HAVØRRED PÅ DØD AGN

– Vandet var stadig grumset, efter at Otto havde kigget forbi og flyttet lidt rundt på havemøblerne dagen før, fortæller Thomas Kjærgaard. – Temperaturen sagde 2 grader, og vinden var noget mere strid end lovet i vejrudsigten. Så da de første to timer ikke havde givet så meget som et enkelt bip på vores bidmeldere, var vi faktisk begyndt at pakke sammen lige så stille, hvilket jeg var rigtigt ærgerlig over, da jeg havde taget min kollega med, for at han skulle lære mere om geddefiskeret. Blot dagen før havde han nemlig panisk havde ringet til mig for at blive guidet igennem afkrogningen af sin første gedde nogensinde over telefonen. Og nu sad vi så her i hver vores festivalstol og havde opgivet håbet…

– Jeg havde taget den ene stang op, da min ene hanger på den anden meget voldsomt blev rykket løs fra linen, og der var et lidt underligt run på stangen. Hurtigt fik jeg givet tilslag og kunne sige til kollegaen at det måtte være en mindre gedde for den var ret nem at flytte på med min 10 fods karpestang. Fisken lavede dog alligevel nogle korte hidsige udløb, og jeg måtte alligevel presse fisken en del for at undgå, at den gik i sivene, hvilket var ret atypisk for, hvordan fiskene på dette spot plejer at fighte. Efter små to minutters flex fandt jeg ud af hvorfor: En stor blank fisk kom nemlig til syne i overfladen foran mit store net der i vandkanten, og det var en flot og rigtigt tyk havørred på 4,5 kg havde snuppet min døde skalle på bunden!

– Makkeren var ellevild, og hans begejstring blev ikke mindre, da han et par minutter senere krogede en fin gedde. Jeg kunne straks se på stangspidsen, at den hoppede på den der velkendte måde, der normalt betyder, at der er en krokodille for enden af linen. Kort efter kunne jeg sikkert lande hans nye PR i mit net med en gedde i flot kondition på ca. samme vægt som min ørred. Så nu var det, som vi frygtede ville blive en nultur, nu vendt til en ret så vellykket tur alligevel – og der var helt klart noget at prale med idag på jobbet. 

 

Hvidovre Sport

GEDDEFISKERI: TRE GRØNNE TI´ERE

– Min makker og jeg er lige kommet hjem fra vores årlige Store Bededagstur, skriver Jacob Hansen til Fisk & Fri. – Det blev ikke den vildeste tur vi har haft, men som vi snakkede om, har vi de seneste år taget så mange 10+ gedder, at vi glemmer at være taknemmelige i jagten på noget større og vildere. Så med det in mente, er vi begge evigt taknemmelige over, at vi igen i år fik 10+ fisk i rusen!

– Den første fisk tog jeg torsdag eftermiddag, og den var også den første på turen. Vægten sneg sig lige præcis op på 10 kg efter slyngen var trukket fra, og målingen viste 116 cm. Fredag formiddag tog min kammerat Jesper en rigtig flot dame på 110 cm og hele 10,5 kg – en rigtig flot fisk årstiden taget i betragtning!

– Fredag eftermiddag, fanger jeg selv en stor fisk mere på 116 cm, og denne gang 10,4 kg. Efter vi fik set billeder igennem, kunne vi med ret stor sikkerhed sige, at det var samme fisk som dagen før. Den havde bare taget 400 gram på. Den blev begge gange taget i det præcis samme hul! Jeg ved ikke om gedder er decideret standfisk, men det er ikke første gang vi prøver det. Ud over de 3 meter fisk, havde vi yderligere 9 fisk i nettet, hvor de fleste lå omkring 80-90 cm. Vi havde i alt hele 23 runs. Men det var bare en af de gange, hvor rigtig mange fisk nåede at slippe med skrækken! Hellere hurtigt tilslag, end en slugt krog

– Sæsonen er nu skudt i gang, og vi ser frem til flere grove damer hen over året, slutter han.

REKLAME: Hvis du vil vide mere om fiskeri efter store gedder med død agn, så køb bogen “Geddefeber” her.

