aug 16, 2023 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Lars Broberg med sin flotte 4 kilos fjeldørred taget på flue i Grønland.
Grønland byder på et absolut magisk fiskeri efter fjeldørred. Lars Broberg er så vild med dette unikke fiskeri, at han har taget turen nordpå hele ni gange. Her får du historien om hans seneste tur.
AF LARS BROBERG
FLUEFISKERI I GRØNLAND forbandt jeg indtil 2013 med frost, sne og kulde, og det var bestemt ikke på min bucket list, hvad angår fiskerejsedestinationer. Men da jeg i 2013 blev tilbudt en tur dertil som kok, hvilket ikke er min professionelle uddannelse, kunne jeg ikke sige nej. Turen skulle vise sig at blive et paradigmeskift i min opfattelse af fluefiskeri på verdens største ø. På turen hjem var mit højeste ønske at vende tilbage til Grønland, for dette måtte ikke være første og eneste gang, at jeg besøgte dette fantastiske sted. Jeg måtte bare tilbage igen, og med min tur her i 2023 er det siden hen blevet til ni fantastiske fiskerejser – og de sidste syv gange har det været som turleder. Det er den Grønlandske natur, der trækker i mig, og fluefiskeren i mig er helt betaget af fjeldørreden – alias arctic char, som besidder en helt enorm styrke og udholdenhed. Fiskene varierer fra helt stålblanke til gule og til sidst, inden de leger, har de en glødende orange bug.
Når fjeldørrederne fanges på skumfluer, bliver det ikke meget sjovere at fiske med flue.
Tidslommen i vildmarken
Når man befinder sig i Grønland, er det som at komme ind i en tidslomme, hvor tiden ser ud til at været gået i stå. Der er i lejren ingen mobildækning, så man er helt afskåret fra omverdenen og de nyheder, som uden hensyn strømmer ud 24 timer i døgnet på de sociale medier. Populationen af fisk ser også ud til at være afskåret fra forurening, iltsvind, trawl, skarv og overfiskning, som vi ser i Danmark og mange andre lande.
Turen starter i Kastrup Lufthavn, hvor Air Greenland styrer flyet mod Kangerlussuaq, og videre derfra går indenrigsflyet mod Sisimiut – dvs. om vejret vil. Vi i Danmark frustreres med god grund over DSB og deres evne til at overholde køreplaner, men i Grønland er det vejret, som er utilregneligt og styrer flyveplanerne. Og det kan man ikke hamle op med. Landingsbanen i Sisimiut er meget kort, og er desuden placeret meget tæt på en klippevæg, så er der mindre end 1200 meters sigt eller vind fra nord, som skaber turbulens, ja så vender flyet om og returnerer til Kangerlussuaq. Disse fænomener er ikke udsædvanlige, og det var da også præcis det, som skete på turen derop: Flyet cirkulerede over Simisiut i cirka 30 minutter, hvorefter det vendte om og fløj retur til Kangerlussuaq, hvor vi blev indkvarteret på Sondrestrom eller Sondy. Frem til oktober 1992 var det officielle navn Sondrestrom Air Base.
Livet i lejren er primitivt, vi bor i telte, men der er dog luksus med feltsenge og bløde luftmadrasser. Senest er lejren opgraderet, så det er muligt at få et varmt bad. Spisningen foregår i et stort fællestelt. Vi bor lige ved siden af vandløbet, og på trods af det, kræver det en gåtur på cirka 45 minutter, før den første reelle pool holder fisk. Men den holder til gengæld rigtig mange fisk – faktisk flere end man skulle tro var muligt. Vandløbet ved udløbet er ca. 50 meter bredt, og bliver en del smallere længere oppe i systemet. I sidevandløbet er det endnu mindre – helt ned til ganske få meter. Dybden på tværs svinger fra 1/2 meter til et par meter, og begge dybder holder fisk. De største fisk findes dog som oftest i de dybe render og er lidt sværere at få kontakt med, da det kræver, at der fiskes dybt.
Fiskeriet efter fjeldørred foregår i gin-klart vand, hvilket ikke gør det mindre spændende.
Fjeldørrederne hugger på alt i Grønland
De iltre Fjeldørreder bider stort set på alt, lige fra tørfluer til store streamere og skumfluer samt nymfer, men det absolut vildeste og mest udfordrende er fiskeriet med skumfluer. Det er virkelig heftigt og kan få adrenalinen frem i selv den mest hårdføre fluefisker. Fiskes fluen korrekt i den rette vinkel skråt nedstrøms og med en konstant hastighed, trigger det fjeldørreden, der jagter fluen, og med flere angreb forsøger den at fange den. Det er dog ikke den mest effektive måde at fiske på, da der er mange fejlhug – og vi joker med, at fjeldørreden trænger til læsebriller, da de sommetider misser langt ved siden af.
