jan 20, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Til sidst lykkedes det at lande et mindre eksemplar af en goliath grouper. Det var en lettelse, men følelsen af at fiskene havde sejret overlegent, var alligevel ikke til at slippe af med.
Nogle lystfiskere er fast besluttet på at presse rammerne inden for fiskeri. Fluefiskeri efter store tun, kajakfiskeri efter marlin og tørfluefiskeri med mikroskopiske fluer er eksempler på disse ekstreme former for fiskeri, som presser grænserne for, hvad der kan lade sig gøre med en fiskestang. Men når det kommer til selve fighten – menneske mod fisk, hvad er så den ultimative test?
AF GORDON P. HENRIKSEN
LYSTFISKERI kan dyrkes på mange måder, og det er bladet, du sidder med i hånden et glimrende eksempel på. Men hvor går grænserne? Hvad kan man drive det til? Og hvad er den ultimative metode, når vi taler om at teste sig selv, sin styrke og sine evner op imod en fisk. Jeg følte mig ret sikker på, at jeg havde fundet svaret og metoden, og det måtte bare prøves. Så jeg tog turen til Sanibel Island i Florida for at fiske efter de gigantiske goliath groupere på noget af det kraftigste fiskegrej der nogensinde er skabt. Jeg gik i nærkamp med grouperne otte omgange, og tabte. Syv ud af otte omgange i ringen vandt grouperen, og havde det ikke været for den ene lille sejr jeg fik til sidst, var mit lystfiskerego totalt knækket.
Nærkampe med goliath groupers
Goliath groupers er ikke kendt for hæsblæsende lange udløb eller spektakulære spring. Til gengæld er de rigtig store og rigtig stærke. De kan veje over 300 kilo, og jeg skal love for, at man kan mærke hvert et slag, den tager med sit enorme haleror. Jeg har tidligere fisket efter dem i Florida Keys, men jeg kan garantere, at der er stor forskel på at fiske dem på åbent vand fra fightstol med tændt motor og på at gå i nærkamp med dem på kort line fra forankret båd. Under bropillerne på broen mellem Ft. Myers og Sanibel Island i Florida, bor der adskillige store eksemplarer af disse groupere. En bestemt kaptajn har specialiseret sig i en helt unik fiskemetode, hvor man har en lille chance for at hive dem ud.
Bæsterne kroges og fightes på klos hold uden at give så meget som en centimeter line. Dette er det ultimative wrestlingfiskeri, og det skal prøves.
Goliath groupers og sadistiske tendenser
Captain Ben Chancey er lidt af en galning for at sige det lige ud. Fiskeriet kan ikke blive ekstremt nok, og hans fiskeprogrammer Chew On This er sandsynligvis et af de mest sete fiskeprogrammer på Youtube. Alene den ene film 500 Pound Fish Show har over 2,5 millioner visninger! Han har bl.a. fanget rekordstore snook, enorme tarpon og hammerhajer på over fire meter! Der er ingen tvivl om, at han presser fiskeriet til det yderste, og fiskeriet efter de store goliath groupere er et af hans varemærker.
Jeg mistænker ham for at have en ret speciel side, der kommer frem, når han har kunder i båden. Nogle guider går efter at give deres kunder storslåede fiske- og naturoplevelser, der giver minder, selvtillid og velvære. Men ikke Capt. Ben Chancey. Han ynder at se store stærke fiskere blive flækket midt over af grouperne. Og jo større man er, jo flere tatoveringerman har, jo flere store fisk man kan prale med at have fanget før, jo mere nyder han at se én blive knækket.
Mange fiskere er knækket af store goliath groupers
Muskler og tatoveringer har jeg ikke så mange af, men jeg har da prøvet at fange hajer, marlin, sejlfisk, stør og tun, så Capt. Bens lyst til at knække én er også god i dette tilfælde. Men det er vel også ok. Det er jo sådan set derfor, jeg er her nu. Jeg vil teste mig selv i nærkamp mod en fisk, og se hvor hårdt man kan blive presset fysisk. Problemet er bare, at jeg ikke helt er forberedt på at tabe.
