aug 12, 2020 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri, SANDART
Niels Buch Jørgensen fra LF med en flot sjællandsk sandart.
Sandarten er oprindeligt hjemmehørende i Sydøstdanmark, men alligevel har DTU Aqua på et fagligt inkonsistent og utroværdigt grundlag i årevis blokeret for genskabelse af sunde, naturligt reproducerende bestande af denne oprindelige art i Danmark. Men ikke nok med det – DTU Aquas rådgivning om at decimere og begrænse sandartbestandene er oven i købet delvist betalt af lystfiskernes egne penge. Det værste er dog, at DTU Aqua – og DSF – tilsyneladende fortsat forsvarer deres kurs, på trods af, at de åbenlyst intet fagligt belæg har for at gøre det.
AF JENS BURSELL
SANDARTEN er en af de mest populære sportsfisk i Europa – og en art som rigtig mange danske samt udenlandske lystfiskere har stor interesse i at fange. Men på trods af dette, gøres der ikke meget for at sikre et bedre fiskeri efter den både velsmagende og fascinerende rovfisk, som er naturligt hjemmehørende i Danmark:
– Sandarten er en hjemmehørende art i Danmark, og det står ikke til diskussion, oplyser Henrik Carl fra Fiskeatlasset og Statens Naturhistoriske Museum. – Det bedste bevis er naturligvis de efterhånden mange kvartærzoologiske fund, der strækker sig helt fra Stenalderen til Middelalderen. Skriftlige kilder beretter desuden om en naturlig bestand i Haderslev Dam og Haderslev Fjord, men selv hvis den skulle vise sig at være indført af mennesker, har sandarten optrådt som strejfer ved vore kyster langt tilbage i tiden. Sandarter, der må formodes at komme fra indre dele af Østersøen, hvor arten er naturlig og almindelig, træffes stadig ved kysterne rundt omkring i den østlige del af landet, og undertiden svømmer de også op i åerne. Over tid ville arten derfor kunne kolonisere en del af vore søsystemer helt naturligt. Undertiden har sandarten været omtalt som en fremmed/invasiv art herhjemme, men alene det faktum, at den findes naturligt i landene lige omkring os og har adgang til Danmark gennem havet betyder, at den aldrig kan være invasiv. Det kræver nemlig, at arten er ”uden for sit naturlige spredningspotentiale” – altså kun kan komme her med menneskets hjælp. Selvom sandarten er udsat mange steder herhjemme, gør det den altså ikke til en fremmed art. Ellers ville ørreden fx også skulle opfattes som en fremmed art i de dele af landet, hvor man ikke har bevis for naturlige bestande, slutter Henrik.
Hvorfor har vi så få sandart?
Ofte udråbes fiskepres og i særdeleshed erhvervsfiskeriet som den store synder, når det drejer sig om skrantende sandartbestande, hvilket helt sikkert er en meget væsentlig faktor flere steder: Der er ingen tvivl om, at den rekreative værdi af fiskeriet på de danske søer er så høj, at traditionelt erhvervsfiskeri bør forbydes. Netop denne del af problematikken – samt hvad vi kan gøre for at løse den – vender vi tilbage til i del 2 af artikelserien her.
Når det er sagt, så er der også andre faktorer, der har begrænset eller forhindret en positiv udvikling af sandartbestandene: For det første har spærringer af vandløbene gennem århundreder forhindret både naturlig ind- og genindvandring af sandart til vores søer – samt hindret lokale gyde- og fødevandringer, hvorved levevilkårene for arten er reduceret væsentligt. En anden faktor er DTU Aquas fagligt inkonsistente rådgivning og sagsbehandling omkring vores sandartbestande. Den har nemlig siden halvfjerdserne været en kæp i hjulet på processen omkring at skabe store, sunde og selvreproducerende sandartbestande i Sydøstdanmark.
Sandarten er et eftertragtet bytte. Denne flotte fisk blev fanget af Henrik Barenscheer.
Spærringer kan have medvirket til nedgang af sandart
Spærringer af vandløb kan af flere årsager have medvirket til en generel nedgang i de naturlige danske sandartbestande. For det første kan de mange vandmøller, der opstod fra omkring år 1100 og fremefter på de danske åer have medvirket til en fragmentering og decimering af de sydøstdanske sandartbestande op igennem historisk tid. Dette er – ligesom det er tilfældet for ørreden – måske årsagen til, at der ikke er historisk vidnesbyrd om sandart på fx Fyn og Sjælland.
Det kan meget vel tænkes, at sandarterne på grund af spærringer i mange søer ikke længere har kunnet vandre til områder med egnede gydesubstrater – nemlig grus- og stenbund på 2-3 meters dybde. At sandart foretager gydevandringer er et fænomen, som bl.a. er omtalt i DTU Aquas egen tekst om sandart i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. Dette kan let tænkes at have været begyndelsen på enden i de vande, hvor fiskene i høj grad har søgt en stor del af deres føde i habitater uden gode gydesubstrater. En anden side af samme sag er, at spærringer selvfølgelig også kan forhindre eller besværliggøre fødevandringer – et fænomen der også beskrives i ovennævnte tekst fra DTU Aqua. Dette kan naturligvis have betydet, at lokale bestande er blevet mere og mere sårbare overfor lokale svingninger i fødeudbuddet, eftersom de ikke har kunnet tilpasse sig fluktuationerne ved at svømme et andet sted for at finde velegnet føde i hyppigt nok forekommende mængder. Eller sagt på en anden måde: På grund af de mange menneskabte spærringer i vandløbene har vandsystemerne mistet den vigtige dynamiske buffer, der ligger i at kunne vandre mellem forskellige dele af systemet, for at opnå optimale gyde-, opvækst- og fourageringsforhold under skiftende forhold.
Spærringer blokerer for genindvandring af sandart
Et er, at de mange menneskeskabte spærringer på vandløbene sandsynligvis har påvirket sandartbestandene negativt op igennem historisk tid. Noget andet er, at de også kan have forhindret den naturlige mulighed for genindvandring, som normalt er det, der over en lang tidshorisont sikrer stabile selvreproducerende populationer i større dynamiske naturlige vandløbssystemer.
Så uanset hvor stor en del af årsagerne til sandartens begrænsede/fåtallige udbredelse i historisk tid, der måtte skyldes menneskelig påvirkning eller naturlige årsager – så er de manglende muligheder for en naturlig genindvandring gennem cirka 1000 år i høj grad forårsaget af menneskelig aktivitet.
Her kan du se de forhistoriske fund af sandart, der er registreret i kvartærzoologisk register. Disse registreringer er et indiskutabelt bevist for at sandarten er hjemmehørende og dermed også et bevis for, at den ikke kan betegnes som invasiv.
Alt dette kan – parallelt med et øget fiskepres fra mennesker – meget vel have medvirket til at sandartbestandene er blevet mere fåtallige, sårbare og måske endda udryddet lokalt op igennem historisk tid indtil det tidspunkt, hvor man begyndte at udsætte sandarter i slutningen af 1800-tallet.
Selvom det er muligt, at mange af de oprindelige sandartbestande har været helt udryddet eller måske slet ikke har forekommet flere af de steder, hvor man har introduceret/reintroduceret arten fra slutningen af 1800-tallet og frem – så er der altså meget, der taler for, at sandartens fravær eller fåtallige udbredelse i Danmark frem imod den store udsætningsperiode i høj grad skyldes menneskelig påvirkning. Og det indebærer indlysende nok, at vi på lige linje med andre arter som fx ørreden – selvfølgelig skal arbejde på at genskabe de naturlige bestande til glæde for både naturen, lystfiskeriet den naturlige balance i økosystemerne.
Dårlig og inkonsistent forvaltningspraksis af sandart
DTU Aquas ”rådgivning” samt ekstremt restriktive tilgang til at give tilladelser til støtteudsætninger af sandart er en anden væsentlig faktor, som i gennem en årrække har forhindret foreningernes arbejde med at opbygge sunde og selvreproducerende sandartbestande. Og det er ikke rimeligt set i lyset af den forvaltningspraksis DTU Aqua i årtier har ført med fx ørredbestandene.
Den danske fiskeart, som igennem tiden har modtaget mest hjælp til at danne selvreproducerende bestande, er uden tvivl ørreden. Netop derfor forekommer det også naturligt, at den forvaltningspraksis man har brugt her, danner forbillede for forvaltningen af de øvrige hjemmehørende danske fiskearter: Alle fiskearter bør selvfølgelig behandles efter ens principper, når man diskuterer de forudsætninger, som danner grundlaget for beslutninger om, hvilke arter vi ønsker i den danske natur – samt hvordan bestandene skal hjælpes.
For ørrederne er der som nævnt hverken kvartærzoologisk dokumentation eller historisk vidnesbyrd for deres naturlige forekomst på Fyn og Sjælland. Tilsvarende findes der ifølge DTU Aquas egne eksperter heller ingen entydig genetisk dokumentation for deres oprindelige forekomst her (https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/). Alligevel har man fra DTU Aquas side givet tilladelse til massevis af udsætninger på Fyn og Sjælland i vandløb, hvor der ikke er nogen form for kvartærzoologisk eller historisk dokumentation for tidligere forekomster – samt ej heller genetisk baseret sandsynliggørelse for oprindelige bestande. Her er man tydeligvis truffet en politisk afgørelse, der i praksis er forvaltet således: ”Ørred er ”ønsket” og overordnet set naturligt hjemmehørende i Danmark (Jylland), så hvis det potentielle udsætningsvand (fx Fyn og Sjælland) ligger inden for artens naturlige spredningspotentiale, må man gå ud fra, at der på et tidspunkt sandsynligvis har været en oprindelig naturlig bestand, selvom det ikke kan bevises. Dette retfærdiggør, at man kan udsætte fisk eller ophjælpe bestanden på anden vis.” Eller sagt på en anden måde – ”selvom der ikke er dokumentation for oprindelige naturlige ørredbestande på Fyn og Sjælland, er det sandsynligt, at ørreder fra fx Jylland og Sverige har koloniseret/re-koloniseret lignede vandløb med tilsvarende og egnede habitater på Fyn og Sjælland”. Tilsvarende har man i forhold til autencitet og genetik for ørredernes vedkommende i praksis handlet på følgende måde: ”Vi er klar over, at der stort set ingen genetisk oprindelige ørredbestande er på Fyn og Sjælland, så i stedet må vi tage det næstbedste – nemlig at få det bedste ud af det der pt. er til stede i vandløbene. Selvom de måske ikke rent genetisk er oprindelige, så har de dog haft i omegnen af 100 år til at tilpasse sig og der kan måske være noget oprindelige genetik tilbage, hvorved de fisk som pt. er der, er det tætteste vi nogen sinde kommer på ”lokale vildfisk””.
Det er alt sammen helt fint, men så må den samme tankegang, hvis ellers sagsbehandlingen fra DTU Aquas og Fiskeristyrelsens side er troværdig – selvfølgelig også gælde for andre hjemmehørende arter som fx sandart eller malle.
Problemet er, at det gør den pt. ikke, og det er blandt andet her, der kan argumenteres for, at DTU Aquas rådgivning er inkonsistent og fagligt utroværdig: Når man rådgiver om potentielle udsætninger, bør man naturligvis anvende de samme bedømmelsesprincipper med det samme zoogeografiske fokus for alle arter. Men sådan tænker DTU Aqua tilsyneladende ikke.
Hvis dette syn skal blive mere almindeligt, kræver det, at man tager et opgør med den forvaltningslinje DTU Aqua har rådgivet til gennem årtier.
Sandarten sagsbehandles anderledes end ørred
Når det drejer sig om sandart, vælger man nemlig en hel anden logik. For sandartens vedkommende – er der i modsætning til ørreden – solid kvartærzoologisk dokumentation for, at den er en naturligt hjemmehørende art på Sjælland og Øerne. Men på trods af dette og begrundet med, at der ikke er historisk dokumentation for naturlige sandartforekomster i nyere tid, vælger man – stik imod den logik man bruger for ørred – at stemple arten for ”fremmed”,”ikke-hjemmehørende” og ”invasiv”. Disse fagligt ukorrekte udsagn fra DTU Aquas side er i årevis brugt for at legitimere afslag på sandartudsætninger – blandt andet til Lystfiskeriforeningen (LF) som har fiskeret på flere af de sjællandske søer med sandartbestande. – Vi har inden sommerferien den 1 juli søgt aktindsigt hos DTU Aqua i historikken omkring ansøgninger og afslag på sandartudsætninger gennem årene, men indtil videre har vi – på trods af rykkere – ikke fået svar, fortæller Anders Vernersen – formand for Lystfiskeriforeningen, der er en af landets største foreninger med mange søfiskere.
Status er pr 18-08-2020, at LF har to aktindsigter kørende – en hos DTU Aqua og en hos Fiskeristyrelsen. Desværre har LF endnu ikke modtaget dokumenterne.
Fisk & Fri vil selvfølgelig følge op på, hvad disse aktindsigter viser, når Miljø- og Fødevareministeriet, som er burde have leveret dem for et stykke tid siden, har fundet dem frem.
DTU Aqua: Sandartbestandene ikke genetisk bevaringsværdige!
DTU Aquas inkonsekvente og usaglige måde at konkludere på ”hvor ønsket en art er”, skinner også igennem, når man læser konklusionen om sandartens autencitet/genetik i Fiskeatlasset – skrevet af Søren Berg fra DTU Aqua: ”Der findes således ingen bevaringsværdige naturlige bestande eller bestande med en på anden måde bevaringsværdig genpulje i Danmark”. Denne udtalelse kommer vel at mærke uden, at man har lavet så meget som skyggen af genetiske undersøgelser på de danske sandarter! Havde man ræsonneret på samme måden med ørreden – hvilket havde været endnu mere oplagt – så havde man slet ikke fundet de tegn på oprindelig genetik, som DTU Aqua hævder at have fundet i enkelte bestande på Sjælland. Pudsigt nok nævner DTU Aqua på intet tidspunkt noget om ”ikke bevaringsværdige genpuljer”, når det drejer sig om ørred på fx Fyn og Sjælland – på trods af, at der for ørredens vedkommende dokumenterbart stort set ikke findes genetisk naturlige bestande findes på hverken Fyn eller Sjælland. Det øger ikke DTU Aquas troværdighed. Tværtimod.
Begrebet ”naturligt spredningspotentiale” eller naturlig spredning uden menneskelig påvirkning, har for danske ferskvandsfisks vedkommende indtil nu været stort set synonymt med spredning via den forhistoriske ferskvandssø Ancylus – eller den nu brakke Østersø. Med den seneste forskning inden for spredning har dette dog ændret sig radikalt. Nye studier viser nemlig, at fiskeæg med bløde membraner kan transporteres over lange afstande i tarmen på vandfugle – og overleve. Denne nye viden betyder, at en fiskearts naturlige spredningspotentiale ikke længere udelukkende er defineret af vandenes historie, men også af muligheden for spredning over land og gennem luften. Dette indebærer, at sandarten over mange tusinde år muligvis kan være spredt et godt stykke længere nordvest for de vandsystemer, der havde direkte vandforbindelse til Ancylussøen. Denne form for spredning kan være med til at forklare de kvartærzoologiske fund, man har fra fx Roskilde omkring 1100 e. Kr. og Helsingør 1400 e. Kr., der sandsynligvis har ligget i periferien eller helt uden for afløbet fra den ferske Ancylussø/Danaelven.
Holder DTU Aquas rådgivning om sandart?
Men hvorfor er DTU Aqua tilsyneladende så forhippet på at bilde os ind, at sandarten er fremmed, ikke-hjemmehørende og invasiv, når det nu ikke er tilfældet? Hvad er formålet med disse fagligt ukorrekte statements? Kan det tænkes, at forskere på DTU Aqua – på trods til, at de ikke har mandat til at have det – har en personlig holdning til sandart, som man søger at legitimere ved fejlagtigt at kommunikere, at sandarten ikke hører hjemme Danmark? Tilsyneladende er det lykkedes DTU Aqua at bilde både DSF, Naturstyrelsen, Fiskeristyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriet dette ind gennem mange år. Som iagttager virker det som om, at DTU Aqua – uden en reel faglig begrundelse – ønsker at legitimere en restriktiv udsætningspolitik samt rådgivning til en benhård nedfiskning af de bestande, der i DTU Aquas optik er ”uønskede og ikke genetisk bevaringsværdige”.
