STORGEDDE LOD SIG OVERLISTE AF DØD SKALLE

– For et par dage siden havde min fiskemakker og jeg planlagt en fisketur med død agn, fortæller Kim Jeppesen. – Død agn har aldrig været vores speciale, da vi mest har gjort os i spin og flue, men nu skulle det være. Vi har været ude et par gange før med død agn, men har aldrig haft succes, hvilket nok også mest handler om vores tålmodighed. Denne tur tog vi ned et par dage før i det lokale vandhul og fangede nogle skaller til død agn.

– På dagen mødtes min makker og jeg nede ved søen ca. kl. 8:30. Vi tog ned til vores spot, hvor vi vidste, at vi havde fanget gedder før og riggede til. Jeg begyndte at kaste ud og måle dybder, og da jeg fandt dybden cirka 1,60-80 meter, følte jeg, at jeg kunne fiske optimalt. Mit rig går ud på at fiske med flåd og glidebly, og så sætter jeg et lille stykke skum som får skallen til at flyde lidt op. Da vi havde kastet, gik der ikke mere end 40 minutter, da vi lige pludselig så en fisk vende i overfladen ved siden af mit flåd. Jeg nåede lige at tænke, hvad fanden var det – er der en fisk der svømmer rundt og leger med mit flåd?

– Da mit flåd lige pludselig dykkede under, gav jeg den lige et par sekunder, og herefter sad gedden helt perfekt i modhugget. Jeg kunne med det samme mærke, at dette var en fornuftig størrelse fisk. Jeg fik kæmpet med den i noget tid, og da den kom ind til kanten, kunne min fiskemakker og jeg godt se, at den var rigtig stor. Da jeg så den, tænkte jeg, at den skulle jeg bare ikke tabe. Heldigvis tog min fiskemakker den i et solidt gællegreb og fik den op af vandet. Vi fik vejet den til 9.6 kilo, og det er den største jeg har fanget nogen sinde – samtidig med, at den også var min første fisk på død agn. Min kammerat fik også sin første fisk denne dag på cirka to kilo, og vi havde mere aktivitet på stængerne, men de blev desværre ikke kroget ordentlig, så de hoppede af. Alt i alt en god dag for fisketeamet. Det er i hvertfald ikke sidste gang vi fisker med død agn.  

 

Geddefeber

Tradera

ET TUNGT HUG PÅ ABORRESTANGEN 

En af de mest fantastiske ting ved at fiske er, at man aldrig rigtig ved, hvad der kommer til at ske på forhånd – eller hvad der hugger for enden af din line næste gang. Fiskeriet er derfor fuldt af overraskelser, og det var det også for Paweł Kowalski, da han her den anden dag var ude for at fiske efter aborrer:

– Jeg var taget sammen med en ven ud for at fiske efter aborrer, og vi startede allerede tidligt fra morgenstunden, inden det var blevet helt lyst. Vejret var dårligt, vinden blæste, det regnede lidt og det var meget koldt. Lufttemperaturen var 3 grader og søvandet 7 grader. Men det lod vi os ikke slå ud af.

– Efter blot et par timers fiskeri havde vi fanget 20 smukke aborrer, så jeg tænkte, at det måtte være tid til at sætte et nyt softbait på – nemlig en 10 grams jig i gul/sølv. Da jeg havde fisket i en halv times tid med den nye agn på 8 meter vand, fik jeg pludselig et forsigtigt, men tungt hug. Der gik ikke mange splitsekunder, før jeg vidste, at det ikke var en aborre, og efter fem minutters hård fight, kunne jeg lande en flot gedde på otte kilo og 102 centimeter: Ny PR.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Tradera

EN SMUK GEDDE PÅ GUMMIET

Gedder er vilde med softbaits, som er en helt suveræn agn – blandt andet, når der skal fiskes dybt og langsomt her i det efterhånden kolde vand:

– Jeg var i dag igen på min favoritsø for at fiske efter aborrer, fortæller Adam Snarski. – Vejret var dejligt, vinden var let på den side af søen, hvor jeg fiskede – og temperaturen var lun for årstiden – nemlig seks grader i luften og fem grader i vandet. Jeg begyndte at fiske klokken 8, og efter cirka tre timer havde jeg fanget omkring 15 aborrer. Jeg skiftede til en gul jig, og pludselig fik jeg et markant tungere hug, end jeg havde haft hele dagen. Fisken, som viste sig at være en god gedde, kæmpede virkelig godt på mit lette grej, men efter fem minutters kamp, måtte den give op. Den flotte fisk vejede syv kilo, og jeg tog hurtigt nogle fotos, hvorefter fisken blev genudsat.