Grejet kommer frem, og jeg indser, hvad jeg har kastet mig ud i. Normalt ville man måske bruge ordet kosteskaft om en stiv stang, men denne her specialbyggede stang får et kosteskaft til at ligne en sølle tandstik. Stangen er syv fod og så stiv, at du kunne løfte en voksen mand i den og kun få en svag bue i klingen. Nede ved håndtaget er der en tegneseriefigur af en pumpet superhelt. Og det er faktisk lidt sigende for det her fiskeri. For det første skal man være lidt af en superhelt selv for at lykkedes, og for det andet er det hele lidt langt ude og tegneserieagtigt.
Hjulet er et typisk Big Game hjul som dem, man ville bruge til marlinfiskeri, men i stedet for mange hundrede meter line, er der rullet 25 meter 400 lbs shockleader på helt ind til spolen. Det er det tykkeste line, han har kunnet finde, fortæller han. Bremsen er stillet så stramt, at der simpelthen ikke kan hives line af hjulet. Og dette er strengt nødvendigt, for hvis grouperen får bare den mindste smule line, svømmer den ind i beskyttelse under bropillerne, og så er den kamp slut. – Det er det tykkeste line og den stiveste stang, jeg har kunnet opdrive, fortæller Ben og kommer med sit sære sadistiske smil, mens han binder en cirkelkrog str. 20/0 på. Nede i hans livewell svømmer tre rokker rundt, og de skal være vores agn. Ben viser da en vis medlidenhed og skærer en i tre stykker og fortæller, at hvis vi bruger en hel, får vi hug af en af de rigtig store. – Og det mener han ikke, at jeg er klar til!
Den vildeste fightteknik
Dernæst giver han mig en hurtig instruks i fightteknik. Glem alt om fightbælte. Du kan ikke løfte nok med armene, forklarer han. Stangen skal i spænd mellem benene og skråt under den ene balle, mens man står med helt bøjede knæ og vipper sin egen vægt frem og tilbage, mens man pumper. Vi tager et par øvere, hvor han lægger al sin vægt oven på stangen, og jeg skal pumpe igen. Det bliver ikke let det her, fornemmer jeg med det samme, men teknikken er på plads – sådan da – og nu sænker han det første stykke rokke ned under en af bropillerne.
Første omgang går meget hurtigt. Rokkevingen når knap at synke ned før linen pludselig strammer op, cirkelkrogen sætter sig, og jeg gør klar til at pumpe efter alle de teknikker, vi lige har øvet. Men det eneste, der sker, er, at jeg bliver revet forover, stangen hamrer ned i siden af båden og jeg holder fast, alt hvad jeg kan, inden den tykke line knækker, pga. slitage med bropillen under vandet. 1-0 til fiskene.
Anden omgang er en tro kopi af den første, og tredje gang vi får et hug, når jeg lige at holde fisken et par sekunder og prøver at pumpe, men der sker ligesom intet. Jo, linen knækker igen. 3-0 til grouperne. Fjerde gang får jeg pumpet stangen op og tænker, at nu er den der, men da jeg prøver at sænke stangen, mens jeg ruller ind, sker der intet. Ikke indtil stangen hamrer ned i bådsiden igen, og fisken river sig løs af krogen. Det var en af de rigtig store, mener Ben, og
her snakker vi altså 100-150 kilo. 4-0 til fiskene. De tre næste forsøg har jeg ikke rigtig lyst til at snakke om, men jeg kan fortælle, at da den står 7-0 til fiskene, er jeg helt færdig… Min selvtillid er totalt i bund, og jeg føler mig uduelig og inkompetent som fisker. Ikke en særlig rar følelse. Ben registrerer tydeligvis, at jeg er knækket og får måske en anelse medlidenhed med mig. Han siger, vi kan prøve en plads, hvor de er lidt mindre, men at vi ikke har meget tid. Strømmen vender nemlig snart, og så holder fiskene op med at hugge.