Skal DTU Aqua have lov til det? Nej selvfølgelig ikke: DTU Aqua skal rådgive neutralt og har ingen hjemmel til at have personlige eller politiske holdninger. Det er embedsmænd, politikere og interessenter i §7, der skal træffe beslutningerne – ikke DTU Aqua. Det gør vi heller ikke, vil DTU Aqua selvfølgelig sige… og det er jo teoretisk set også rigtig nok… Problemet er blot, at menige medlemmer af §7 og politikerne ikke nødvendigvis har det faglige grundlag til at gennemskue DTU Aquas inkonsistente og fagligt ukorrekte rådgivning om eksempelvis sandarten, hvilket i årtier har haft store konsekvenser for vores sandartbestande. §7-udvalgsmedlemmer, politikere og embedsmænd stoler jo tilsyneladende på, at DTU tegner et retvisende og neutralt billede af sandarten – og agerer derefter. Og dermed træffer de – måske uden at vide det, beslutninger der modarbejder gode sandartbestande på et uoplyst og forkert grundlag. Så – selvom DTU på papiret blot rådgiver – og har monopol på dette, så sidder de tilsyneladende reelt set også med et magtmonopol, fordi ingen i administrationen over dem åbenbart har de faglige kvalifikationer til at forholde sig kritisk til deres rådgivning. En situation som denne kan selvsagt være yderst problematisk, hvis de instanser, der foretager rådgivningen, ikke har format til at forvalte det store ansvar, de har fået, på rette vis.
DTU Aquas budskab om at begrænse sandartens udbredelse sker blandt andet via ”Søhåndbogen”, som lystfiskerne igennem årene har betalt meget dyrt for. I kapitlet om forvaltning af sandart kommunikerer DTU Aquas Søren Berg således til modtagerne, at sandarten både er ”ikke hjemmehørende” og ”invasiv”, hvilket er faktuelt forkert. Det er således let at argumentere for, at der i Søhåndbogens afsnit om sandart rådgives på et fagligt ukorrekt og derfor kritisabelt grundlag.
På DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk kommunikeres det, at sandarten er ikke hjemmehørende og invasiv, hvilket i følge førende eksperter på området er forkert.
DSF vil ikke udtale sig om sandarten
Vi har spurgt Danmarks Sportsfiskerforbund, som meget gerne skulle repræsentere alle de danske lystfiskere, hvad de mener i sagen.
FISK & FRI: Synes I DTU Aquas rådgivning gennem årene har været OK? Er det eksempelvis ok, at de har givet afslag på en række ansøgninger om udsætninger af sandart? Har DSF nogensinde sat sig ind i om DTU Aquas rådgivning vedrørende sandart holder fagligt?
DSF SVARER: Vi har en række ønsker til forvaltningen af sandartbestandene – for eksempel udfasning af garnfiskeri i ferskvand, stop for omsætning af sandart, og så ønsker vi en daglig fangstbegrænsning på arten, der skal gælde alle, siger DFs biolog Kaare Maniche Ebert. – Vi ønsker, som tidligere skrevet, ikke at kommentere på DTU Aquas virke. Denne beslutning er taget af forbundsbestyrelsen.
FISK & FRI: OK – men hvis ikke DSF har en holdning til DTU Aquas virke, så tænker jeg, at du (Kaare Maniche Ebert) som biolog for DSF måske har en holdning til nedenstående spørgsmål, der har stor betydning for forvaltningen af sandart:
- Ønsker DSF bedre og større sandartbestande i Danmark?
- Er det fagligt korrekt at betegne sandarten som invasiv, fremmed eller ikke hjemmehørende i Sydøstdanmark generelt?
- Er der fagligt belæg for at give sandarten samme forvaltningsstatus som ørred i Sydøstdanmark – og hvis nej – hvorfor ikke?
DSF SVARER: – DSF har ikke kommentarer til dine spørgsmål, slutter Kaare Maniche Ebert.
Symbiosen DSF og DTU Aqua – hvorfor?
Når man ser på hele historikken omkring, hvad der er sket i dansk lystfiskeri det sidste årti – og kobler det sammen med ovenstående svar, så virker det nærmest som om, at der er en slags symbiose mellem DSF og DTU Aqua. Hvis der er den mindste kritik af DTU Aqua, så har DSF pudsigt nok aldrig en kommentar til det…I ovenstående tilfælde forekommer det ualmindeligt mærkeligt, at DSF tilsyneladende heller ikke har en selvstændig holdning til spørgsmål, der er helt basale og ekstremt vigtige for forvaltningen af en af vores vigtigste ferskvandsrovfisk.
Hvis DSF fremover skal være i stand til at samle alle danske lystfiskere under én fane – inklusiv de store danske søfiskerforeninger, så vil det utvivlsomt hjælpe, hvis DSF reelt set tør mene noget andet end DTU Aqua – og fagligt stå på mål for det – uanset om det er i tråd med DTU Aquas udtalelser eller ej. Sådan forholder det sig ikke nu, hvor der DSF minder mere om en marionetdukke for DTU Aqua end et uafhængigt forbund, der kan stå på mål for sine holdninger og forsvare alle danske lystfiskeres interesser.
Med afsæt i dette kan det for almindelige lystfiskere let komme til at virke som om, at DSFs ledelse har indgået en pagt med DTU Aqua á la ”hvis DTU Aqua hjælper DSF med forskning og rådgivning, der er i tråd med DSF´s ledelses politik, så bakker DSF til gengæld blindt og lydigt DTU Aqua op i alle sager – uanset om det drejer sig økonomi eller faglighed… Såfremt det vitterlig er tilfældet, er det ikke noget, der fremmer troværdigheden af hverken DSF eller DTU Aqua. Tværtimod.
Hvad siger DTU Aqua?
Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål, for at tjekke om de reelt set har nogle gode faglige argumenter for at give stemple sandarten som fremme eller invasiv, hvilket de tilsyneladende ikke har:
FISK & FRI: I konkluderer i Fiskeatlasset, at alle sandartbestande i DK er udsatte: Hvad har I af dokumentation for dette? Har I eksempelvis historisk vidnesbyrd om, at sandarten er udryddet eller aldrig har været til stede i de pågældende vande? At man har sat sandart ud i en række søer er jo eksempelvis ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle sandart i disse – eller tilstødende søer i samme system (eksempelvis søer uden erhvervsfiskeri) – har været totalt udryddet/aldrig har været der? Helt specifikt vil jeg især gerne have dokumentation fra Tissø/Hallebyå/Åmose systemet samt Susåen/Tystrup Bavelse.
DTU AQUA SVARER: Men hensyn til dit spørgsmål om referencer for den vurdering af sandartens naturlige forekomst i Danmark, der gives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk, fremgår referencerne af bogens tekst. Der kan også henvises til denne web-publikation: https://www.nobanis.org/globalassets/speciesinfo/s/sander-lucioperca/sander_lucioperca_2014.pdf, som indeholder enkelte andre referencer end bogen, bl.a. den ovenfor nævnte (Dahl 1982). Begge publikationer er fagfællebedømt.
FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer på det, vi spørger om ”At der er bred enighed blandt fagfolkene”, er da ikke et svar, hvis ingen af disse ”fagfolk” reelt set i nogensinde og i nogen af de tekster, I refererer til – reelt set har forholdt sig til det spørgsmål, som jeg her stiller. Og det har de ikke. Men – I kan måske (a) give mig et citat med kildehenvisning til nogen, der har besvaret disse spørgsmål? I bruger Krøyer som bærende reference for jeres konklusion om fravær af sandart i Sydøstdanmark, men netop Krøyer har DTU Aqua uden nogen særlig grund tidligere stemplet som ikke valid/fejlagtig, når han i sit ekstremt grundige værk om de danske fiskearter ikke har registreret ørred på hverken Fyn eller Sjælland i tiden før Feddersen og andre begyndte de store ørredudsætninger på Fyn og Sjælland. b) Kan I godt forstå, hvis det virker både selvmodsigende og utroværdigt, at DTU Aqua godt vil bruge Krøyers tekst om en fisk, der ikke er registreret i et område som kilde, når det drejer sig om at legitimere argumenter imod udsætning og pleje af en art DTU Aqua tilsyneladende ”ikke ønsker”, mens DTU Aqua ikke vil bruge samme kilde om en anden fisk fx ørred – der heller ikke er registreret i et område, når der er tale om en art som DTU Aqua ”ønsker” – og derved gerne vil legitimere udsætninger og pleje af? I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer hvad ”alt” er. c) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener man at de uddøde naturligt?
DTU Aqua: Krøjer (1838-40) er nævnt som reference fordi det er den ældste. Ser man i senere publikationer (fx Feddersen 1894, Levinsen 1903, Otterstrøm 1912 og Dahl 1982) kommer de samstemmende frem til samme konklusion som Krøjer: At der i Danmark før udsætningerne begyndte kun fandtes sandart i Haderslev Dam. Når vi ser på disse publikationer i dag, har vi ingen grund til at betvivle den vurdering. Hvis du har kendskab til skriftlige kilder, der bringer nye oplysninger om dette emne frem, er vi selvfølgelig meget interesserede i at se dem.
Ser man på Otterstrøms opfattelse af ørredens naturlige udbredelse i Danmark, er han til gengæld ikke enige med Krøjer. Og når vi i dag, som vi tidligere har drøftet med dig, har nye undersøgelser (genetiske), som viser, at der er oprindeligt genetisk materiale i nutidens ørredbestande på Sjælland, og dermed bakker Otterstrøm op, er det for os klart at på det punkt tog Krøjer fejl. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt andet Krøjer skrev er forkert.
Litteratur:
Dahl, J. 1982. A Century of Pikeperch in Denmark. EIFAC TECHNICAL PAPER 42/Suppl./2, FAO, Rome, 344-352.
Feddersen, A., 1894. Færskvandsfiskeriet, Anden Forøgede Udgave. P.G. Phillipsens Forlag, København.
Levinsen, J.C.L., 1903. Beretning om Dansk Ferskvandsfiskeri 1902, Særtryk af Fiskeri-Beretningen for 1901-1902, I Hovedkommission hos Universitetsboghandler G.E.C. Gad, Kjøbenhavn.
Otterstrøm, C.V, 1912. Fisk I, Pigfinnefisk. G.E.C. Gads forlag, København.
FISK & FRI: Vi har ingen skriftlige historiske referencer på, at der var sandart i nævnte periode. Den vigtige pointe er blot, at manglende historiske referencer fra FØR det tidspunkt, hvor man begyndt at udsætte fiskene ikke kan bruges som bevis for, at de ikke var der, for bruger man den logik, så bør der ikke være ørred på Fyn og hovedparten af Sjælland. Ørredudsætningerne rundt omkring i Europa startende jo i perioden lige efter Krøyer (ca. 1850) hvilket selvfølgelig betyder, at når fx Otterstrøm m.v. siger, at der er ørred på fx Sjælland i 1912 – mere ned 50-60 år efter, at man startede på at udsætte dem i samme område – så er det jo udsatte ørreder, han har set. Dengang havde man jo slet ikke al den (fornuftige) snak om autencitet.
At DTU Aqua har fundet tegn (ikke entydige beviser) på rester af genetisk autencitet i et par vandløb i Sydsjælland er jo ikke et bevis for, at der har været ørred i samtlige andre vandløb på Sjælland og Fyn. Men det regner i med (hvilket sikkert også er rigtigt). Pointen er, at så må man selvfølgelig også bruge samme model for andre arter – men når vi så snakker fx malle og sandart – så skifter i helt zoogeografisk fokus og har nogle andre kriterier: Spørgsmålet til DTU Aqua er så: Bør de underlæggende kriterier for, hvordan man bedømmer begreber som fx autencitet, naturlig indvandring, oprindelig udbredelse og rekolonisation – set i en forvaltningssammenhæng – ikke være det samme for alle fiskearter? Hvis nej – så forklar venligst hvorfor?
DTU Aqua har desværre ikke ville besvare dette helt centrale spørgsmål, som har afgørende betydning for forvaltningen af mange af de danske fiskearter. Måske fordi de ikke kan besvare det uden samtidig at så tvivl om deres faglige troværdighed i forbindelse med myndighedsrådgivningen?
Netop fordi autencitet vægtes så højt, når det skal afgøres, hvor man vil have hvilke fiskearter, er det set i en forvaltningsmæssig sammenhæng afgørende for evalueringen af DTU Aquas rådgivning, at institutionen også besvarer dette spørgsmål, som DTU Aqua undviger at svare på: I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer, hvad ”alt” er. C) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener DTU Aqua, at sandartbestandene uddøde naturligt? Heller ikke dette spørgsmål, der fagligt set er helt centralt for at kunne retfærdiggøre DTU Aquas og myndighedernes forvaltning af sandartbestanden, ønsker DTU Aqua at svare på.
Hvis ikke DTU Aqua kommer op med nogle bedre svar, tyder alt altså nu på, at DTU Aqua reelt set overhovedet intet fagligt belæg har for at stemple sandarten som invasiv – med de negative konsekvenser der har for ophjælpningen af sandartbestandene.
Hvorfor siger ingen DTU Aqua imod?
Ja, det er et godt spørgsmål. En del af problematikken er, at DTU Aqua, som der ser ud nu, har monopol på myndighedsbetjening og rådgivning i forbindelse med bestandspleje og udsætninger. Det betyder i praksis at der, som i dette tilfælde, kan sidde én enkelt forsker med sine personlige holdninger – og blokere for udbredelsen af en hel art i årtier – uanset om der er fagligt belæg for det eller ej.
Men ikke nok med, at sandarten er naturligt hjemmehørende og derfor bør prioriteres lige så højt som fx ørred i de fremtidige forvaltningsplaner for vores fiskevande. Noget andet er, at sandarten – uanset genetisk herkomst, er gavnlig for den økologiske balance i vores vande, fordi den lægger et solidt prædationstryk på eksempelvis planktivore fisk som fx skaller, hork og mindre aborrer, hvilket dokumenterbart kan give mere klart vand. Dette samt hele problemstillingen om erhvervsfiskeriet på vores søer kan du læse meget mere om i det næste afsnit af artikelserien – ”Red sandarten – stop DTU Aquas magtmonopol”.
aug 9, 2020 | Artikler, Miljø og debat
DTU Aqua er for tiden udsat for en del kritik af deres faglige troværdighed. For at forsvare sig mod dette har vicedirektør Anders Koed – senest i Midtjyllands Avis – refereret til topkarakterer i en undersøgelse af instituttets faglighed – angiveligt lavet af førende udenlandske eksperter. Anders Koed glemmer dog at nævne, at rapporten i sin helhed er censureret for offentligheden, så man ikke kan tjekke kilden – samt at selvsamme rapport blot er en overordnet evaluering, der naturligvis ikke kan gå i dybden med alle projekter og/eller sager under myndighedsbetjeningen. Uanset afsender og indhold er evalueringsrapporten derfor ikke er et holdbart argument for at afvise specifik faglig kritik på de enkelte forskningsprojekter samt sager og rådgivning under myndighedsbetjeningen.
AF JENS BURSELL
BLANDT NOGLE LYSTFISKERE – eksempelvis i inderkredsen omkring DSF – hyldes DTU Aquas faglige vurderinger ofte som et gyldent facit på alt – uden at der nogensinde bliver stillet kritiske spørgsmål. Og hvis der er nogen, der vover at gøre dette, bliver nærmest betragtet som blasfemi.