Der findes flere forskellige former af fjeldørred, men den som er mest eftertragtet, er den som stikker til havs, når isen brydes i vandløbet, og først kommer retur når den skal gyde. Denne vandreform bliver noget større samt stærkere, og kan efter sigende blive op til 8kg. Og måske endnu mere. Den største, som blev fanget på turen i 2023 var 84 cm – samt anslået til at veje over fem kilo. Fisken blev oven i købet taget på skumflue.
Lejren ligger lige ved elven, så man lynhurtigt kan komme afsted med fluestangen.
Da vandløbet består af klart vand og mange sten samt masser af sving, er der enormt meget læring at hente, hvad angår fiskens placering i strømmen. Fisk i strømmende vand vil forsøge at bruge så lidt energi som muligt, hvorfor de placerer sig, hvor den forbruger mindst energi – fx bag sten. Afhængig af stenens geometri kan den også findes foran stenen, ved siden af sten og i huller samt dybe pools. Det er derfor lidt som at komme i skole, da denne regel gælder i alle vandløb.
Interessen for fluerne og farven på disse skifter fra dag til dag. Om det er lyset, der gør forskellen – eller de nye fisk som kommer op ved tidevandsskift, der gør udslaget vides ikke. Det er sikkert en kombination, som vi også kender fra andet fiskeri. Man kan bruge de fleste fluer, som befinder sig i flueboksen til havørredfiskeriet. Dog syntes pink at være en farve, som de er særligt vilde med. Orange og brun virker også godt.
Five Hair Fly er en af de bedste fluer til fiskeriet efter fjeldørred.
Da den helt store fjeldørred huggede på en Five hair Fly
Hvis det blot var tilladt at medbringe en enkelt flue, ville det være en ”Five Hair Fly”. Det er virkelig fluen over dem alle – en ”silverbullet”, som altid sikrer fisk. Neden for Million Dollar Pool i et sidevandløb, fiskede en gæst tålmodigt med en nymfe efter en stor skygge – tydeligvis en stor fisk, men uden held. Efter hans mange forsøg kastede jeg en Five Hair Fly ud, og i første kast huggede den helt store fjeldørred, og efter en længere fight fik jeg landet den smukkeste fjeldørred på 4 kilo, som du kan se på billedet øverst.
Således sluttede 18 dage i Grønland med, at jeg fik min præmie fisk, og vi fik alle toppet vores oplevelser på vej hjem fra lejren med båden, da en hval flere gange viste sig få meter foran båden. Grønland sætter sine spor i sjælen, og er vanedannende. En ting er sikkert, og det er, at jeg ikke er færdig med at tage op til verdens største ø, samt den fantastiske befolkning, som man møder her.
jan 18, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Laksefiskeriet er enestående og dyrt, men der lever andre fisk i de islandske elve og søer, som er værd at rette opmærksomheden mod. Faktisk findes der masser af vande med mulighed for pragtfulde oplevelser med bæk-, sø- og fjeldørred – for et rørende billigt beløb. Eller måske slet intet – ud over en god snak med indehaveren af retten til herlighederne.
TEKST OG ILLUSTRATIONER: LASSE SØRENSEN
VÆLDIGE ISLAND. Denne flotte ø er fantastisk spændende – naturmæssigt, geografisk, geologisk, historisk og sprogligt. Ofte har jeg stødt på danskere med den faste overbevisning, at der er tale om et lille land. Drejer det sig om folketallet, har de ret, men et tag i nakken med tvungent kig på verdenskortet får selv vildfarne sjæle til at revidere deres opfattelse. I geografisk henseende er Island nemlig langt større end Danmark. Endelig er der – ikke at forglemme – selve rammen omkring fiskeriet: Islands i sandhed storslåede natur.
Jeg har efterhånden oplevet landet adskillige gange. Første gang var ganske vist nødtvungent forårsaget af en orkanagtig storm, som selv for Icelandairs ekvilibristiske piloter umuliggjorde landing på Færøernes dengang primitive flyveplads – anlagt af britiske okkupationstropper under anden verdenskrig. Så det lille »Fokker Friendship« fly måtte fortsætte til den alternative flyveplads ved Egilstaðir i Island. Her er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at flyets navn på ingen måde må mistydes som noget i retning af »fuck«, der beklageligvis ser ud til at have snyltet sig ind i nudansk.
