aug 21, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
I sidste uge startede vi en stor konkurrence om at vinde et lækkert sortiment af Præsten gennemløbsblink. Vinderne blev: ”Når junior udfisker farmand…”
Her får du historien fra fisketuren:
– Kalenderen skrev slut august, solen skinnede, og det var to spændte lystfiskere, som satte sig i bilen og begav sig mod Fyelmose Put & Take, der havde kaldt til genåbning af søen med et brag af en fiskedag med masser af fisk udsat. De to fiskere var Sebastian Skovlund på 9 år, og så farmand Johnny, på vej til forhåbentlig endnu en dejlig far-søn fiskeoplevelse. Og en oplevelse blev det! Allerede ved ankomst til søen stod det klart, at der var rigtigt mange andre, som havde fået samme idé den her weekend. Det vrimlede med lystfiskere i alle afskygninger med at hav af forskellige stænger osv. Da afspærringen blev ophævet, og vi fik adgang til søen, foregik det nærmest i løb for at få en god plads. Vi havde forinden være omkring Fluer.dk i Vejle og hørt lidt nærmere om søen fra nogle af gutterne i butikken, så vi havde god tiltro til vores valgte spot.
– Så skulle stængerne rigges til, og det blev naturligvis med Sebastians absolutte yndlingsagn, nemlig Præsten Mini. Da hornet med startskuddet lød, var det bare med at få dem i vandet i en fart. Det tog kun nogle få omgange på hjulet, før der var hug. YES, det bliver vildt det her, nåede jeg lige at tænke, inden fisken slap igen, og der lød et råb fra Sebastian ved siden af: ”Jeg har bid!!!”. Så var det hurtigt over og få fat i nettet og ned til vandkanten for at hjælpe med at få krabaten nettet, for der var virkelig flex på klingen med en stor guldørred i den anden ende. Så var den første fisk på land, og jeg fik verdens største smil fra den dygtige junior-fisker. Men det skulle blive endnu bedre.
– Ikke ret længe senere måtte jeg igen smide stangen og agere assistent på endnu en fisk – denne gang en flot regnbueørred. Så var styrkeforholdet ligesom sat, og det fortsatte sådan set bare resten af dagen. Jovist, jeg fik da selv en enkelt regnbue hevet i land, men jeg blev sat grundigt til vægs med en klar 3-1 udfiskning af junior i den store sø. Og nå ja, da han ligesom kunne konstatere, at farmand var tilpas langt bagud, gik han med overskud en tur over i børnesøen, hvor han på egen hånd fyldte sin kvote med 3 yderligere fisk. Så da bilen blev pakket efter en fantastisk dag, var det med 7 fisk i køletasken, hvoraf Sebastian havde fanget de 6, og bare var blevet endnu mere begejstret for at fiske med Præsten.
– Målt på antal ikke den store succes for farmand, men vi husker det stadig begge som en af vores allerbedste fiskeoplevelser sammen. At Sebastian så undervejs fik mulighed for at møde Casper og nogle af ”drengene” fra Præsten & Fidusen, satte bare lige kronen på dagen. Flere af den slags oplevelser, tak!
Et stort tillykke med det lækre sortiment af putgennemløbere fra Præsten. Du for snart besøg af postmanden!

På turen mødte Sebastian og hans far faktrisk gutterne fra Præsten – bla Casper Bjerregaard Larsen (th) og Mickey Hansen (th), som du kan se til højre. I midten Sebastian og Johnny.

Sebastian udfiskede sin far totalt – her er en af de fisk, der måtte bide i græsset. Tillykke med præmien, som du vil få tilsendt snarest.
aug 19, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Når sommeren går på hæld, og den første snert af efterår viser sig med rusk, regn og faldende temperaturer, så er karperne for alvor i hopla:
– Jeg var godt klar over, at det nok ville blive en våd nat, men de sidste par dages skumle vejr ville helt sikkert have sat godt gang i karperne. Der var lige et hul i al regnen mellem 19 og 20 – og jeg nåede lige hen til pladsen, og slå min parasol op, inden regnen igen væltede ned. Det var en super snæver og lille plads mellem nogle træer, og da jeg aldrig havde fisket der før, gik der lige lidt tid med at få tjekket pladsen af og finde ud af, hvordan jeg skulle fiske. Men i den tunge regn kom mørket alt for hurtigt snigende, og inden jeg så mig om, var det bælgravende mørkt, da jeg havde fået kastet taklerne ud og spreadbaitet med boilies og hampepellets.