Over de sidste par år er der dog kommet flere og flere sager frem, hvor der let kan argumenteres for, at DTU Aqua giver en fagligt kritisabel rådgivning – måske i et forsøg på at legitimere ”mærkesager”, som der ikke er det store faglige belæg for? ”Mærkesager” er man som forsker ikke berettiget til at have, hvis og når man skal give en neutral rådgivning – eksempelvis i forbindelse med sagsbehandling, myndighedsbetjening – samt arbejdet i §7 udvalget. Forskere skal og må ikke politisere – de skal rådgive på et 100 % neutralt fagligt grundlag, hvor man ikke ”tilfældigvis” glemmer nogle af de vigtige faglige pointer, der skal til for at give et retvisende helhedsbillede af en sag. Det er nødvendigt for demokratiet – og for at embedsmænd samt politikere kan træffe de rigtige afgørelser på et oplyst grundlag.
I MIDTJYLLANDS AVIS den 1. August har Anders Koed et debatindlæg som et svar på kritik fra Jarl Gorridsen vedrørende DTU Aquas rådgivning omkring Tange Sø og Gudenåen. Jeg mener grundlæggende, at Gudenåen skal slippes fri, så jeg er IKKE enig med Jarls Gorridsens holdninger til dette, men han har en generel pointe, som er væsentlig: Meget tyder på, at DTU Aqua i visse sager politiserer i en grad, som de ikke har mandat til – og her mener jeg ikke Tange Sø sagen.
Som afslutning på sit indlæg skriver Anders Koed: ”Vi udtaler os naturligvis som fageksperter til pressen. Hvis man i øvrigt skulle være bekymret for kvaliteten af DTU Aquas faglighed, kan jeg tilføje, at instituttet hvert 5. år bliver underkastet en grundig faglig granskning af førende udenlandske eksperter. Ved seneste evaluering i 2016 fik vi topkarakter, som et internationalt førende forskningsinstitut inden for fiskeriforskning”.
Selvom det ikke 100 % direkte er det, Anders Koed skriver, så vil man som almindelig læser let få det indtryk ”at internationale fagfolk og eksperter, der ved meget mere om netop det emne, som diskuteres/kritiseres, har evalueret DTU Aquas faglighed på området. Og når de kommer frem til den konklusion, at DTU Aquas faglighed er helt i top – så er der nok også noget om snakken. Ergo kan man nok ikke tillade sig at kritisere DTU Aqua for deres faglighed…” Og det er sikkert også det signal Anders Koed gerne vil sende.
SPØRGSMÅLET er så – holder det? Nej – selvfølgelig ikke. Anders Koed glemmer helt at nævne på midtjyskavis.dk, at der er tale om en censureret undersøgelse, hvor offentligheden tilsyneladende ikke må se rapporten i sin fulde længde og sammenhæng, fordi man ikke ønsker at offentliggøre kilden… Det kan undre, at en forsker, der burde være vant til at underbygge sine udtalelser med dokumentation og kilder, referer til en undersøgelse uden en kilde.
Jeg har for lang tid siden bedt DTU Aqua om at sende mig omtalte undersøgelse, men de ville kun sende en censureret udgave, uden afsender og titel på rapporten. Man kan undre sig over, hvad det er DTU Aqua søger at skjule, hvis dokumentet ellers er værd at referere til. Hvad er det i denne rapport, som ikke tåler at se dagens lys? Det jeg har fået tilsendt kunne i princippet være skrevet af DTU Aqua selv – uden at jeg dog siger, at dette er tilfældet. Er der nogle ”men´er” i undersøgelsen, som man ikke må se? Er ”de internationale eksperter” åbenlyst nogle af husets ”venner” – eller er DTU Aqua bange for, at man konfronterer ”de internationale eksperter” med tvivlsspørgsmål om DTU Aquas faglighed eller måske endnu værre – regnskabet for produktionen af Søhåndbogen (del 1 + del 2) , hvor meget tyder på, at DTU Aqua har taget 700 % overpris på timelønningerne? Vi ved det ikke, men det forekommer useriøst at Anders Koed refererer til en undersøgelse af sit eget institut – og så efterfølgende dokumenterer det med et censureret udsnit af en tekst uden afsender…
NÅR DET ER SAGT, så er der i min optik ingen tvivl om, at DTU Aqua har mange dygtige medarbejdere, hvoraf mange laver et fantastisk stykke arbejde – som blandt andet resulterer i forskning, der uden tvivl har international topklasse. Hatten af for det. Men – det er ikke ensbetydende med, at alt er som det skal være – og at der ikke kan være projekter og rådgivningsforløb, som man med rette kan argumentere for er fagligt kritisable. Og hvis det er tilfældet, skal man selvfølgelig kunne kritisere det, med det formål at få bragt tingene på ret kurs. Det er det, vi forsøger at gøre på Fisk & Fri. At man gør nogen ting godt, er ikke et argument for, at man skal undlade at rette op på de ting, der åbenlyst ikke er i orden.
Jeg vil blande mig uden om diskussionen mellem Anders Koed og Jarl Gorridsens om Tange Sø. I stedet vil jeg forholde mig til de kritiske artikler, som har været bragt på fiskogfri.dk: Som nævnt ovenfor er den censurerede rapport, som Fisk & Fri har set den ucensurerede del af, en vurdering foretaget med de store oversigtsbriller. Her kigger man på, hvor mange der er ansat, hvilke ting de arbejder med, om der er god sammenhæng i arbejdet – samt om DTU Aqua samlet set har publiceret en fornuftig mængde af forskningsartikler. Og det har de – ifølge de unavngivne og censurerede kilder. Bedømmelsen inddrager hele DTU Aquas arbejde – både det er der foretaget for Fisketegnsmidler, og det er er lavet for fx EU-midler. Det betyder at fx projekter og publikationer finansieret af EU-midler, vil ville kunne være med til at ”løfte” projekter under finansieret af Fisketegnsmidlerne, som måske er knapt så imponerende – eller måske ligefrem det modsatte.
DET SIGER SIG SELV, at en sådan evaluering ikke går i dybden med samtlige projekter, kilder, faglige argumenter og alle dets konklusioner. Tilsvarende siger evalueringen intet overhovedet om kvaliteten og troværdigheden af DTU Aquas myndighedsrådgivning, som jo er generelt er tekstet på dansk – et sprog man må antage at ”internationale eksperter” næppe mestrer. Alle disse ting tilsammen betyder altså at ”den hemmelige evaluering” – uanset hvor mange rosende ord de censurerede og hemmelige forfattere måtte komme med – er værdiløs i en specifik debat om konkrete sager, hvor DTU Aqua kritiseres på deres faglighed.
Her må man forvente – og forlange, at DTU Aqua stiller op til at besvare spørgsmål. Og hvis ikke de er i stand til at argumentere fornuftigt for deres rådgivning, skal det selvfølgelig have en konsekvens for DTU Aquas fremtidige rolle i rådgivningen af interessenter og myndigheder.
I de næste to artikler i serien vil vi give et eksempel på, hvordan der kan argumenteres for, at rådgivningen fra DTU Aqua kan have været problematisk – ikke blot for vandmiljøet med også for en af vores vigtigste og mest populære sportsfisk.
Imens er min opfordring til Anders Koed fra DTU Aqua derfor følgende: Offentliggør rapporten inklusiv afsender og uden censur, så alle kan læse den i sin fulde helhed og sammenhæng. Det vil øge troværdigheden af at bruge den som reference for jeres faglige troværdighed. Vi publicerer den gerne her på fiskogfri.dk
jun 17, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Prisestimater baseret på uvildige ekspertudtalelser tyder på, at DTU Aqua har taget i omegnen af 700% for meget i løntimer for projektet Søhåndbogen i perioden 2011-2015. Det er dog først, da Miljø- og Fødevareministeriet kræver en forklaring, at Fisk & Fris spørgsmål til regnskabet fra artiklen ”DTU Aqua´s Søhåndbog – tre millioner for dyr?” bliver “besvaret”. Men – DTU Aquas “svar” forklarer ikke det ekstremt høje ressourceforbrug på projektet – tværtimod.
AF JENS BURSELL
Efter lang tid er det endelig lykkes Fisk & Fri at få lidt mere konkrete svar på vores spørgsmål til DTU Aqua vedrørende regnskabet for projektet ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015. Men – i DTU Aquas svar hverken afklares, godtgøres eller dokumenteres det reelt set, hvordan det kan have kostet så meget at producere så lidt – snarere tværtimod. I stedet kommer DTU Aqua med en række vildledende oplysninger, hvor det virker som om, at man fra DTU Aquas side bevidst forsøger at føre Miljø- og Fødevareministeriet, Fiskeristyrelsen og de danske lystfiskere bag lyset i et forsøg på at bortforklare et urimeligt højt forbrug af ressourcer på nogle ret små og overskuelige opgaver.
700 % overforbrug af timer?
Hvis vi udelukkende kigger på forbruget af løntimer fra DTU Aqua, så bør der ringe en kraftig alarmklokke hos de ansvarlige i Miljø- og Fødevareministeriet samt Fiskeristyrelsen: Fraregner man de dokumenterede omkostninger til eksterne bidragsydere med bilag inkl. overhead, har DTU Aqua brugt 3.272.150 lønkroner på projektet i 2011-2015. Sættes dette tal i forhold til Fisk & Fris estimat af, hvad det kunne have været gjort for i løn eksklusiv bilags dokumenterede udgifter (808.000 – 391.000 = 417.000), kommer man frem til, at DTU Aqua har brugt i omegnen af 7-800 % flere timer, end det man med rette kunne forvente på baggrund af de oplysninger, vi har om tidsforbrug på lignende opgaver fra uvildige kilder i forskningsmiljøet (3.272.150/417.000 = faktor 7,8).
Uanset hvordan DTU Aqua forsøger at vende og dreje tallene for at få det til at lyde som om, at man slet ikke kan regne med det estimater, Fisk & Fri har lavet på baggrund af uvildige og veldokumenterede kilder, så er fakta følgende: Alt tyder stadig på et ekstremt overforbrug af ressourcer i dette projekt. Selv hvis man antager, at forskerne fra fx KU slet ikke ved, hvad de taler om, når de udtaler sig om hvor lang tid det tager at lave lignende opgaver – og lægger 100 % oven i alle estimater – så er der stadig tale om et overforbrug af timer fra DTU Aquas side på i omegnen af faktor 7! Men – der er dog ingen grund til at lægge 100 % oveni estimaterne, for Fisk & Fris ressourceestimater er yderst realistiske – og som dokumenteret nedenfor snarere overestimerede end underestimerede.
Her bør man som ledelse i DSF, medlem af §7 udvalget, ansvarlig politiker eller embedsmand stille sig selv følgende spørgsmål: Er alt OK? – eller alternativt – er DTU Aqua ekstremt langsomme til at udføre deres arbejde? Og i så fald bør dette have en konsekvens for prissætningen og kontrollen på fremtidige opgaver? Eller kan der være tale om et fiktivt regnskab, hvor pengene reelt set bliver brugt til noget andet, end det man siger de bliver brugt til? Er det lovligt – og hvis det ikke er, hvad skal det i givet fald have af konsekvenser?
Hvorvidt de danske lystfiskere har fået nok for pengene med DTU Aquas projekt Søhåndbogen har stor betydning i en bredere sammenhæng, for hvis man får alt for lidt for pengene i ét projekt som dette – hvad så med alle de andre projekter? At pengene udnyttes optimalt har stor betydning for vores fiskebestande, for jo bedre pengene anvendes – desto mere fisk og miljø får vi for pengene.
Feedback på DTU Aquas svar:
Indledningsvis siger DTU Aqua i deres svar på Fisk & Fris Spørgsmål, at de har brugt 2-3 måneder på at svare på spørgsmål til Fisk & Fri i denne sag. Hvis tidsforbruget på disse ret simple spørgsmål vitterlig har været så højt, som DTU Aqua siger det er, så tyder det på, at man enten ikke har haft orden i dokumentationen for sit arbejde i første omgang – eller at det sikkert kan tage lang tid at argumentere fornuftigt for, at et så begrænset et stykke arbejde, kan have kostet så mange penge. Når der har været mange mails mellem DTU Aqua og Fisk & Fri/Jens Bursell – så har det bl.a. noget at gøre med 1) at man i høj grad ikke besvarede spørgsmålene eller gav vildledende svar i første omgang (eksempelvis at man linker til budgetter, når der spørges efter regnskabet) og 2) at Offentlighedslovens tidsfrister ikke blev overholdt i forbindelse med den første aktindsigt – hvilket til dels kan være en fejl fra Fiskeristyrelsens side.
DTU Aqua skriver, at de har undersøgt muligheden for at få afprøvet holdbarheden af Fisk & Fris journalistiske metoder ved pressenævnet, og at det ikke kan lade sig gøre, fordi Fisk & Fri ikke er tilmeldt dette. Det virker mest af alt som et forsøg på at fjerne fokus fra det det drejer sig om – nemlig at der tilsyneladende er brugt alt for mange penge på alt for lidt. Fisk & Fri overholder helt almindelige etiske retningslinjer for journalistik – og alt hvad vi har gjort er at stille kritiske spørgsmål, hvoraf hoveparten dokumenterbart ikke tidligere var besvaret af DTU Aqua – hverken via tidligere mails eller aktindsigter. At de manglende svar fra DTU Aqua så måske stiller dem i det dårligt lys – det er jo deres egen skyld: De har haft alle muligheder og masser af tid til at svare, inden artiklen blev publiceret – og de er blevet tilbudt at tage til genmæle i selve artiklen. Samtlige normale journalistiske principper er fulgt på helt almindelig vis. Så selv, hvis DTU Aqua kunne havde fået testet sagen i Pressenævnet, ville der ikke have været noget at komme efter.
DTU Aqua skriver: ”En lang række af spørgsmålene, stillet af Fisk & Fri/Jens Bursell neden for går på tidsforbrug og drift i forbindelse med delopgaver lavet på Søhåndbogs-projektet. Denne information findes ikke, jf. ovenstående. DTU Aqua har flere gange i løbet af de seneste år informeret Fisk & Fri/Jens Bursell om dette.” Dette er ikke korrekt: Det er kun i ét enkelt af svarene i forbindelse med aktindsigten af 6. maj 2019 (svar 3), at DTU Aqua har oplyst om dette – og her har denne oplysning været specifikt møntet på produktionen af databasen til Vidensbanken. DTU Aqua har således ikke tidligere oplyst, at det tilsyneladende nu gælder projektet som helhed.
Det forekommer i min optik besynderligt, at man fra DTU Aquas side opgiver et timeregnskab med decimalers nøjagtighed hvert eneste år – helt uden at have en mellemregning? Det fremkomne timeantal må jo være fremkommet på basis af nogle indberetninger – hvis der da ikke, som meget tyder på, er tale om et fuldstændigt fiktivt timeregnskab? Så kan man så spørge sig selv, hvorvidt det er lovligt at opgive et fiktivt timeregnskab? Hvis der var tale om et rammebevilling, så ville der jo blot stå, at man havde brugt det aftalte beløb og ikke et specifikt antal timer? Dette er Fisk & Fri pt ved at undersøge.
Nedenfor vil jeg gennemgå DTU Aquas svar – og forklare samt dokumentere, hvorfor deres svar intet ændrer ved pointen i artiklen: Alt tyder nemlig stadig på, at projektet til cirka 3,8 millioner kroner kunne have været udført cirka 3 millioner billigere.
1 – Hvad kan teksten til Søhåndbogen have kostet?
