LYSTFISKERI I FLORIDA – EN SUCCESHISTORIE
Floridas bonefish hører til blandt verdens største og er en eftertragtet sportsfisk.
Vestatlanten og det Caribiske Hav byder i dag på et fantastisk fiskeri. Men sådan har det ikke altid været. Her får du den fascinerende historie om, hvordan en marinebiolog var med til at vende kurven for Floridas styrtdykkende fiskebestande, så man i stedet kunne udvikle et lukrativt lyst- og erhvervsfiskeri.
AF MARIA ÅLANDER OG MARTIN FALKLIND
SOMMERAFTENEN ER MAGISK, og vi kan sidde ude hele aftenen uden at fryse. Vores gæst, Dr. Russell Nelson viser os, hvordan man griller på amerikansk og tilbereder et fantastisk måltid. Hvor uopdragent det end er, finder jeg notesblokken frem og siger: – Russell, nu må du fortælle os, hvad du og dine kollegaer gjorde for at vende Floridas hav fra en ørken til den succeshistorie det er i dag.
Russell ser på mig og tager en tår af sit glas. – Skal vi virkelig tage den nu? –Ja, ellers får vi det aldrig gjort. Russell sætter sig nøjsomt til rette, som om det kommer til at blive en lang aften, og de efterfølgende timer sidder vi helt opslugt, mens Russell fortæller historien, der begyndte lige efter 2. Verdenskrig.
Lystfiskeriet i Florida er »Big Buisnes«, hvilket tydeligt ses på guidernes toptunede både.
Et skift til bæredygtig fiskeriforvaltning
– I 40’erne OG 50’erne voksede det kommercielle fiskeri i Florida, fortæller han. – Metoderne og redskaberne var blevet moderniseret og fiskeriet, der førhen var bedrevet af fattige fiskere, var nu en lukrativ industri på storskala. I takt med, at pengene begyndte at rulle ind, fik fiskeriindustrien stor indflydelse og magt, fortsætter Dr. Russell. – Som alle andre ste[1]der i verden, hvor erhverv etablerer sig og får politisk indflydelse, blev der bygget strukturer op omkring branchen for at støtte og beskytte den. Det var et vigtigt og indtægtsrigt erhverv, og man stillede ikke spørgsmål fra politisk side.
– På et punkt skilte Florida sig dog ud fra mængden. I 60’erne og 70’erne begyndte mange midaldrende amerikanere at flytte til Florida for at komme tættere på havet. Lystfiskere, surfere, lystsejlere og naturelskende mennesker befolkede pludselig strandene i denne tidligere erhvervsfiskerstat, forklarer Russell. – De tilflyttende lystfiskere havde en kultur med sig fra det amerikanske indlandsfiskeri. Og det var denne gruppe, som i 70’erne opdagede, at fiskebestandene i havet ud fra Floridas faldt drastisk. På trods af at USA, via Fishand Wildlife Commission, længe havde haft en gennemtænkt og bæredygtig forvaltning af ferskvandet, forefandt der ingen forvaltningsplaner for det salte vand. De tilflyttende lystfiskeres nødråb om king mackrell, redfish og spotted sea trout, blev affejet med begrundelsen, at det var naturlige variationer. Og eftersom der ikke eksisterede nogle studier, fandtes der heller ikke nogle referencer. Selv det velrenommerede marineforskningsinstitut i Florida havde overhovedet ikke forsket i sammenhængen mellem fiskepopulationer og erhvervsfiskeri i 70’erne, og det var helt enkelt for ømtåleligt et emne; man ville ikke risikerer noget.
Da trofæafgiften på 50 dollar blev indført på tarpon, voksede bestanden kraftigt, da lystfiskerne begyndte at genudsætte deres fangster.
Strengere fiskerirestriktioner og kvoter
– I midten af 80’erne reagerede Washington endelig på nødråbene fra lystfiskerne samt den urolige almene offentlighed. De stiftede den uafhængige kommission, Marine Fisheries Commission, og det var der, at jeg kom ind i billedet, smiler Russell. – Jeg havde akkurat afleveret afhandling i marine økologi og blev udvalgt som kommissionensforskningsansvarlige. Vi var syv seriøse og meget frygtløse kommissionærer, alle med forskellige kompetencer og baggrunde. Selvfølgelig var vi klar over, at det var en stor opgave, men vi havde på daværende tidspunkt ikke helt fattet hvor kolossal. Kommissionens opgaver var at finde ud af, hvordan man kunne forvalte havet for at få så mange fisk i vandet som muligt.