Island byder på et fantastisk fiskeri efter blandt andet fjeldørred.
Fantastiske naturoplevelser på Østlandet
Det ufrivillige ophold på Østlandet strakte sig over en uges tid og satte sine spor, der heldigvis udelukkende var positive. Herefter skete fremtidige efter eget ønske. I lighed med Grønland og Afrika slipper heller ikke Island tag i gæsten uden videre. Det efterlader ofte et latent begær efter genoplevelse – samt ønsket om et gensyn med nogle af de uforglemmelige personligheder, man kommer til at kende. Om fiske- og jagtoplevelser – om – ja, kort sagt om landet.
Vatnajökull, der ligger i Øst-Island, har en højde på godt 2.000 meter og er Islands største gletcher. Landskabet neden for det gigantiske sne- og isdækkede område gennemstrømmes af adskillige kolde og strømhårde vandløb, der til overflod præges af maleriske vandfald. På de vidtstrakte sletter lever den islandske vildren, der på visse årstider samles i enorme rudler.
Bortset fra den er polarræven det eneste landpattedyr, og mærkværdigt nok findes sneharen – der optræder i mængder hos naboerne Grønland og Færøerne – ikke på Island. Der er imidlertid tale om et rigt og varieret fugleliv, men vidderne er kolossale, så den fugleinteresserede må ikke forvente at finde et mylder af spændende arter, hvor man end går eller står. Faktisk kan man tit færdes over enorme områder uden at se andre levende væsener end spredte får, nogle få prægtige islandske heste, et par ravne eller ryper samt enkelte flokke kortnæbbede gæs.
Engang var jeg dog så heldig at passere et stort fjeldhede-strøg, der nærmest var dækket af fouragerende regnspover. Årsagen til, at de mange vidunderlige fugle netop befandt sig lige dér, var at jorden formelig var dækket af blåbærris med store plukkemodne bær. Både synet af dem og spoverne fik unægtelig mine tænder til at løbe i vand.
Island byder på fantastiske naturoplevelser – også for fuglekiggerne. Her en hjejle.
Glæden ved at være i naturen
Lige her løber jeg ind i risikoen ved at lufte en af mine kongstanker: Et ønske om, at lystfiskeriet aldrig må synke så dybt, at fiskeren glemmer – eller helt mister evnen til – at glæde sig over den natur, han/hun har det privilegium at færdes i. Ej heller, at begrebet rekord, som så mange desværre har fået galt i halsen – ikke mindst i Danmark – helt må overskygge glæden ved det stille fiskeri.
Islandske fjeldørreder
Fjeldørreden– også kaldet »rødding« – er en særdeles interessant ørredart, der optræder i mange varianter spredt over store geografiske områder i verden. Uden for legetiden ses den som regel beskrevet som sølvblank – altså i lighed med blanklaks og blanke havørreder. I modsætning til dem har den dog meget små skæl og ingen sorte pletter, men er oversået med lyse punkter – og iøvrigt finder jeg beskrivelsen forkert. Fjeldørreden er ikke blank som sølv uden for legetiden, men kan bedre sammenlignes med rustfrit stål.
Der er tale om en udpræget koldtvandsfisk, omfattende mange stationære former i søer. I en stor del af fjeldørredens nordlige udbredelsesområde vandrer den imidlertid ud i havet, hvor det er muligt, for senere – i gydetiden – at søge op i ferskvand. Legedragten er smuk og farverig – deraf dens andet navn rødding. Størrelsesmæssigt forekommer den lige fra »tusindbrødrenes« dværgform til – omend sjældne – eksemplarer i drømmevægtklassen fem kilo eller mere. Mange danske lystfiskere kender nok især fjeldørreden fra Grønland, hvor den optræder så talrigt og bider så livligt, at stort set enhver, der er i stand til at kyle en stump blankt metal bundet på en snøre ud i et af de utallige vandløb, hvor den forekommer, kan fange den.
Maleriske islandske landskaber
Et ældgammelt ord siger, at »når fanden bliver gammel, gå han i kloster«. Af en eller anden grund randt dette mig i hu, da jeg engang fik en invitation med tilhørende luksuriøs indkvartering til at udstille solo i et tidligere kloster på Østlandet. Jeg havde været på de kanter før i forbindelse med rensdyrjagt ved foden af Vatnajökull, og efter at have følt – heldigvis forgæves – efter tendens til frembrydende gevækster i panden, accepterede jeg det generøse tilbud. Under et tidligere ophold havde jeg gennemkrydset landsdelen på alle leder og kanter efter veloverstået jagt.