DTU Aquas svar på Fisk & Fris spørgsmål til dette ændrer overordnet set intet ved det faktum, at produktionen af tekst til selve Søhåndbogen umuligt kan have kostet mere end cirka 200.000 kroner, på trods af, at vi efterfølgende har fået oplyst fra Peter Rask Møller, at finansieringen fra Aage V- Jensen ikke har været tilstrækkelig til at dække samtlige udgifter på Atlasprojektet over Danske Ferskvandsfisk, som arbejdsbyrden på Søhåndbogen sammenlignes med. Eftersom den KU medarbejder, som ikke har været dækket ind af Aage V Jensen midlerne kun har bidraget med cirka 10 % af bogen, ændrer dette intet nævneværdigt i det overordnede regnestykke på, hvor meget det i grove tal kan have kostet at lave ”Søhåndbogen”. At det nu viser sig at cirka 10 % af arbejdet på Atlas Projektet har været ufinansieret svarer jfr. Henrik Carls svar nedenfor til en forskel på cirka 20.000 kroner i prisestimatet for arbejdet, hvilket intet nævneværdigt ændre i udregningerne på et projekt til 3,8 millioner kroner. Og – denne mindre fejlkilde modvirkes til fulde af alle de mange underestimater vi refererer og dokumenterer nedenfor. Den helt tunge og tidskrævende arbejde i KU’s bidrag er jo netop selve den research, der ligger bag alle de mere sjældne og fåtallige arter – i modsætning til den del DTU Aqua har lavet, der primært fokuserer på velkendte arter, som forskerne har arbejdet med i mange år, hvor der findes massevis af litteratur – og som derfor er lettere at skrive. Og – tung baggrundsresearch har jo netop ikke været aktuelt på Søhåndbogen, da der som uddybet nedenfor er tale om simpel formidling af standard stof – der mere eller mindre er en forenklet og nedbarberet repetition af indholdet i Atlasprojektet, som DTU Aqua arbejdede med lige inden Søhåndbogen – betalt af andre midler.
Når DTU Aqua skriver, at deres arbejde har været delvist selvfinansieret på Atlasprojektet, kan man undre sig meget over, at det skulle tage så lang tid, når man ser hvor lille en del af det samlede projekt, de har lavet (196 sider = 28%) – et arbejde de ifølge K.U. har fået ca. 650.000 kroner for (hvoraf nogen var øremærket til indtastning). (DTU Aqua har skrevet siderne 37-48 (12s), 97-114/2 (8,5 s), 351-367 (17s), 375-385/2 (5,5 s), 385-502 8 (118s), 569-600 (32s) = 196 sider ud af 700 = 28 %).
DTU Aqua mener ikke, at der er ”valide metoder” til at beregne standard enhedspriser på ord. Det er klart, at det kan variere meget – og det er netop derfor, at Ferskvandsatlasbogen er brugt som eksempel på, hvad noget lignende og endda sværere har kostet. Og jo – så alligevel? For når man kigger på Søhåndbogen, så er det ekstremt vigtigt at holde sig for øje, at det jo netop IKKE er videnskabelige tekster – men blot helt almindelig simpel populærformidling af et emne, som forskerne er inde i i forvejen. Og det kan man selvfølgelig godt sætte mål for, for Søhåndbogen er ikke sværere at producere end så meget andet journalistisk arbejde, som laves om et emne, man i forvejen har sat sig ind i og ved noget om.
Selvfølgelig kan man sætte et omtrentligt antal ord på, hvad man gennemsnitligt kan producere af tekst på en arbejdsdag om et stof, som man i forvejen er fuldstændig inde i. Jeg er selv biolog samt har skrevet professionelt siden halvfemserne – og jeg ved, at man som minimum ved almindelige formidling bør kunne producere 1200-1600 ord dagligt – og i nogle tilfælde over 2-3000 ord som 100 % færdig tekst. Eller sagt på en anden måde. Hvis DTU Aqua vitterlig har været så lang tid om at producere teksten som de siger, kan der argumenteres for, at de simpelthen ikke har kompetencerne til at skrive tekster af den karakter. Jeg har selv skrevet over 10 bøger – så jeg ved præcist, hvor lang tid det tager at skrive om selv komplicerede emner, man er godt inde i allerede.
For at få uddybet skriveeksemplet fra Atlas Projeket har Fisk & Fri spurgt Henrik Carl fra KU om, hvor lang tid han har brugt på skrivearbejde i forbindelse med ”Atlas over danske ferskvandsfisk”. – Jeg har brugt cirka 60 % af min arbejdstid i et halvt år på selve skriveprocessen af brødteksten Det giver godt tre måneders løn til ca. godt 40.000 kr. om måneden (inkl. feriepenge osv. men uden overhead, da Aage V. Jensens Fonde ikke giver overhead) = godt 120.000 kr. for at skrive ca. 60 % af bogen, slutter han.
Atlasbogen er på 700 sider á ca 500 ord = 350.000 ord, så her har det altså kostet cirka 120.000 kroner at producere 210.000 ord. Omsættes dette til omfanget af DTU Aqua søhåndbog på 82.000 ord, svarer det til at denne, som jfr. argumenterne ovenfor bør have været markant lettere at skrive, kunne have været skrevet til 46.800 kroner (82.000/210.000 x 120.000 kr). Hertil kommer redigering af teksten, som maksimalt er en uges arbejde for så lille et projekt som Søhåndbogen – hvor man oven i købet kan efterredigere løbende, hvilket gør arbejde lettere end på en trykt bog. Så Fisk & Fris bud på, at det maksimalt burde have kostet i omegnen af 200.000 kr. at skrive Søhåndbogen er derfor på ingen måde overdrevet – tværtimod.
Jeg har tidligere spurgt DTU Aqua hvilke dele af deres tekster i Søhåndbogen, de mener har været så svære at skrive, at det er ikke er noget, som de burde kunne skrive på rygraden uden tung research – og jeg har aldrig fået svar. Måske er der en årsag til, at de ikke ønsker at præcisere dette?
I aktindsigten fra 14. maj stiller Fisk & Fri spørgsmålet: ”Har DTU Aqua måtte foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten? Hvis dette er tilfældet, ønskes dokumentation for hvilke undersøgelser man evt. har lavet til brug for hvilke dele af Søhåndbogen (med konkrete links til dette) – samt hvorfor – plus hvor lang tid det har taget, samt hvornår arbejdet er udført, og hvad det har kostet. Eventuelle undersøgelser ønskes fremlagt enkeltvis i deres helhed, så det er muligt at bedømme arbejdsbyrden i disse.”
Hertil svarer DTU Aqua: ”Svar 10. Der er til produktion af Søhåndbogens tekster trukket på eksisterende vide fra litteraturen samt viden opnået gennem DTU Aquas egne forskningsprojekter. Ligeledes er ny viden løbende indarbejdet i Søhåndbogens tekster. I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndbogsprojektet. ”
Her siger DTU Aqua altså selv, at de ikke selv har været ude at lave specielle undersøgelser for at kunne skrive teksten til Søhåndbogen, hvorefter de nævner et projekt fra 2016-18, der er i øvrigt er irrelevant i denne sammenhæng, eftersom det er regnskabet i 2011-2015, som er til debat fra Fisk & Fris side.
Et andet væsentligt argument, der taler for, at de 200.000 kr. for ”Søhåndbogen” snarere er overdrevet end underdrevet er, at er de nævnte 82.000 ord på https://www.fiskepleje.dk/soeer og undersider er screendumpet, gemt og talt i efteråret 2018. Men – det regnskabseksempel, Fisk & Fri taler om, er fra en femårig periode fra 2011-2015. Det betyder selvfølgelig, at det reelle antal ord i den tekst, som DTU Aqua har produceret for de nævnte beløb i 2011-2015, altså er markant mindre end det der er optalt tre år efter af Fisk & Fri, fordi man fra DTU Aquas side løbende har uploadet fra 2016-2018. En stor del af teksten er produceret i perioden 2011-2015, men det reelle antal ord produceret i 2011-2015 er derfor sandsynligvis mindst 10-20 % lavere end de angivne 82.000 ord, fordi de sidste 10-20 % er produceret i 2016-2019, som ikke er den periode, vi diskuterer.
DTU Aquas kommenterer, at ”det er et væsentligt forhold, at der tjenes penge på Atlas over danske ferskvandsfisk, som kun tilfalder KU, mens Søhåndbogen er gratis”. For at belyse dette har jeg talt med Henrik Carl fra K.U, der er redaktør på Fiskeatlasset. – Alle penge der ”tjenes”, sættes ind på en lukket konto, der udelukkende bruges til at finansiere et evt. genoptryk, svarer han. – Desuden vil der aldrig reelt set kunne blive tjent noget som helst eftersom a) Bogen sælges via boghandlere. På grund af avance til detailleddet + lageromkostninger, betyder det, at KU ikke modtager 399 kr/bog som DTU Aqua skriver, men derimod ca. 160 kroner/bog. Der er trykt 5000 bøger hvoraf ca. 2500 er solgt. Det giver ca. 400.000 kr. Hvad der pt. er omsat for, dækker altså ikke engang de cirka 500.000 kroner, der er afsat til tryk og grafiker, slutter Henrik Carl.
At bruge dette som et argument for at retfærdiggøre DTU Aqua ekstremt høje priser, holder derfor ikke som argument.
Alt i alt er der således intet belæg for, at det bør have kostet mere end i omegnen 200-250.000 kr. at producere teksten til Søhåndbogen.
DTU Angiver endvidere fejlagtigt, at prisen for skrivearbejdet er 10 kr./ord i deres ”sammenligning” til hvad deres svar har kostet at producere. Det er ikke korrekt – Peter Rask Møllers estimat er 3 kr. ord for selve skriveriet – jfr. teksten i Fisk & Fris artikel.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Præciser venligst hvilke dele af Søhåndbogen der skulle have været så svære at producere, at teksten ikke kan betegnes som almindelig populærformidling af eksisterende viden, som man kan forventes at være godt bekendt med i forvejen som forsker inden for sit speciale inden for ferskvandsbiologi?
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i, at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man siger, at man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor endvidere: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 1) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Søhåndbogen inkl undersider (.aspx) betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
2 – Hvad kan undersøgelsen af Esrums Søs rovfisk have kostet?
DTU Aqua forholder sig slet ikke til, at Fisk & Fri sort på hvidt har afsløret, at DTU Aqua tilsyneladende forsøger at føre offentligheden bag lyset ved at opgive Esrum Sø arbejdet som ”et arbejde lavet 100 % for de midler, som er tildelt Søhåndbogen” – når fakta er, at kun en lille brøkdel af arbejdet reelt set er udført som lønnet arbejde fra DTU Aquas side. Hvorfor bliver det forbigået i tavshed?
DTU Aqua nævner 5 peer reviewed videnskabelige bogkapitler udgivet i 2018 i deres forsøg på at forklare ressourceforbruget i 2011-2015. Her kommer vi frem til en meget væsentlig ting: Hvis det virkelig er sandt, at disse videnskabelige artikler reelt set er produceret for samme midler, der er tildelt ”Søhåndbogen” i perioden 2011-2015, så forekommer det besynderligt, at DTU Aqua slet ikke har nævnt arbejdet med disse projekter i deres status rapporter fra 2011-2015, som jo netop er deres egen opsummering af det arbejde de har udført, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris estimater på, hvad projektet burde have kostet. I disse status rapporter nævner DTU Aqua selv de mindste opgaver, de har lavet, så hvis det virkelig er rigtigt, at de har lavet 5-6 store videnskabelige artikler/kapitler i denne periode (ud over Esrum/gedder), hvorfor er det så ikke nævnt? Her bør der ringe en alarmklokke hos paragraf 7 udvalget der siger: Forsøger DTU Aqua efterfølgende, når man stiller spørgsmål til regnskabet, at henføre ting under Søhåndbogens regnskab i 2011-2015, som reelt set slet ikke hører hjemme her – blot for at skjule, et der reelt set er tale om et fuldstændig fiktivt timeregnskab?
Netop denne pointe understreges af DTU Aquas eget svar på aktindsigt 1 den 14. maj 2019: Her skriver man under pkt. c følgende på spørgsmålet om hvorvidt DTU Aqua har måttet foretage specielle undersøgelser for at kunne producere teksten: ”I perioden 2016-2018 er der i regi af Søhåndbogen, i samarbejde med Silkeborg Fiskeriforening, Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune, gennemført et projekt med eksperimentel etablering af gyde- og opvæksthabitater for gedder i to af Silkeborgsøerne. Dette fremgår af handlingsplaner og Statusrapporter for de respektive år. Der er ikke ført separat regnskab for forbrug af tid og materialer til den del af søhåndsbogprojektet.”
Heraf fremgår det ganske tydeligt, at DTU Aqua selvfølgelig både skal og bør indskrive i statusrapporten til ministeriet og offentligheden, hvad man rent faktisk har foretaget sig for pengene i det forgangne år – også af fx praktisk projektarbejde. Så når nu DTU finder det naturligt at gøre det her i dette tilfælde – hvad er så årsagen til, at DTU Aqua slet ikke har nævnt ”arbejdet” med de fem store videnskabelige bogkapitler i status rapporterne for 2011-2015, som de angiver at have lavet i samme periode for Søhåndbogspengene? Er det mon fordi de 5 videnskabelige bogkapitler fra 2018 i virkeligheden er lavet for nogle helt andre penge, eller efter 2015 – og blot er trukket ind som ”en god forklaring” på det ekstremt høje forbrug af midler til Søhåndbogen i 2011-2015? Denne pointe underbygger blot, hvad jeg har skrevet ovenfor: Der bør ringe en alarmklokke hos de ansvarlige i §7 udvalget og ministeriet: Forsøger DTU Aqua at skjule et fiktivt timeregnskab? Og der det lovligt?
En anden ting er, at det regnskab Fisk & Fri har kigget på som nævnt er fra 2011-2015, men de artikler og bogkapitler DTU Aqua nu pludselig vil have ind under ”Søhåndbogens regnskab for 2011-2015” er én publiceret i 2017 og fem fra 2018. Bevares – der går noget tid fra, at man udfører ”feltarbejde eller research” og skriver artiklen til den er godkendt og publiceret – vel typisk cirka 2-3 år. Men hvis DTU Aqua har denne logik, og selv mener, at det tager over tre-fire år fra arbejdet er påbegyndt til det publiceret, kan man undre sig over, at de så selv oprindeligt har medtaget Esrum artiklen fra 2013 i forklaringen på 2011-2015 regnskabet. For hvis denne logik gælder, så må den jo også gælde for fx Esrum artiklen, som efter denne logik i høj grad må være produceret før 2011, hvor vores regnskabseksempel starter… I øvrigt er det pudsigt, at DTU Aqua slet ikke nævner, at flere af dem, der har lavet en stor del af arbejdet på de nævnt 5 videnskabelige bogkapitler ikke er fra DTU Aqua og dermed sandsynligvis eksternt finansieret (?). Og dermed kan det jo heller ikke tælle som fuldtidsarbejde fra DTU Aqua?
Tilsvarende er det helt store ”skrivebordsfeltarbejde” fra 2017 artiklen om aborrer i Esrum Sø udført af en frivillig ulønnet medarbejder i perioden før 2013, og hovedparten af det teoretiske fundament for denne må antages at være nogenlunde det samme som for søsterartiklen fra Esrum publiceret i 2013, som der allerede er betalt for. Derfor er det næppe sandsynligt, at en del af dette arbejde har større relevans for 2011-2015 regnskabet.
Endnu mere absurd forekommer DTU Aquas regneeksempel, hvor de siger: ”Skulle man nu følge Fisk & Fri/Jens Bursell logik burde dette have kostet 3 x 5 = 15 måneders arbejde for en fuldtidsforsker. I 2018 var udgiften til løntimer på Søhåndbogen 790,7 timer, svarende til 6 måneders løn til en seniorforsker. DTU Aqua skulle altså have arbejdet 9 måneder gratis, samtidig med udgivelse af 9 andre publikationer og tidsforbrug til rådgivning og forsøgsvirksomhed. Dette regnestykke viser med al ønskelig tydelighed, at antagelserne og metoden ikke er valid”. Nej – DTU Aquas dårligt valgte regneeksempel her siger blot noget om, at DTU Aqua tilsyneladende helt har glemt, at hovedparten af arbejdet i forbindelse de artikler/kapitler de nævner som eksempel (publiceret i 2017-2018) selvfølgelig ikke er udført i 2018, men derimod snarere de nærmeste år før – dvs fx 2016-2017 – eftersom hele redigerings, tryk og distributionsprocessen ved en sådan bog ofte er relativt lang. Ikke fordi det nødvendigvis tager årevis at lave kapitler som disse, men fordi der er lange venteperioder, hvor man afventer at peer reviewerne får læst og taget stilling til teksten – hvorefter der efterfølgende bruges tid på rettelser frem og tilbage mellem forfattere og reviewere. DTU Aqua modsiger også sig selv ovenfor, hvilket bl.a. kan dokumenteres ved, at de selv i deres statusrapport fra 2019 skriver: ”I 2017 er der endvidere arbejdet med international publicering af DTU Aquas ekspertviden om gedder i form af bidrag til en engelsksproget bog om gedder, Biology and Ecology of Pike, som er udgivet primo 2018. Bogen opsamler og sammenfatter den nyeste viden om gedders biologi, populationsdynamik og forvaltning. DTU Aqua har været medredaktør på bogen og desuden bidraget til 6 af bogens 14 kapitler”. DTU Aquas eksempel holder derfor ikke – for de skriver jo selv, at arbejdet de referer til er lavet i 2017 – hvorfor siger de så her flere år efter, at det er lavet i 2018?