 

Fluebinding hos Grejxperten

TO STORE GEDDEMADAMMER

Daniel Gram & Andreas Kikkenborg blev forleden enige om en tur ud, da isen på søerne endelig var smeltet. På vejrudsigten stod der at regnen skulle være stoppet for resten af dagen, men efter den første times fiskeri ramte regnen igen. De sad nu i kulden og regnen, hvor de forsøgte at holde modet oppe.

– Vandet var køligt, og derfor valgte vi at fokusere med død agn på bunden, fordi vi mente, at spinnefiskeriet ville være mindre effektivt. Pludselig forsvandt Andreas´s flåd, hvorefter han startede fighten af fisken. Midt i alt spændingen forsvandt Daniels flåd og hjulet begyndte at løbe, mens det hele bimlede og bamlede. Først fik vi Andreas´s gedde i nettet, og mens Daniel trak sin gedde ind fik Andreas afkroget sin gedde i nettet. Andreas løb ud og fik nettet Daniels gedde i samme net, og den blev afkroget i vandet med gællegreb. Derefter kom de hurtig op på land, hvor vi fik målt begge gedder til 117cm 12.09kg og 104cm 7.7kg! Derefter tog vi et par billeder, og så stod den ellers på en rigtig fin genudsættelse af begge maddamer!

Du kan følge Daniel og Andreas på Instagram.

Hvis du vil lære mere om stationært flådfiskeri med agnfisk så tjek denne video, fra Fisk & Fris youtube, hvor du kan abonnere gratis.

 

Fluebinding hos Grejxperten

 

To flotte geddemadammer - begge taget på død agn under flåd

To flotte geddemadammer – begge taget på død agn under flåd.

EN GO’ START PÅ DEADBAITSÆSONEN

– Turen var gået til en stor sø som jeg ikke havdet fisket deadbait i –  kun dørget og spinnefisket. Sådan lyder det fra Nikolaj Hviid. – Men efter lidt research på nettet aftenen før fik jeg hurtigt lokaliseret et godt spot – nemlig en skrænt fra 1,5 meter hele vejen ned til 18 meter. De store karpestænger blev pakket i bilen for at kunne kaste distancen ud over skrænten.

– Vi ankom til søen og de halv store skaller blev lagt ud i en lille vifte i et koncentreret område. Det tog imellem 5-10 sekunder for at få de 60 gram og skallen til bunds, så jeg fiskede nok nogle meter nede i dybet. Timerne gik uden et enkelt bib i melderne, men par genkast senere kom der 2 små bib og linen tikkede stile ud af hjulet. Efter den fik lov at rende de gyldne 10 sekunder fik den et ordenligt modhug, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke kunne rykke meget på den. Efter en stærk fight med flere udløb, kom den endelig i nettet.

– Jeg blev meget overrasket over størrelsen, og skød den kort til 10. Fik den afkroget,vejet og så kom den i en slynge. En kort pause i vandet, før vi tog et par billeder og så tilbage med den igen. Vægten sagde 10,8 kg og 113 cm! Fisken var ny PR i længde men desværre ikke i vægt. En absolut fantastisk start på deadbait sæsonen…

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

STORGEDDE PÅ DØD AGN

– Så var det i dag, at deadbait sæsonen endelig skulle kickstartes efter et par nulbonner med spin de sidste par gange vi har været afsted, fortæller Mikkel Heidtmann. – Vi ankom til vores spot klokken 8.30, hvor byttefiskene tydligt var at se, hvilket satte forventningerne op. Vi var nu utrolig tændte og nærmest desperate efter at få vores agn i vandet, så da det var gjort, var det bare om at læne sig tilbage og vente.

– Tiden gik uden et eneste run på nogen af de fire stænger, og da klokken blev omkring 13, var vi klar til at kapitulere. Men – kort før vi pakkede sammen, lød der sød musik fra mit hjul, og efter et hurtigt modhug samt en hektisk fight, kunne jeg lande min nye PR på 114cm og 11,4 kg, slutter han.

Har du selv været ude efter gedder, så hører vi meget gerne om din tur. Send din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Fluebinding hos Grejxperten

EFTERÅRET ER GEDDETID

– Efteråret er en vidunderlig årstid, siger Michael Hansen. – Det er for mig den tid på året, hvor det aktive fiskeri med kunstagn afløses af det mere passive deadbait fiskeri, hvor der er tid til fordybelse, overskud til at nyde omgivelserne og ikke mindst tid til at drømme om den helt store vintergedde.

