Tilbage i Danmark

GUTTERNE FRA ONDFISK.DK er på den igen. For kort tid siden bragte vi en historie om deres tur til den svenske Skærgård (se mere her), og nu har de været ude efter gedderne i deres mere hjemlige vande.

Sidste mandag (1. juni) var vi taget ud til et af vores fiskevande, for at sunde os lidt over skærgårdsturen, med både jerkbaitstængerne og vores UL spinnestænger, i håb om at der var kommet gang i aborrerne og om at der stadig var gang i gedderne, skriver Thomas Wang. – Vi startede dagen med det helt lette grej, hvor vi nærmest jagtede en aborrestime rundt i søen. Vi kunne tydeligt følge dem, da de jagtede små fisk op i overfladen så vandet næsten var helt levende. Det var nu ganske underholdende så længe det varede og det kastede da 8 pæne aborre af sig med den største på 610 gram.

Ronnie Bull med en fin dansk gedde. Bagefter tog vi jerkbait stængerne i brug og efter ca. 10 kast fik Ronnie Bull et godt hug af en gedde som kæmpede fantastisk. Oppe i båden kunne vi veje og måle dagens først gedde til 5,6kg og 93cm, god start. I løbet af dagen blev vi ved med at skifte mellem jerkbaitgrejet og det ultra lette grej, målrettet efter gedder. Man kan sige meget, men det giver altså en super underholdningsværdi at fange gedder over 2kg på en ultra let spinnestang, for du har jo ingen chance for at styre dem på nogen måde. Så at se Ronnie stå og fighte en gedde på 3,8kg på det lette grej, var en fornøjelse og den blev bare ved med at tage udløb, mens Ronnie knap nok kunne gøre særlig meget ved det. Da vi begge to efterhånden er blevet meget tro over for vores jerkbaitstænger, vendte vi tilbage til dette fiskeri og det gav virkelig pote midt på eftermiddagen.

9,9 kilo – så kommer man da vist ikke meget tættere på de magiske ti kilo! Jeg havde næsten lige skiftet til en synkende Buster Jerk i mørke farver og pludselig mærker jeg et ordentlig sug i min stang og siger til Ronnie, den er go den her, rigtig god. Den tager nogle lange og seje udløb og holder sig ude af syne. Da vi ser den første gang, kan vi tydeligt se at det er en kæmpe. Efter nogle vilde og nervepirrende udløb kommer den helt ind til båden for første gang og Ronnie sig klar til at tage fat i nakken på den, for at kunne styre den, men den er for bred over nakken til at han kan får fat og med det samme han rør fisken, stikker den af igen. Den blev ved med at fighte helt fantastisk og jeg blev helt ør i armen af det til sidst, men det gør jo bare oplevelsen endnu mere fed. Endelig var fisken inde ved båden igen og Ronnie fik med et solidt gællegreb fisken ombord.

Sikke en gedde, målebåndet viste 113cm og vægten stoppede på 9,9kg, så meget tættere på de +10kg kommer man da vidst ikke, og så en juni gedde. Da turen sluttede, havde vi landet 8 aborre og 21 gedder i alt. En super fisketur på en varm sommerdag. Alle fiskene blev selvfølgelig nænsomt genudsat, slutter Thomas.

Vi siger mange tak for rapporten.

Geddefeber

Havfiskeren.dk på Nordsøen

ENDELIG oprandt dagen (6. juni) hvor havfiskeren.dk’s 2. Havtur i år skulle afvikles, skriver Casper Mølgaard fra www.havfiskeren.dk til Fisk & Fri i sin rapport. Vi havde desværre fået aflyst/flyttet vores dybhavstogt, så det var en lettelse endelig at komme af sted. Der var blevet skulet noget til vejrudsigten de foregående dage, men på falderebet var der efterhånden ingen tvivl om at det ville blive godt havvejr.

Torsdag aften blev diverse deltagere ringet op og adviseret om at turen naturligvis blev gennemført. Der var begejstring at spore hos alle, da det nu endelig var blevet vejr og tid til en tur på havet.

