– For et par dage siden havde min fiskemakker og jeg planlagt en fisketur med død agn, fortæller Kim Jeppesen. – Død agn har aldrig været vores speciale, da vi mest har gjort os i spin og flue, men nu skulle det være. Vi har været ude et par gange før med død agn, men har aldrig haft succes, hvilket nok også mest handler om vores tålmodighed. Denne tur tog vi ned et par dage før i det lokale vandhul og fangede nogle skaller til død agn.

– På dagen mødtes min makker og jeg nede ved søen ca. kl. 8:30. Vi tog ned til vores spot, hvor vi vidste, at vi havde fanget gedder før og riggede til. Jeg begyndte at kaste ud og måle dybder, og da jeg fandt dybden cirka 1,60-80 meter, følte jeg, at jeg kunne fiske optimalt. Mit rig går ud på at fiske med flåd og glidebly, og så sætter jeg et lille stykke skum som får skallen til at flyde lidt op. Da vi havde kastet, gik der ikke mere end 40 minutter, da vi lige pludselig så en fisk vende i overfladen ved siden af mit flåd. Jeg nåede lige at tænke, hvad fanden var det – er der en fisk der svømmer rundt og leger med mit flåd?

– Da mit flåd lige pludselig dykkede under, gav jeg den lige et par sekunder, og herefter sad gedden helt perfekt i modhugget. Jeg kunne med det samme mærke, at dette var en fornuftig størrelse fisk. Jeg fik kæmpet med den i noget tid, og da den kom ind til kanten, kunne min fiskemakker og jeg godt se, at den var rigtig stor. Da jeg så den, tænkte jeg, at den skulle jeg bare ikke tabe. Heldigvis tog min fiskemakker den i et solidt gællegreb og fik den op af vandet. Vi fik vejet den til 9.6 kilo, og det er den største jeg har fanget nogen sinde – samtidig med, at den også var min første fisk på død agn. Min kammerat fik også sin første fisk denne dag på cirka to kilo, og vi havde mere aktivitet på stængerne, men de blev desværre ikke kroget ordentlig, så de hoppede af. Alt i alt en god dag for fisketeamet. Det er i hvertfald ikke sidste gang vi fisker med død agn.  

 

Friluftsland Fjällräven

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This