Denne gang går der lidt længere tid, før hugget falder, og jeg er fast besluttet på, at denne fisk skal op. Mirakuløst lykkedes det at vinde en meter line til at starte med, og det er noget, der giver fornyet tro på mig selv. Så bliver der gået til den, skal jeg hilse og sige, og fisken bliver endelig presset væk fra bropillerne. Herude er den en anelse nemmere at holde, og da vi efter en ti minutter lang nærkamp kan sætte bocagrip’en i fisken langs bådsiden og tage et par billeder, før den genudsættes, er jeg fuldt tilfreds. Jeg har fået min goliath og sejrede til sidst. Men jeg ved godt, det var en mindre én af slagsen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på de syv runder, jeg tabte. Men tro mig – jeg skal have revanche næste år, og hvis du skal derover, håber jeg, du klarer det bedre, end jeg gjorde!
Vil du selv fange goliath groupers i Florida
Har du selv mod på at prøve dette fiskeri, kan du booke Capt. Ben på www.chewonthis.tv. Grouperne er der faktisk året rundt, men i forårs og sommermåneder byder Sanibel Island på meget andet end nærkampsfiskeri. Desuden er det et skønt sted at holde ferie. Se mere på www.beachesofftmyers.com. Capt. Ben Chanceys fiskeprogrammer er nok noget af det mest testosteronfyldte fiskefjernsyn, der findes på nettet – søg på »Chewonthis«på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
jan 20, 2023 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Floridas bonefish hører til blandt verdens største og er en eftertragtet sportsfisk.
Vestatlanten og det Caribiske Hav byder i dag på et fantastisk fiskeri. Men sådan har det ikke altid været. Her får du den fascinerende historie om, hvordan en marinebiolog var med til at vende kurven for Floridas styrtdykkende fiskebestande, så man i stedet kunne udvikle et lukrativt lyst- og erhvervsfiskeri.
AF MARIA ÅLANDER OG MARTIN FALKLIND
SOMMERAFTENEN ER MAGISK, og vi kan sidde ude hele aftenen uden at fryse. Vores gæst, Dr. Russell Nelson viser os, hvordan man griller på amerikansk og tilbereder et fantastisk måltid. Hvor uopdragent det end er, finder jeg notesblokken frem og siger: – Russell, nu må du fortælle os, hvad du og dine kollegaer gjorde for at vende Floridas hav fra en ørken til den succeshistorie det er i dag.
Russell ser på mig og tager en tår af sit glas. – Skal vi virkelig tage den nu? –Ja, ellers får vi det aldrig gjort. Russell sætter sig nøjsomt til rette, som om det kommer til at blive en lang aften, og de efterfølgende timer sidder vi helt opslugt, mens Russell fortæller historien, der begyndte lige efter 2. Verdenskrig.
Lystfiskeriet i Florida er »Big Buisnes«, hvilket tydeligt ses på guidernes toptunede både.
Et skift til bæredygtig fiskeriforvaltning
– I 40’erne OG 50’erne voksede det kommercielle fiskeri i Florida, fortæller han. – Metoderne og redskaberne var blevet moderniseret og fiskeriet, der førhen var bedrevet af fattige fiskere, var nu en lukrativ industri på storskala. I takt med, at pengene begyndte at rulle ind, fik fiskeriindustrien stor indflydelse og magt, fortsætter Dr. Russell. – Som alle andre ste[1]der i verden, hvor erhverv etablerer sig og får politisk indflydelse, blev der bygget strukturer op omkring branchen for at støtte og beskytte den. Det var et vigtigt og indtægtsrigt erhverv, og man stillede ikke spørgsmål fra politisk side.