Det er klart, at der er stor forskel på, hvor lang tid det tager at lave forskelligartede videnskabelige publikationer. De angive tal er blot givet for at sætte arbejdet i et groft perspektiv. Men uanset hvem der har ret i diskussionen om, hvor lang tid det gennemsnitligt tager at lave en peer reviewed videnskabelig publikation, så er den fuldstændig irrelevant ifht de store linjer med at bedømme DTU Aqua arbejdsindsats for de midler de har fået i 2011-2015 til Søhåndbogen. I denne periode er der nemlig kun fra officiel side godkendt produktion af én eneste videnskabelig publikation. Og det er Esrum Sø undersøgelsen, hvor vi jo netop har dokumenteret jfr. Pkt. 2 på https://fiskogfri.dk/dtu-aquas-soehaandbog-tre-millioner-for-dyr/ at kun cirka 10-20 % reelt set er produceret for løntimer hos DTU Aqua på del 1 publiceret i 2013. Eftersom del 2 publiceret i 2017 som nævnt hviler på samme data- og model grundlag, som altså for hovedpartens vedkommende allerede er ”betalt for i artikel 1 fra 2013”, så er del 2 om aborrer irrelevant for 2011-2015 regnskabet, fordi review processen sjældent tager mere end et år, hvormed del 2 må antages at være færdigt produceret i perioden 2016-2017 – altså uden for den periode vi taler om.
I den aktindsigt Fisk & Fri får svar på den d. 14 maj udbeder Fisk & Fri sig under pkt. 4 kontrakten eller den kommunikation, der dokumenterer, hvad det helt præcist er Fiskeristyrelsen og §7 udvalget aftaler at betale DTU Aqua for at producere i forbindelse med deres arbejde til Søhåndbogen. Her udbad vi os både den oprindelige opgaveformulering fra 2010-11 – og den nye opgaveformulering, da projektet ændrede officiel titel fra og med 2017. Hertil svarer DTU Aqua: ”Opgaveformuleringen, som er anbefalet af §7 udvalget og godkendt af Fiskeristyrelsen/ministeren, fremgår af de relevante Handleplaner, se svar 3”.
Men – hvis man nærlæser ovennævnte, som er anbefalet af §7 og godkendt af Fiskeristyrelsen – både når man læser handlingsplanerne (hvor det, der er godkendt, fremlægges) samt status rapporterne (hvor det, der er udført, er opgjort) – så fremgår der absolut intet om, at man DTU Aqua skulle have fået godkendelse fra nogen instanser til at producere de fem ovennævnte videnskabelige bogkapitler, der blev publiceret i 2018.
DTU Aqua skriver og dokumenterer altså selv via aktindsigten, at DTU Aqua slet ikke har fået clearet og godkendt de 5 videnskabelige bogkapitler, som man efterfølgende prøver at føre ind under 2011-2015 regnskabet. Her bør man stille sig selv følgende spørgsmål: Kan det hænge sammen med, at disse projekter faktisk aldrig nogen sinde har hørt under ”Søhåndbogen”? – og at man fra DTU Aquas side tilsyneladende søger at føre offentligheden bag lyset ved at bruge disse projekter til at forklare, hvor alle pengene er blevet af i 2011-2015 regnskabet?
Sidst men ikke mindst er det normal praksis, at redaktøren (her projektlederen på Søhåndbogen”) og forfatterne (bl.a. samme redaktør), som forsøger at køre betalingen af deres arbejde ind under ”Søhåndbogen”– selvfølgelig må forventes at have modtaget betaling og/eller royalty for deres bidrag – præcis lige som alle andre redaktører og forfattere normalt gør det. Dette gælder selvfølgelig også videnskabelige bogpublikationer, som sælges kommercielt – fx ”Ecology and biology of Pike”, hvor de 5 videnskabelige bogkapitler er publiceret i 2018. Såfremt dette er tilfældet, kan man undre sig over, at DTU Aqua slet ikke nævner dette. Man kan jo ikke bruge disse bogkapitler som forklaring på et forbrug af timer under Søhåndbogsprojektet 2011-2015, hvis man samtidig har fået betaling for arbejdet fra forlaget CRC Press. Men – eftersom de 5 nævnte bogkapitler jo IKKE er godkendt som et arbejde under Søhåndbogen, er det dog en teoretisk diskussion.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor opgiver i 5 store videnskabelige bogkapitler som ”forklaring” på høje udgifter i 2011-2015, når dette arbejde slet ikke er godkendt som hørende ind under projektet i perioden – og heller ikke er opgjort som udført arbejde af jer selv i status rapporterne for samme periode? Kan i forstå, at dette let kan opfattes, som at i bevidst forsøger at føre læserne af svaret bag lyset? b) Fremlæg venligst kontrakten mellem CRC Press og DTU Aquas redaktør/forfatterne fra DTU Aqua, så vi kan få afklaret, hvorvidt DTU Aqua har forsøgt at få betaling for det samme arbejde fra to forskellige instanser.
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på Esrum Sø artiklen betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
3 – Hvad kan de øvrige artikler have kostet?
Igen er der intet hold og substans i DTU Aquas svar. DTU Aqua har vist misforstået teksten i artiklen fra Fisk & Fri, hvor vi udelukkende forholder os til regnskabet i Søhåndbogen fra 2011-2015. Derfor forekommer det besynderligt, at de fremkommer med en liste, der går til 2018. Er det mon for at få det til at se ud som om de har lavet en masse for pengene? Diskussion af de fem videnskabelige bogkapitler, og dokumentation for, at de overhovet ikke kan medtages i regnskabet fra 2011-2015, fordi de ikke er nævnt i DTU Aqua egne handlingsplaner og status rapporter, er givet ovenfor under pkt. 2.
DTU Aqua skriver, at 41 artikler er udeladt: Der er ikke korrekt, og meget tyder på, at DTU Aqua ikke har fået læst Fisk & Fris artikel ordentligt. Den liste, der refereres til (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er jo netop alle de artikler, der ikke allerede er indeholdt på Søhåndbogen i perioden 2011-2015, som i Fisk & Fris terminologi dækker alt det, der ligger på https://www.fiskepleje.dk/soeer + disses undersider. De artikler som DTU henviser til som ”manglende”, er altså dem, der ligger på undersiderne https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx . De mangler ikke og er ikke glemt, men er en del af det samlede antal ord, som vi referer til, der fylder i alt 82.000 ord. Pudsigt nok er kun et par af de artikler, som DTU Aqua fejlagtigt refererer til som ”manglende” – pt on-line… Enkelte af dem er dog stadig on-line, så her har vi krydstjekket med vores dokument på de 82.000 ord – og de er selvfølgelig talt med. Måske ønsker DTU Aqua ikke, at man skal kunne dobbelttjekke det ret begrænsede omfang af denne tekst? Det drejer sig nemlig primært om mindre ”populær-webnyheder” og småartikler på typisk nogle få hundrede ord stykket.
Teksten i ”de 41 artikler” mangler altså ikke, men selv hvis den havde gjort det, så havde det intet rykket i de store linjer. Mindre webnyheder som flertallet af disse, tager nemlig max 30 minutter stykket at lave inkl. upload og web-skalering af fotos, så det kunne max have udgjort cirka 20-30 timers arbejde.
Listen på 23 artikler fra Fisk & Fri (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366) er altså som nævnt de artikler, som IKKE er med i ”Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”), men som DTU Aqua tilsyneladende mener sig berettiget til at medtage i projektet, på trods af at det reelt set virker som helt almindelig populær formidling af DTU Aquas generelle arbejde, som intet har at gøre med ”Søhåndbogen”. At man har fra §7 har godkendt Søhåndbogen (https://www.fiskepleje.dk/soeer + https://www.fiskepleje.dk/soeer.aspx”) med et formidlingsformål er da ikke det samme som, at man har givet DTU Aqua carte blanche til at køre alle formidlingsaktiviteter på søområdet – eksempelvis i eksterne medier – ind under finansieringen af dette projekt. Argumentationen er derfor ikke som DTU Aqua antyder cirkulær
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: a) Hvorfor tror i at Fisk & Fri mangler 41 artikler i optællingen af arbejdet? Samtlige undersider på Søhåndbogen (inkl dem der står som .aspx i litteraturlisten) er jo som nævnt medtaget i optællingen af de 82.000 ord, der danner udgangspunkt for Fisk & Fris prisestimater. b) Det virker umiddelbart som et meget pudsigt sammenfald, at hovedparten af de artikler, som DTU Aqua siger mangler i Fisk & Fris optælling – lige pludselige er offline. Er det fordi I ikke ønsker, at Fisk & Fri skal dokumentere sort på hvidt, at alt allerede er optalt og inkluderet i de 82.000 ord samt bilag 3 (http://bursell.dk/articles/fishing/freshwater/predators/show/366)? c) Hvorfor sender DTU Aqua en litteraturliste, der går til 2018, når den del af regnskabet, der stilles spørgsmålstegn ved, kun går fra 2011-2015? Kan I forstå, hvis det kan opfattes som, at I prøver at få uopmærksomme læsere til at tro, at der er lavet mere for pengene, end det i selv har opgjort i statusopgørelserne fra 2011-2015? d) Hvis DTU Aqua mener, at de artikler, der er nævnt i bilag 3, er så stort et arbejde at lave, at man mener det er relevant at medtage i opgørelsen for, hvad der er lavet for fisketegnsmidlerne under Søhåndbogen i 2011-2015 – hvorfor er dette arbejde så ikke nævnt i status opgørelserne for samme år, hvor i ellers minutiøst beskriver alt arbejde helt ned til den mindste detalje? Kan i forstå, hvis man som læser mistænker, at disse artikler oprindeligt slet ikke er lavet under projektet Søhåndbogen, men at DTU Aqua efterfølgende, når der stilles kritiske spørgsmål til regnskaberne, forsøger at henføre disse artikler under projektet for at få tidsforbruget til at se mere realistisk ud?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 2) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på pkt. 3 betalt af Fisketegnsmidlerne?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
4 – Hvad kan digitaliseringen af Vidensbanken have kostet?
DTU Aquas svar ændrer intet ved realiteterne i Fisk & Fris prissætning af dette arbejde. DTU Aqua skriver ”at de ikke er bekendt med valide metoder til at beregne enhedspriser på scanning”. Selvfølgelig kan man give et groft estimat over tidsforbruget, når man ved at 1) hovedparten af rapporterne i forvejen findes hos DTU Aqua, 2) man ved hvor få sekunder det tager at scanne en side 3) forholder sig til det faktum, at alle moderne scannere selv kan samle de enkelte scanninger til et dokument og 4) antager at man selvfølgelig sætter en studentermedarbejdere til det utrolig lette arbejde, det er at scanne. Det forekommer mærkeligt, at forskere med en så høj uddannelse, finder så simpelt et estimat så svært. Men måske ønsker man ikke at folk skal vide, hvor kort tid et sådant arbejde reelt set tager?
Jeg har selv billedbehandlet i Photoshop professionelt i over 15 år og kan blot sige, at Individuel justering af billeder med lys, kontrast og et par simple kloninger mv højest tager højest 2 minutter pr billede. Konvertering af negativ til positiv er jo blot et tryk på en knap i Photoshop, så det kan næppe heller være dette, der har belastet DTU Aquas medarbejdere hårdt ved denne opgave. Så selv hvis samtlige fotos er individuelt billedbehandlet, kan det max have taget 1-2 ugers arbejde at udføre dette. Med udgangspunkt i dette forekommer det besynderligt, at DTU Aqua har fået flere hundrede tusinde kroner for det ret begrænsede arbejde. Dette er selvfølgelig ikke betalt af lystfiskerne, men det siger – lige som resten af dette udregningseksempel – noget om, at man som ansvarshavende for brugen af Fisketegnsmidlerne, bør undersøge meget grundigt, hvorvidt der helt generelt kan være tale om et groft overforbrug af penge i DTU Aquas projekter? – der som bekendt ikke er i udbud…
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu følgende: Kan DTU Aqua forstå, at man som læser af jeres svar, måske finder det mærkeligt, at højtuddannede forskere ikke mener det er muligt at sætte et omtrentligt tidsestimat på noget så simpelt som at plukke nogle rapporter ned fra ens egne hylder og scanne dem? Kan I forstå hvis det virker som om, at i ikke ønsker at folk skal vide hvor lang tid en sådan proces reelt set tager?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Feedback på Fisk & Fris spørgsmål 5-7
Til spørgsmålene ”Hvad kan vidensbankens database have kostet?”, ”Indledende arbejde til Fangstjournalen” og hvad kan vandmiljøagenterne have kostet? – vil vi blot gentage følgende:
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 5-7) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette – punkt for punkt?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
Vedrørende det absurde i at DTU Aqua først aflægger et timeregnskab med decimalers nøjagtighed, hvorefter de – når man spørger ind til timeforbruget – siger at tidsforbruget ikke er opgjort, vil vi vende tilbage til. For hvordan kan man opgive et eksakt timeforbrug, når man ikke har opgjort det – hvis der da ikke lige er tale om et fiktivt timeregnskab? Og er det lovligt?
8- Syntese om forvaltning af geddefiskeriet i Lillehammer
Fisk & Fris prisestimat på hvor meget dette kan have kostet er fuldstændig realistisk, eftersom alt hvad de har skulle gøre er at forberede et indlæg med resultater som allerede er produceret for andre penge.
Hvis DTU Aqua ønsker, at der skal kastes lys over det reelle ressourceforbrug i projektet, så er det jo kun i DTU Aquas egen interesse, selv at give et bud på tidsforbruget på de forskellige underprojekter under Søhåndbogen. Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor følgende: Siden I siger, at der ikke eksisterer en opgørelse af timeforbruget for underprojektniveau (pkt. 8) – hvor lang tid vil I så omtrentligt estimere at have brugt på dette?
DTU Aqua har desværre heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men skriver: ”Artiklen bringer ikke spørgsmål på banen, som vi ikke tidligere har besvaret. Vi henviser derfor til tidligere svar.” DTU Aqua har dog dokumenterbart ikke på noget tidspunkt besvaret dette spørgsmål, som de tydeligvis helst undgår at besvare.
jun 11, 2020 | Nyheder
Stenrev har kæmpestor betydning for vores marine fiskebestande – og vi har ikke været for gode ved dem gennem årene.
– Fra 1900 til 1999 har stenfiskeri fjernet 8,3 mio. kubikmeter sten fra primært de kystnære områder ud til 10 meters vanddybde. Det anslår en ny rapport fra DTU Aqua. Stenene er fisket op for at blive brugt i byggeriet af bl.a. havnemoler, hedder det på DTU Aquas fiskepleje.dk
– Forskerne bag undersøgelsen, som er finansieret af Miljøstyrelsen, vurderer, at det svarer til, at der er fjernet 55 kvadratkilometer levesteder for dyr og planter – et areal lidt mindre end Fanø, fortsætter DTU Aqua. – Når stenene forsvinder, mangler der skjul til dyrene og steder, hvor tang kan hæfte sig fast, og med tangen forsvinder det rige liv af smådyr og fisk, som er knyttet til tangskove. Stenfiskeri blev forbudt ved lov i Danmark i 2009, men ophørte reelt i 1999.