– Forleden oplevede jeg et fantastisk sceneri. Skoven stod i efterårsfarver, vandspejlet lå spejlblankt og en lav morgensol mødte mig ved søbredden. Jeg riggede to stænger til med pop-up bundrig, som hver var agnet med en hovedløs skalle, der blev pumpet godt op med sardin olie.

– Snart var stængerne sat, kaffen skænket og godt tilbagelænet i stolen kunne de fantastiske efterårsfarver nydes i fulde drag. Efter godt en halv time var der run på den ene stang, men som jeg sad der, kom det nærmest som et chok, og det lykkedes mig da heller ikke at kroge fisken. Pludselig var det igen jagten, der var i fokus, og jeg skulle heldigvis ikke vente længe, før samme stang igen gav lyd på bidmelderen. Denne gang var det dog mindre aggressivt, og ved en forsigtig opstramning var der heller intet at mærke. Jeg lod agnen ligge, men de obligatoriske tanker om, hvorvidt agnen var væk, fyldt med grøde eller taklet var hægtet op fik mig til at trække ind for at checke. Pludselig kom der tydeligt liv i den anden ende, og da jeg gav et tilslag, kom der virkelig gang i den. Nu satte gedden for alvor afsted. Den havde sikkert stået på bunden med agnen i gabet hele tiden.

– Fighten var tung og uden den store dramatik, men det var med stor tilfredshed, at jeg endeligt kunne lande en fisk, der nærmede sig meteren. Sæsonen har været præget af mange små fisk for mit vedkommende, så denne på 94cm var ubetinget den største i år. Efter en kort fotosession svømmede den hurtigt og uberørt videre. For mange er det passive deadbait fiskeri ren tortur. For mig er det meditation. Og sæsonen er heldigvis lige præcis startet, slutter han.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

DA DRØMMEN OM STORGEDDEN BLEV TIL VIRKELIGHED

Omsider lykkedes det Jens Bursell at bryde 18 kilos græsen, som han har gået målrettet efter i flere år. Fisken vejde 18,15 kilo eller lige over 40 lbs.

Når katten er væk, danser musene på bordene – eller omvendt. Sådan er det også af og til med gedderne. Her får du historien om en af de dage, hvor den helt store var på jagt – og de små gedder gemte sig i sivene…

AF JENS BURSELL

 

Klokken er lidt over halv syv om morgenen, da jeg endelig ankommer til søen. Luften er mild, og der er en fantastisk snert af forår i luften.  Vinden er moderat, og det er godt vejr, så det er dejligt at kunne pakke grejet ud i tørvejr.

Mejserne pipper og synger, mens jeg pakker stængerne ud og monterer en mellemstor død skalle på mit Skating Hook Release Rig. Agnfisken får en PVA løkke om halen, og kort efter kan jeg montere den i min casting clip og sende den ud over søen med et perfekt, blødt overhåndskast. Clipsen udløser taklet i luften og lander perfekt. Taklet får slækline under nedsynkningen, og da den er landet på bunden, strammer jeg forsigtigt linen op, lægger stangen i stangholderne, tænder bidmelderen, slår bøjlen over og monterer hangeren. Så er jeg i gang.

Smågedder på stribe

Da det første takel er på plads, går jeg i gang med at pakke de øvrige stænger ud og placere mine agn på strategiske spots rundt omkring – og inden længe har jeg langt alle stængerne ud. Allerede halvvejes igennem morgenkaffen kommer de første par bip, der hurtigt afløse af bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip, biip, biiip. biiiiip, biiiiiiip, biiiiiiiiiiiiiiiip. Linen kører perfekt ud og med tanke på, hvor store fisk, der er i denne sø, er det med bankende hjerte, at jeg griber stangen, slår bøjlen over, hjuler hurtigt ind på håndtaget, strammer op og giver et solidt modhug med min lange min 12 fods deadbaitstang.