Afgangen var sat til fredag aften kl. 22.00 fra Hirtshals, med mulighed for ombordstigning fra spisetid. Jeg ankom selv hen ad ved 20 tiden, hvor de første deltagere var ankommet. Vi fik hilst pænt på hinanden og læsset alt grejet ombord. Som afgang nærmede sig ankom alle mand, der var en rigtig hyggelig stemning ombord, for vejret var i allerhøjeste grad med os, ingen vind overhovedet!

Vi stævnede ud af havnen på slaget 22.00 ud mod det åbne og indbydende Vesterhav.

Der gik ikke længe før alle mand lå under dæk og gjorde sig klar til at få udhvilet, så man kunne være frisk til den kommende dags fiskeri.

Omkring kl. 05 blev alle mand vækket og kaldt på dækket, nu skulle der fiskes!

Vi lå på et vrag et godt stykke ude i Nordsøen med ca. 130m vand under kølen, der var lagt op til pirkefiskeri i første omgang, lige for at se om/hvad der gemte sig dernede. Det var med forventning at vi lod vores grej stryge mod bunden nede i dybet, men der skete bare ikke rigtig noget?? Den ene pirkebevægelse afløste den anden, men helt og aldeles uden resultat…

Enkelte skiftede til medegrej, med dette var heller ikke den rette medicin.

Der blev lavet 3-4 drev henover vraget og resultatet blev sølle 2 fejlkrogede torsk i alt.

En smule forbavsende tøffede vi af sted til næste vrag, dette lå på omkring 80m vand, og havde før givet store mængder fisk af forskellig slags. Alle mand var igen her oppe på dupperne, og klar med grejet, desværre med næsten samme resultat som på første vrag… Ikke en skid!

Klokken var nu blevet hen af 07 og kokken/dæksdamen Olga havde fundet morgenmaden klar på dækket, det var tiltrængt oven på det hårde fiskeri! :o)

Mens vi spiste flyttede vi endnu engang til et nyt vrag, for at se hvad det mon kunne byde på – gæt engang ikke det fjerneste!

Nu var gode råd efterhånden dyre, og skipper havde fået lidt rynker i panden… Med rette.

Der var ikke engang landet en enkelt kurv tilsammen af 18 mand på 3 vrag, ikke godt!

Dagen fortsatte slag i slag – vejret blev bare bedre og bedre! Fiskeriet… Ja – det var der da til tider i mindre grad, og der kom da i ny og næ en enkelt fisk på dæk. Men slet ikke i vanlig stil og mængde!

Efter mere end 10 forskellige vrag og nogle stengrunde, var det nedslående resultat en kendsgerning!

Til dato en af de dårligste havture udbyttemæssige. Af fangster der er værd at nævne var kun en enkelt måler torsk, et par fine langer, samt en rigtig flot sej.

Modet blev dog holdt forbavsende højt, hvilket nok skyldes det ekstrem gode vejr! Samt et skib med rigtig fine forhold.

Tak til de tålmodige deltagere – det var en fornøjelse trods de manglende fangster, slutter Casper Mølgaard.

Geddefeber

Nordkysten i vanskeligheder?

Vil stenkysterne og de gode havørred revirer langs fx Heather Hill snart sande til? 13 MILIONER KR. vil Gribskov kommune poste ud til strandfodring på Nordkysten. Man vil pumpe enorme mængder af sand ind på stranden ved Tisvilde. Herfra kan sandet så få lov til at vandre mod øst, for at give bedre badestrande. Sandet vil man pumpe op fra Grønne Revle ved Isefjordens munding. Grønne Revle er kendt som et frodigt område og med massere af føde- og opvækstmuligheder for mange fiskearter.

Sandet vil med tiden vandre mod øst og begrave en masse spændende fiskepladser. Og når sandet er borte, pumper man bare mere sand op og pumper ud over området ved Tisvilde.

Her i disse "miljø-tider" er spørgsmålet, hvor meget CO2 udslip sådan strandfodringen giver? Sandet pumpes op af en diesel-ædende sandsuger.

Undersøgelser der er foretaget ved strandfodringer på den jyske vestkyst, har påvist en reduceret mængde af fladfisk på områder med strandfodring, bortset fra den allerførste periode. I denne første periode, blev fladfisk tiltrukket af den store mængde af døde børsteorme og andet fra oppumpningen.

