lavet hver variant i 3 nye størrelser, så der nu kommer Kutling RL 10g, 14g og 18g – samt Tobis RL 10g, 18g og 26g.
Jeg arbejder stadig meget med forskellige overfladebehandlinger af ILURES gennemløberne, som Chrome, Bronze og RoseGold. I den forbindelse har jeg udviklet nye titanium overflader, som kommer i et væld af forskellige farver og nuancer. Som det er nu, har jeg udviklet 8 forskellige titanium “farver”, men mulighederne er stort set ubegrænsede, så fremadrettet vil der hele tiden blive udviklet nye farver.
– ILURES gik på markedet med deres lækre gennemløbere i december 2017, og siden er det gået forrygende med at få langede blinkene over diskene i deres webshop, siger Andreas. Efter Thorbjørn og jeg stoppede samarbejdet, har jeg valgt at fokusere på færre butikker med et mere nuanceret udvalg. Det gør jeg i forsøget på at skabe et mere eksklusivt brand og for at styrke samarbejdet med mine udvalgte butikker.
De butikker ILURES forhandles i nu er Effektlageret, Topgrej og Sport Dres.
– Vi har som sådan ikke været specielt inspireret af nogen af de danske blinkproducenter – vi har blot kigget på havørredens byttedyr – og så ellers bare lavet noget der ligner, samt kaster godt. Så simpelt er det, griner Andreas. – Det er klart, at vi så efterfølgende har arbejdet utroligt meget med vægtfordelingen i agnene for at få dem til at kaster perfekt samt gå godt i vandet – og det er blandt andet også på denne måde at Tobis´ens unikke trekantede tværsnit er opstået. Vi har selvfølgelig allerede nogle nye spændende blink på tegnebrættet, men dem må I høre om en anden gang, griner Andreas, som vi helt sikkert kommer til at høre meget mere til i de kommende år.
Ilures modtog legat på 25k fra Fonden for Entreprenørskab
– Gennem iværksættermiljøet på Århus Universitet fik vi kendskab til, hvordan man kunne ansøge om mikro-legater, som støtter iværksætter virksomheder, fortæller Andreas. – Da vi har finansieret alt selv, så vi det som en god mulighed for at skabe lidt startkapital. Vi sendte derfor den skriftlige ansøgning samt en videopitch, hvor vi fremlagde planen med vores virksomhed – samt vores forretningsidéer. Det resulterede i, at vi modtag et mikro-legat på 25.000 kroner – hvilket selvfølgelig hjalp os til at få en rigtig god start på virksomheden.
sep 18, 2020 | Nyheder
– En lidt spontan fisketur endte i går med at gå til Thurø rev i det flotte, men blæserige sensommervejr, fortæller Markus Jeppesen. – Vi var fire kammerater afsted, så allerede der var troen på en fisk lidt lille, da der var mange om buddet. Ikke bedre blev det, da en halvhård syd-sydvestlig vind umuliggjorde fiskeriet ved selve revet. Vi gik lidt længere mod vest, i håbet om at vi kunne stå i læ for vinden, men vi var alle lidt skeptiske, da ingen af os havde fanget fisk der før. Snakken om en ny plads var derfor allerede blevet samtaleemnet på den lille gåtur ned ad kysten.
– Vi nåede frem til et stykke med langt mindre vind – måske for lidt, og vandet var meget fladt. Dog så bundforholdene gode ud. Jeg tog første kast langs et lille smalt tangbælte 20 meter ude og tog 2-3 indspinninger på hjulet. Jeg mærkede straks små nøk på den sorte sandeel og gav da et langt spinstop. I det hjulet igen begyndte at køre rundt, mærkede jeg et hårdt ryk, og så var der fisk. Fisken gav en super fight på trods af størrelsen, og tog flere udløb samt et højt spring fri af vandet. Fisken kom efter 4-5 minutter i nettet og kunne måles til 50,5 cm – helt præcist, og den var temmelig tyk. Minsandten om Sydfyn ikke igen gemte på en fin sensommerfisk. En fed oplevelse – og det er super, at vi nu har et nyt spot vi kan bruge tid på.
Har du selv været ude at opleve fiskeriet på de danske kyster, så hører vi meget gerne om dine fangster. Du kan kontakte redaktionen på 30 70 02 36 eller e-mail jb@fiskogfri.dk.
sep 17, 2020 | Nyheder
– Simon Hansen fra Odense er lige startet på at fluefiske, og det har været en hård start med flere nulture, fortæller Jim Müller. – Men i går lykkedes det, og han fik efter en ihærdig indsats på den fynske kyst, hvor han havde fisket i flere timer, sin første havørred på fluestangen – efter kyndig guidning fra Nikolai Nygaard, som virkelig har styr på sine pladser. Det var et sandt tordenhug og den fightede fortræffeligt, men efter en længere kamp kom den til sidst i nettet. Hans debutfisk var flotte 46 centimeter, og det var ikke svært at se smilet. Men ikke nok med det – der var både rysten på hånden, jubel og råben på kysten. Endelig lykkes det at få hul på bylden – flot hjulpet på vej med hjælp fra Nikolai. Simon endte faktisk med at få to fine havørreder i nettet, da dagen sluttede med en undermåler også. Begge fisk blev nænsomt genudsat. En ny fynsk fluefisker blev født i går!