Først og fremmest med opmærksomheden rettet mod de overvældende maleriske landskabs-panoramaer, men med vandløbene i fokus. Da indtrykkene ikke lod min permanent hungrende fiskersjæl i fred efter hjemkomsten, var der egentlig ikke noget valg: Pak fiskegrejet, bestil billet og kom afsted. Ikke langt fra det fordums kloster tordner en elv afsted med smalle og skarpt afgrænsede strømme af uigennemsigtigt mælket vand fra bræen og det reneste klareste fjeldvand. Dér, hvor det var muligt at færdes på bredderne langs den rivende strøm, tilbragte jeg et par dage efter ankomsten adskillige timer med rekognoscering – uden fiskestang. Håbet var at finde egnede steder for det planlagte spinnefiskeri efter fjeldørreden, der på grund af årstiden endnu ikke var moden til at bære navnet rødding.
Her vil jeg venligst, men bestemt, bede eventuelle medlemmer af FFFF – Foreningen For Frelste Fluefiskere – om at undlade at rynke på næsen, da deciderede præcisionskast faktisk var en absolut forudsætning for at kunne placere vingespinneren lige dér. Ikke mindst, fordi der var tale om lange kast i sidevind, og den hver gang skulle falde indenfor et relativt lille område i en af de smalle klartvands-striber, der afgrænses på begge sider af »mælket« vand eller tæt grøde. I øvrigt anede jeg ikke, om der i det hele taget fandtes fjeldørreder i elven – der var kun tale om en instinktiv fornemmelse.
Artiklens forfatter Lasse er født i Danmark, men har siden 1960 været bosat på Færøerne, hvor han ernærer sig på fuld tid som forfatter, maler og illustrator. Udover en en lang række bøger, har han skrevet utallige artikler i danske og tyske jagt- og fiskemagasiner – bl.a. Jagt & Fiskeri, Sportfiskeren, Strandjægeren samt Big Game Magazine – og altid illustreret af ham selv. Lasse har i 2014 udgivet bogen »På kroen« fra forlaget Corvus – der rummer en række sjove, spændende og velskrevne fortællinger fra fiskevandet og jagtmarkerne i Nordatlanten.
Med spinner efter fjeldørred
Undervejs mod de udvalgte steder den morgen, hvor det første slag skulle slås, mødtes jeg af et trist syn. På asfaltvejen lå en trafikdræbt hjejle – og i vejkanten et par meter derfra stod dens mage.
Hjejlen er en af hedens smukkeste fugle, og dens karakteristiske fløjtetoner opfattes nok oftest af det menneskelige øre som vemodigt klagende. Her var der grund til det – scenen var intet mindre end hjerteskærende. I det første kast fløj spinneren ad Hekkenfeldt til, hvilket lyder pænere end et andet udtryk, der også begynder med stort H, selvom meningen er den samme. Det flyvske stykke isenkram havde langtfra været billigt, men da jeg ville være nødt til at gå en omvej på flere kilometer i håb om at finde et sted, hvor elven kunne krydses, endda uden større sandsynlighed for at finde den tabte skat, opgav jeg. Omend med tænderskærende glæde over at have skænket et bidrag til den hårdt trængte islandske økonomi.
Til afveksling lykkedes det efterfølgende at fæstne kunstagnen lige så mange gange, som den har kroge, i en af grødestrimlerne, der med ægte islandsk stædighed kun modvilligt gav slip på sit bytte. Da man for fjerde gang gentog genistregen, overvejede jeg faktisk seriøst at opsøge, hvad man kunne fristes til at kalde andre græsgange – for at »fiske i rørte vande«.
Liv i bunden
Efter talrige forgæves forsøg på at få spinneren fri, går sandheden pludselig op for den oversøiske amatørfisker i den anden ende af strikken – krogen sidder nemlig ikke fast i bundens forbandede grødebevoksning denne gang, men i kæften på en sejt kæmpende stålblank ørred, der pludselig viser sig i vilde spring over den glitrende elv. Det presserende problem er imidlertid, at jeg på grund af den belastende kombination alder/terrænforhold ikke er i stand til at flytte mig tilstrækkeligt langt fra min position, der blandt andet er udvalgt med henblik på acceptable
landingsforhold af en eventuel kroget fisk. Det er frustrerende at se ørreden så håbløst langt nedstrøms springe og plaske rundt i elvens strømhårde overflade, men selvom jeg egentlig ikke havde troet det muligt, lykkes det ikke desto mindre at lande den prægtige fisk. Og for at det ikke skal være løgn, får den det næste par timer følgeskab af to mere i kiloklassen.