– På et punkt skilte Florida sig dog ud fra mængden. I 60’erne og 70’erne begyndte mange midaldrende amerikanere at flytte til Florida for at komme tættere på havet. Lystfiskere, surfere, lystsejlere og naturelskende mennesker befolkede pludselig strandene i denne tidligere erhvervsfiskerstat, forklarer Russell. – De tilflyttende lystfiskere havde en kultur med sig fra det amerikanske indlandsfiskeri. Og det var denne gruppe, som i 70’erne opdagede, at fiskebestandene i havet ud fra Floridas faldt drastisk. På trods af at USA, via Fishand Wildlife Commission, længe havde haft en gennemtænkt og bæredygtig forvaltning af ferskvandet, forefandt der ingen forvaltningsplaner for det salte vand. De tilflyttende lystfiskeres nødråb om king mackrell, redfish og spotted sea trout, blev affejet med begrundelsen, at det var naturlige variationer. Og eftersom der ikke eksisterede nogle studier, fandtes der heller ikke nogle referencer. Selv det velrenommerede marineforskningsinstitut i Florida havde overhovedet ikke forsket i sammenhængen mellem fiskepopulationer og erhvervsfiskeri i 70’erne, og det var helt enkelt for ømtåleligt et emne; man ville ikke risikerer noget.
Da trofæafgiften på 50 dollar blev indført på tarpon, voksede bestanden kraftigt, da lystfiskerne begyndte at genudsætte deres fangster.
Strengere fiskerirestriktioner og kvoter
– I midten af 80’erne reagerede Washington endelig på nødråbene fra lystfiskerne samt den urolige almene offentlighed. De stiftede den uafhængige kommission, Marine Fisheries Commission, og det var der, at jeg kom ind i billedet, smiler Russell. – Jeg havde akkurat afleveret afhandling i marine økologi og blev udvalgt som kommissionensforskningsansvarlige. Vi var syv seriøse og meget frygtløse kommissionærer, alle med forskellige kompetencer og baggrunde. Selvfølgelig var vi klar over, at det var en stor opgave, men vi havde på daværende tidspunkt ikke helt fattet hvor kolossal. Kommissionens opgaver var at finde ud af, hvordan man kunne forvalte havet for at få så mange fisk i vandet som muligt.
– Udgangspunktet var således ikke at maksimere fangsterne, men at maksimerer mængden af fisk i havet. Jeg tror, at formuleringen af ringen var en vigtig nøgle. Ved at anvende ordene »maximum abundance«, som betyder maksimal forekomst i stedet for »maximum extraction«, der betyder maksimalt udtag, som tideligere var udgangspunktet for fiskeriforvaltningen, skiftede man indgangsvinklen til forvaltningen. De tilsyneladende uendelige have fik klare rammer, der dikterede, at jo større fiskepopulationerne var, desto mere kunne man fiske op. Eller med andre ord – jo mere kapital desto mere rente… Det vigtigste ved denne kommission var dog ikke dens rådgivende instans, men at den havde mandatet til at indføre nye regler.
Martin Falklind (i midten) sammen med Kaptain Dan Kipnis tv. og Dr. Russell Nelson th.
Fiskekort og afgifter skaffer penge til forskning
Fiskekort til havet var kommissionens første bedrift. Et tiltag sportsfiskerne i Florida havde stemt ned flere gange tidligere, beretter han videre. – Alle sportsfiskere i Florida skulle nu betale 15 dollar for et årskort, mens besøgende betalte 35 dollar per år. Det var ikke mange penge for den enkelte, men sammenlagt blev det til en anseenlig sum, der gik ubeskåret til forskningsarbejdet. Det var en upopulær beslutning, der hurtigt blev populær.
– Med havfiskeafgiften fik sportsfiskerne nemlig pludselig kommerciel værdi, og de havde lettere ved at blive hørt i debatten. Det indledende brok hos lystfiskerne erstattedes hurtigt med vilje til at få orden i sagerne i havet omkring Florida. Med pengene fra havfiskelicensen kunne man nu begynde at ændre fokusset på forskningen. Den højeste prioritet var at fremskaffe brugbare data på de kommercielle arter. Data der kunne danne fundament for nye forvaltningsbeslutninger.