– Det er første gang, at forskere forsøger at sætte tal på, hvor mange sten der er fjernet fra havbunden i Danmark, og de understreger, at vurderingen er behæftet med meget betydelige usikkerheder.
Du kan læse meget mere om DTU Aquas udmelding her.
maj 8, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Esben Stevn med en flot havørred taget på spinner
Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.
AF FISKERIBIOLOG STEEN ULNITS
Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt” – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.
Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.
Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:
- 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
- 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
- 15 % går til turistdelen – til markedsføring i ind- og udland
Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.
Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.
Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:
– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.
I dette afsnit af Fiskepleje på afveje, kigger Steen nærmere på brugen af midler til at fremme ørredbestandende – og stiller skarpt på det seneste projekt i Gudenåen.
Fisken på disken
Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.
Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.
På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.
Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:
– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”. – Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.
Fisk og fiskepleje
Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.
Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Færøerne, Island og Grønland, så hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet. Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.
I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne. Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.
Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr.
En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.
Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland er vandløbene typisk små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.
Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.
Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.
Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.
Landets længste vandløb
Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebestand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.
Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.
Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vand- og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.
Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.
Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.
Kan DTU Aqua foretage en uvildig undersøgelse af engsøernes effekt på Gudenåens bestand af ørred, når DTU Aquas daglige leder, vicedirektør Anders Koed selv har blåstemplet engsø projektet i sin tid? Det stiller fiskeribiolog Steen Ulnits spørgsmålstegn ved: Der mangler armslængdeprincip.
Nej til undersøgelse
I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er gået galt.
DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.
Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges. Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.
I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted. Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?
600.000 kroner til en undersøgelse
Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.
De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet. I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.
Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet. Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.
Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.
Afvisning af kritik
De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers Kommune sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.
Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.
Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.
Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.
Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.
Radiomærkede ørredsmolt
Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen. Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.
Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.
I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.
Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde hvide og nedskidte træer.
Fra Orbicon til DTU Aqua
Det skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.
Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Men han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.
Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Orbicon/Hedeselskabet.
Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige. Kritikere kunne med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.
En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.
Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.
I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.
nov 25, 2019 | Artikler, Miljø og debat
De danske lystfiskere har i perioden 2011-2015 betalt DTU Aqua knapt 3,8 millioner kroner for projektet ”Søhåndbogen”, men en gennemgang af projektet viser, at det sandsynligvis kunne have været udført for blot 800.000-1.000.000 kroner, hvis det havde været i frit udbud. Vi har konfronteret DTU Aqua med vores prisestimater, men de ønsker ikke svare på spørgsmål til detaljerne i regnskabet samt at fremlægge de oplysninger, der skal til for at kaste lys over sagen. Læs hvad vi er kommet frem til, dan dig din egen mening – og giv den til kende på Fisk & Fris facebook.
AF JENS BURSELL
DET ER TANKEVÆKKENDE, at DTU Aqua tilsyneladende ikke ønsker fuld åbenhed omkring regnskaberne for de projekter, som de danske lystfiskere har betalt: En ting er, at ”Søhåndbogen” sandsynligvis kunne have været udført for et markant mindre beløb, men hvad med alle de andre projekter, som er også er betalt af de danske lystfiskere – eller er finansieret af staten?
Forestil dig et scenarie, hvor en nærmere undersøgelse af disse regnskaber viser, at også andre – eller måske ligefrem de fleste projekter fra DTU Aqua, faktisk også kunne have været udført markant billigere, hvis de havde været i åbent udbud? Hvis det skulle vise sig at være tilfældet; ja – så betyder det i praksis, at vi i rigtig mange år har fået alt, alt for lidt for vores Fisketegnsmidler. Det betyder også, at vi fremover sandsynligvis vil kunne få meget mere natur, miljø og bedre fiskebestande for vores penge ved at nytænke sammensætningen og funktionaliteten af §7 udvalget – samt måden Fisketegnsmidlerne bliver fordelt og brugt på.
Bliver pengene brugt rigtigt?
Danske lystfiskere betaler hvert år mange millioner til forskningsprojekter, som udføres af DTU Aqua for Fisketegnsmidlerne, men spørgsmålet er altså: Forvaltes pengene rimeligt, og får vi nok for pengene – eller kunne det have været gjort både bedre og billigere? Som det forholder sig nu, sidder DTU Aqua nemlig som den eneste faglige repræsentant i §7 udvalget, og rådgiver om hvilke projekter, der skal laves, hvorefter pengene automatisk uddeles til dem selv – uden at andre end DTU Aqua får lov til at byde ind med potentielt bedre priser på projekterne. Det siger næsten sig selv, at dette potentielt set kan føre til en situation, hvor man risikerer at betale alt for meget for alt for lidt.
For at undersøge og eksemplificere den potentielle prisforskel på et projekt udført til priser på et frit marked – med priser givet på et projekt, der ikke er udsat for konkurrence – har vi som eksempel valgt at undersøge regnskaberne for et enkelt DTU Aqua projekt – nemlig ”Søhåndbogen”. Formålet med dette projekt har været at skabe en digitalt baseret håndbog, der skal rådgive om, hvordan vi kan forbedre miljø og fiskebestandene i vores søer. I kølvandet på det oprindelige projekt er der opstået en del småprojekter, der som hovedprojektet alle er gode initiativer. Spørgsmålet er bare – kunne det have været gjort bedre og billigere, hvis det havde været i udbud?
DTU Aqua hemmeligholder detaljer i regnskabet
Fisk & Fri har siden efteråret 2018 stillet både DTU Aqua, Fiskeristyrelsen og §7 udvalgets daværende formand en lang række spørgsmål om ”Søhåndbogen” med henblik på en artikel om emnet. Desværre er vi blevet mødt med en mur af tavshed, samt udeblevne eller undvigende svar. I kølvandet på dette, har vi søgt flere aktindsigter, hvor svarene fra DTU Aqua, desværre ikke rigtig kaster lys over, hvordan et så lille projekt som ”Søhåndbogen” kan have kostet så meget.
Vi har i vores research fokuseret på perioden 2011-2015, hvor projektets indhold var klart defineret – og efter at have gennemgået regnskabet, er vi ikke i tvivl: Hvis ikke DTU Aqua ønsker at offentliggøre flere detaljer om regnskabet, som stiller sagen i et andet og nyt lys, så bør §7 udvalget gennemgå sagen meget grundigt og stille spørgsmålet: Kan det tænkes, at projektet har kostet betydeligt mere, end hvad man kan og bør forvente af en så lille og relativt afgrænset arbejdsopgave – eller har DTU Aqua har givet lystfiskerne fuld valuta for pengene? For at få afklaret det, bør de danske lystfiskere, §7 udvalget og politikerne kræve, at DTU Aqua offentligt fremlægger samtlige detaljer og poster for alle del projekter under ”Søhåndbogen” herunder både timeregnskab, specifikke omkostninger og diverse drifts udgifter – samt fremlægge alle bilag i projektet, så man har mulighed for at forholde sig til, hvorvidt den betalte pris står mål med det udførte arbejde.
Hvad består projektet ”Søhåndbogen” af?
Det udførte arbejde i projektet fra 2011-15 består ifølge DTU Aquas egne status rapporter fra www.fiskeristyrelsen.dk – samt oplysninger fra Fisk & Fris aktindsigter – af følgende otte hovedpunkter:
- Planlægning og produktion af tekst til Søhåndbogen, som kan ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer
- Produktion af ”Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population.” – T. Jansen, R. Arlinghaus, T. Damm Als og C. Skov.
- Øvrige artikler mm under søhåndbogen, som ikke er publiceret på https://www.fiskepleje.dk/Soeer
- Indsamling og/eller digitalisering af de første par hundrede rapporter til sø-databasen ”Vidensbanken” i 2012-13, der kan ses på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken. Fra og med 2014 blev digitalisering af resterende rapporter og fotos betalt med 346.480 kroner af 15 Junifonden.
- Etablering af database til ”Vidensbanken” i 2013.
- Indledende research og forhandling med IT-firma om produktion af ”Fangstjournalen”, der i 2014 blev til et selvstændigt projekt med egen økonomi.
- Etablering af netværk med ”Vandmiljøagenter”, produktion en video – samt indledende arbejde til en on-line indrapporterings database.
- Syntese om udviklingen i forvaltning af geddefiskeriet, Lillehammer 2015
DTU Aqua har desværre ikke ønsket at oplyse detaljerne om de enkelte delprojekters andel af det samlede projekt i regnskabet for ”Søhåndbogen”. Vi har derfor sat os for at undersøge, hvad man kunne have gjort det samlede projektet for, hvis det havde været i udbud, så man havde fået lavet arbejdet til almindelige markedspriser – eller måske billigere?
Det overordnede budget og regnskab for Søhåndbogen finder du her.
Hvad burde Søhåndbogen have kostet?
Resultatet af Fisk & Fris undersøgelse, som viser, hvad projektet Søhåndbogen kunne have kostet i frit udbud ex moms jfr. ovenstående punkter, er følgende:
- Tekst til Søhåndbogen: 200.000 kr (inkl. overhead på 35%)
- Produktion af videnskabelig artikel: 36.000 kr (48.600 kr inkl. overhead)
- Øvrige artikler under Søhåndbogen: 36.000 kr (48.600 kr inkl. overhead)
- Digitalisering til Vidensbanken: 9.035 kr (12.066 kr inkl. overhead)
- Databasen bag Vidensbanken: 60.000 kr (81.000 kr inkl. overhead)
- Indledende arbejde til Fangstjournalen: 30.000 kr (40.500 kr inkl. overhead)
- Netværk af ”Vandmiljøagenter”: 21.000 kr (28.350 kr inkl. overhead)
- Syntese om forvaltning af geddefiskeriet: 25.000 kr (33.750 kr inkl, overhead)
I alt et beløb på 417.035 kr eksklusiv overhead eller 492.866 kr inklusiv 35 % overhead. Overhead går pr. definition til at dække basale driftsudgifter – fx husleje, rengøring, el, vand, varm, kaffe og toilietpapir.
Ud over dette opgiver DTU Aqua i perioden fra 2011-2015 samlet set driftsomkostninger for knapt 391.000 kroner, men beregner overhead ud fra summen af både løn og drifts omkostninger. Man kan undre sig over, at man også tager overhead på driften eftersom overhead jo i sig selv burde udgøre ”driften”. Eller sagt på en anden måde – man tager tilsyneladende ”overhead på overhead´en”. DTU Aqua har ikke villet forklare dette, men meget tyder på, at driften indbefatter alt andet end lønomkostninger. Tilsvarende kan man undre sig over, at DTU Aqua under driftsomkostningerne i regnskabet tilsyneladende finder der rimeligt at indregne eksternt udført arbejde som fx IT arbejdet bag ”Fangstjornalen” (>300.000kr). Hermed tager DTU Aqua altså 35 % i overhead – dvs betaling for at dække generelle interne udgifter, for noget der er udført eksternt, og som derfor pr definition derfor ikke er en reel intern udgift – hverken direkte eller indirekte. Eller sagt med andre ord – såfremt DTU Aqua ikke vil forklare, hvordan dette hænger sammen, virker det umiddelbart som om, at man i praksis tager betaling for en udgift, som man reelt set ikke har haft.
Uanset hvordan man vender og drejer alle disse tal, ser det – indtil DTU Aqua vælger at komme med en god forklaring – ud til at et projekt, som vi danske lystfiskere har betalt knapt 3,8 millioner for – i virkeligheden burde halve kostet i omegnen af 417.035 + 391.000 = 808.035 kroner uden overhead. Og – netop dette tal er vigtigt i diskussionen om, hvordan projekterne udbydes, for var de i frit udbud – så ville de konkurrerende udbydere ikke nødvendigvis kunne regne med at få fuld overhead – eller overhovedet at få nogen, hvis de ville vinde projekterne.
Men – regner man alligevel med en overhead på 35 % – på trods af, at det reelt set ikke giver mening i en potentiel udbuds sammenhæng, kunne projektet sandsynligvis have været gjort for i omegnen af 492.866 + 527.850 = 1.020.716 kroner.
At gennemgå alle delprojekter og detaljerne, som danner baggrund for ovenstående prisestimater er omfattende. For at lette overskueligheden har vi derfor besluttet at publicere gennemgangen af regnskabet for ”Søhåndbogen” samlet, i stedet for at gøre det i en længere artikelserie, som det oprindeligt var planlagt. Her får du derfor den samlede gennemgang af hele regnskabet (del 1-8) – samt alle de spørgsmål DTU Aqua ikke ønsker at besvare.
1 – Hvad kan teksten til Søhåndbogen have kostet?
Vi har spurgt Peter Rask Møller, associate professor på Danmarks Naturhistoriske Museum om, hvad det har kostet at lave Atlas-projektet for ferskvand, der på flere områder er sammenligneligt i arbejdsbyrde med Søhåndbogen.
– Det er ikke helt let at opgøre den slags udgifter præcist, men jeg skal forsøge at give et nogenlunde retvisende overslag, svarer han, og fortsætter: – Bogen ”Atlas over danske ferskvandsfisk” var et frugtbart samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum og DTU Aqua og omhandlede alle danske ferskvandsfisks biologi samt udbredelse. Projektet fik en bevilling på 3.575.100 kroner fra Aage V. Jensens Fonde, og produktet var en bog på 700 sider. Prisen pr. side kan således opgøres til ca. 5.107 kr. Bogen rummer i gennemsnit ca. 500 ord pr. side, så de 700 sider løber op på i alt ca. 350.000 ord svarende til ca. 10 kr. pr. ord. En stor del af midlerne gik imidlertid til etablering af den bagvedliggende database med ca. 110.000 registreringer ved bogens afslutning – og til feltarbejde, idet vi var nødt til selv at undersøge udbredelsen af mange af arterne. Af budgettet fremgår det, at 2.181.900 kr. var afsat til løn. Der er ikke sat tal på, hvor mange timer, der blev brugt på selve skrivearbejdet, så det bedste bud her 7 år efter projektets afslutning er nok, at cirka halvdelen af de 2.181.900 kroner blev brugt på skrivning – dvs. 1.090.950 kroner. Bruger man dette tal, lander man på ca. 1559 kroner. pr. side eller ca. 3 kr. pr. ord. Som jeg husker det, var det et hårdt arbejde at skrive teksterne, da vi gik meget op i at inkludere referencer på de udsagn, der blev bragt i teksterne, således at læseren kan se, hvor vi har fundet informationerne, slutter han.
Søhåndbogen medtager ikke referencer i hovedteksterne og omhandler kun velkendte arter, hvilket gør det til et relativt let arbejde at skrive teksten for en person, der er ekspert på området. Atlasprojektet derimod – medtager referencer og omhandler mange ukendte arter, hvilket betyder, at teksterne som omhandler de enkelte arter, har krævet en langt højre grad af research. Der er derfor ingen tvivl om, at kostprisen pr ord burde have været markant lavere for Søhåndbogen end for Atlas Projektet, men meget tyder på, at det stik modsatte er tilfældet. Det helt præcise regnestykke for dette vender vi tilbage til.
Til at starte med kan vi sige, at selve Søhåndbogen, der blot er på 81.800 ord burde have kostet 245.400 kroner, hvis man regner med de samme pris pr. ord som ”Atlas over danske ferskvandsfisk” er produceret for. Men – tager man højde for, at Søhåndbogen sandsynligvis har været betragteligt lettere at skrive, samt redigere og korrekturlæse, fordi det er en on-line publikation, hvor det er markant lettere at lave rettelser, burde prisen måske have været helt nede på omkring 200.000 kroner.
Men – hvad har Søhåndbogen så kostet de danske lystfiskere i virkeligheden? Det nemmeste ville jo helt klart være, hvis DTU Aqua åbent ville fremlægge alle detaljer i regnskabet, men de ønsker tilsyneladende ikke, at offentligheden, som har betalt projektet, skal have nærmere indsigt i dette – eftersom de har afvist at Fisk & Fri kunne få alle detaljer i disse informationer.
