Canadiske kæmpetun

Havområderne ud for canadiske Nova Scotia byder på et sensationelt godt fiskeri efter blåfinnet tun i sværvægtsklasen. Følg med Jan Svenstrup, Thomas Petersen og Søren Jensen, der i september skrev dansk big-game historie med en serie fisk af en størrelse, som overgår alt hvad der er taget af skandinavere i nyere tid.

Af: Jan Svenstrup Fotos: Thomas & Torsten Petersen, Søren Jensen, Jan Svenstrup (Tim Simpson-Blue Water Boats & Sportfishing)

– BUMP IT AHEAD, lyder det fra Andy. – Det ikke kun solen, der gør, at sveden driver ned under mine polaroid briller i brede varme stråler. Thomas dupper det af, mens jeg tænker: – Nu kan jeg sku’ virkelig forstå hvordan Børge Munk og Jens Ploug havde det under deres drabelige fights årtier tilbage under datidens big game fiskeri. Også med det grej de havde den gang. Gid jeg ALDRIG havde fanget min første karusse – så var jeg ikke endt her i denne forpinte situation.

Men jeg kommer til hægterne igen. – Bump it ahead Francis, råber den erfarne amerikanske mate Andy til kaptajnen, der for gud ved hvilken gang giver lidt gas til de 400 heste kræfter og peger retningsbestemt fremad. Linen hyler svagt, skærer gennem vandet med små stråler og lyder allermest som om den bliver ført gennem tynd is. Man kan spille violin på den.

Jeg presser mig tilbage i stolen og læner harnisket mod tunens vægt med mine blege krampagtige strakte fodboldben. Der er fuld koncentration, for jeg vil vinde denne kamp, der lige for øjeblikket virker meget ulige til fiskens fordel. Den rokker sig ikke en micrometer. Fisken svømmer konstant og stædigt som en teenage tyre kalv, der har drukket Red Bull med Chili.

 

 

Forfanget kommer igen og igen tæt på stangspidsen, men forsvinder igen sagte et par meter ud, selv om jeg holder med begge hænder på spolen, der i forvejen er sat til et bremsetryk på 45 lbs. Den fisk er bare stor og stærk… – Pull on him Jaaaaan, råber Andy. – Bestemt læner jeg mig frem over og pumper det bedste jeg har lært, mens jeg svovler på pære dansk »F… den er stærk mand«.

SØREN smiler og beroliger mig med ordne »Den danske viking er hos dig«. Mega sammenbidt og med en lille smule mere pres, får jeg få meter rullet hurtigt ind på det store guld farvede Penn 130 hjul. – One more time, Jan, kommanderer Andy lidt bestemt, mens Jamie – anden maten – nikker medfølende med smil på læben, idet han blinker til mig.

Med lukkede øjne presser jeg det sidste ud af mine små senede arme. Alt står stille i mit hoved, da Andy får fat i forfanget med sine våde slidte skind handske, der har flere grove riller, som vidner om mange drabelige håndgemæng med utallige stor fisk. Jeg er over the moon, da han får godt fat i forfanget, så fisken er endelig er officielt fanget. Han ruller rutineret linen skiftevis om sine store syd­stats nævner, til han når fluorocarbon forfangsspidsen. Jeg forlader fightstolen og skuler skævt skråt tilbage til stangen med dødninge hovedet på og skriften »Punisher« der er opkaldt efter samme film. Og afstraffelse var det, men bedst af alt…jeg vandt. Vi kigger alle på det enorme dyr, der stadig svømmer sagte få meter ude med motoren i tomgang. Andy Moyis – der ikke er Hr-hvem-som-helst inden for big-game verdenen – siger stolt: – This is a seamonster. It is at least 1200 pounds. I det samme springer linen med et smæld, og der jubles i kor.

Jeg kigger på min halvrejste næve, som jeg ikke kan lade være med at spænde, som en stædig, stolt vinder. Den fantastiske og gigantiske fisk svømmer maje­stætisk videre, så den kan føre slægten til nye generationer. Hvilken kæmpe, og det er endda kun vores anden tun på turen her ved Nova Scotia på Canada’s øst kyst

Dagen efter kan jeg ikke trykke sæbe holderen ned, og har mest af alt brug for cremen mod muskelsmerter. Jeg har pludselige opdagent nogle muskler, som jeg slet ikke viste, at jeg havde. Men det er lige meget, for jeg har fanget mit livs tungeste fisk..

DE TO ANDRE kom også i den varme stol. Thomas havde allerede fået æren på førstedagen, hvor han fik det første hug på en levende lille makrel, fanget af bådene i vores havn på den lokale banke – Fishermans Bank i North­tumberland Strait. Den blev estimeret til 500 lbs, og blev fanget på den af de fire stænger, som fiskede dybest. Den huggede på godt 20 meters dybde i et gigantisk sule og måge show sidst på dagen. Men det var ikke kun tun og fugle, der tog for sig af retterne. Vi oplevede både hvaler, delfiner og søløver i til tider meget store flokke, der også mæskede sig i havets rigdomme af føde fisk

Vi havde trukket lod om, hvem der skulle starte – og herefter byttede vi tur hver time. Egentlig var det fem minutter inde i min fiske tid, men Thomas var tættest på stangen, da den huggede og troede, at det var hans tid. Og personligt ville jeg heller have, at vi fangede den end at vi byttede og dermed risikere at miste den. Vi havde trods alt flere dage. Og som sagt kom vi alle i den varme stol og oplevede disse fantom figh­tere. Resten af fiskene fanger vi ved at lokke – eller »chumme« tunene ind med makreller, som her hugget i stumper og kastet ud mellem vores agn i fire forskellige dybder.