– FAKTA skulle erstatte antagelser og den første opgave forskerne kastede sig over, var at studere redfish, king mackrel og spotted seatrout, fortsætter han. – Disse arter er velsmagende, lever kystnært og var et populært bytte for både lyst- og erhvervsfiskere. Lystfiskerne påstod, at disse arter var ved at forsvinde på grund af erhvervsfiskeriet. Erhvervsfiskerne hævdede, at arterne havde flyttet sig, og at deres fiskeri ikke påvirkede bestanden nævneværdigt. Det var påstand mod påstand – så der skulle fakta til! Relativt hurtigt stod det dog klart for forskerne, at population de facto var nedadgående og at arterne fangedes på mindre områder. Hvad angår redfish, viste forskernes modeller, at mindre en 0,5 procent af fiskene overlevede længe nok til at blive kønsmodne på grund af et intenst fiskeri. Det viste sig desuden at 70 procent af dødeligheden blandt redfish var relateret til lystfiskeri.
Det er ikke kun lystfiskere, der stortrives i Florida.
Fiskepresset nedsat
– Kvoter måtte indføres og kommissionen foreslog straks strenge restriktioner for lyst- såvel som erhvervsfiskeriet, fortæller han. – Man ville mindske fiskepresset med 60 procent over en bred kam, men på redfish forslog man et totalt fiskestop. På trods af de alarmerende resultater forskerne kunne fremvise, blev der et vældigt postyr fra myndigheder, lystfiskere og erhvervsfiskerne. Der lød et ramaskrig og politikerne forkastede vores resultater og krævede nye undersøgelser.
– I kommissionen blev vi utroligt upopulære og modtog personlige chikaner fra alle kanter. Men det største bagslag var, at erhvervsfiskernes brancheorganisation gik til domstolen og hævdede, at de nye regler diskriminerede dem som gruppe. Nu gik det for alvor op for os, hvilken hvepserede vi havde stukket hånden i. Men de nye studier, som politikerne havde forlangt, viste heldigvis de samme resultater som de forgående, og i 1987 lykkedes det os at gennemføre lavere kvoter for lyst- og erhvervsfiskeriet. Og selvom det ikke blev til et totalt stop på redfish, så blev det til kraftige restriktioner på fiskeriet efter dem.
– Det eneste der kunne vælte alt, var domstolens afgørelse i erhvervsfiskernes diskriminationssag. Men heldigvis fastslog højesteretten, at erhvervsfiskeriet ikke var blevet forskelsbehandlet. Dette var et stor sejr og en af forudsætningerne for det arbejde, der fulgte.
I dag har Florida en så stærk sværdfiskebestand, at lyst- og erhvervsfiskere har store kvoter på dem, men sådan har det ikke altid været.
Hurtig genetablering af fiskebestandene
– Den hurtige genetablering af bestandene som fulgte, var måske mere held end forstand, griner Russel. – I og med, at forskerne på Marine Fisheries Commission havde kastet sig over netop redfish, king mackrel og spotted sea trout, der alle har en hurtig forplantningsrate, kunne man allerede fire årsenere se dramatiske forøgelser i bestandene. Det var så gode resultater, at man kunne øge kvoterne lidt.
– Både lyst- og erhvervsfiskerne kunne nu se, at der rundt om hjørnet ventede noget, som var bedre for alle. Kommissionen sørgede også for at lappe huller i forvaltningen, som helt enkelt var der grundet »gamle vaner«. Som fx bonefish. At disse bestande var i dårlig stand skyldes helt enkelt, at erhvervsfiskerne brugte dem som agn i deres krabbe- og hummertegner. Eftersom bonefish er en artsom kan generere store lystfiskerindkomster, så var det rent nonsens at bruge dem som agnfisk, og et totalforbud mod netfiskeriet efter dem blev indført.