I det samme linen er stram, mærker jeg en tung modvægt, og det føles godt. Men – efter et splitsekund kan jeg mærke, at det bare er en mindre gedde, der har sat sig i en massiv klump grøde. Jeg sætter hjernen på autopilot, tage en mental adrenalinafdroslingspille idet jeg doven og skuffet kører den lille gedde på omkring tre kilo ind til en hurtig afgrøntificering og afkrogning.

The waiting game...

The waiting game…

Bip, bip, bip, biiiip

Der går ikke længe, inden jeg har genudsat den lille gedde, før der kommer endnu et hug. Igen kører linen perfekt ud i et par sekunder – og så stopper det. Jeg er lynhurtigt henne ved stangen og tøver et par sekunder, da jeg ser linen stopper med at løbe ud. Ude over pladsen dykker et par blishøns, og jeg er derfor i tvivl, om det er et linenap. Et øjeblik efter bipper det dog igen – og denne gang er blishønsene lidt længere væk, så jeg er sikker på, at det ikke er dem, der udløser bidmelderen ved at svømme ind i linen under vandet.

Modhug og fast fisk. Desværre viser det sig igen at være en bette pjevs af den størrelse, som den fisk, jeg i virkeligheden er efter – vil kunne spise til morgenmad. Fisken ryger forsigtigt retur som sin forgænger – og nu går der lige lidt længere tid inden næste hug, så jeg nu kan nå at få både morganmad og opdatere med en lille nyhed på fiskogfri.dk

Jeg når netop at trykke på upload og tjekke, at nyheden ligger perfekt på siden, da det bipper igen, hvorefter historien gentager sig. Jeg fisker på et lille lavvandet plateau, hvor solen står på, og der er fint gang i de mindre gedder. Bipperiet bliver ved – og jeg får endnu et par fisk i løbet af formiddagen, men den helt store er åbenbart ikke i området. Når katten er væk danser musen på bordene…

Eller måske omvendt…

Efter et par timer dør fiskeriet helt ud, og der sker absolut intet resten af dagen. Bidmelderne er larmende tavse og hangerne hænger som forstenet under hjulet – uden så meget som den mindste bevægelse i linen. Men der er intet så skidt, uden at det også er godt for noget: Fred og ro for smågedder betyder masser af tid til en morfar på stolen og en hyggelig gang madlavning, mens solen til sidst går ned bag træerne. I aften står den på hjemmelavet pasta med røget økologisk bacon og hakkede grøntsager, krydret med en iskold Kylle til ganen. Livet er fantastisk!

Et par timer inde i mørket hopper jeg i posen og nyder at komme ud af mine waders. I denne sø er der stort set aldrig hug om natten, så jeg vover pelsen. Skulle det ske, at jeg endelig får hug, så har jeg mine støvler åbne og klar, så jeg kan være i dem på sekunder. Og – er den stor nok – ja så hopper jeg gerne i vandet…

En halv time før stolen står op, er jeg klar og genkaster alle mine stænger, så de ligger helt perfekt. Jeg har flere forskellige agn på stængerne, så storgedden selv kan vælge på menukortet. Der er normalt en hugperiode om morgenen eller formiddagen, men der sker overhovedet intet. Fuglene synger, det er varmt og stille. Alt for stille.

Når gedden er over atten, ser ens Baitrunner i str 10.000 ikke helt så store he.

Når gedden er over atten, ser ens Baitrunner i str. 10.000 ikke helt så store ud.

For sent til den helt store gedde?

Jeg begynder at spekulere på, om jeg er kommet for sent – og fiskene er gået på leg for næsen på mig, men jeg har ikke hørt meget rumsteren i sivene, så måske er det bare et spørgsmål om at være tålmodig. Da klokken passer tolv overvejer jeg faktisk at pakke sammen, men beslutter mig alligevel for at give den til om eftermiddagen, som et af de sidste forsøg på at få den helt store gedde inden legen. Alt virker stendødt. Men – måske er det bare fordi smågedderne gemmer sig nervøst i sivene…

Sulten nager, og hen ad klokken 13 skal jeg netop til at pakke frokosten frem, da det bipper fra min venstre stang. Linen løber perfekt ud – og jeg er lynhurtigt over stangen med et solidt modhug, der heldigvis modsvares med et lige så massivt sug i den anden ende.

