sep 10, 2020 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Miljø og debat, TUN
Endnu en flot tun kommer til overfladen i årets tunmærkningsprojekt i Skagerrak.
Det store mærkningsprojekt med Østatlantisk tun i Skagerrak stoppede for fem dage siden. Her får du en status over det vellykkede projekt fra svenske SLU, der sammen med danske DTU Aqua har stået for projektet.
AF JENS BURSELL, FOTO: JONAS GADE LØGSTED
– I lørdags den 5 september traf man den beslutning af stoppe årets mærkning af tun i Skagerrak efter syv dages fiskeri, lyder det fra SLU Vilt, Fisk & Miljø, der har stået for den svenske del af projektet, som er lavet i samarbejde med danske DTU Aqua.
– Fiskeriet efter tun med stang indebærer en del ventetid, og et groft skøn er, at der behøves cirka 100 timer med krogen i vandet, før man kan regne med at få et nap, siger de. – Og det at man får et hug, betyder ikke nødvendigvis, at man også lykkes med at få fisken op til bådsiden – selv når man bruger det helt rigtige grej, som formår at presse fiskene hårdt nok. Marginalerne er små – og af og til sker det, at linen knækker eller, at krogen eller knuden løsner sig.
Målet næsten nået
– Tilsammen har de 121 fisketeams sammen med os og DTU Aqua mærket i alt 98 tun – og vi har dermed næsten nået målsætningen, som var at mærke 100 tun, fortsætter de svenske forskere. – Efter at både svenske og danske både de første dage fangede og mærkede fisk i samme område, søgte de danske fiskere mod slutningen af fiskedagene længere nordpå, hvor de ledte efter fisk i området NV for Skagen. Her fandt de masser af tun, og mærkede på blot to dage over 30 fisk.
– Det næste, der kommer til at ske, er nogle måneders dataanalyse, som bliver virkelige spændende, afslører SLU. – Faktisk er det næsten mere spændende end selve fiskeriet, for det er her, at vi får svarene på, hvad der sker med den nye og spektakulære bestand, som er dukket op i vores farvande efter næsten tres års fravær. Senderne fra sidste års mærkninger er allerede nu begyndt at give os vigtig viden om bestanden, og det vi ser er, at mange fisk vender retur til Skagerrak efter, at de har været et år ude i Atlanten. Vi ser dog også, at en del af de fisk, som vi mærker, havner i Middelhavet lukket inde i tanke, hvor de levende venter på bestillinger fra det japanske Sashimi-marked.
Dødeligheden på C & R fiskeriet efter tun i Skagerrak er ifølge forskerne kun cirka 3 %. Til sammenligning er dødeligheden på C & R efter gedder 7 % og ved fiskeri efter laksefisk cirka 14 %.
Hvad gør tunene nu?
– Inden længe vil de tunfisk, som vi har mærket, begynde at forlade Skagerrak og trække ud i Atlanten. Sandsynligvis svømmer de lidt op langs den norske kyst, hvor de eksponeres for det kommercielle fiskeri, hvor der alene i Norge er en kvote på flere tusinde fisk. Det er kun fra studier som det, vi foretager her, at vi kan få de data, der skal bruges for at kunne argumentere for en bæredygtig forvaltning af bestanden. Årets totale kvote ligger på 36.000 blåfinnede tun i den østlige del af Atlanten – og det forudsiges, at kvoten vil blive øget over de kommende år. At nedfiske en bestand som denne kan gå hurtigt, og uden viden om bestanden kommer, vi aldrig til at forvalte den korrekt, hvilket er særligt vigtigt, hvis bestanden i Skagerrak på et tidspunkt begynder at blive decimeret eller helt forsvinde.
282 tun er fanget siden projektets start
– Af de 282 fisk, der er fanget siden 2017 er ni døde, hvilket giver en dødelighed på 3 %, forklarer de. – På trods af, at vi løbende arbejder med at forbedre vores metoder for at minimere stress og skader på fiskene, så sker der uheld. I 2020 døde der således fem tun under fiskeriet. I 2021 arbejder vi med muligheden for at anvende et alternativt krog-fiskeri, som minder om de gamle metoder, man anvendte i Skagerrak for over 60 år siden. Stangfiskeriet er dog den metode, der anvendes internationalt for at fange store blåfinnede tun til mærkning. Årsagen er, at tillader et selektivt fiskeri, hvor man fanger enkelte fisk i stedet for større grupper af tun samtidig, hvilket let kan skabe svært håndterlige situationer for både fisk og mærkere. Fordi vi sætter sendere på fiskene, og der igennem kan se, hvordan de bevæger sig, kan vi dog tydeligt se, at vores nuværende metode fungere godt i forhold til overlevelse og registrering af adfærd.
– Vi vil løbende publicere resultaterne for de forgående års mærkningsstudier. Dette kommer først til at ske i videnskabelige tidsskrifter, hvilket indebærer, at de gennemgår videnskabelige reviews af international fiskebiologer og forskere. Denne proces kan tage lidt tid, men vi håber på at kunne dele nogle af vores resultater i løbet af de kommende måneder, slutter forskerne Gustav Hellström, Andreas Sundelöf og Tomas Brodin deres beretning fra facebooksiden SLU Vilt, fisk & miljö.
feb 23, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri, TUN
Det smalle stræde ved Gibraltar nærmest koger af tun hvert efterår. Følg med Johnny Jensen sydpå, oplev det sindssyge fiskeri – og bliv inspireret til din næste vilde fisketur.