Men så det da godt at de badende kan få sand mellem tæerne, i løbet af et par sommermåneder – Men en strandfodring er lidt som at tisse i bukserne – virkningen er ganske kort. Sandet forsvinder jo igen og igen mod øst. Om det er tanken om genbrug ved jeg ikke, men kommunen har allerede planer om, at hente sandet igen. Længst mod øst ved Munkerup, er det planen at pumpe sandet op – formentlig det samme sand, man tidligere pumpede ud ved Tisvilde.

Selvfølgelig er det ikke godt at havet æder kysten. Men sådan er naturen.

Man kunne spørge, om havet æder mere af kysten nu, end tidligere. Hvis svaret er Ja, hvorfor så det?

Jeg tænker på, om ikke udryddelsen af de mange kystnære stenrev, kan være årsag til at bølgerne får frit spil helt inde på stranden? Det er vist almindelig kendt at stenfiskere hæmningsløst har plyndret de danske kyster for rigtig mange sten – naturens egne bølgebrydere.

Man kunne spørge, om det ikke på tide at føre stenrevene tilbage på plads ved kysterne?

Jim Pedersen, Gilleleje

Geddefeber

Garmin tilbagekalder søkort

GARMIN tilbagekalder BlueChart g2 og BlueChart g2 Vision version 2009´, da der i visse områder er der konstateret unøjagtigheder og udeladelser i dybdeangivelse og

farvelægning, som kan give anledning til fejlagtige opfattelser af sejldybder med risiko for

skader på båd og besætning.

Fisk & Fri er netop blevet kontaktet af Garmin for at gøre opmærksom på dette problem hurtigst muligt.

De berørte kort har typeangivelse BlueChart g2 og BlueChart g2 Vision og er mærket med

label Marts 2009 eller mar 09. Tidligere versioner af Garmin søkort er på ingen måde berørt af tilbagekaldelsen eller årsagen

hertil.

Kunder, som har indkøbt BlueChart g2 og BlueChart g2 Vision efter 8. april 2009,

bør undersøge versionen af deres søkort: Søkort af 2009-version af ovennævnte typer bør

returneres til Garmin Danmark for ombytning.

Se mere på www.garmin.dk/kort

Geddefeber

3,1 kg. sølv giver guldmedalje

Lars Sørensens havørred på 3,1 kilo er den perfekte kystørred vi alle drømmer om. Fisken huggede på en brun Brenda flue, som del af en lille venskabelig konkurrence. LARS SØRENSEN fra fluefisker.com har sendt os denne lidt hånlige rapport fra en årlig venskabelig dyst på Ærø, som endte med en flot fisk og en sejr. Her får du hans beretning:

Efter at have fulgt vejrudsigten i flere uger var det endelig perfekte forhold til den årlige uofficielle landskamp mellem Fluefisker.com vs. Fluefiskerne Vestsjælland. Det var syvende gang det skulle finde sted og med seks sejre i bagagen til os jyder fra Fluefisker.com var de faktisk knækket mentalt inden afgang til Ærø, skriver Lars.

De første par dage fik vi en del mellem 40-45 centimeter og de store udeblev sammen med vinden. Lørdag fandt jeg et super lille spot med riflet overflade og højre vind og i sjette kast bliver fluen taget hårdt. Godt tilslag og 30 meter flueline forsvinder. Fighten varer ca. 15 min. hvorefter den flotte fisk kan kanes ind. Sikke en fisk 67centimter skønhed og 3,1 kilo. Smukkere bliver de ikke.

Og sejren – ja den gik endnu en gang til os jyder, slutter den tilfredse Lars.

Geddefeber

Fuld fart på Revet

Niels Bilde med en skøn stor sommertorsk taget fra småbåd. NIELS BILDE har været på langfart i sin småbåd og sendt os en kort rapport. – Efter en lang sejltur kom Norge pludselig frem og Norske renden viste sit dybe vand. Ekkoloddet blev sat på en kraftig prøve, og spændingen var i top med Allan Pedersen og Michael Clausen med i båden.

Vi ramte først en god stime sej ude på 214 meter vand, og Allan havde ikke glemt hvordan man gør da den første måler sej hurtigt kom på dækket. På grund af stærk strøm var det ikke optimalt, men kursen blev sat ind mod Danmark og på en lille bitte plads som vi har haft held med tidligere skulle lige prøves nu vi var så langt ude.