På tilbageturen til klosteret passerer jeg atter den døde. Magen sad stadig lige i nærheden og græd.
Et nyt fiskested
Dagen efter havde jeg udset mig et nyt sted ved den samme elv betydeligt længere nedstrøms. Det var i nærheden af en bred fos mellem et par store sten, hvor jeg havde tænkt mig ubemærket at kunne udøve mine trolddomskunster. Størsteparten af formiddagen var der nu ikke megen trolddom at spore, men pladsen var i det mindste fri for grøde og andre irritationsmomenter.
Vejret var klart og stille, så der af og til var tid til at lade fiskestangen blive afløst af skitseblokken. Et par oplivende momenter var synet af et par jagtbare renbukke, der krydsede en fjeldhammer – en nysgerrig ravn – og et par småflokke kortnæbbede gæs, der så ud til at varme op til det forestående efterårstræk. I det hele taget er der på sagaøens umådelige vidder er der enestående muligheder for at nyde freden i naturen og høre stilheden. Det er den helt rette medicin for den stressede storbybeboer.
Hvilken fisker kender ikke det dér med, at man lige skal ha’ det sidste kast med, for det kunne jo være… Og når det ikke giver gevinst, hvad det stort set kun giver i efterfølgende beretninger, så skal man lige have det allersidste. Og når eventuelle ledsageres protester bliver for påtrængende, så snakker vi »det ALLERSIDSTE«.
Den helt store fjeldørred
I et af de aller-aller-allersidste kast huggede den islandske fjeldørred på så mange pund, at jeg slet ikke vil nævne det her, for ikke at friste endnu flere fisketurister over evne. Den kom med hjem – og udgjorde et festmåltid sammen med mine kære. Hjejlen stod stadig æresvagt, da jeg ikke gik, men kørte tilbage i kloster…
feb 1, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Arvids smukke fjeldørred faldt for en Bloody Mary i str. 14.
Hvert år arrangerer Artic Heli en rejse for en lille heldig skare fluefiskere, som får lov at følge med til nogle af Laplands hotteste fiskepladser. Mathias Larsson var for et par år siden en af de heldige. Målet for turen var store fjeldørred, stalling og ørred – en Laplands Grand Slam. Følg med langt mod nord og drøm dig væk til de lyse sommernætter i Lapland.
AF MATHIAS LARSSON
DET ER SVÆRT AF AFGØRE, om det er vibrationerne fra helikopteren eller den begyndende fiskeiver, som pulserer i kabinen. Under os breder et mylder af søer, elve og bække sig i alle retninger. Der er sneklædte bjerge i horisonten og skovområderne bliver så småt afløst af tundra. Vi flyver over det nordlige Lapland – Europas sidste vildmark. Nu om dage er det et unikt stykke natur, overvældene smukt, men også skræmmende.
– Kan i se den lille sø dernede, Siger rejselederen fra Artic Heli, Kalle Bergdahl, mens han peger på en sø, der har form som en bønne. – Der skal vi fiske efter store fjeldørreder. Den stejle kant på nordsiden har været superhot. Sidste gang vi var her fik vi flerestorfisk på den side. Ja den største trak tokilosvægten i bund, smiler han.
Søen fremstår som en typisk fjeldsø, omgivet at små dværgbirketræer og åbne vidder. Landtungen, som skyder ud midt på søen, hvor vi lander, bliver vores lejrplads. Her længst ude har vi et godt overblik over søen. Her findes ikke antydninger af trådte stier rundt om søen – det føles totalt urørt. Diskrete ringe på vandspejlet afslører, at nogle af fiskene tager føde til sig på overfladen. – Min chef på Artic Heli, Andreas Mikko rekognoscerede i årevis inden han fandt denne fjeldørredperle blandt de mange tusinde laplandske vande, fortæller Kalle.
Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.
Hårdtfightende fjeldørreder
Vi spreder os ud rundt om søen, og der går ikke længe før min makker for dagen, Daniel får en smag for de hårdt kæmpende fjeldørreder. Efter et par eksplosive udløb og en fin fight ligger den flotte hunfisk og hviler i hans hænder. – Den tog min vårflue med ekstra lange følehorn, griner Daniel, mens han genudsætter fisken og tilføjer, at han er sikker på, at fiskene er vilde med lange følehorn.
