aug 31, 2009 | Nyheder

Jonas med sin fine gedde – en forslugen fisk på 56 centimeter og to kilo. 02.09.09 – INDIMELLEM sker der noget uventet, når man er ude og fiske – det er en del af det, der gør vores hobby spændende og medrivende. For Jonas Damgaard Andersen skete der noget uventet, da han forleden dag var ved Gudenåen sammen med kammeraten Søren for at hygge sig med lidt medefiskeri efter aborrer og skaller. Denne dag skulle han nemlig stifte bekendtskab med en anderledes voldsom fisk, end dem han oprindeligt havde på sinde.
Jonas fiskede med det helt lette grej og et bundtackle agnet med orm, fortæller han. – Jeg fiskede, for sjov, i vandkanten for at fange en lille skalle, eller en aborre, og så bider en skalle på ca. 10-12 centimeter på – ca. så lang som mellemrumstasten på min computer. Den spræller lidt, og så kommer der pludselig en stor gedde og hugger skallen – lynhurtigt. Det tog mig 20 minutter at få den op, og min ven Søren, måtte skynde sig hjem efter et net. Så kæmpede vi os ellers gennem tidsler, brændenælder og siv, og på et tidspunkt smutter min fod ned gennem nogle siv, hvor jeg ellers troede, der var fast grund – jeg gik altså ikke tørskoet fra denne oplevelse. Mit net, som Søren havde hentet, var desværre kun ca. 35 centimeter dybt, så han måtte tage stangen, mens jeg fik den bakset i nettet. Herefter skyndte vi os at kæmpe os igennem tidsler, brændenælder og siv IGEN – denne gang med gedden i favnen.
– Jeg fik taget billeder og skåret fileter af den, og de smagte fantastisk dyppet i æg og rasp og stegt på panden med margarine. Det var en fantastisk oplevelse, slutter en begejstret Jonas.
aug 31, 2009 | Nyheder

Grønlandshajen kan blive op mod 1000 kilo tung. Dette trawl-fangede eksemplar – som er et ud af ganske få registrerede eksemplarer i dansk farvand – vejer dog ikke meget mere end 100 kilo. Foto: John Fleng Steffensen, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet. 01.09.09 – ØRESUNDSAKVARIET har fået indleveret en grøndlandshaj – en sensationelt sjælden gæst i de danske farvande. Den færdes normalt kun omkring Grønland og i det allerkoldeste og dybe egne af Atlanterhavet, men strejfende eksemplarer findes altså også. Den haj Øresundsakvariet har fået indleveret blev fanget syd for Anholt af fisker Frank Christian Theodorsen. Den blev fanget i et hummertrawl og vakte stor forundring ombord på skibet.
Fisken blev bragt til Gilleleje Havn, og herfra blev marinbiologerne på Øresundsakvariet underrettet. Den er nu fragtet til Øresundsakvariet, hvor man fra og med i morgen vil kunne se den på køl. Artens vækstpotentiale taget i betragtning er den en lille, ikke-kønsmoden han på 2,17 meter og omtrent 100kilo.

Grønlandshajen har en relativt lille mund, men den er kendt for at være en opportunistisk jæger, der æder alt fra levende sæler til ådsler af hvaler. Foto: John Fleng Steffensen, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet. Om arten fortæller Øresundsakvariet, at den kan blive utroligt stor, og at eksemplarer op til ca. otte meter og med en vægt på over 1000 kilo kendes. Grønlandshajen, Somniosus microcephalus, (det latinske navn betyder den søvnige med det lille hoved) er et umådeligt langsomt og sløvt udseende dyr. Men man skal ikke lade sig narre af deres opførsel. De er grådige rovdyr, der er i stand til at nedsvælge hele sæler. De tage også gerne ådsler, og efter sigende skal man engang have fanget en Grønlandshaj med et helt rensdyr i maven. Man kan af og til møde dem oppe i overfladen, hvor de tager fugle og sæler og andre former for levende bytte, men de svømmer også gerne helt ned på 2000 meters dybde, hvor de leder efter ådsler som f.eks. døde hvaler.
Grønlandshajen føder vist nok sine levende unger om vinteren, og de måler 40-70 centimeter ved fødslen og vokser meget langsomt. Store individer er formodentlig meget gamle og nogle havbiologer tror, de kan bliver over 200 år gamle! Ved et stort mærkningsforsøg på Grønland i 30´erne og 40´erne var der en haj, der ved mærkningen i 1936 var 262 centimeter lang. Da den blev fanget 16 år senere var den kun blevet otte centimeter længere!!!
aug 31, 2009 | Nyheder