– Udmattet efter en hård dag faldt jeg i søvn og vågnede klokken et af et screaming run, på mine to CFC Spicy Squid fisket som en snowman på et spinner-rig. Stængerne stod et godt stykke ude i vandet, og da jeg ved en fejl var kommet til at vælte min waders halvvejs i vandet, da jeg sov, måtte jeg kæmpe for at få dem på hurtigt. I tumulten fik jeg desværre vendt den ene fod forkert, resulterende i at det tog endnu længere tid, inden jeg fik stavret mig i vandet. Bidmelderen hylede stadig for fulde gardiner, da jeg endelig var på vej i vand til livet, men da jeg nåede stangen, blev bidmelderen tavs, og fisken havde spyttet taklet. Slukøret og halvvåd, kastede jeg taklet ud igen, krøb jeg i ly under parasollen og faldt i søvn.
– Klokken tre havde jeg igen det vildeste hug, og denne gang lå mine waders klar lige efter bogen, så jeg lynhurtigt kunne være over fisken, der efter et hurtigt modhug kæmpede tungt og godt derude i mørket. For at undgå landingstumult fiskede jeg alle stænger i den snævre åbning mellem træerne med backleads, så selvom fisken gik fuldstændig amok på kort line, lykkedes det mig at få den på land uden at filtre ind i de andre to liner. I pandelampens skær kunne jeg se en flot spejlkarpe på 13,2 kilo, som jeg sackede for at få et par gode fotos i morgengryet. Fisken tog en synkende snowman bestående af en Hot Amanda Hookbait toppet med en Spicy Squid – begge fra CFC-Bait.
aug 18, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Havørreder vil have tobiser! Så simpelt kan det siges. Netop derfor er den nye Kinetic Tobias Inline et super interessant og velfangende bekendtskab. Tobias er en perfekt imitation af en levende tobis. Agnen har en fræk, vuggende samt irregulær gang i vandet, og som noget helt specielt for kystwoblere roterer den om sin egen akse i spinstoppet, hvilket ofte er med til at udløse hugget. Den aerodynamiske form og vægten bagtil giver lange ubesværede kast, når der skal afsøges lange kyststrækninger i jagten på havørrederne.
Kinetic Tobias Inline er blyfri og fås i tre vægte på 13, 18 og 25gram samt i 12 lokkende farver, der er UV-aktive. Kystwobleren leveres med perler, oval springring og kemisk skærpet trekrog.
Prisen ligger fra fra 59.95 og du kan læse mere om Kinetic Tobias Inline her
Her kan du se en video med Kinetic Tobias Inline i aktion
aug 17, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Hold nu k… en aften. Sådan lyder det fra Jan Munk. – Jeg var taget med Morten Gulev aka Fiskeri med Gulev ud til Resenbro Put and Take – igen, og sikke et par timer vi fik. Udover et helt fantastisk vejr, så bød aftenen på hug ad-libitum, og ingen småhug. Der var tale om de helt tunge regnbueørreder. Vi mistede dog begge en del store fisk, og nogle af fiskene huggede så hårdt, at det næsten føltes som en gammeldaws comboy lussing.
– Det lykkes mig at få tre af dem på land, og da min vægt var i stykker, kunne de først vejes herhjemme. De tre fisk vejede 9,2 kg renset og uden hoveder… ja tak. Vi testede begge et endnu hemmeligt nyt våben – og ellers fiskede vi med små softbaits, og de gik helt bananas. Det var virkelig sjovt, og vores udstyr blev sgu sat på prøve. Men det er jo det fede ved UL-fiskeri.
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
aug 17, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
I går klokken 14 blev der landet endnu en flot flynder i dansk farvand ombord på MS Bodil med Per Jensen ved roret. Her får du historien om fangsten fra fangeren selv:
– Det var egentlig meningen, at vi skulle have været afsted i to fulde dage, men på grund af for meget vind søndag, endte det som en fantastisk 20 timers tur, der startede natten mellem søndag og mandag, fortæller Flemming Lagersted Jørgensen. – Det var en lidt sløv dag, hvor det gik lidt sløjt for sig. Der var blevet landet lidt blandet fisk som fx torsk, lange, kuller, kulmule, mørksej og makrel – men ikke i større mængder. Pludselig, da vi drev over stenbund på 60 meter vand cirka 40 sømil ude, fik jeg det ondeste hug på min halve sild – næste i samme sekund taklet landede på bunden. Og så tog fanden ved fisken, der leverede en solid fight – blandt andet med et udløb i omegnen af 50-100 meter. Der var fuld flex på klingen, men til sidst lykkedes det at få fisken til overfladen, hvor den blev sikret med to gaffer og løftet ombord i en stor stålkrog. Der kom i øvrigt 21 kilo fileter ud af fisken, slutter han.
