apr 4, 2021 | Nyheder
Traditionen tro bliver der landet nogle solide trollinglaks, når de store vandringslaks på vej mod blandt andet Mørrum indfinder sig i Hanøbugten i hjørnet af Østersøen mellem Skåne og Blekinge. Og som det plejer at være, så er det lige nu i april – maj, at mange af de allerstørste laks bliver landet i området.
Pelle Karlsson er en af de mest erfarne trollingfiskere i området, og på hans båd har gast Niklas Hallberg netop landet en fantastisk laks på 20,5 kilo og 119 centimeter, som tog 40 minutter at lande. – Storlaksen, som er den første over de magiske 20 kilo fra området i år, huggede et gammelt trollingblink – Pirat 66 – der var malet om af en af mine venner. Blinket blev fisket helt oppe i overfladen, fortæller han til Fisk & fri.
I vores video med Pelle Karlsson, som du kan se her, giver man masser af tips til, hvordan du selv målrettet opsøger storlaksen – og fanger den.
jul 4, 2020 | Artikler, Sponsoreret, Trolling, Video
Svenske Pelle Karlsson fra Team Garmin har været med siden trollingfiskeriets begyndelse, og med hele ni laks over 20 kilo fanget fra sin båd er han er en af de absolut mest erfarne laksetrollingfiskere i Skandinavien. Fisk & Fri er taget et smut med på Hanøbugten for at aflure trollinglegenden en solid stak tricks, der giver dig markant bedre kort på hånden, når du selv skal prøve kræfter med storlaksen fra din egen båd.
På turen kigger vi nærmere på, hvordan du bruger din marineelektronik til at finde fiskene under forskellige forhold – samt hvordan du kan anvende eksempelvis Garmin Panotix til ikke blot at spotte fiskene, men også til at se dens reaktioner på din agn – live mens du fisker. Efter denne yderst lærerige lektion går vi i dybden med de forskellige agn, blink og teknikker, der giver dig størst chance for en storlaks under forskellige forhold. Og så fanger vi selvfølgelig også en håndfuld flotte laks undervejs.
Du kan læse meget mere om Pelle Karlsson i denne artikel på fiskogfri.dk.
apr 27, 2020 | Nyheder
Vandringslaksene i Østersøen er nu ved at været nået op til Hanøbugten i deres færd nordpå mod bandt andet Luleå, Kalix og især Torneelven i den nordlige del af den Botniske Bugt. Det afspejles tydeligt i de store fangster af velvoksne laks herfra i de sidste par dage. En af dem, der traditionen tro har fået godt med store fisk, er lakseguruen Pelle Karlsson, der fisker sammen med en anden garvet trollingfisker – Olle Bussenius.
I forgårs landede det erfarne team næsten samtidigt med Pierre Ivanssons 26,5 kilos laks en helt fantastisk flot laks på 19,5 kilo, som huggede efter et blink i 70 fods dybde på downriggeren. Storlaksen leverede en fantastisk fight, og gik i nettet cirka 45 minutter efter, at den huggede. Dagen gav yderlige 7 flotte laks plus en 4,5 kilos havørred til de to trollingseksperter.
Pelle har i sin båd landet 9 laks over de magiske 20 kilo, og han har om nogen styr på fiskeriet efter de helt store vandringslaks. Glæd dig til vores artikel og film om den ikoniske trollingfisker her på fiskogfri.dk om 1-2 ugers tid.
Har du selv været ude og lufte båden med et par fiskestænger ombord, så glæder vi os til at høre om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 27, 2020 | Nyheder
Nicklas Wivel fra Team Wivel og Seppo Kautto fra Team Taimen var ligesom flere andre taget ud fra Hässelö. De to havde i Seppos båd sejlet over 25 sømil sydpå ud i Hanöbugten. Først fik Seppo en flot fisk på 11,5 kilo, hvorefter Nicklas fik et megahug helt oppe i overfladen. – Det tog hele 35 minutter, inden fisken viste sig første gang, og den var bare stor. Til sidst kom laksen dog sikkert i nettet, og det viste sig, at laksen vejede fantastiske 21,5 kilo. Storlaksen tog en brisling fisket på et lille 20 grams agnhoved bag en VK Flasher.
En anden super laks, der blev taget i området i går, huggede på Pelles søns båd: 17,5 kilo vejede Andreas Karlssons storlaks. Æblet falder ikke langt fra stammen. Tjek også Pierre Ivanssons 26,5 kilos monsterlaks fra i forgårs.
Har du selv været ud at fiske? Husk at sende os en fangstrapport og et godt foto, hvis du har succes ved vandet. Du kan kontakte os på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Seppo Kautto og teammakkeren Nicklas Wivel med den flotte laks
apr 26, 2020 | Nyheder
Fisk & Fri har netop talt med Pierre Ivansson, der i går har landet, hvad der så vidt vides er årets største trollinglaks i Østersøen:
– Jeg var taget ud på Hanøbugten i strålende vejr med perfekte forhold, og havde blot fisket i fem minutter, da det vanvittige hug kom helt oppe i overfladen på mit Ismo Magnum blink, fortæller han. – Det blev en vild fight på omkring en time, hvor der var totalt kaos, for storlaksen fik filtret sig ind i tre liner på vejen ind.
– De jeg var alene på båden, gjorde linefilteret ikke landingen lettere, og jeg måtte da også forsøge mig tre gange, inden den enorme laks lå sikkert i nettet, fortsætter han. – Det er ikke første gang, at jeg har haft en gigant laks på krogen, men de er alle blevet mistet. Men denne her sad bare perfekt på krogen – og havnede sikkert i nettet. Giganten vejede 26,5 kilo og var 123 centimeter lang, slutter Pierre. Den enorme laks er så vidt vides med god margin den største laks, der er taget i Østersøen i år. Pierre har trollingfisket i området siden de gode gamle dage i slutningen af firserne.
Du får flere dugfriske nyheder fra området i morgen tidlig, hvor vi løfter sløret for endnu en kæmpelaks fra området.

Her ser du det Ismo Magnum blink, som Pierre Ivanssons gigant laks huggede på.
