feb 11, 2021 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Video
Når du tager på isfiskeri efter gedder med agnfisk, kan det være en kold omgang – men det er også en super spændende måde at fange gedder på. I denne quickguide får du de mest basale tips til fiskeriet samt ikke mindst sikkerheden ved isfiskeri efter gedder.
Hvis du fisker catch & release skal fiskene kun være få sekunder over vand og overhældes med vand konstant. Undgå fiskeri i hård dagsfrost over minus to grader. Fotografer kun fisk, når det er absolut nødvendigt.
Husk at abonnere på Fisk og Fris YouTube kanal lige her – det er gratis.
feb 3, 2021 | Nyheder
– Vi var to kammerater, som havde planlagt en tur efter gedder i det kolde vejr, fortæller Nikolai Lindholm. – Der var ”låg” på de fleste fiskevande, hvilket gjorde mulighederne få. Men vi fandt dog et vand, som vi ikke havde prøvet før. Vi mødtes tidligt for at få første valg på pladserne, men det viste sig dog ikke at være tidligt nok, da et par fiskere var ankommet lige før os. Vi placerede os et stykke fra de to første fiskere, som vi fik en rigtig god snak med i løbet af dagen.
– Planen var, at fiske med levende agn fra land præsenteret lige over bunden. Det var et stykke tid siden, vi sidst havde fisket på denne måde, så rigs og teknik skulle lige genopfriskes. Det var åbenbart ikke en hindring for gedderne, for vi nåede knap at få stang nummer 2 i vandet, før der var fisk på den første. Og sådan fortsatte det stort set, indtil alle stængerne var sat. Næsten hver gang vi havde sat en stang, var der hug på den stang, vi havde sat lige forinden. Så de første par timer var meget hektiske, og der var fuld smæk på adrenalinen.
– De første par hug resulterede i et par flotte gedder på henholdsvis 6 og 7.5 kg. Selvom vi var meget tilfredse med sådan en start, blev det snart meget bedre! Vi snakkede begge om, at det nok var svært at finde større fisk især i nye vande, man ikke havde fisket før. Men dog viste de endnu større gedder hurtigt interesse, og de to følgende hug gav to gedder på intet mindre end 9 og 9,5 kg. Jamen så var dagen ligesom startet, og kunne faktisk ikke blive bedre. Alligevel var Nikolai hurtig, da den næste bidmelder bimlede, og han hev på lidt dramatisk vis en gedde på hele 10,3 kg! Og alt dette skete inden for de første tre timer af turen!
– Vi havde bestemt at fiske hele dagen, da vi begge havde en længere køretur hjem. Dette hjalp dog ikke på fiskeriet, da det efter en vild morgen stilnede af. Men man skulle være et skarn for ikke at være mere end tilfreds med dagens udbytte! Alle fisk blev selvfølgelig genudsat på bedste vis.

jan 11, 2021 | Nyheder
– Min første geddetur i år startede med uret, der ringede i går, fortæller Jakob Kromann. – Hurtigt kom jeg op, fik lavet en kande kaffe og pakket alt grejet i en fart, hvorefter turen gik hjem til Mads Davidsen, som i dag skulle være min guide til noget rigtig lækkert fiskevand. Han stod klar, da jeg landede ved ham klokken 05:30, hvorefter vi drog mod søen.
– Da vi ankom, var vi hurtige til at få snøren i vandet, og 15-20 minutter efter gik mit ene flåd under. Geddefeberen flippede allerede der, og jeg var helt oppe og køre. Da jeg fik hevet den ind, viste det sig at være fin lille gedde på 86cm, som nænsomt blev afkroget i vandet og fotograferet.
– Da den blev sat ud igen forsvandt mit andet flåd under vandoverfladen meget kontant! Da jeg fik givet modhug kunne jeg nemt mærke, at det ikke bare var en lille fisk, der var for enden af linen. Og ganske rigtigt! Da gedden kom til syne, var jeg 100% sikker på, at der var scoret en ny PR. Det store gab havde indhaleret en skalle på 4-500 gram, og da gedden under fighten havde kurs lige mod en stor sivbræmme, var jeg glad for, at jeg havde investeret i nogle kraftige MPP2 Baitfish stænger fra Savage Gear, så jeg kunne styre den store dame ind på plads. Den blev som den anden fisk hurtig afkroget nede i vandet – samt vejet og målt til 107cm og 9,59kg. Den fine dame blev foreviget med et par gode billeder, mens jeg rystede som et espeløv af bare glæde. Straks derefter blev storgedden hurtigt og nænsomt udsat igen. På turen blev det til fem fisk; de to superstartere og så tre andre fine damer lige under meteren.
jan 11, 2021 | Nyheder
– Lørdag havde min kammerat Johan og jeg planlagt en tur til en sø, som vi havde rigtigt godt fiskeri i sidste vinter og forår, fortæller Nikolaj Jensen. – Søen holder en god bestand af store gedder, som var målet for dagens tur.