Storgedden giver nogle solide rusk derude, men til at starte med tror jeg faktisk, at det blot er en fisk omkring de ti kilo. Halvvejs inde tager fisken et par dovne udløb, der med nærmest majestætisk overlegenhed signaler ”jeg kan hvis jeg vil, men jeg gider egentlig ikke lige nu”… Lidt efter kommer den til overfladen, og jeg kan tydeligt set en solid og bred ryg, der med sikkerhed berettiger, at jeg opper mig med at få nettet klar i vandkanten…

Kort efter har jeg gedden inden tæt på, hvor den lige tager et par runder, men det er faktisk først, da jeg løfter nettet, jeg for alvor sander, at jeg endelig – efter fem gedder over femten kilo – har rundet den magiske 18 kilos grænse, som jeg har jagtet i årevis. Endelig – efter alle de uendeligt mange kolde og til tider lange timer, jeg har tilbragt ved bredden af diverse søer bag mine bidmelder for at fange den helt store på død agn.

Fisken – der viser sig at veje 18,15 kilo ryger hurtigt retur efter et par fotos, hvorefter jeg begynder at pakke sammen. Der er ligesom ikke så meget mere at fiske efter…  Helt befippet går jeg i gang med at samle grejerne, mens min hjerne er parkeret oppe på en lyserød sky i den syvende geddehimmel. Det tager hundrede år at pakke, fordi jeg er så fraværende, at jeg glemmer halvdelen af det, jeg har gang i, og hver gang jeg får dimset et eller andet grej på plads – så er det typisk et forkerte sted og på en forkert måde… Men – det kan man også leve med, når man lige har stået med så vild en fisk i hånden – samt set den baske med halen og svømme tilbage i det grumsede vand, hvor den kom fra.

Fisken blev taget på en mellemstor død agn fisket på et Skating Hook Release Rig. Læs mere om hvordan dette takel fiskes i min nog “Geddefeber”.

 

Fluebinding hos Grejxperten

STORGEDDE LOD SIG OVERLISTE AF DØD SKALLE

– For et par dage siden havde min fiskemakker og jeg planlagt en fisketur med død agn, fortæller Kim Jeppesen. – Død agn har aldrig været vores speciale, da vi mest har gjort os i spin og flue, men nu skulle det være. Vi har været ude et par gange før med død agn, men har aldrig haft succes, hvilket nok også mest handler om vores tålmodighed. Denne tur tog vi ned et par dage før i det lokale vandhul og fangede nogle skaller til død agn.

– På dagen mødtes min makker og jeg nede ved søen ca. kl. 8:30. Vi tog ned til vores spot, hvor vi vidste, at vi havde fanget gedder før og riggede til. Jeg begyndte at kaste ud og måle dybder, og da jeg fandt dybden cirka 1,60-80 meter, følte jeg, at jeg kunne fiske optimalt. Mit rig går ud på at fiske med flåd og glidebly, og så sætter jeg et lille stykke skum som får skallen til at flyde lidt op. Da vi havde kastet, gik der ikke mere end 40 minutter, da vi lige pludselig så en fisk vende i overfladen ved siden af mit flåd. Jeg nåede lige at tænke, hvad fanden var det – er der en fisk der svømmer rundt og leger med mit flåd?

– Da mit flåd lige pludselig dykkede under, gav jeg den lige et par sekunder, og herefter sad gedden helt perfekt i modhugget. Jeg kunne med det samme mærke, at dette var en fornuftig størrelse fisk. Jeg fik kæmpet med den i noget tid, og da den kom ind til kanten, kunne min fiskemakker og jeg godt se, at den var rigtig stor. Da jeg så den, tænkte jeg, at den skulle jeg bare ikke tabe. Heldigvis tog min fiskemakker den i et solidt gællegreb og fik den op af vandet. Vi fik vejet den til 9.6 kilo, og det er den største jeg har fanget nogen sinde – samtidig med, at den også var min første fisk på død agn. Min kammerat fik også sin første fisk denne dag på cirka to kilo, og vi havde mere aktivitet på stængerne, men de blev desværre ikke kroget ordentlig, så de hoppede af. Alt i alt en god dag for fisketeamet. Det er i hvertfald ikke sidste gang vi fisker med død agn.  

 

Friluftsland