– Udgangspunktet var således ikke at maksimere fangsterne, men at maksimerer mængden af fisk i havet. Jeg tror, at formuleringen af ringen var en vigtig nøgle. Ved at anvende ordene »maximum abundance«, som betyder maksimal forekomst i stedet for »maximum extraction«, der betyder maksimalt udtag, som tideligere var udgangspunktet for fiskeriforvaltningen, skiftede man indgangsvinklen til forvaltningen. De tilsyneladende uendelige have fik klare rammer, der dikterede, at jo større fiskepopulationerne var, desto mere kunne man fiske op. Eller med andre ord – jo mere kapital desto mere rente… Det vigtigste ved denne kommission var dog ikke dens rådgivende instans, men at den havde mandatet til at indføre nye regler.
Martin Falklind (i midten) sammen med Kaptain Dan Kipnis tv. og Dr. Russell Nelson th.
Fiskekort og afgifter skaffer penge til forskning
Fiskekort til havet var kommissionens første bedrift. Et tiltag sportsfiskerne i Florida havde stemt ned flere gange tidligere, beretter han videre. – Alle sportsfiskere i Florida skulle nu betale 15 dollar for et årskort, mens besøgende betalte 35 dollar per år. Det var ikke mange penge for den enkelte, men sammenlagt blev det til en anseenlig sum, der gik ubeskåret til forskningsarbejdet. Det var en upopulær beslutning, der hurtigt blev populær.
– Med havfiskeafgiften fik sportsfiskerne nemlig pludselig kommerciel værdi, og de havde lettere ved at blive hørt i debatten. Det indledende brok hos lystfiskerne erstattedes hurtigt med vilje til at få orden i sagerne i havet omkring Florida. Med pengene fra havfiskelicensen kunne man nu begynde at ændre fokusset på forskningen. Den højeste prioritet var at fremskaffe brugbare data på de kommercielle arter. Data der kunne danne fundament for nye forvaltningsbeslutninger.
– FAKTA skulle erstatte antagelser og den første opgave forskerne kastede sig over, var at studere redfish, king mackrel og spotted seatrout, fortsætter han. – Disse arter er velsmagende, lever kystnært og var et populært bytte for både lyst- og erhvervsfiskere. Lystfiskerne påstod, at disse arter var ved at forsvinde på grund af erhvervsfiskeriet. Erhvervsfiskerne hævdede, at arterne havde flyttet sig, og at deres fiskeri ikke påvirkede bestanden nævneværdigt. Det var påstand mod påstand – så der skulle fakta til! Relativt hurtigt stod det dog klart for forskerne, at population de facto var nedadgående og at arterne fangedes på mindre områder. Hvad angår redfish, viste forskernes modeller, at mindre en 0,5 procent af fiskene overlevede længe nok til at blive kønsmodne på grund af et intenst fiskeri. Det viste sig desuden at 70 procent af dødeligheden blandt redfish var relateret til lystfiskeri.
Det er ikke kun lystfiskere, der stortrives i Florida.
Fiskepresset nedsat
– Kvoter måtte indføres og kommissionen foreslog straks strenge restriktioner for lyst- såvel som erhvervsfiskeriet, fortæller han. – Man ville mindske fiskepresset med 60 procent over en bred kam, men på redfish forslog man et totalt fiskestop. På trods af de alarmerende resultater forskerne kunne fremvise, blev der et vældigt postyr fra myndigheder, lystfiskere og erhvervsfiskerne. Der lød et ramaskrig og politikerne forkastede vores resultater og krævede nye undersøgelser.
– I kommissionen blev vi utroligt upopulære og modtog personlige chikaner fra alle kanter. Men det største bagslag var, at erhvervsfiskernes brancheorganisation gik til domstolen og hævdede, at de nye regler diskriminerede dem som gruppe. Nu gik det for alvor op for os, hvilken hvepserede vi havde stukket hånden i. Men de nye studier, som politikerne havde forlangt, viste heldigvis de samme resultater som de forgående, og i 1987 lykkedes det os at gennemføre lavere kvoter for lyst- og erhvervsfiskeriet. Og selvom det ikke blev til et totalt stop på redfish, så blev det til kraftige restriktioner på fiskeriet efter dem.
– Det eneste der kunne vælte alt, var domstolens afgørelse i erhvervsfiskernes diskriminationssag. Men heldigvis fastslog højesteretten, at erhvervsfiskeriet ikke var blevet forskelsbehandlet. Dette var et stor sejr og en af forudsætningerne for det arbejde, der fulgte.