Vi stiller dog gerne DTU Aqua endnu et par spørgsmål om tilblivelsen af den del af Søhåndbogsprojektet man kan se på https://www.fiskepleje.dk/Soeer
- Hvor mange løntimer Har DTU Aqua brugt på den del af formidlingen der ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer – i 2011-2015 samt i 2016 og frem til nu?
- Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb samt på hvad fordeler posterne sig?
- Hvad har den del af Søhåndbogen, der ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer, samlet set kostet med og uden overhead?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
Et nærmere prisestimat for hele projektet kræver, som nævnt at vi også regner lidt på de forskellige andre småprojekter, som har været kørt ind over Søhåndbogens totale økonomiske rammer i 2011-2015: Hvis man kombinerer de oplysninger, som DTU Aqua selv har givet i forbindelse med aktindsigterne, med tids- og prisestimater fra eksperter fra bl.a. forskningsmiljøet, kan vi nemlig i grove træk relativt let finde frem til, hvad de enkelte delprojekter under selve Søhåndbogen isoleret set kan have kostet under de samme præmisser men i frit udbud – og dermed hvad man kunne have fået det samlede projekt til, hvis ikke DTU Aqua havde haft monopol på udførelse af forskningsprojekter for Fisketegnsmidlernes penge.
2 – Hvad kan undersøgelsen af Esrum Søs rovfisk have kostet?
Blandt den formidling under projektet ”Søhåndbogen”, som ikke allerede er indeholdt i Søhåndbogen på https://www.fiskepleje.dk/soeer, der blev omtalt i den sidste artikel i serien om DTU Aqua regnskaber, er produktionen af den videnskabelige artikel ”Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population.”, der skrevet af Tenuis Jansen, Robert Arlinghaus, Thomas Damm Als og Christian Skov.
Der er ingen tvivl om, at produktionen af netop denne videnskabelige artikel har stor værdi for de danske lystfiskere, eftersom den dokumenterer, hvad der rent fiskemæssigt er at vinde ved at stoppe erhvervsfiskeriet på søerne.
Hovedmanden bag projektet – Teunis Jansen er seniorforsker ved DTU-AQUA og ivrig lystfisker gennem hele livet i både ROLK, Fred & Humle samt LF. I 2009 påbegyndte han et stort frivilligt arbejde med at indtaste alle månedsopgørelserne af fangster af gedder og aborrer i Esrum Sø med henblik på at undersøge, om der kunne være en sammenhæng mellem søens bestand af rovfisk – og indflydelsen fra erhvervsfiskeriet i søen.
– Lystfiskeriforeningen stillede velvilligt deres komplette samling af lystfiskeritidende tilbage til det første nummer i Maj 1889 til rådighed, hvorefter jeg i min fritid gik i gang med manuelt at digitalisere alle tallene fra månedsopgørelserne, fortæller Teunis. Efter mange lange aftener kunne han konkludere at data kunne bruges tilbage til 1949, og derefter gik han i gang med analysen af de 62 års fisk og fiskeri på Esrum Sø. Det udviklede sig til et inspirerende samarbejde med kollegaen Christian Skov, og senere også den tyske forsker Robert Arlinghaus samt Thomas Damm.
I 2013 fik han første del af sit store arbejde publiceret som hovedforfatter i det anderkendte videnskabelige tidskrift ”Fisheries Management and Ecology” under titlen ” Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population”. Anden del udkom i 2017 i ”Fisheries research”. – Det har været spændende! Både at finde ud af hvor megen information der faktisk ligger i de gamle fangstdata og at foretage analysen, men også at gennemgå anden historisk information om søen og søens brugere for at kunne fortolke resultaterne af de matematiske modeller. Vores resultater blev også præsenteret ved ”6th World Recreational Fishing Conference 1-4” i august 2011, slutter han.
Normalt kan der sagtens ligge cirka tre måneders fuldtidsarbejde for en rutineret forsker i at få en artikel af denne karakter publiceret, hvis han laver det hele selv, og der er ingen tvivl om, at de fire forskeres flotte arbejde med denne artikel, har været det hele værd.
Tilbage til regnestykket om hvad projekterne under Søhåndbogen kan have kostet: Til sammenligning er kravet til en phd-studerende 4 videnskabeligt publicerede artikler på 3 år, hvoraf det ene af årene skal bruges på undervisning og kurser. En Phd har altså to år til at få publiceret fire videnskabelige artikler – og det er inklusiv feltarbejde, databehandling, statistik, skrive- og publiceringsarbejdet – udført af en urutineret forsker. Men – alle fire forskere i gruppen er både kompetente og rutinerede med mange års erfaring – samt hver deres spidskompetencer, så tre måneders arbejde alt i alt er sikkert et godt bud på arbejdsbyrden, fordi der ikke har været foretaget feltarbejde. Den ene af forfatterne har været finansieret af Besatzfisch www.besatz-fisch.de , men for ikke at underestimere det fine arbejde – udelader vi dette af regnestykket.
3 måneders fuldtidsarbejde for en forsker til en publikation som ovenfor nævnt giver en produktionsomkostning omkostning på cirka 3 x 60.000 kroner = 180.000 kroner. Men – som vi hører ovenfor, har hovedforfatteren udført arbejdet i sin fritid – dvs gratis. Antager vi, at man selvfølgelig ikke kan få arbejde udført gratis af en forsker i sin fritid fra et andet institut på DTU Aqua, og derefter bogføre det hos DTU Aqua i Silkeborg til 400 kroner i timen betalt af det offentlige, skal hovedforfatterens prisværdige fritidsarbejde selvfølgelig modregnes det samlede estimat for projektets pris.
Eftersom det er normalt, at hovedforfatteren – som navnet antyder – laver hovedparten af arbejdet, typisk 80-90 % – kan man forsvare, at den del af projektet der kan finansieres af Fisketegnsmidlerne til DTU Aqua i Silkeborg bør være i omegnen af fx 180.000 x 0,2 = 36.000 kroner. Og dem har de rettelig fortjent, for det er et godt og vigtigt stykke arbejde, de har gjort med denne publikation
Spørgsmålet til DTU Aquas ledelse er nu:
- Hvad har DTU Aqua officielt opgivet i regnskabet af brugte timer på denne publikation? Eftersom DTU Aqua vedlægger den som dokumentation for arbejde udført under Søhåndbogen, må timeforbruget jo være noteret og bogført, for at den kan bidrage til den samlede regning man sender til Fisketegnsløserne?
- Vi har bedt om aktindsigt for at klarlægge de reelle udgifter ved Søhåndsbogsprojektet. Men – hvis man ønsker at give et retvisende billede af de faktiske udgifter ved projektet, hvorfor vælger man så fra DTU Aquas side ikke at oplyse om, at hovedparten af projektet faktisk er udført gratis af en person fra et andet institut i sin fritid, hvorved det selvfølgelig ikke samtidig kan bogføres som en udgift til afholdt timeløn, når der reelt set ikke har været en udgift?
- Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
3 – Hvad kan de øvrige artikler have kostet?
I perioden 2011-2015 har DTU Aqua – tilsyneladende uden at nogen har modsagt dem – valgt at køre betalingen for en række sø-relaterede artikler ind over projektet Søhåndbogen. Oversigten over alle disse artikler og smånoter fås i skemaet nedenfor, hvor vi har tjekket alle artikler og kommet med et realistisk tidsestimat på, hvor lang tid det kan have taget at lave. I alt kommer vi frem til, at disse artikler sandsynligvis har taget cirka 90 timer at producere. Du kan se en liste over samtlige af de nævnte artikler, samt hvor lang tid de kan have taget at producere her.
Regner vi med en timeløn på 400 kroner i timen, giver dette en pris på 36.000 kroner.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:
- Man kan se alle artikler, som ikke er en del af https://www.fiskepleje.dk/Soeer eller undersøgelsen fra Esrum Sø i skemaet ovenfor. Eftersom DTU Aqua nævner disse artikler som dokumentation for udført og betalt arbejde, må I jo ligge inde med et timeregnskab, der viser, hvad I har brugt af timer på dette. Må vi se dette regnskab – eller kan I på DTU Aqua give jeres bud på, hvad I mener det kan have taget at lave hver af disse artikler. Der ønsket et timeestimat på samtlige artikler, som vist i regnearket.
- Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
4 – Hvad kan digitaliseringen af Vidensbanken have kostet?
”Vidensbanken”, der er finansieret af Fisketegnsmidlerne under projektet Søhåndbogen, er den database, hvor man via et kort kan klikke ind på en masse søer og finde tilgængelige rapporter om disse vande. En super god ide, men spørgsmålet er – hvor meget kan det have kostet at lave dette arbejde, hvis man fulgte almindelige markedspriser? Du kan se ”Vidensbanken” her: https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken
Som grundlæggende research omkring, hvad der er tilgængeligt af rapporter, samt hvor svære de er at skaffe, har vi stillet Henrik Carl fra Danmarks Naturhistoriske Museum nogle spørgsmål:
I forbindelse med Atlas Projektet blev en stor mængde sø-rapporter samlet og digitaliseret. Hvor mange rapporter drejede det sig om? Hvem udførte og betalte dette arbejde? – Jeg har ikke noget præcist tal for, hvor mange sø-rapporter, der blev digitaliseret i forbindelse med ”Atlas over danske ferskvandsfisk”, svarer Henrik Carl. – De oplysninger, der var mest relevante for atlasprojektet, var konkrete fangstdata, som derfor blev digitaliseret, så de passede til atlas-databaseformatet. Jeg vil dog tro, at der blev indtastet data fra flere hundrede rapporter samlet set. Hovedparten af arbejdet med at indtaste resultater fra de tidligere sø-undersøgelser blev foretaget af DTU Aqua i Silkeborg, som har et meget stort arkiv med den type litteratur – og som også selv har stået for et stort antal sø-undersøgelserne gennem tiden. Arbejdet med digitaliseringen var en integreret del af Fiskeatlasset, som var finansieret af Aage V. Jensens Fonde. Der var ikke noget særskilt budget til lige præcis denne opgave. Det blev ordnet sammen med indtastning af data fra vandløbsundersøgelser, udførelse af feltarbejde osv.
Hvordan har disse rapporter, der blev samlet og digitaliseret under Atlas Projektet, sidenhen være tilgængelige for andre forskere samt offentligheden? – Jeg har ikke overblik over, om selve rapporterne er stillet offentligt til rådighed, forsætter Henrik. – Mange ligger sikkert på nettet og kan findes med en simpel Google-søgning. De rådata fra rapporterne, som blev digitaliseret, blev afleveret til GBIF (Global Biodiversity Information Facility), så forskere fra hele verden har adgang til oplysninger om fiskenes udbredelse i Danmark – i en større detaljegrad, end det af pladshensyn var muligt at vise det i selve Atlasbogen.
Hvornår skete det ovenstående digitaliserings arbejde – og hvornår var det færdigt samt tilgængeligt fra andre forskere? – Vi påbegyndte arbejdet i 2006 og var mere eller mindre færdige med dataindsamlingen ved udgangen af 2008, siger Henrik. – Bogen ”Atlas over danske ferskvandsfisk” udkom i 2012, og ret hurtigt herefter blev den bearbejdede kopi af databasen afleveret til GBIF. Jeg er ikke bekendt med, om de originale sø-rapporter blev scannet i deres helhed, og om de blev stillet til rådighed på nettet.
Findes der andre steder, hvor der ligger en masse sø-rapporter samlet på et sted, som man blot kan rekvirere? Fx Århus Universitet eller andre steder? Var rekvirering af rapporter muligt herfra i perioden fra omkring 2011-12 og frem? – De institutioner og firmaer, som har stået for undersøgelserne gennem tiden ligger formentlig inde med de fleste rapporter, fortsætter Henrik. – Jeg ved, at DTU Aqua har et stort arkiv, og jeg ved, at DCE (tidligere Danmarks Miljøundersøgelser) også ligger inde med et stort materiale. Meget af materialet ligger også gemt hos Miljøstyrelsen. Herudover har firmaer som Bio/Consult as (nu en del af Orbicon) og Fiskeøkologisk Laboratorium, der har udført mange af undersøgelserne, naturligvis også arkiver. I forbindelse med Fiskeatlasset betalte vi faktisk Fiskeøkologisk Laboratorium et mindre beløb for at tilgængeliggøre data fra en masse af de tidligere sø-undersøgelser, som de havde været involveret i. Det har naturligvis været muligt at få adgang til rapporterne i perioden omkring 2011-12, men allerede på det tidspunkt var man (formentlig af sparehensyn) næsten holdt op med at lave egentlige rapporter i forbindelse med de enkelte sø-undersøgelser. Resultaterne blev i stedet tastet ind i en database, hvor de lettere kunne håndteres.
Findes der en central database for forskere, hvor der i forvejen er indtastet en masse sødata fra hele landet? – Der findes centrale databaser, hvor der gemmes data fra sø-undersøgelser. I en længere årrække har man brugt et system, der kaldes FiskBase til at samle oplysninger fra sø-undersøgelser. Systemet er en del af Miljøportalen, som forvaltes af Miljøstyrelsen. Det er ikke et system, der er direkte tilgængeligt for offentligheden, men forskere og andre aktører kan få adgang, slutter Henrik Carl.
Men hvor lang tid kan digitaliseringen til Vidensbanken have taget? På fiskepleje.dk kan man under Vidensbanken se, at der ligger 454 rapporter – inklusiv notater, bilag og søkort på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken. Vi har klikket ind på 25 tilfældige rapporter fra hele landet og fandt, at den gennemsnitlige rapport var 27 sider lang, hvilket giver estimeret antal sider på 12.258 sider. Eftersom en stor del af rapporterne er fra de sidste 20 år, hvor pdf har været et almindeligt brugt digitalt format, kan vi fx antage at mindst 25 % af rapporterne i forvejen har været tilgængelige digitalt som pdf. Lad os derfor antage, at man har skulle digitalisere i omegnen af 9000 sider.
Hvis man bruger en helt almindelige flatbed scanner uden arkføder og efterfølgende samler de enkelte sider med Acrobat Pro – samt navngiver filerne, systematisk, kan man uden problemer digitalisere 50 sider i timen, som er samlet i færdige dokumenter – klar til upload. Og regner vi med 50 sider i timen, er der rigelige god tid til at drikke kaffe, snakke med kollegaer samt tage en telefon. Dette giver maksimalt 180 timers arbejde til en studentermedhjælper, som vi eksempelvis kan give en god løn på 20.000 kroner om måneden eller 133 kroner i timen. For at være helt sikker på ikke at underestimere giver vi studentermedhjælperen 200 timer til digitaliserings opgaven, samt navngive de filer systematisk, som i forvejen var digitaliseret. Det giver 26.600 kroner for digitaliseringen Lad os antage, at en akademiker til 60.000 kroner om måneden har skullet hjælpe studentermedhjælperen med at finde de rette rapporter på det rette hyler og mapper – samt har brugt 2 dage til i alt 6.000 kroner på dette, så er det rimeligt at antage, at man har kunnet digitalisere hele indholdet af Vidensbanken for 32.600 kroner.
Men – DTU har selvfølgelig ønsket at gøre arbejdet så billigt som muligt. Derfor er en anden og mere oplagt mulighed, at man har leaset en kopimaskine/scanner til generelt brug på DTU Aqua. Her har vi for at få en idé om prisniveauet henvendt os til Rank Xerox for at høre til priseksempler med leasing aftaler. DTU Aqua bruger Rank Xerox – de ved vi, fordi de dokumenter, vi har modtaget i forbindelse med vores aktindsigter, er skannet på Rank Xerox.