 

Daiwa Open 2025

Tradera

En fin dag med geddedørg på Sorø Sø

– Dørgefiskeri om vinteren efter gedder på de dybere søer kan være en tålmodighedsøvelse, fortæller Jacob Bøggild. – Men på Sorø Sø er der ofte ikke så langt mellem huggene. På min seneste tur i starten af december blev det til 6 gedder i løbet af et par eftermiddagstimer. Huggene faldt jævnt fordelt over dybder mellem 9 og 12 meter. Jeg fiskede med ørredimitationer fra Savage Gear. De små fisker gerne fint på søen, men denne dag ville gedderne kun have dem i mellemstørrelsen – og helst en orange.

– Der er en særlig stemning på en sø af en vis størrelse om vinteren, når det tidlige mørke indfinder sig. Og når fiskene gider lege med, så er det jo bare skønt, slutter han.

Har du selv været en tur ude efter de aflange grønne, hører vi meget gerne fra dig. Send os din fangsthistorie til jb@fiskogfri.dk eller sms den til telefon 30 70 02 36. Send meget gerne 10-15 linjer og et vandret foto – eller et lodret foto, der kan beskæres.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Der er altid en helt særlige stemning på geddesøen, når solen er ved at gå ned.

Der er altid en helt særlige stemning på geddesøen, når solen er ved at gå ned.

Tradera

SMUK ÅGEDDE PÅ LEVENDE AGN

Mange åer byder på et fint geddefiskeri vinteren igennem. Betina Louise Lorentsen, som har haft brug for en pause i knudefiskeriet, har netop været på en hyggelig lille tur med manden til Skelby ved Susåen på Sjælland. Her blev det først blev til tre bette gedder, så derefter en på tre kilo – og så rundede hun lige turen af med denne tyksak på 5,1 kilo, som du kan se på billedet ovenfor.

– Geddefiskeriet er mit favorit fiskeri, siger hun. – Vejret var skønt, der ingen vind og man burde næsten skamme sig, hvis man var blevet hjemme. Fiskene blev taget på levende agn fisket under et cigarflåd med hjemmelavede gedderigs bundet med 0,90 mm monofil line og 2 str. 6 trekroge.

 

Friluftsland

Tradera

GODT GANG I GEDDEFISKERIET

Der er efterhånden ret godt gang i geddefangsterne rundt omkring i hele landet, og der fanges fint med fisk på alt fra kunstagn til agnfisk. En af dem, der har haft held med de store, er Adam Snarski:

– Søndag den 22. november 2020 tog min ven og jeg ud for at fiske efter sandart, fortæller han. – Vejret var ret dårligt, og der var en stærk vind hen over søen. Vandtemperaturen var otte grader, og efter to timers intenst fiskeri fangede jeg en 75 cm gedde. Så var vi i gang. Efter at have skiftet fra en wobler til en jig, fik jeg efter 10 minutter et kraftigt hug fra en stor fisk, og efter en heftig kamp kunne jeg lande en smuk gedde på 113 cm, hvilket er min nye rekord på gedde, slutter han.

Har du selv været ude for at udfordre de skarptandede, så send os din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Send meget gerne 10-15 linjer, og det optimale er et vandret billede.

 

Geddefeber

 

Tradera

3 × PR på gedde

– Jens Normark var hjemme ved mig klokken fire søndag morgen, hvorefter vi kørte mod vandet for at fiske efter gedder, fortæller Mads Davidsen. – Til geddefiskeriet brugte vi denne dag nogle ret store levende skaller som agn, som vi let kan kaste med vores Savagegear MPP Baitfish stænger, der er super gode til de helt store geddeagn.

– Nå men vi ankom til vandet og var klar til at fiske klokken 07.30, men den første time skete der ikke noget. Pludselig kom dagen første hug, og det viste sig at være en rigtig flot gedde til Jens – en ny PR fisk på 107 cm og 9,75 kg. En kanon flot gedde.