I dag har Florida en så stærk sværdfiskebestand, at lyst- og erhvervsfiskere har store kvoter på dem, men sådan har det ikke altid været.
Hurtig genetablering af fiskebestandene
– Den hurtige genetablering af bestandene som fulgte, var måske mere held end forstand, griner Russel. – I og med, at forskerne på Marine Fisheries Commission havde kastet sig over netop redfish, king mackrel og spotted sea trout, der alle har en hurtig forplantningsrate, kunne man allerede fire årsenere se dramatiske forøgelser i bestandene. Det var så gode resultater, at man kunne øge kvoterne lidt.
– Både lyst- og erhvervsfiskerne kunne nu se, at der rundt om hjørnet ventede noget, som var bedre for alle. Kommissionen sørgede også for at lappe huller i forvaltningen, som helt enkelt var der grundet »gamle vaner«. Som fx bonefish. At disse bestande var i dårlig stand skyldes helt enkelt, at erhvervsfiskerne brugte dem som agn i deres krabbe- og hummertegner. Eftersom bonefish er en artsom kan generere store lystfiskerindkomster, så var det rent nonsens at bruge dem som agnfisk, og et totalforbud mod netfiskeriet efter dem blev indført.
Lystfiskernes Mekka – IGFA’s hovedkontor i Fort Lauderdale, Florida.
Flere undersøgelser af fiskebestandene
– Redskaberne var næste punkt på dagsordenen, og med pengene som rullede ind fra havfiskelicensen, kunne forskerne nu undersøge flere og flere fiskebestande, fortsætter han. – Og disse undersøgelser skulle skabe grundlaget for en så biologisk korrekt kvote som muligt. Parallelt med dette var kom[1]missionens langsigtede mål at udfase alle skadelige og non-selektive redskaber i Floridas saltvand. Trawl, net og langliner fanger jo ikke kun den fisk, der skal bruges, men giver store bifangster – og så kan trawl være skadelig for havbunden. Eksempelvis »koster« et kilo trawlede floridarejer livet for cirka fem kilo fisk. Vi mindskede derfor målet på mundingen af et rejetrawl til max tre meter, og not måtte max måle hundrede kvadratmeter og fangst af agnfisk måtte kun ske med et kastenet.
– Ved at tage redskaber med høje bifangster ud af regnestykket, fik vi hurtigt en kraftig forøgelse i havets samlede biomasse. De erhvervsfiskere, der til at starte med så med rædsel på alle de nye regler, fik hurtigt at se, hvordan havet kom sig, og hvordan kvote efter kvote højnedes. I 1997 var alle skadelige redskaber borte og erhvervsfiskeriet omsatte alligevel for mere end det dobbelte af, hvad de gjorde, da kommissionen startede i 1985. – I dag er der ingen af erhvervsfiskerne, som vil have de skadelige redskaber tilbage, der både giver mere arbejde og ringere kvalitet. Jeg tror også, at følelsesaspekter spiller ind. En erhvervsfisker elsker havet, og når han ser multerne springe og delfinerne fanger fisk omkring hans båd, så har han det godt. Bare det at slippe for at forsvare sit erhverv udfra et etisk perspektiv og vide at det er bæredygtigt – bærer lønnen i sig selv.
Bonefish stiplede parkeringsbåse – Et klasse-eksempel på at lystfiskeri fylder meget i den sydlige stat
– Vi strækker benene, og mens Russell fylder glasset og henter en trøje, når jeg at reflektere lidt over hans fortællinger ud fra et hjemligt perspektiv. At det er farligt at have forudfattede meninger om, hvad der påvirker en fiskebestand, viser redfish eksemplet, hvor det var lystfiskere, der stod for hovedparten af fangsten. Og selvom erhvervsfiskeriet bedriver groft overfiskeri på nogle arter, så tror jeg personligt, at det er vigtigt at se på lyst- og erhvervsfiskeriet, som de søskende de trods alt er. Målet med alt fiskeri burde jo være at kunne fiske »renten« op, uden at mindske »kapitalen«. En fisk fanget er en fisk mindre, uanset hvilke metode der er brugt.
– Løsningen kan være at behandle alle søskende ens. Skal en afgive fiskeret, så må alle afgive. Uretfærdighedsdebatten må ikke overskygge det fælles mål – at få flere fisk i vandet. Mine tankerafbrydes, da Russell vender tilbage til verandaen. Han sætter sig og tager fat, hvor han slap sidst i 90’erne. Nu var turen kommet til Floridas ultimative trofæfisk – tarponen.