Vi får oplyst, at den månedlige leasingpris for en god standard maskine som fx en Xerox Versalink C405 er 749 kroner, og at scan er helt gratis. Tilsvarende får vi oplyst, at den nævnte model scanner 55 sider i minuttet og som standard selv samler alle scan i et fortløbende dokument, som man super let selv navngiver via displayet på maskinen. Med en maskine som denne kan man altså – hvis man har sø-rapporterne liggende i orden og klar – scanne 3300 sider i timen, svarende til 3330/27 = 122 gennemsnitlige sørapporter i timen. Men – nu skal studenter medhjælperen, som laver dette arbejde, selvfølgelig også have tid til en kop kaffe og et puste rum – samt tid til at lægge rapporten tilbage i sin mappe. Lad os derfor antage, at vedkommende i stedet for 122 rapporter blot scanner 45 færdige sø-rapporter i timen. Det vil betyde, at de 454 rapporter kan scannes på cirka 10 timers arbejde. For nu at være helt sikker på ikke at underestimere arbejdsbyrden, antager vi nu, at DTU Aqua måske har brugt 20 timers arbejde x 133 kr/t = 2660 kroner i løn udgifter til scanningen for en studentermedhjælper. Hertil kommer max to dages arbejde til fagfolk til at fremfinde rapporterne til 6000 kroner + 749 kr i leasing/md/2 = 374,5 kroner. Her har vi så betalt for 2 ugers leasing selvom arbejdet reelt set har været max 20 timer. Så er vi oppe på en samlet udgift til denne del af digitaliseringen på 2660 + 6000 + 374,5 kroner = 9034,50 kroner.
Da man startede projektet omkring Vidensbanken har DTU Aqua ligget inde med en meget en stor del af rapporterne i deres eget arkiv, og hovedparten af de øvrige rapporter ligger samlet på et begrænset antal institutioner – jfr udtalelse fra Henrik Carl (ovenfor). DTU Aqua kender selvfølgelig de relativt få steder, hvor rapporterne er centraliseret – og har allerede et samarbejde med de fleste af dem. Det må derfor med rimelighed antages, at arbejdsbyrden ved at skaffe de første rapporter til opstartsfasen, som kørte under Søhåndbogens regnskab, har været relativt begrænset. Eftersom det vil være helt naturligt at plukke de laveste frugter først, må man antage at DTU Aqua selvfølgelig har startet med at indføre de rapporter, der i forvejen var i deres arkiv. Lad os derfor højt sat antage, at DTU Aqua indledningsvis har udført 50 % af indsamlings og digitaliserings arbejdet – uden at nedskrive beløbet i forhold til den rimelige antagelse, at man selvfølgelig har taget de lavest hængende frugter først – samt at de først indførte rapporter sandsynligvis har været dem man allerede havde liggende – og som fandtes digitalt i forvejen. Det giver en anslået udgift for digitalisering til vidensbanken under Søhåndbogens regnskab på maksimalt 9034,50 kroner/2 = 4517,50 kroner. Men for at være helt sikker på ikke at gøre nogen uret – regner vi blot med 9034,50 Kroner
Men – I 2014 fik og brugte DTU Aqua hele 346.000 kroner fra 15 Junifonden i 2014 til at digitalisere resterende rapporter og foto til Vidensbanken. Ovenfor har vi skitseret, at det er realistisk at få digitaliseret alt det der pr dags dato ligger i Vidensbanken anno 2019 for 9034,50 kroner, og derfor virker det besynderligt, at DTU Aqua har modtaget 346.000 kroner eksternt finansieret fra 15Junifonden for den resterende ”halvdel” af et arbejde, der sandsynligvis kan have været udført for 9034,50.
Spørgsmålene til DTU Aqua er derfor nu:
- DTU Aqua har indtil videre ikke opgivet det præcise regnskab for digitaliseringen af rapporter til ”Vidensbanken”. Ovenfor har vi gives vores skøn på, hvad det kan have kostet. Efter som DTU Aqua tilsyneladende har brugt midler fra Søhåndbogsprojektet til at udføre arbejdet (?) må DTU Aqua jo vide, hvad det har kostet, for hvordan kan man ellers sende regningen videre og indregne omkostningerne for digitaliseringen i de samlede udgifter? Hvad er jeres bud? Redegør venligst for antal opgivne timer brugt + timeløn – og dermed antal kroner, der er brugt på den del af digitaliseringen fra 2011-2013, der ikke i forvejen er finansieret af 15Junifondens 346.000 kroner fra 2014.
- Har DTU Aqua fået billig arbejdskraft som fx studentermedhjælper til at udføre den praktiske del af digitaliseringen, eller har man haft en akademiker til 60.000 kroner om måneden til at udføre dette arbejde?
- Er scanningen udført på en leaset maskine som i eksemplet? – hvis ikke – hvordan er scanningen så foretaget?
- Ovenfor har vi argumenteret for, at den samlede digitalisering næppe kan have kostet mere end 9034,50 kroner. Forklar venligst, hvordan kan det være, at DTU Aqua søger og bruger 346.000 kroner fra 15 juni fonden til digitalisering af de resterende rapporter og fotos, der – som vi læser det – allerede burde være indeholdt i det arbejde der allerede kunne være lavet for 9034,50 kroner under Søhåndbogen. Er der en stor del af de samlede arbejde, som vi slet ikke har kendskab til? Hvis ja – fortæl hvilket og dokumenter venligst dets omfang.
- For at det er muligt at bedømme det samlede digitaliseringsarbejde, vil vi gerne udbedes os scan af samtlige rapporter, fotos og bilag, hvis indsamling og digitalisering er finansieret via Fisketegnsmidler samt 15Junifonden. Eftersom alle disse dokumenter selvfølgelig ligger samlet digitalt i nogle få mapper, da de er en del af samme database og projekt, tænker vi det er en nem opgave at overføre dette via wetransfer.com til Fisk & Fri, så DTU Aqua kan dokumentere det udførte arbejde for de danske lystfiskere. Endvidere ønskes det oplyst, hvilke dele af digitaliseringen, der er udført for hvilke midler.
- Hvilke yderligere materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
5 – Hvad har vidensbankens database kostet?
Som en del af Søhåndsbogsprojektet, som DTU Aqua har lavet for Fisketegnsmidlerne, er der blevet lavet en database, til det der kaldes vidensbanken, som du kan se på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken Vi har kigget lidt på, hvad det kan have kostet.
Vi har i forbindelse med en aktindsigt til DTU Aqua spurgt efter de dokumenter, der viser hvad DTU Aqua har brugt af IT timer på specifikt på databasen til Vidensbanken. De har svaret følgende: ”Opgaven er udført som internt arbejde. DTU tidsregistrerer ikke dette, der er derfor ingen dokumenter”.
Vores spørgsmål til DTU Aqua er nu:
- Hvis man fra DTU Aquas side tilsyneladende ikke har holdt tal på, hvor mange timer, det har taget at lave databasen til Vidensbanken, så kan man vel heller ikke opgøre et timetal forbrugt på dette til regnskabet for Søhåndbogen – og dermed få penge for arbejdet? Er det korrekt forstået?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
Indtil vi har fået en god forklaring på dette, tænker vi, det er rimeligt at sætte betalingen for 0 kroner for databasen til Vidensbanken.
Men – for at have en ide om, hvad det kunne have kostet at producere og uploade den bagvedliggende database for Vidensbanken, har vi spurgt IT-konsulent Chiel Robben fra Fifty First Aps:
– Databasen ser ud til at være baseret på http://geoserver.org/ som er gratis, open source software, fortæller han. – Programmets funktionalitet i form af omrids af de forskellige søer samt popup-vinduer med links til PDF-filter er lavet med GeoExt. GeoExt er en gratis, open source udvidelse af ExtJS, som ligeledes også er et gratis, open source softwarebibliotek. Da både Geoserver og GeoExt udbyder de funktioner som vidensbanken på adressen http://130.226.135.83/soerMap/ er der formentlig tale om en opgave som primært har bestået i at forbinde de forskellige datapunkter med hinanden. Hvis opgaven skal laves eksternt af en konsulent som projektansættelse vil jeg vurderer omfanget af arbejdet til at vare cirka 1 måned eller cirka 100.000 kr. eks. moms, slutter Chiel Robben.
Men – eftersom DTU Aqua siger, at det er lavet som internt arbejde, må vi antage at det kan have kostet 50-60.000 kroner for en månedsløn. Desværre har DTU Aqua ikke ført regnskab med timerne, hvilket betyder, at man ikke kan opgive det som en reel udgift.
Vi slutter af med to yderligere spørgsmål til DTU Aqua:
- I skriver ovenfor, at i ikke tidsregistrer internt arbejde. Hvis det er tilfældet, hvordan kan I så hvert år opgive et antal timer i brugt på Søhåndbogen og få penge for det? Hovedparten af dette er jo netop internt arbejde (?)
- Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
6 – Indledende arbejde til Fangstjournalen
Det indledende arbejde til den interaktive Fangstjournal, hvor lystfiskerne kan melde deres fangster ind til gavn for forskningen, er blevet foretaget som et projekt under Søhåndbogen. Dette er helt klart et godt initiativ fra DTU Aqua, der på sigt vil kunne øge vores viden om vandene, for på den baggrund at kunne træffe bedre beslutninger i forvaltningen af vores fiskebestande. Spørgsmålet er bare – hvad har det kostet?
Ifølge DTU Aquas egne status rapporter har man startet det indledende arbejde med fangstjournalen i 2012-2013, hvor man har fået planlagt App´ens indhold – samt fået lavet et mock-up, så et IT-firma kunne give tilbud på projektet. I april 2013 skriver man kontrakt om projektet, der i 2014 blev et selvstændigt projekt.
Umiddelbart tænker vi, at man godt kan have brugt 10 dages fuldtidsarbejde på indledende ideudvikling, mockup og kontraktforhandling – i alt en lønudgift på 25-30.000 kroner.
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:
- Hvor mange timers arbejde har DTU Aqua opgivet til regnskabet for Søhåndbogen i forbindelse med det helt indledende udviklingsarbejde på fangstjournalen i perioden 2012-2013?
- Såfremt arbejdet har indbefattet mere end 10 arbejdsdage, som vi og kilder i forskningsmiljøet estimerer et lignende arbejde til, kan I redegøre hvor mange timer, der er brugt på de forskellige dele af det indledende arbejde?
- Af kontrakten med IT-firmaet fremgår det, at betalingen for projektet skal ske løbende. Oplys venligst hvor stor del af regningen for IT arbejdet på Fangstjournalen, der er betalt i 2013 og dokumenter det med bilag. Der ønskes også et præcist svar på – samt dokumentation for, hvorvidt det fulde beløb der er betalt til IT-firmaet, er bogført som en udgift på Søhåndbogen, selvom regningerne først evt. er forfaldet/betalt i 2014, hvor Fangstjournalen overgik til at være et selvstændigt projekt?
- Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
Af aktindsigten kan vi dog se drift omkostninger på knapt 339.876 kroner i 2013, hvilket – indtil DTU Aqua ønsker at forklare detaljerne, må antages at være den del af regningen for IT arbejdet på ”Fangstjournalen”, som man har valgt at køre under regnskabet for Søhåndbogen.
7 – Hvad kan vandmiljøagenterne have kostet?
Et af projekterne under Søhåndbogen i perioden 2014-2015 har været at etablere et netværk af frivillige ”Vandmiljøagenter”, der kan hjælpe med at måle og indberette sigtedybder fra søerne. Disse begyndte at melde sig i 2015, og lad os antage, at der var 10 ved udgangen af 2015, for DTU Aqua kan ifølge e-mail korrespondance ikke huske tallene. I 2017 er antallet af vandmiljøagenter ifølge DTU Aqua kommet op på 21.
Projektet er en fin idé, men hvad kan det have kostet i perioden op til udgangen af 2015?
For at belyse arbejdsbyrden med at planlægge indholdet af en sådan database og lave en mockup til IT-folkene, har vi spurgt en phd studerende – Emil Kristensen – fra Ferskvandsbiologisk institut, der har lavet et lignende arbejde. Han siger: – Jeg har sammen med en kollega lavet et udkast til en app, der skulle bruges til at indrapportere sigtedybde samt tid og sted som den ene del. I den anden del, som var lavet specifikt til gedder, skulle folk uploade et billede af deres fisk, hvor den var fanget, om den var mærket – samt hvad vægten og længden var. Jeg vil tro, at vi totalt brugte 1,5 fulde arbejdsdage eller hvad der svarer til 3 arbejdsdage for én mand fra vi fik ideen, til vi havde en plan til IT-folkene for, hvad app’en skulle indeholde. Vores IT mand kontaktede derefter et firma, som kom med et tilbud inden for cirka 14 dage, men det var desværre for dyrt for os, slutter han.
Vi har kigget lidt på status rapporterne og tænker med afsæt i ovenstående, at arbejdsbyrden kan have været følgende: 1 dag til formidling og PR, 1 dag til udsendelse af 10 secci-skiver samt et møde eller to, 1 dag til produktion af informationsvideo om, hvordan man måler sigtedybde. Hertil kommer et par dage til mock-up af databasespecifikationer, så et IT-firma har kunnet give tilbuddet, som i øvrigt lød på 25.000 kroner inkl. moms. Vi har ovenfor set et lignende arbejde lavet på 3 fuldtids arbejdsdage, men lad os give DTU Aqua 4 dage til dette for ikke at underestimere. Det er i alt 3 + 4 = 7 arbejdsdage in-house til fx 21.000 kroner. Det giver med overhead 28.350 kroner
Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:
- Hvor mange timer har DTU Aqua selv opgivet, at de har brugt på det indledende arbejde med on-line indrapporteringen for Vandmiljøagenterne?
- Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?
Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”
Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål, som Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.
Omkostningerne for IT arbejdet med denne del af projektet er indeholdt i de fra DTU Aqua opgive driftsomkostninger.
8 – Syntese om forvaltning af geddefiskeriet, Lillehammer
I 2015 holdt DTU Aqua et oplæg til en konference i norske Lillehammer omkring forvaltningen af geddefiskeriet. I oplægget blev der tilsyneladende for en stor dels vedkommende anvendt resultater og erfaringer fra DTU Aquas generelle forskning, der som sådan intet har at gøre med ”Søhåndbogen”. Man kan derfor undre sig over, at DTU Aqua har kørt dette oplæg ind under omtalte projekt. Vi har spurgt ind til detaljerne omkring denne del af projektet samt tidsforbruget ved det, men DTU Aqua har ikke ønsket at besvare spørgsmålene. Med et løst slag på tasken kan det have taget et 2-5 dage at sammenfatte powerpoint præsentationen, og så har der været omkostninger ved at deltage.
På trods af, at man kan stille et stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt danske lystfiskere overhovedet skal betale for, at DTU Aqua fremlægger generelle forskningsresultater til en konference – kunne vi samlet sætte dette til en udgift på 15.000 kroner for oplæg og 10.000 kroner på transport, ophold og diæter = 25.000 kroner. Så er det også betalt godt.
Alt for mange penge brugt på alt for lidt
Ovenfor har vi sandsynliggjort, at et projekt, som de danske lystfiskere har betalt knapt 3,8 millioner kroner for, kunne have været udført for 800.000 – 1.000.000 kroner, hvis det havde været i frit udbud. Indtil DTU Aqua giver en god forklaring på, hvordan så lidt kan have kostet så meget – mangler vi altså stadig en redegørelse for, hvad der er blevet af de resterende cirka 3 millioner kroner, vi har betalt til projektet. Det kommer vi nærmere ind på i den kommende tid.
Men hvad synes du? Bliver Fisketegnsmidlerne brugt på den rette måde – og er det rimeligt, at DTU Aqua hemmeligholder detaljerne i, hvordan pengene bliver anvendt? Giv din mening til kende på Fisk & Fris facebook.
feb 21, 2014 | Nyheder
Tag med DTU Aquas fiskeplejekonsulenter ud til vandløbene og se, hvad ørreden kræver for at kunne gyde, og hvor ynglen finder skjul, så den ikke bliver ædt. Uden yngel, ingen store ørreder.
Ørreden er afhængig af at gyde i vandløb, og en god ørredbestand viser, at naturen har det godt, med rent vand og et varieret plante- og dyreliv. Derfor er ørreden en rigtig god ”miljøindikator”.
(mere…)