——
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.

32 kilo vejede den flotte helleflynder Flemming Lagersted Jørgensen fangede.
aug 13, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Blandt alle abonnenter på Fisk og Fris YouTube kanal, hvor der løbende kommer nye spændende fiskevideoer, trækker vi fredag den 20. august lod om et Præsten-sortiment med masser af ørredguf præsenteret i en lækker blinkmappe:
Præsten Wallet, der er lavet af vegansk læder, giver en skånsom og minimalistisk opbevaring af dine Præsten gennemløbere. Her er plads til både Præsten Micro, Mini og UL/Classic – hele 28 stk af slagsen, så du er dækket ind til alle slags forhold! Mappen har en værdi af 1520 kr.
Hvis du ikke allerede er abonnent på Fisk & Fris YouTube kanal, hvilket er gratis, så kan du blive det her.
Du tilmelder dig konkurrencen ved at poste et billede af din flotteste put and take fisk nogensinde på Fisk & Fris facebook i tråden om denne konkurrence fredag den 13 august. Der kan løbende postes tilmeldinger til konkurrencen i tråden indtil fredag d. 20 august kl 12, hvor vi finder en vinder ved lodtrækning.
Du kan læse meget mere om Præsten i denne artikel på fiskogfri.dk.
aug 11, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
– I en ellers travl hverdag, var det lykkedes mig lige at klemme et par timer ind ved det lokale vand, beretter Morten Lundsteen. – Med en let oppakning med lidt foder og en enkelt stang, net og afkrogningsmåtte begav jeg mig rundt om søen, hvor jeg fik fodret et par pladser op, samtidigt med at jeg med polbrillerne holdt øje med tegn på fisk. Efter noget tid lykkedes det mig at finde en mindre gruppe fisk, helt inde på det lave vand ved bredden.
– Karperne var dog på ingen måde interesseret i mit brød, men cruisede bare stille og roligt rundt. Jeg valgt derfor at liste videre og fandt hurtigt endnu en lille gruppe fisk, som jeg fik sneget mig ind på. Et nyt stykke brød blev placeret lige ved sivkanten, hvor jeg kunne se en spejlkarpe, der stod og solede sig. Med sveden dryppende og hjertet helt oppe i halsen, kunne jeg se karpen stige op og tage brødet, der resolut blev kvitteret med et tilslag og en god fight var i gang.
– Karpen trak ud på dybere vand, hvor jeg roligt kunne udtrætte den, før den sikkert gled ind over den ventende netkant. Selvom det er en af de mindste karper, jeg har fået i år, var glæden stor, da det er en af de smukkeste karper jeg har fået i år, fordi den har en helt fantastisk skælsætning. Fisken tilmeldes hermed til Kinetic Fiskecup 2021.
————-
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
aug 11, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Der er sket en kæmpe udvikling indenfor baitcasterhjul over de sidste årtier. Allerede i midten af 00´erne var Shimano i front med de første baitcasters med digital kastebremse, hvor en indbygget computer med ultra høj frekvens udregner, hvor meget ekstra pres der skal lægges på den manuelt indstillede kastebremse løbende igennem kastets faser, indtil agnen lander i vandet. Den digitale bremse – alias DC – udregner altså konstant og løbende igennem hvert eneste kast – splitsekund for splitsekund – hvor meget modtræk, der skal lægges på spolen for at undgå overløb. En supergenial ide, der gør det markant lettere for begyndere at kaste med multihjul.
Det startede med Shimanos baitcaster Calcutta DC i 2004 og efterfølgende Calais DC i 2006. Begge hjul var i den pebrede ende af prisskalen. Sidstnævnte var mit første bekendtskab med digitalbremser på baitcasters – og der er ingen tvivl om, at det var et blæret hjul med stort B. Digitalbremsen var dog ikke nær så velfungerende som nutidens digitalbremser, og det mest iøjnefaldende ved hjulet var nok i virkeligheden gavlen, hvis alt for seje åbningsmekanisme ledte tankerne hen på en dekadent luksus sportsvogn med et virkelig seriøst scorepotentiale.
Enheden, der måler spolens omdrejninger på de nye DC-baicasters, er stadig den samme som på førstegenerations DC-hjulene, så den langt bedre performance på de helt nye DC-bremser anno 2021 skyldes især forbedringer på realtime-feedback systemet samt det program, der styrer den elektromagnetiske bremse, som er hjertet i de nye DC-kastebremser.

På fronten af højre gavl indstilles hvilket af de 4 modes DC-bremsen skal køre i.