Som lystfisker skiller Daniel sig lidt ud fra gruppen. Hans idéer om, hvordan fiskene skal fanges samt interesse for både natur og fluefiskeri smitter af på os andre. Vi fortsætter vores vandring uden for den lavt bevoksede søbred i håbet om flere fjeldørreder. Fjeldet på den anden side af søen reflekteres i vandspejlet, insekterne summer over fjeldlandskabet og naturens sommerdufte frigives, mens vi vader langs strandkanten. Eftermiddagen går over til aften og festmåltidet på søens overflade begynder at klinge af. Det eneste som bryder stilheden er susende flueliner.
Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.
Ørred langs den dybe kant
Augustsolen sænker sig bag et fjeld i vest. Jeg og min kollega Arvid begiver os til den »berygtede« dybkant. Arvid binder en Bloody Mary-nymfe på – en lille rød kreation med guldhoved, som for det meste. I et mageligt tempo begynder vi at fiske den cirka 30 meter lange kant af. Ingen fisk skalundgå at se vores fluer. Efter nogle kast står Arvid med en spændt stang, så det knager i korken. Fisken i den anden ende vil absolut ikke følge med op og går kun dybere og længere væk. – Sådan nogle fisk skulle man have derhjemme, så var man fri for at gå i fitnesscentret, smiler Arvid. Fisken stikker af og det eneste Arvid kan gøre er at holde fast. Så
længe forfanget holder, skal det nok gå. Efter noget tid giver fisken efter, og man kan ane de letgenkendelige hvide streger på finnerne mod den mørke bund. – Hvilken fisk, udbryder Arvid da den glider over netkanten. Fjeldørreden er i superkondition. Bred over ryggen og flammende rød – fjeldets skønhed nummer et.
Aftenen afsluttes omkring bålet ved lejrpladsen. Nyanskaffede fiskeerfaringer deles flittigt mellem holdet. Alle syntes at have oplevet noget unikt. Vi tilbereder en fjeldørred over den åbne ild – en passende afslutning på en vellykket fiskedag.
Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.
Nye fiskepladser
Helikopteren henter os tidligt om morgenen næste dag. Der er ingen vind, og solen skinner. – Jeg ville egentligt helst have lidt drivende skyer, men luften er lummer og det varsler klækninger, skratter Kalles stemme over kommunikationsanlægget i helikopteren.
Indflyvningen over dagens fiskeplads er blændende smuk. Dalen, som skal være vores nye lejr, er fyldt med et virvar af frække strømme. Her er uendeligt med fiskemuligheder og ikke et menneske at se så langt øjet rækker. Fjeldene som indrammer dalen er høje og stejle – og på ingen måde farbare. På de mørke klippevægge lyser små pletter af sne, hvilket vidner om at sæsonen er kort. – Det fine ved det her sted er, at her kun findes fjeldørred og ørred… storørred, siger Kalle. Stallingen kan nemlig ikke komme over faldet længere nedstrøms.
– Fisker i på nordsiden langs det store langsomme parti, får i fjeldørred og hernede svømmer ørreden, indskyder han, mens han peger ud mod strømmen. Det viser sig, at Kalle har ret med hensyn til klækninger. Det vrimler med alt fra små lyse døgnfluer til forskellige vårfluer og myg. Vi spreder os ud. Arvid og jeg tager med Kalles hold på en bådtur længere ned af elven til en plads, der før har kastet grove ørreder af sig.
At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.
Flot natur og masser af ørreder
Sceneriet ved elvstranden er påfaldende smukt. På en klippeblok sidder en lille dværgfalk og iagttager os. Vandet er klart og bunden er spættet med grøn vegetation. Der er rigeligt med standpladser til fiskene med dybe huller og store sten over alt. I løbet af dagen leverer pladsen en hel del ørreder. Vi får fisk på både tørt og nymfe op mod kiloet. Jeg sætter en lidt større sort streamer på og begynder at kaste mod et stort mørkt område cirka tyve meter ude i strømmen. På den fjerne side for enden af partiet anes toppen af en stor sten.
Jeg lader fluen flyde med strømmen og mender nogle gange. Et par meter oven for stenen påbegynder jeg hjemtagningen rykvis tværs over elven. I tredje kast, præcis når fluen vender op mod strømmen, flås linen ud af hånden på mig. Det eneste jeg kan gøre er at se på, mens fem meter line forsvinder ud i elven. Da jeg igen får fat i linen, er der ingen hjemme i den anden ende.
