– Efteråret er en vidunderlig årstid, siger Michael Hansen. – Det er for mig den tid på året, hvor det aktive fiskeri med kunstagn afløses af det mere passive deadbait fiskeri, hvor der er tid til fordybelse, overskud til at nyde omgivelserne og ikke mindst tid til at drømme om den helt store vintergedde.

– Forleden oplevede jeg et fantastisk sceneri. Skoven stod i efterårsfarver, vandspejlet lå spejlblankt og en lav morgensol mødte mig ved søbredden. Jeg riggede to stænger til med pop-up bundrig, som hver var agnet med en hovedløs skalle, der blev pumpet godt op med sardin olie.

– Snart var stængerne sat, kaffen skænket og godt tilbagelænet i stolen kunne de fantastiske efterårsfarver nydes i fulde drag. Efter godt en halv time var der run på den ene stang, men som jeg sad der, kom det nærmest som et chok, og det lykkedes mig da heller ikke at kroge fisken. Pludselig var det igen jagten, der var i fokus, og jeg skulle heldigvis ikke vente længe, før samme stang igen gav lyd på bidmelderen. Denne gang var det dog mindre aggressivt, og ved en forsigtig opstramning var der heller intet at mærke. Jeg lod agnen ligge, men de obligatoriske tanker om, hvorvidt agnen var væk, fyldt med grøde eller taklet var hægtet op fik mig til at trække ind for at checke. Pludselig kom der tydeligt liv i den anden ende, og da jeg gav et tilslag, kom der virkelig gang i den. Nu satte gedden for alvor afsted. Den havde sikkert stået på bunden med agnen i gabet hele tiden.

– Fighten var tung og uden den store dramatik, men det var med stor tilfredshed, at jeg endeligt kunne lande en fisk, der nærmede sig meteren. Sæsonen har været præget af mange små fisk for mit vedkommende, så denne på 94cm var ubetinget den største i år. Efter en kort fotosession svømmede den hurtigt og uberørt videre. For mange er det passive deadbait fiskeri ren tortur. For mig er det meditation. Og sæsonen er heldigvis lige præcis startet, slutter han.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This