Med musepopper på fjeldet

Grove museimitationer, som sorterer de små fjeldørreder fra, er en både sjov og effektiv teknik, hvis man vil have fat i de helt store. Følg med Martin Falklind og Maria Alander til svenske Abborrträsk i jagten på glubske fjeldørred.

Af Maria Ålander

MARTIN OG JEG bliver hentet på Jörn togstation sydøst for Arvidsjaur af vores guide Sonny Holmberg, som kører helt op på perronen, så aflæsningen bliver lettere. På fødderne har han grove støvler, og på hovedet bærer han en hat af filt. Bukser og jakke ser ud som om, de har mærket vildmarkens slid – og blot synet af ham, får hverdagens stress til at forsvinde som dug for solen.

Vi er ikke nået mange kilometer gennem skoven, før vi ser en elg, der står og skraber sig op af en birk i vejkanten, så vi må stoppe op. Pludselig peger Martin på vej­banen. – Se lemmingen siger han. Imens Sonny konstaterer, at det snarere er en lille mus, ser han undrende på os. Vi kigger på hinanden. – Musepopperne siger han, og jeg nikker igen.

Ørrederne melder sig straks ved fluefiskeriet i fjeldsøen

Sonny kigger nu så uroligt på os, at vi bliver nødt til at forklare os: – Vi har altid drømt om at fange en storørred på en imitation af den lille fætter, der lige krydsede vejen, forklarer jeg. – Så ved jeg, hvilken sø vi skal besøge, svarer Sonny.

DA VI ANKOMMER til kåten, som skal være vores hjem de næste par dage, trækker skyerne sammen i horisonten, og de har varslet om torden i radioen. Det afskrækker os dog ikke, for vi er mere end ivrige efter at komme igang med fluefiskeriet, og vi beslutter os for at varme op med de traditionelle fluer i den sø, der ligger lige foran kåten. Så kan vi altid få gang i musepopperne i den sø, hvor de virkelig store fisk er.

Allerede inden vi har fået samlet vores grej, er Sonny klar med noget varm mad. Jeg lægger jakken fra mig ved siden af bålet, og mens vi nyder godbidderne, sidder vi og kigger ud over søen. Den ene ringende fisk afløser den anden, og søens overflade bliver på intet tidspunkt helt spejlblank. Vi beslutter os får at prøve i en lille vig.

– YES, råber Martin, allerede inden der er gået et minut. I det jeg betragter hans bukkede stang, hører jeg pludselig et plask præcis der, hvor min Elkhair Caddis lige landede. Det er simpelthen for vildt. Fisketuren er lige startet, og vi står allerede begge to og fighter flotte fjeldørreder på over kiloet. Sonny griner over hele ansigtet.

Vandet er så klart, at man ofte kan se fjeldørredernes karakteristiske hvide finnekanter nærme sig fluen. En del af ørrederne er med god margin mere end dobbelt så store, som de fisk på omkring kiloet, der ofte kommer først til fluen

Efter lidt tid slår vi os ned på bredden og overvejer, om vi skal tyvstarte med musepopperne, så vi kan få sorteret de mindre fisk fra, men inden vi ved af det, er det blæst kraftigt op. Læsiden af søen er dog stadig spejlblank.

Kåten ligger i vindsiden, så Sonny og jeg beslutter os for at gå tilbage for at sikre, at ilden ikke spreder sig med gnister. Jeg skal netop til at rejse mig, da jeg ser min jakke blæse flere meter op i luften – for derefter at lande i bålet… En halvt afbrændt jakke og en nedsmeltet mobiltelefon er det, som møder os, da vi når frem

I et splitsekund kan jeg mærke en helt enorm ærgrelse skylle hen over mig, men så kommer jeg i tanke om den fjeldørred, jeg lige har fanget. Og så føles det pludselig lidt bedre det hele. Hvad betyder egentlig en dunjakke og telefon, når man lige har haft så fantastisk en fiskeoplevelse? Det er jo trods alt bare »ting«. Jeg kan jo altid låne Martins telefon, og skulle jeg fryse, kan jeg sikkert låne Sonny’s jakke lidt. Rundt omkring i skoven er flere træer knækket som tændstikker i den voldsomme vind, der forsvinder lige så pludseligt, som den kom.

Tid til musepoppere og jagt på storørreden!

DAGEN EFTER er det poppertid. Sonny har allerede fremtryllet morgenmaden, inden vi vågner, og lunt liggende i soveposerne, spiser vi os mætte og glider derefter ned i vadebukserne

Idag takler vi de lidt kraftigere stænger til, og inden længe er vi på vej over søen i en robåd. – Vi skal over til den anden side og så gå et par kilometer gennem skoven, for at komme over til den sø, hvor de rigtig store fjeldørred svømmer rundt, forklarer Sonny

Hvor store er ørrederne der, spørger Martin nysgerrigt. Sonny ler lidt kryptisk og siger: – Det får vi at se. Billederne af storfisk, som slubrer druknende mus i sig begynder straks at bygge sig op i mit hoved…

DER LIGGER SØEN, siger Sonny omsider og peger gennem den smukke, troldske skov. Jeg spotter en lille odde på den modsatte side af søen,og beslutter at padle derover i min flydering, så snart den er i vandet.