TEKST: JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN, KIM RYGAARD og DANNY GABAY
Jeg prøver at holde balancen, mens båden suser henover vandet – samtidig med, at jeg prøver at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt.
Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, er en måned siden i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for. Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme igang med at fiske.
Mange af tunene ved Gibraltar er denne størrelse, som Johnny holder her.
Den vilde jagt
Jeg kigger op og ser, at er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og ikke mindst tun!
Kameraet bliver smidt i armene på Louis, og jeg får hurtigt kastet popperen ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Blåt – gult – sølv og flash angriber popperen, hvorefter mine skulderled bliver tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.
Efter cirka et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Men tunen ser også os, og det bryder den sig i hvert fald ikke om, så den river endnu engang 200 meter line af. Da den endelig kommer i nærheden af båden igen, svømmer den i cirkler under båden, hvilket er ekstremt hårdt ved ryggen, på trods af en ellers udmærket fight teknik.
Til sidst overgiver tunen sig dog, og jeg kan lykkeligt posere med fisken for kameraet. 25 kilo vejer den. Lee planter en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat til sit rette element.
Det var min første poppede tun i 2014, og siden har jeg været tilbage mange gange og fiske dem både på trolling og med popper, og sågar med en rygkroget flyvefisk som levende agn.
Siden da har fiskeriet efter de små tun varieret kraftigt, og det har været virkelig svært at beregne, hvornår på efteråret de dukker op i stort antal.
Jeg, og min fiskekammerat Kim, var dog super heldige sidste efterår, hvor vi ved en tilfældighed ramte plet. Tilfældigheden opstod fordi vores tur til Sydafrika var aflyst, og vi så havde brug for en alternativ plan, hvilket blev Gibraltar. Der viste sig at være en enormt go idé. Vi ramte den bedste uge i flere år, hvor tunene praktisk talt hoppede omkring ørerne på os. Men – det betød egentlig ikke flere hug, fordi der var rigeligt med flyvefisk, som tunen holder meget af, men det var uvirkeligt spektakulært at se så mange tun eksplodere ud af vandet konstant.
Mågesjov og jagende delfiner
Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter “mågesjov” og jagende delfiner, for dér jager tunen også.
Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.
Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti.
Når tunen er findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado) – samt både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnit (skipjack tuna).
Johnny med en fin tun der er al mulig grund til at smile over.
Et fiskeri i fremgang
Som jeg beskrev tidligere i en artikel om tunfiskeriet ved Gibraltar, så er den atlantiske blufinnede tun, verdens største tunfiskart, i rasende fremgang. For bare 15 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget. I starten havde man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne, men nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de nemmere at lokalisere. Og i 2019 var der faktisk tun fra maj og indtil slutningen af oktober, så meget tyder på at der bliver bedre og bedre muligheder for at komme i kontakt med de hårdt fightende tun her.
Grejet ved Gibraltar
Vores grej var følgende: Hjul – Shimano Stella 18000 SW modeller, stænger – Tuna Sniper fra OCI (Ocean Tackle International) og Smith Tokara 60, line – Jerry Brown 100 lb (hul spunden line) og forfanget var Ginkai 150 lb trådet i den spundne line med agnnål og limet + bundet. Trekrogene var Owner Stinger Treble ST-76TN 5X str. 5/0 og agnene poppers og sliders som fx TunaStick 150 i hvid. Vi bruger ikke blinklåse, men swirvel og springring. Alt dette kan fx købes i Medea Tackle Trading, www.zamfish.com
De bedste guider
Gibraltar Polo IV
Oceandancer, Tom
Lee Torres
Joey Catania
Johnny Jensen i fuld færd med at fighte endnu en flot tun ved Gibraltar.
dec 21, 2012 | Artikler, Hav, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, TUN
Havområderne ud for canadiske Nova Scotia byder på et sensationelt godt fiskeri efter blåfinnet tun i sværvægtsklasen. Følg med Jan Svenstrup, Thomas Petersen og Søren Jensen, der i september skrev dansk big-game historie med en serie fisk af en størrelse, som overgår alt hvad der er taget af skandinavere i nyere tid.
Af: Jan Svenstrup Fotos: Thomas & Torsten Petersen, Søren Jensen, Jan Svenstrup (Tim Simpson-Blue Water Boats & Sportfishing)
(mere…)
dec 21, 2012 | Artikler, Hav, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, TUN
Det smalle stræde mellem Gibraltar og Marokko, der er skillelinien mellem Middel- og Atlanterhavet byder på et fantastisk fiskeri efter blåfinnet tun. Følg med Fisk & Fri’s Johnny Jensen til farvandet ud for den legendariske klippe på tærsklen mellem Europa og Afrika
Tekst: Johnny Jensen Foto: Johnny Jensen & Danny Gabay
(mere…)