Udover de kystnære arter som tarpon, bonefish og redfish, har Florida også et fremragende fiskeri efter flere bluewater biggame arter som marlin og
sværdfisk.
Bedre beskyttelse af tarponbestandene
– Tarponerne i Florida havde længe været vigtige for lystfiskerne i Florida, men bestanden var for nedadgående, trods erhvervsfiskeri efter tarpon havde været forbudt siden 1957. – Forskellige guider og kaptajner kom til os, da de var urolige for tarponbestanden, forklarer Russell. – Vi undersøgte sagen og fandt hurtigt ud af, at mange tarponer måtte lade livet for at blive til trofæer. Det var først og fremmest guiderne, som ville vise hvor dygtige de var, ved at tage fangsterne med i havn. Men da tarpon ikke er en god spisefisk, blev størstedelen smidt ud eller gravet ned i haven. Store fisk, måske 50 år gamle og hundrede kilo tunge endte således som gødning til køkkenhaven, sukker Russel. – Guiderne kunne se, at bestanden mindskedes, men var overbeviste om, at deres kunder krævede trofæer, forklarer Russel. – Løsningen var »tarpon-tags« og »tarpon-flags«. Der blev indført generelle krav om, at alle tarponer skulle genudsættes, men de lyst[1]fiskere, der absolut ville have et trofæ med hjem, skulle inden fisketuren købe et et mærke eller »tag« for 50 dollar. Mærket skulle så sættes på gællen af den fisk, man ønskede at hjemtage. En død tarpon i båden uden mærke var ulovlig. For at få »tag’et« skulle lystfiskerne udfylde en formular og sende den til de myndigheder, der registrerede tarponerne. På den måde kom der penge til tarponforskning samt vigtig data over døde tarpon – og så selvfølgelig langt færre døde fisk.
– Da man indførte tag-ordningen viste det sig faktisk, at de fleste lystfiskere ikke var interesserede i et trofæ, men hellere ville genudsætte fisken. Man havde helt enkelt taget fiskene hjem af gammel vane. I dag sælger vi færre end 50 tags om året, og skipperne får lov at hejse tarponflaget for hver fanget og genudsat tarpon, ligesom man gør med andre biggame fisk. Konceptet fungerer rigtigt godt og i dag har Florida noget af verdens bedste tarponfiskeri – og det er hundrede procent bæredygtigt. Ved årtusindeskiftet var samtlige erhvervsfiskere i Florida omstillet til bæredygtigt fiskeri, mange arter var regulerede og havet omkring Florida bugnede af fisk. Industrien omkring både lyst- og erhvervsfiskeri havde tredoblet deres indtægter, slutter Russell.
Florida havde et legendarisk fiskeri efter mange arter i Hemingways tid, men i 70’erne faldt nærmest alle fiskebestande drastisk. Det er der rådet bod på nu.
– Efter mange timer på verandaen, hvor vi bare lyttede til Russells historier, er vores spontane tanke: – hvorfor gør vi ikke sådan herhjemme? – Men i Florida har de helt andre arter og et tropisk klima, tænker du måske? Men det skal nok kunne lade sig gøre. Det er nemlig ikke en proces, som handler om fiskens farve eller form. Det handler om mennesker og deres frygt for forandring, om magt og kommunikation. Måske kan denne historie give politikere, myndigheder og borgere modet til at gennemtrumfe starten på en lang proces, som til sidst vil gavne os alle? Jeg beder Russell om et sidste visdommens ord. Han svarer omgående: – Jo flere fisk i beholder i vandet, desto flere penge vil i tjene!
– Russel gik desværre bort få måneder efter interviewet, men jeg er glad for at han nåede at dele sin viden med os inden. Russell blev knapt 60 år gammel, og døde uventet midt i sin kamp for et sundt havmiljø. Han var i gang med Costa Ricas og Panamasstrategiske planlægning i omstilling fra eksport af erhvervsfisk til et bæredygtigt lystfiskeri, hvor fisk og indtægt bliver i landene. Flere lande har som Costa Rica, Panama og USA set allerede lyset. Nu mangler vi bare at få de europæiske lande ind i kampen.
Lystfiskeriet er big business i Florida
Lystfiskeriet står for mere end 80.000 arbejdspladser i Florida og erhvervsfiskeriet står for 72.000. USA har skatteindtægter på 390 millioner dollar fra fiskeudstyr og bådbrændstof, som går direkte til fiskepleje. Indtægterne på fiskekort lyder på 650 millioner dollar og lystfiskerne donerer selv over 400 millioner dollar.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014
