Når sommeren går på hæld, og den første snert af efterår viser sig med rusk, regn og faldende temperaturer, så er karperne for alvor i hopla:

– Jeg var godt klar over, at det nok ville blive en våd nat, men de sidste par dages skumle vejr ville helt sikkert have sat godt gang i karperne. Der var lige et hul i al regnen mellem 19 og 20 – og jeg nåede lige hen til pladsen, og slå min parasol op, inden regnen igen væltede ned. Det var en super snæver og lille plads mellem nogle træer, og da jeg aldrig havde fisket der før, gik der lige lidt tid med at få tjekket pladsen af og finde ud af, hvordan jeg skulle fiske. Men i den tunge regn kom mørket alt for hurtigt snigende, og inden jeg så mig om, var det bælgravende mørkt, da jeg havde fået kastet taklerne ud og spreadbaitet med boilies og hampepellets.

– Udmattet efter en hård dag faldt jeg i søvn og vågnede klokken et af et screaming run, på mine to CFC Spicy Squid fisket som en snowman på et spinner-rig. Stængerne stod et godt stykke ude i vandet, og da jeg ved en fejl var kommet til at vælte min waders halvvejs i vandet, da jeg sov, måtte jeg kæmpe for at få dem på hurtigt. I tumulten fik jeg desværre vendt den ene fod forkert, resulterende i at det tog endnu længere tid, inden jeg fik stavret mig i vandet. Bidmelderen hylede stadig for fulde gardiner, da jeg endelig var på vej i vand til livet, men da jeg nåede stangen, blev bidmelderen tavs, og fisken havde spyttet taklet. Slukøret og halvvåd, kastede jeg taklet ud igen, krøb jeg i ly under parasollen og faldt i søvn.

– Klokken tre havde jeg igen det vildeste hug, og denne gang lå mine waders klar lige efter bogen, så jeg lynhurtigt kunne være over fisken, der efter et hurtigt modhug kæmpede tungt og godt derude i mørket. For at undgå landingstumult fiskede jeg alle stænger i den snævre åbning mellem træerne med backleads, så selvom fisken gik fuldstændig amok på kort line, lykkedes det mig at få den på land uden at filtre ind i de andre to liner. I pandelampens skær kunne jeg se en flot spejlkarpe på 13,2 kilo, som jeg sackede for at få et par gode fotos i morgengryet. Fisken tog en synkende snowman bestående af en Hot Amanda Hookbait toppet med en Spicy Squid – begge fra CFC-Bait.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This