Alle mand stod nu med gode lubber og lidt flotte torsk op til 16 kilo og 14 kilo.

Der var godt humør ombord, men trætheden kom også og vi sejlede tidlig ind og efter en herlig fiskedag.

Det lyder som lidt af et eventyr – Vi ser frem til at høre mere fra Niels Bilde i fremtiden.

Geddefeber

Peters fjerde sølvtøj

Peter Kjærulfs friskeste fangst. En blandt fire laks i maj måned! PETER KJÆRULF fylder sølvkammeret op for tiden. Fredag den 29 maj blev endnu et stykke sølvtøj føjet til samlingen, da han som så ofte før frekventerede Grønåen ved Rørkær.

Efter kort tids fiskeri huggede en stor fisk helt inde ved kanten og tog et stort udløb, vel at mærke indenom en grødebusk. Kort efter sprang fisken og Peter kunne konstatere at det han i første omgang troede var en gedde i stedet var en sølvblank laks.

Nu begyndte så en længere kamp mellem laks og lystfisker, som Peter troede han havde vundet, da fisken var halvt nede i nettet. Kæmpen slap dog fri igen, mens fangeren mistede tabte nettet. Siden hen røg også de to øverste led af den tredelte stang af, hvorefter den rutinerede lystfisker måtte indse at ville han have fingrene i laksen, skulle det ske gennem en tur i åen.

I sidste ende lykkedes det dog at håndlande en flot laks, der målte 95 cm og pressede vægtnålen ned på 7,4 kg. Med til historien hører dog at Grønåen også har sine dybe steder, hvor Peter en overgang var i vand til halsen.

Den glade fanger har den seneste måneds tid, udover dagens fangst, landet to laks på henholdsvis 5,6 kg og 7,6 kg samt en havørred på 4 kg – alle i Grønåen. Hatten af for det!

Rapporten er indsendt af Thomas Damgaard Sørensen

Geddefeber

Gang i gedderne

Mads Jyde med et smuk gedde på 117 centimter og 12,2 kilo. EN HÅNDFULD ihærdige lystfiskere med hang til fiskeri af enhver art, primært i ferskvand, har de senere år haft en hel del hyggelige stunder og fantastisk fiskeri sammen. – Derfor besluttede vi i foråret, at støbe en forening på benene, for at videreføre den gode ånd, skirver Rasmus Ingemann i sin mail. Det blev til Fiskeforeningen. Alle vores fangster, ture og andre påfund kan følges på vores hjemmeside www.fiskeforeningen.dk

En af de mindeværdige fisketure foregik sidst i maj måned. Hvor makkerteamet EWT "everything with teeth" , som består af Mads Jyde og undertegnede Rasmus Ingemann, havde snakket om, at det ikke var mange ridser vores jerkbaitagn havde fået dette forår, da vi havde haft mest succes med levende agn. Vi tænkte at der måtte være mange sultne gedder, som ville kaste sig hæmningsløst over vores agn, efter den overstået leg.

Vores valg faldt på en sø, hvor vi før havde haft godt sommerfiskeri, og med en enkel stang og en kasse med vores ynglings baits drog vi af sted. Mads fandt hurtigt melodien, med en meget aggressiv indspinning og lange spinstop. Det gav ham hurtigt et par mindre gedder. Fiskeriet dødede ud, og vi skiftede plads til en meget stejl skrænt. Mads fortsatte sin fisketeknik, og jeg så måbende til, da en rigtig lang gedde knaldede wobleren 5 meter fra os. En god fight startede. Den lange gedde var overlegen i det varme vand, og gode udløb fuldte.

Efter en mindeværdig fight over det klare vand, med trykbølger i verdensklasse, fik jeg håndlandet den smukke fisk. 12,2 kg fordelt på 117 cm. Ny personlig rekord til Mads og en mindeværdig aftentur på søen, slutter Rasmus sin rapport.