– De næste par timer var det et lidt svært fiskeri, så vi flyttede spots en del gange. Vi stod netop og snakkede om at flytte plads igen, da jeg spottede en rigtig stor gedde som viste hele ryggen i overfladen. Jeg kastede straks min skalle over til den, og ramte plet, så der gik ikke mere end 30 sekunder, før den huggede.

– Få sekunder efter kom mit flåd desværre op igen, så jeg begynde at koge indvendigt, da jeg vidste, at det var en rigtig stor fisk. I stedet kastede jeg en ny skalle ud i hovedet på den, og to minutter efter huggede den igen, og denne gang fik jeg en godt kroghold på den og kunne med det samme mærke, at det var den gedde, jeg havde spottet.

– Efter et par massive udløb fik vi den sikkert i nettet, og jeg kom med et gladt hyl, da det uden tvivl var min første 10+ gedde og dermed en ny PR gedde til mig også. Vi fik den målt og vejet til 112 cm og 12,14 kg, så jeg var ovenud lykkelig for den flotte gedde, som fik sin frihed igen. Efter det fiskede jeg ikke helt vildt seriøst, for jeg havde jo fanget det jeg kom efter.

– Vi sejlede derefter videre til næste spot, men nu var fiskeriet for alvor blevet helt dødt. Der kom kun et hug mere på de sidste par timers fiskeri, og det gik til Jens. Men skidt med, at der ikke kom flere huk, da Jens nu for anden gang denne dag fik ny PR-gedde. Denne gang var det en super flot gedde på 110 cm og 9,78 kg. så den slog hans PR-gedde fra tidligere på dagen med 30 gram. Alt i alt havde vi en kanon god dag vi sent vil glemme med hele tre PR-geder, så det gjorde ikke så meget, at vi ikke fangede vildt mange fisk.

 

Daiwa Open 2025

 

Jens Normark med sin nye PR på gedde.

 

 

Tradera

Et par fine gedder fra Stege Nor

Bestanden af brakvandsgedder er ikke, hvad den har været i Stege Nor, men hvis man rammer rigtigt, kan man dog stadig være heldig og få en god dag:

– Vi havde lejet et sommerhus ned til vandet, hvor vi skulle to familier på afslapningstur, fortæller Robert Iversen. – Og selvfølgelig skulle båden med.

Dagene op til blev der undersøgt, hvad der var kommet ind af fangstrapporter, og det så ikke så lovende ud, da de fleste var taget fra Noret uden held. Ud over det, var vejrudsigten da også en lille udfordring, da det var sat til at blæse 20m/s. Men afsted skulle vi.

Vi fiskede tre dage, hvor vi havde kontakt til en fin portion fisk, og fik da også en god portion i båden. Top fiskene blev på 105-94-90. Alle fisk blev taget på egne agn.

Vi må krydse fingre for, at der igen kommer en flot bestand af gedder i Noret, da det er et virkeligt fedt fiskeri.

drømmerejse iFish Travel
Tradera

NY VIDEO: MED BAITBOAT EFTER GEDDER

Fiskeri med død agn efter gedder er en virkelig god metode til mårettet fiskeri efter store gedder, men det er også et fiskeri, hvor der kan være meget langt mellem snapsene – selv på de gode vande. Især med større døde agn er det svært at kaste særlig langt, og her kan det være en fordel at anvende en bait boat til at sejle agnene ud. I denne video, som vi lige har lagt op på Fisk & Fris YouTube kanal, giver Jens Bursell dig tips til, hvordan en baitboat virker – samt hvordan du bedst sejler dine agn ud. Du får også tips til, hvordan du kan skabe et ekstra duftspor ved dine agn med en lille sparsom fodring. Videoen er oprindeligt fra 2019.

Videoen er på engelsk

Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.

Du kan læse meget mere om fiskeriet efter gedder med død agn i bogen Geddefeber, som du kan købe her.

Friluftsland

 

Jens Bursell med 13,8 kilos gedde taget på en agn, der blev sejlet ud med baitboat

Jens Bursell med 13,8 kilos gedde taget på en agn, der blev sejlet ud med baitboat

Tradera