 

 

Søen er egentlig ikke særlig stor, og jeg sidder netop og funderer på, om det med de store fisk virkelig kan være rigtigt, da stilheden brydes af et ordentligt plask. Det lyder næsten som om nogen har kastet noget tungt i vandet – måske en sten på størrelse med en fodbold…De koncentriske ringe i overfladen hundrede meter fra land spreder sig med en sådan kraft, at man ikke kan være i tvivl om størrelsen på fisken

– Nap den, siger Martin spontant, mens Sonny’s viftende håndbevægelse gestikulerer »så ta’ den da«

Lynhurtigt får jeg rigget de sidste ting til, og glider stille ud i vandet i min flydering. Lidt efter følger de andre efter. Der bliver ikke vekslet et eneste ord. Nu skal der fiskes!

Jeg er lidt uvant med flyderingen og fumler lidt rundt med svømmefødderne, da jeg rykkes ud af min smånervøse sidsstemning af et ordentligt plask tæt på.

– Det må være sæler, griner Martin fra sin postion lidt væk. Jeg svarer med et nik og en nervøs latter, mens min Morrish Mouse pløjer indbydende kølvandsbølger gennem vandet, idet jeg tager den hjem med små hurtige ryk.

EFTER at have brugt et par timer på at affiske søen med et utal af forskellige museimitationer, træffes Martin og jeg på midten af søen. – Har du fået noget, spørger jeg, selvom jeg egentlig kender svaret. Frustrerede må vi indse, at det ikke er i aften, at de gigantiske ørreder har mus på menuen. Det sidste vi hører, inden vi vandrer tilbage mod robåden, er et gigantisk plask..

Museimitationerne skal have et comeback – og så kommer gennembruddet

Den næste morgen er en copy paste af den forrige. Mens vi spiser, diskuterer vi, hvorvidt vi skal skifte taktik – samt tage tilbage til søen – eller prøve en ny. Sonny foreslår, at vi prøver en ny lidt mindre sø, og ingen protesterer. Vi monterer vores mus på forfangene og begiver os afsted gennem skoven. Snart kan vi se de første ringende fisk mellem birkestammerne, mens vi sniger os frem mod søen. – Se der, hvisker jeg. Min pegefinger følger en gruppe fjeld­ørred, som svømmer forbi få meter fra land. – Den der må da vælge at hapse en mus, hvisker Martin og peger på den største fisk, som nok vejer lidt over tre kilo

Efter et nik, som betyder »ta den«, sniger jeg mig længere væk for at komme på kastehold af gruppen, når den passerer lidt længere fremme. Martin er kravlet op på en lille klippe, hvor han gennem sine pol-briller holder øje med fiskene, så han kan holde mig informeret om deres bevægelser.

Lidt nervøst får jeg kastet fluen ud, og begynder at tage den ind i små ryk. – Ohh, ohhh – de kommer efter den, lyder det fra klippen. Jeg kan lige akkurat ane tre-fire par hvide finnekanter komme sprintende bag fluen lige under overfladen. Én efter én skifter de kurs, og sekunder efter er der kun én stor jagende fjeldørred tilbage. Hugget får mig nærmest til at falde bagover, så jeg får desværre ikke kroget fisken.

– Det var den største ørred, der huggede, konstaterer Martin med et strejf af galgenhumor, idet han klatrer ned fra sin udkigspost med stangen klar i den ene hånd. Snart pløjer hans museimitation gennem vandet, og jeg kan oppe fra klippen være vidne til præcis det samme scenarie. Fisk efter fisk falder fra i jagten på museimtationen, og til sidst er der kun én tilbage – og det er den største. Hugget er mindst lige så agressivt som sidst, og denne gang sidder den der

Jeg finder kameraet frem, og da jeg kigger op, kan jeg se backingen piske af Martins hjul. Det bliver en kraftfuld fight med masser af luftakrobatik, men til sidst lander han den flotte rødding, som nok vejer cirka to kilo.

EUFORISKE over med selvsyn at have konstateret, hvordan muse­imitationerne virkelig sorterer de mindre fisk under to kilo fra, deler vi os op og fisker samtidigt. Det som fungerer bedst er at lokalisere nye rødinger, som ikke har muse­imitationerne frisk i erindringen – og så fiske aktivt efter dem. Når de har opdaget musen, gælder det om at sætte god fart på den – og så ellers holde godt fast i stangen..

En hel del rødinger senere ser jeg pludselige røgen fra et bål stige op gennem birketræerne og kan fornemme duften af mad. Da vi sidder sammen med Sonny ved bålet, stråler vores øjne om kap. Museimitationerne virkede over al forventning – og de to dages fiskeri har givet et minde for livet – samt en nyt kort på hånden, når storørreden skal overlistes.

Saml venner og familie og tag på fluefiskeri ved Aborreträsk. Der er fiskeri fra 1. juni til 15. august. Ring og hør mere på tlf. 0046-705733736 eller check ind på www.natursafari.se