En skrækkelig fornemmelse. Frustrerende. I min iver lægger jeg yderligere tre kontaktløse kast over vandet og går derefter ind til de andre fiskere, som sidder på bredden med spørgende blikke.
Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.
Kalle har været her før og beretter indlevende om strømmenes storørreder. – Vil man have de store ørreder, skal man huske at bruge ret grov udrustning med forfang på op mod 0,30 mm. – Fluevalget bør lande på zonkers og rørfluer, understreger han og fortsætter. Jeg plejer at fokusere på dybere rolige partier og store pools, hvor jeg kaster diagonalt nedstrøms og fisker fluen forholdsvist hurtigt hjem. Du behøver ikke at lægge mere end tre kast på et sted, før du skal flytte dig tre-fire meter nedstrøms. – Fiskeriet minder egentligt meget om laksefiskeri. Systematisk og kedeligt, smiler han.
Lækker mad og flotte fisk
Duften af ny grillet rensteak samler holdet om bålstedet. Nogle af os har været i kontakt med storfisk, men ingen har lykkedes at få dem op. Efter middagen er natten ved at indfinde sig, og mørket falder hurtigt. Daniel, som er en stædig fisker, binder en stor streamer på og går ned mod strømmen nærmest lejrpladsen. Man kan stadig høre ørrederne, som tager for sig af klæbningerne, men det er svært er skelne ringende på den’ sorte overflade.
Efter noget tid brydes tavsheden af Daniels gjaldende stemme. En stor fisk har taget hans flue og hjulets knarrer, og Daniel skriger nu om kap. Han kan intet stille op mod den store fisk, der suser nedstrøms. – Den her fisk er stor, rigtigt stor, jeg skulle ha’ taget havørredstangen i stedet, beklager Daniel med skælvende stemme. Hjulet vræler mekanisk og monotont. Ligegyldigt hvor meget pres Daniel lægger, går fisken målrettet nedstrøms og backingen forsvinder hastigt. Uventet giver fisken nogle hårde rusk, og Daniel mistet kontakt. Daniel er knust og helt tom i blikket. Hans livs fisk er borte.
Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.
Super stallingfiskeri
Vores pilot laver en elegant James Bond-landing mellem nogle større birketræer og nogle minutter senere er fiskeriet atter i gang. Vi befinder os længere nede i vandsystemet på et nyt stræk, hvor stallingerne skulle være talrige og rigtigt store. På trods af, at det kun er formiddag, varmer solen godt, og vadejakken får lov at blive i tasken.
Her nede er birkene lidt højere, og der er god fart i elven. På begge sider af hovedstrømmen er der flere blankpartier med fine dybe huller under, og mindre stenpartier giver interessante sidestrømme. Strækket ender i en fin fosnakke. – Sådan skal et rigtigt stallingvand se ud, tænker jeg for mig selv. Der går ikke længe før festen er i gang. Stallingerne er i hugget og tager lige villigt på og under overfladen. Finder man én fisk, får man ofte to eller tre mere på samme plads, for de står tæt pakket. Det særlige ved fiskene i strømmen er, at nogle af individerne har små prikker på hovedet og gællelågene. Ved første øjekast kan man tro, at det er hybrider mellem stalling og ørred. Stallingens interessante udseende bliver et af samtaleemnerne på dagen – ingen har set dette fænomen før.
Mæt af det vildeste fiskeri
Alle i gruppen får stillet fiskesulten. Sören, en af gruppens flittigste tørfluefiskere, kan fremvise en superpuppe, der ser ud som om, den har været et par ture under en kampvogn. Der er næsten ingen dubbing tilbage, og hacklet ligner et vissent græsstrå. – På den her flue har jeg fanget 15 stallinger og den virker stadig, smiler han. Udover Sörens sønderbidte superpuppe har forskellige versioner af guldhovednymfer og lyse Klinkhammer fungeret bedst. Mængden af fisk har været overvældende, og der har også været nogle fisk oppe omkring kiloet. Kalle fortæller, at de store stallinger plejer at stå på de dybe kanter til hovedstrømmen, i dybe huller eller i bagvande. – De bedste standpladser er der, hvor fisken får mest føde for færrest anstrengelser – og det er de store fisk, som tager de bedste pladser, fastslår Kalle.
Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.