Digitalbremse så alle kan være med
Med det nye Shimano SLX DC er den revolutionerende digitalbremse teknologi omsider kommet ned i et niveau, hvor alle kan være med – nemlig 1799 kroner i vejledende udsalgspris. Hjulet kaster som sine forgængere aldeles fremragende. Indspinningen er vibrationsfri – og fightbremsen kører super blødt uden opstartsfriktion. Lineføreren gør sit arbejde med et godt lineoplæg – og alt er i det hele taget lige præcis, som det plejer at være på et Shimanohjul.
Digitalbremsen, hvis batterier oplades som en dynamo af spolens rotation, fungerer perfekt, hvis man bruger de fire indstiller på fronten af højre gavl korrekt. Indstilling 1 er et mode, hvor den næsten ikke bremser, hvilket er helt perfekt til at opnå maksimal kastelængde på almindelige kast under almindelige forhold for en øvet multihjulsfisker, der er vant til at kaste med lowprofile hjul, hvor man lige giver spolen lidt tommelfinger et nannosekund, inden nedslaget af agnen. 2´eren giver lidt mere modtræk og er et godt allround valg til moderat modvind med almindelige flet- og monoliner. 3´eren anbefales til fluorocarbon-liner og hård modvind, mens 4´eren er en indstilling, der primært bruges til hårde svirpende underhåndskast ind under broer eller grene med den såkaldte skipping-teknik, hvor agnen nærmest skydes lavt hen over overfladen med ret hård acceleration.
Meget lettere at kaste med DC-kastebremser
Med det nye SLX DC udregnes modtrækket på digitalbremsen 1000 gange i sekundet – og det virker! På indstilling 3 og 4 kan man i praksis kaste igennem uden at bruge tommelfingeren til at bremse med overhovedet, hvilket især for begyndere vil give en rigtig god start på fiskeriet, næsten uanset hvilke agn, man fisker med. Med det i mente, skal man selvfølgelig også være klar over, at jo mere idiotsikkert, højre modtræk og større bremseeffekt – desto kortere kast. Fisker man under forhold, hvor kastelængde er vigtigere end præcision, vil det derfor være indstillingerne 1-2 man skal bruge på digitalbremsen.

Shimano SLX DC ligger perfekt i hånden – og kaster som en drøm.
Selvom DC udgaven af SLX fylder en anelse mere end den oprindelige SLX med normal kastebremse, så ligger den alligevel super fint i hånden under det praktiske fiskeri. Hjulet er en anelse lettere end det lidt dyrere Shimano Curado DC, som ellers fungerer på nogenlunde samme måde. Under kastet med DC bremsen afgives en lyd, der minder lidt om en fin, nedtonet jetmotor. Afhængig af hvem, der lægger ører til kan denne lyd, som er utalt på alle fire bremseindstillinger, karakteriseres som alt fra über cool til småirriterende. Hjulet, der kan klare et bremsetryk op til 4,5 kilo, fungerer super godt på et bredt spektrum af stænger med forskellige aktion.
Hjulhuset på SLX DC er lavet af koldhærdet aluminium produceret med Shimanos Hagane proces – og er med sin matsorte finish en fryd for øjet. Det super lækre og velfungerende SLX DC, der blot vejer 215 gram, fås i tre gearinger – 6.3:1 – 7.2:1 og 8.2:1, og hjulet er udstyret med 4 + 1 kuglelejer.
Skal man nævne et eneste mikroskopisk minus må det være, at det er knapt så intuitivt let at åbne gavlen, som på de tidligere DC-lowprofile modeller fra Shimano. Men – når man lige har fundet teknikken, så fungerer det aldeles udemærket.
Alt i alt et fantastisk baitcaster hjul, hvor man får virkelig meget god kvalitet for pengene.
Læs også om hjulet her på Shimanos hjemmeside.
Testet af Jens Bursell
aug 10, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
– For et par dage siden fik jeg endelig tid til en tur på kysten efter en travl juli, hvor der for mig ikke er tid til andet end at arbejde, beretter Steen Lyck. – Forårets måneder har holdt hånden over mig og givet mig fire pæne havørreder, hvor de to største har målt 63 og 65 cm, så nu skulle det blive spændende igen at få tid til at nyde kystens fiskeri.
– Efter en times fiskeri på første spot uden det mindste tegn på liv, besluttede jeg mig for at skifte plads, da vinden gik i S-SØ. Det skulle vise sig at være en god beslutning, for efter kort tids fiskeri kom hugget fra en temmelig livlig fisk, som virkelig gav en god fight samt forlod vandet fire gange, inden den overgav sig og gled i nettet. Fisken som huggede på en kystwobler og målte 50 cm, slutter han.
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.