Geddefeber

Læsere tager til Skærgården

Thomas Wang fra ondfisk.dk med turens største skørgårdgedde på 4,5 kilo. THOMAS WANG OG RONNIE BULL fra teamet www.ondfisk.dk var taget med to andre vestjyske geddefiskere, Jesper Petersen, Orla Abildgren, Ronnie Bull og mig, af sted til den svenske skærgård i en weekend. De havde læast artiklen "Weekendeskpedition Hinsidan" om Dragsø Fiskecamp i april udgaven af Fisk og Fri og var blevet inspireret samt tændte på selv at prøve kræfte med skærgårdsgedderne. Her får du beretningen om deres tur.

– Da vi ankom til campingpladsen var vi fuldstændig betaget af området, men vi fik dog hurtigt tjekket ind og hentet vores både. Desværre var optimismen ikke særlig stor på campingpladsen, og meldingerne lød på at der stort set ingen gedder var i området, der var i hvert fald ikke blevet fanget noget specielt. Vi lod os dog ikke slå ud af meldingerne og var stadig meget opsatte og spændte på hvad vores tur måtte bringe. Fiskegrejet blev gjort klar og søkortet blev studeret nøje efter et godt sted at starte. Vi sejlede ud til et par øer som lå et godt stykke ude i skærgården og det hele virkede nærmest helt surrealistisk. Endelig var man der selv.

Størrelse er ikke alt… Hvis man kun har fanget gedder i ferskvand tidligere er ens første skærgårdsgedde stadig noget særligt, som Ronni Bull viser her. Efter kort tids fiskeri mærkede jeg den første gedde som desværre smuttede igen, men man bliver godt nok også overrasket over så hårdt og hurtigt de tager jerkbaiten. Så kom meldingen fra Jesper og Orla´s båd, hvor Orla havde landet hans første skærgårds gedde, et flot eksemplar på 3,5 kilo. Efterfølgende blev det Ronnie Bull´s tur. Først fik han et godt hug og han så nærmest lige så chokeret ud som jeg var over deres vildskab og mistede nok derfor fisken. Derefter fik han hug igen og nu lykkedes det ham at kroge fisken ordentlig. Vi fik landet fisken på ca. 1 kilo, men der var alligevel en del glæde at spore trods størrelsen. Det var jo hans første skærgårdsgedde. – Inden vi sejlede ind igen nåede Ronnie at fange en fin gedde mere. Dagen efter var vejret rigtig fint da vi sejlede ud og vi besluttede os derfor at sejle ud til et område et godt stykke væk fra Karlskrona. Vejret vendte dog lige pludselig og det blæste voldsomt op, hvilket resulterede i at vi var nødsaget til at vende om og sejle ind ad igen i næsten 2 meter høje bølger. Det var lige blevet en tand for spændende/farligt til sidst og Ronnie og mig søgte ly i en mindre vig. Efter vi havde sundet os lidt og holdt en kort øl pause, begyndte vi fiskeriet. I tredje kast var der en god fisk som tog min jerkbait og efter en god fight kunne jeg lande min første skærgårds gedde på 4,5 kilo, en super flot fisk som i øvrigt også blev turens største. Inden vi begav os videre nåede Ronnie og mig at fange tre gedder mere i samme vig. Resten af dagen fangede vi lidt mindre gedder, samt en rigtig pæn en på 3,5 kilo. Tredje dagen stod for døren og nu skulle vi gerne ha lidt mere gang i fiskeriet. Jesper havde endnu ikke mærket en gedde, så jublen var stor i begge både da han landede dagens første fisk. Men dagen artede sig desværre ligesom de foregående og heller ikke denne dag dukkede drømme gedden op. Det blev dog til et par pæne gedder i bådene på 3,5 – 4,4 kilo.

Pølser på enganggrill på en lille ø. Det må være et helt fast element på enhver skærgårdstur! Fangstmæssigt havde vi håbet på en del mere. Men vi havde alligevel en super fed og hyggelig tur, i nogen af de smukkeste omgivelser man kunne forestille sig. Når man her bagefter sidder og kigger tilbage, så har det været det hele værd og man er jo blevet bombarderet med en masse nye indtryk og spændende oplevelser og nu er det mere helheds indtrykket der tæller end selve fangsten. Så mon ikke vi en eller anden dag vender tilbage igen og får vores revanche.

Vi siger mange tak for rapporten. Her kan du læse mere om Dragsø Fiskecamp som både Fisk & Fri og gutterne her har besøgt med stor glæde.

Geddefeber