Ud på eftermiddagen rykker vi os til en anden fosnakke længere opstrøms. Her er elven bredere og slet ikke lige så hurtig. I strømkanten til elvens hovedstrøm har der samlet sig et lille »transportbånd« med insekter, som stallingerne mæsker sig i. Tørfluefiskeriet er mageløst. Alle får masser af fine stallinger, og her er rigeligt med fisk op mod halvmeteren.Timerne flyver af sted. Folk begynder at kaste mere og mere ivrigt i takt med, at lyden fra helikopteren tiltager. Hele holdet er gået i »sidste kast-mode« – for alle vil vride det sidste ud af rejsen og ingen vil tilbage til civilisationens hårde virkelighed.
Dejlige fiskeminder fra fjeldet
Tilbage på lodgen i Kiruna sidder Daniel og jeg og snakker om dagene på fjeldet. – Den der storørred jeg mistede deroppe har sat sine spor, siger Daniel. – Jeg vil tilbage og prøve igen med grovere grej og fokusere på natfiskeriet. Jeg nikker istemmende og tænker for mig selv; hvem ville ikke tilbage og fange sådan en ørred. Hvem ville ikke lave en Lapland Grand Slam?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.
Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.
Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.
sep 7, 2021 | Nyheder
– Jeg er netop hjemvendt fra en fire uger lang ekspedition i NØ Grønland, skriver Asger Fredslund til Fisk & Fri. – Jeg har været deroppe som tidligere siriusmand for at istandsætte gamle fangsthytter, som patruljen benytter på slæderejserne. Undervejs fik vi mulighed for at fiske i en fantastisk elv, som huser nogle af verdens største havgående fjeldørreder – og mange af dem.
– Til at starte med skete der ikke så meget, men så gik jeg op ad elven og så pludselig en masse store skygger i en pool. Jeg fandt spinneudstyret frem, som bestod af ABU Toby på 15-20 gram fisket på 0,25 mm nylonline. Pludselig fik jeg det vildeste hug, og fisken flådede line af hjulet i komplet vildskab, indtil jeg ikke kunne styre fisken, og den røg af. Sidenhen fandt jeg ud af at presse fiskene meget hårdere fra starten af, og så begyndte jeg pludselig at lande en del fisk.
– De fleste fjeldørreder lå i 6-8 kilos klassen, men det lykkedes mig også at fange den vildeste fisk på 10,1 kilo og 95 centimeter, som du ser på billedet øverst. Taget betragtning af, at vi kun fiskede i otte timer, så må det siges, at vi fik mere end rigeligt med store fisk ud af vores fiskeri, slutter han.
IGFA længderekorden for havgående fjeldørred – også kaldet arctic char er 93 centimeter fra Nunavut i Canada, så Asgers imponerende fjeldørred aspirerer til titlen som uofficiel længdeverdensrekord. Målt i kilo er der stadig et godt stykke op til alltackle verdensrekorden, som er 14,77 kilo taget i Canadas Northwest Territory i 1981.
Asger med en brutal fjeldørred fra NØ-Grønland. Øverst ses fisken på 10,1 kilo og 95 centimeter.
jan 23, 2021 | Nyheder
Lucas Lövgren har indledt 2021 med en fangst, som de fleste kun kan drømme om.
– At starte året så vildt føles bare helt magiskt. Det sidste stykke tid har jeg brugt en del tid på at køre rundt med min snescooter og fiske fra isen på forskellige søer heroppe i Nordsverige. Sidste år tabte jeg en virkelig stor fjeldørred, og det har spøgt i mig lige siden, Her i denne vintersæson havde jeg besluttet mig for at lægge de timer, som skulle til for at fange en fisk, der var lige så stor, som den jeg tabte. Og da sneen kom – så var jeg ellers afsted på min snescooter med alt fiskegrejet på årets første fjeldtur, hvilket gik temmelig godt.
Den store fisk, som du ser på billedet ovenfor, bød på intet mindre end 35 minutters kamp – og efter et par hurtige billeder satte jeg den retur igen. Alene synet af den store fisk, der svømmede retur og stadig så stor ud nede i vandet, satte virkelig pulsen op. Den kæmpestore fjeldørred huggede stenhårdt og tog straks et udløb på omkring 50 meter under isen. Fisken huggede på et klassisk pimpelblink med Attraqua som agn.
dec 20, 2012 | Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, Rejsefiskeri
Grove museimitationer, som sorterer de små fjeldørreder fra, er en både sjov og effektiv teknik, hvis man vil have fat i de helt store. Følg med Martin Falklind og Maria Alander til svenske Abborrträsk i jagten på glubske fjeldørred.
Af Maria Ålander
(mere…)