– Vi starter dagen ud i den dybe ende af søen, og vi fisker med skaller under flåd, som bliver fisket aktivt. Der gik ikke mere end 20 minutter, før den første gedde havde meldt sin ankomst. Det var dog ikke mig, men Johan der fik den. Den fulgte efter skallen helt ind foran til, hvor vi ku se det hele, før den i første hug indhalerede skallen. Så var der fast fisk, og det var en super fin fisk på omkring 90 cm. Vi fiskede fortsat cirka en time i den ende af søen, før vi besluttede os for at gå en runde om søen, for vi har før haft god succes med at gå og spotfiske.
– Der gik blot fem minutter, før vi spottede den første gedde helt tæt på land. Jeg kastede min skalle ud til den, og allerede fra den ramte vandet, viste gedden interesse. Der gik dog godt og vel et minuts tid, før den gad at tage den, men uden at indhalere den. Så der kunne vi stå og trippe lidt af spænding, før den til sidst inhalerede skallen og krogen kunne sættes. Vi fik hugget på video, hvilket var ret sejt, og at det så var en ret god fisk gjorde bare det hele lidt federe. Gedden var cirka 95 centimeter. Vi fiskede efterfølgende videre i et par timer dog uden held, men mon ikke turen går dertil igen i næste weekend.
jan 2, 2021 | Nyheder
– Tilbage i marts vandt jeg en guidet geddetur med Christian Durup Fishing på Facebookgruppen Fisketid, fortæller Claus Kongstad. – Da jeg havde mulighed for at invitere en med, valgte jeg min storebror Peter, da han aldrig har fanget en gedde før. Efter et par ændringer pga corona og dårligt vejr kom dagen endelig.
– Vi mødtes med Christian oppe ved bådene ved 8 tiden og gjorde så klar til afgang. Christian havde sørget for stort set det hele: Båd, grej madding. Vi skulle bare medbringe mad og drikke. Det småregnede lidt, men holdt hurtig op. Agnene blev lagt i vandet, samtidig med at vi fik diverse informationer. Der gik ikke lang tid før den første fisk bed på, og det var min brors første gedde, som vejede 4,7 kg.
– Vi snakkede, hyggede og spurgte MEGET til geddefiskeri. Christian har en enorm viden inden for fiskeri, så vi benyttede lejligheden til at suge til os. Der kom flere lidt mindre gedder i båden, og pludselig var den gal på bundstangen. Efter en super fight med en masse flex på stangen landede jeg et monster af en gedde på 11,6 kg og 114 cm. Gedden er mit livs største fangst til dato. Der kom efterfølgende lidt flere gedder til, og vi endte med 9 fisk i alt.
maj 23, 2020 | Nyheder
– Efter en lang dag på vandet med kun to små gedder i båden, skulle der tænkes ud af boksen, fortæller Chris Andersen til Fisk & Fri. – Jeg valgte derfor at søge ud på det dybeste sted i søen, og det skulle vise sig at give pote. 10 minutter efter stængerne er sat med levende skaller under flåd, skete det. Jeg fik et super godt hug, og så var der fuld flex på stangen. Den store gedde tog et langt udløb, og 20 minutter senere fik jeg en fin fisk i båden på 11,7 kilo. Den flotte gedde var en ny PR, slutter han.
Har du også haft succes på din fisketur, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
dec 19, 2012 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri
Der er ikke længe til geddepremieren 1. maj, så hvorfor ikke bruge ventetiden på at lægge strategi og gøre grejet klar. Vi har været en tur på Haraldsted Sø med Christian Klagenberg, som giver dig en stak gode tips til det simple og effektive fiskeri med agnfisk.
Tekst og fotos: Gordon P. Henriksen
(mere…)