DAGEN EFTER havde vi en nuldag, men en af de andre både var gået til nordøst spidsen af Prince Edwards Island, hvor de havde haft kontakt med to tun i løbet af den time, de havde nået at fiske der. Den ene var over de magiske 1000 lbs

Næste dag sætter vi derfor kursen direkte mod »Tuna Town«, som Jamie kalder hotspottet med sin friske kaffe ånde i det første spæde morgen lys. Som agnfisk har vi i dag fået fat i sild, og der er godt 30 mil sejlads foran os

Spændingen stiger, da vi runder East Point og kan se flere både ligge uden foran North Lake

Vi stepper rundt på båden, og der er en euforisk stemning, som kun intensiveres mere og idet vi nærmer os, for radioen gløder konstant med nye meldinger om »hook up’s«. Vi mister et par stykker, inden jeg får min første.

Thomas og Søren fisker med stickbaits uden kroge for at tease tunene ind til båden, og da Thomas pludselig får et hug out of the blue, bliver han så bange, at han hopper en hel meter baglæns, idet tunen efterlader et kæmpe hul i vandet. Søren er næste mand i stolen, og Andy prøver alt for at få de smarte tun til at hugge. Det hele bliver prøvet: En hel sild, en halv, en trampet og en levende makrel. Kroge, crimps og svirvler er alle farvet sorte. Selv ballonerne, man normalt bruger, er byttet ud med klare plast flasker for at give den ultimative præsentation. Det er først, da han begraver cirkel krogen skjult i en fed sild, at hugget kommer –og efter en benhård fight lander Søren sin tun på ikke mindre end 1150 lbs. På vej ind i aftens sidste sol stråler skåles der i de høje stilkede champagne glas – og vi mæsker os i den vildeste hummer-ret. Det er lige til at klare.

DET ER THOMAS OG SØREN, som via deres mange kontakter i big-game miljøet har fået færten af dette vilde tunfiskeri, og at netop verdensrekorden fanget af legendariske Ken Fraser på 1496 lbs tilbage i ‘79 stammer netop herfra er bestemt også stærkt medvirkende til det interessante i at udforske fiskeriet.

Det der driver os, er at vi alle har haft noget tæt inde på livet, der gør, at vi vil udleve vores vildeste fiske ønsker, mens vi kan. Og – at fange så store tun kan stort set kun lade sig gøre her ved Nova Scotia, fordi der er forholdsvis lavt vand. Havde der eksempelvis været to kilometer dybt, vil samtlige af disse kæmpetun havde haft rig mulighed for at tømme spolerne. Tunene her i området vandrer store afstande – og mærkning viser at mange af dem kommer fra Middelhavet ved Italien. De er kun få måneder i dette område, hvor de konstant er på ædetogt efter fede sild, makrel. I løbet af den periode viser forkingen, at de tager mellem 200-300 lbs på

Fiskeriet har været lukket i en del år, men nu er der netop åbnet for et begrænset catch & release fiskeri med en kvote på 40 sat af de lokale indianere.

PÅ FJERDEDAGEN er bøtten vendt. Vi har alle fået fisk og fisker på skift. Tilbage på gårdagens hotspot lykkedes det efter cirka 20 minutter at få rejst de første fisk til vores chum. Francis lokker lidt ekstra ved og køre med net haleren, der larmer under vandet – en lyd som tunene ved betyder nem mad.

Tunene kommer så tæt på helt oppe i overfladen, at vi kan håndfodre dem og på et tidspunkt er der fire fisk over tusind pund så tæt på, at vi nærmest kan klappe dem. Det føles næsten urealistisk – præcis som da man som en lille ny lystfisker stod med blåfrosne knæ og betragtede en kæmpefisk for første gang. Sætninger som »holy christmas« og »se lige den der..« ryger rundt i luften og blander sig med lyden fra kameraer, der arbejder på højtryk, så man næsten kan mærke varmen fra dem. Især Torsten – Thomas’s far bliver kostet noget rundt som fotograf

Søren er megaklar og udbryder midt i vores forblændelse af de smukke dyrs ædekalas i chummingsporet: – Så skal der sku fiskes gutter. Han også sidste mand i køen i dag, men det skal vise sig at blive hans held.

THOMAS lægger blødt ud med ny PR på ikke mindre end 1050 lbs – og tager storsmilende en tur med tunen iført tørdragt. Det er simpelthen for vildt: Nu er vi alle med i 1000 punds klubben. Jeg følger efter med en tyk tyk 950’er, som jeg også lige når at kramme i dens rette element, før den vælger og afkroge sig selv ved at svømme ind i torvet, som jeg hænger i. Good bye my love.

Et par af tunene optager vi simpelthen på video både over og under vandet – både under hug og fight. Og med blot en enkelt times fisketid tilbage, kroger Søren et bæst af en tun, der er så stor, at den tidligere bokser og pølsevognsmatador kommer på en hård prøve. Til alt held falder det lykkeligt ud til den glade Hr. Jensens fordel.

Efter godt 45 minutter er bomben ved bådsiden, og bliver præcis som min PR målt til godt 1200 lbs. Jublen vil ingen ende tage, og vi kan nu skrive tallene på vores medbragte tun flag

Søren kigger mig dybt i øjnene med stor følelse i stemmen, mens han siger: – Selv om jeg har prøvet meget, og været med til mindst 300 marlin’s – så er dette det vildeste big-game fiskeri jeg nogensinde har prøvet. Hvem ved – måske kommer disse fantastiske fisk en skønne tilbage til de danske farvande. Og så er det os der siger, » Bump it ahead«…