Lystfiskernes Mekka – IGFA’s hovedkontor i Fort Lauderdale, Florida.
Flere undersøgelser af fiskebestandene
– Redskaberne var næste punkt på dagsordenen, og med pengene som rullede ind fra havfiskelicensen, kunne forskerne nu undersøge flere og flere fiskebestande, fortsætter han. – Og disse undersøgelser skulle skabe grundlaget for en så biologisk korrekt kvote som muligt. Parallelt med dette var kom[1]missionens langsigtede mål at udfase alle skadelige og non-selektive redskaber i Floridas saltvand. Trawl, net og langliner fanger jo ikke kun den fisk, der skal bruges, men giver store bifangster – og så kan trawl være skadelig for havbunden. Eksempelvis »koster« et kilo trawlede floridarejer livet for cirka fem kilo fisk. Vi mindskede derfor målet på mundingen af et rejetrawl til max tre meter, og not måtte max måle hundrede kvadratmeter og fangst af agnfisk måtte kun ske med et kastenet.
– Ved at tage redskaber med høje bifangster ud af regnestykket, fik vi hurtigt en kraftig forøgelse i havets samlede biomasse. De erhvervsfiskere, der til at starte med så med rædsel på alle de nye regler, fik hurtigt at se, hvordan havet kom sig, og hvordan kvote efter kvote højnedes. I 1997 var alle skadelige redskaber borte og erhvervsfiskeriet omsatte alligevel for mere end det dobbelte af, hvad de gjorde, da kommissionen startede i 1985. – I dag er der ingen af erhvervsfiskerne, som vil have de skadelige redskaber tilbage, der både giver mere arbejde og ringere kvalitet. Jeg tror også, at følelsesaspekter spiller ind. En erhvervsfisker elsker havet, og når han ser multerne springe og delfinerne fanger fisk omkring hans båd, så har han det godt. Bare det at slippe for at forsvare sit erhverv udfra et etisk perspektiv og vide at det er bæredygtigt – bærer lønnen i sig selv.
Bonefish stiplede parkeringsbåse – Et klasse-eksempel på at lystfiskeri fylder meget i den sydlige stat
– Vi strækker benene, og mens Russell fylder glasset og henter en trøje, når jeg at reflektere lidt over hans fortællinger ud fra et hjemligt perspektiv. At det er farligt at have forudfattede meninger om, hvad der påvirker en fiskebestand, viser redfish eksemplet, hvor det var lystfiskere, der stod for hovedparten af fangsten. Og selvom erhvervsfiskeriet bedriver groft overfiskeri på nogle arter, så tror jeg personligt, at det er vigtigt at se på lyst- og erhvervsfiskeriet, som de søskende de trods alt er. Målet med alt fiskeri burde jo være at kunne fiske »renten« op, uden at mindske »kapitalen«. En fisk fanget er en fisk mindre, uanset hvilke metode der er brugt.
– Løsningen kan være at behandle alle søskende ens. Skal en afgive fiskeret, så må alle afgive. Uretfærdighedsdebatten må ikke overskygge det fælles mål – at få flere fisk i vandet. Mine tankerafbrydes, da Russell vender tilbage til verandaen. Han sætter sig og tager fat, hvor han slap sidst i 90’erne. Nu var turen kommet til Floridas ultimative trofæfisk – tarponen.
Udover de kystnære arter som tarpon, bonefish og redfish, har Florida også et fremragende fiskeri efter flere bluewater biggame arter som marlin og
sværdfisk.
Bedre beskyttelse af tarponbestandene
– Tarponerne i Florida havde længe været vigtige for lystfiskerne i Florida, men bestanden var for nedadgående, trods erhvervsfiskeri efter tarpon havde været forbudt siden 1957. – Forskellige guider og kaptajner kom til os, da de var urolige for tarponbestanden, forklarer Russell. – Vi undersøgte sagen og fandt hurtigt ud af, at mange tarponer måtte lade livet for at blive til trofæer. Det var først og fremmest guiderne, som ville vise hvor dygtige de var, ved at tage fangsterne med i havn. Men da tarpon ikke er en god spisefisk, blev størstedelen smidt ud eller gravet ned i haven. Store fisk, måske 50 år gamle og hundrede kilo tunge endte således som gødning til køkkenhaven, sukker Russel. – Guiderne kunne se, at bestanden mindskedes, men var overbeviste om, at deres kunder krævede trofæer, forklarer Russel. – Løsningen var »tarpon-tags« og »tarpon-flags«. Der blev indført generelle krav om, at alle tarponer skulle genudsættes, men de lyst[1]fiskere, der absolut ville have et trofæ med hjem, skulle inden fisketuren købe et et mærke eller »tag« for 50 dollar. Mærket skulle så sættes på gællen af den fisk, man ønskede at hjemtage. En død tarpon i båden uden mærke var ulovlig. For at få »tag’et« skulle lystfiskerne udfylde en formular og sende den til de myndigheder, der registrerede tarponerne. På den måde kom der penge til tarponforskning samt vigtig data over døde tarpon – og så selvfølgelig langt færre døde fisk.
– Da man indførte tag-ordningen viste det sig faktisk, at de fleste lystfiskere ikke var interesserede i et trofæ, men hellere ville genudsætte fisken. Man havde helt enkelt taget fiskene hjem af gammel vane. I dag sælger vi færre end 50 tags om året, og skipperne får lov at hejse tarponflaget for hver fanget og genudsat tarpon, ligesom man gør med andre biggame fisk. Konceptet fungerer rigtigt godt og i dag har Florida noget af verdens bedste tarponfiskeri – og det er hundrede procent bæredygtigt. Ved årtusindeskiftet var samtlige erhvervsfiskere i Florida omstillet til bæredygtigt fiskeri, mange arter var regulerede og havet omkring Florida bugnede af fisk. Industrien omkring både lyst- og erhvervsfiskeri havde tredoblet deres indtægter, slutter Russell.
Florida havde et legendarisk fiskeri efter mange arter i Hemingways tid, men i 70’erne faldt nærmest alle fiskebestande drastisk. Det er der rådet bod på nu.
– Efter mange timer på verandaen, hvor vi bare lyttede til Russells historier, er vores spontane tanke: – hvorfor gør vi ikke sådan herhjemme? – Men i Florida har de helt andre arter og et tropisk klima, tænker du måske? Men det skal nok kunne lade sig gøre. Det er nemlig ikke en proces, som handler om fiskens farve eller form. Det handler om mennesker og deres frygt for forandring, om magt og kommunikation. Måske kan denne historie give politikere, myndigheder og borgere modet til at gennemtrumfe starten på en lang proces, som til sidst vil gavne os alle? Jeg beder Russell om et sidste visdommens ord. Han svarer omgående: – Jo flere fisk i beholder i vandet, desto flere penge vil i tjene!
– Russel gik desværre bort få måneder efter interviewet, men jeg er glad for at han nåede at dele sin viden med os inden. Russell blev knapt 60 år gammel, og døde uventet midt i sin kamp for et sundt havmiljø. Han var i gang med Costa Ricas og Panamasstrategiske planlægning i omstilling fra eksport af erhvervsfisk til et bæredygtigt lystfiskeri, hvor fisk og indtægt bliver i landene. Flere lande har som Costa Rica, Panama og USA set allerede lyset. Nu mangler vi bare at få de europæiske lande ind i kampen.
Lystfiskeriet er big business i Florida
Lystfiskeriet står for mere end 80.000 arbejdspladser i Florida og erhvervsfiskeriet står for 72.000. USA har skatteindtægter på 390 millioner dollar fra fiskeudstyr og bådbrændstof, som går direkte til fiskepleje. Indtægterne på fiskekort lyder på 650 millioner dollar og lystfiskerne donerer selv over 400 millioner dollar.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014