Makreller mister besindelsen ved blot det mindste sølvglimt. Simon Kristensen fangede denne fine stribe makrel på et 20 grams ABU Toby i farven blue/silver. 31.08.09 – ENHVER, der har fanget makrel, ved at den er en hårdtfigtende og ilter rovfisk, som byder på opmuntrende god underholdning. At den til og med optræder i store stimer og smager forrygende godt, gør den ikke mindre interessant.
I disse dage er de årligt tilbagevendende stimer af makreller for alvor ved at indtage de danske farvande, og den kommende måneds tid skal man holde sig til. 8-årige Simon Kristensen fra Samsø var forleden dag med sine forældre på trollingtur i Nordby Bugten, og her lykkedes det dem at finde nogle makrelfronttropper.
Simon fortæller, at mor fiskede med tre stænger, og at han og far begge havde to stænger agterude. – Jeg var den heldigste, for pludselig var der hug på begge mine stænger på én gang, så far måtte holde den ene stang, mens jeg fik den første fisk ind. Det var lidt hårdt, for det var to store makreller, den ene på 42 centimeter og 710gram, og den anden på 40,5 centimeter og 680gram. Yderligere fangede jeg en makrel på 38 centimeter og 550gram, slutter Simon sin beretning.
I september-nummeret af Fisk & Fri er der en overskuelig artikel om, hvordan du kan komme i gang med det spændende makrelfiskeri, og ellers er der inspiration at hente i Fisk & Fri’s online artikelarkiv – for eksempel her og her.
aug 27, 2009 | Nyheder

Svens flotte Farum Sø-gedde kort inden genudsætningen. Den fine fisk målte 90 centimeter og vejede seks kilo. Den kunne ikke stå for en synkende Rapala wobler. 30.08.09 – GEDDEFISKERIET er ellers ikke altid lige nemt hen over sommeren. I det let plumrede og lunkne vand, søger gedderne ganske ofte ud over dybere vand og her kan de være ganske svære at lokalisere (og lokke til biddet). I fiskeri kan alt dog lade sig gøre med en vis portion held, flid og dygtighed, og for 9-årige Sven Jensen fra Hundested skulle geddefiskeriet gå op i en højere enhed denne sommer.
D.10 august var han på fisketur på Farum Sø, hvor kastefiskeri med wobler gerne skulle lokke en af søens grumme gedder til hugget. Dette lykkedes over al forventning da en tung og stærk fisk pludselig kastede sig over Svens synkende Rapala wobler. Den flotte fisk kæmpede bravt men havde ikke en chance. Sven får med sikker hånd fightet fisken ind til båden, hvor den kan nettes uden større problemer. Den flotte sommergedde målte 90 centimeter og var med sin kampvægt på seks kilo en ny personlig rekord for Sven.
aug 25, 2009 | Nyheder

Gode råd gav to flotte skrubber til Lukas på næsten ingen tid. Hvor mange kunne det ikke være blevet til, hvis far havde indkøbt rigeligt med børsteorm? 29.08.09 – LUKAS OG FAR skulle for nyligt på fisketur sammen. Målet var makreller, men på vej til Dragør Havn for at tage en tur med SU-båden, rundede Lukas sammen med far og farbror lige Hvidovre Sport for at supplere med nogle nye makrelforfang. Allan mente, at de også skulle forsøge med børsteorm efter fladfisk, men det var far ikke meget for. Derfor blev der kun købt én pakke, hvilket Allan mente, var alt for lidt.
Lukas fiskede med bundsnøre og fik efter en halv time en fed hornfisk på den øverste krog. Efter endnu en halv time var der fisk igen. Denne gang en skrubbe på 862 gram og lidt senere én på 804 gram. Far og farbror havde endnu ikke fanget nogen makreller, så nu ville far bytte stang med Lukas, for den fidus med makrellerne var han ved at opgive. Efter 20 minutter fik far en skrubbe på 700 gram, men så var der ikke flere børsteorm tilbage i pakken, og dermed ophørte det ellers fine fiskeri totalt. Lukas’ morale vil derfor være: Lyt til Allan Riboe – bare engang imellem.
aug 24, 2009 | Nyheder

Peter Størling med sin potentielle danmarksrekord – en sildehaj på 47 kilo. Det er tredie gang han dyrker målrettet sildehajfiskeri her i 2009, så det må siges at være en velfortjent fisk.PETER STØRLING er en glad mand, som nu er kommet til hægterne efter en lang køretur hjem til Malmø. Vi har lige modtaget billederne af hans fantastiske fangst, der fandt sted lørdag d. 22 august på det gode skib M/S Bodil med skipper Per Nielsen ved roret. Under turen blev der brugt cirka halvandet døgn på målrettet sildhajsfiskeri. Allerede 10 minutter efter, at vi havde startet kom det første hug fra en stor haj, men den kappede forfanget, fortæller Peter til Fisk & Fri. – Kl 06.30 forsvandet flåddet, da min haj havde snuppet den hele makrel, som var monteret på krogsættet. Fisken trak godt igennem, og det tog næsten en time, inden vi kunne lande den 47 kilo tunge sildehaj, der er 10 kilo tungere end den gældende rekord fanget af Jarno Strange på Nordsøen d. 3. juni 2008. Fisken var 165 centimter lang og målte 88 centimter i omkreds. På vej ud satte båden iøvrigt en langline, hvorpå vi fik en fin haj på 55 kilo, slutter Peter sin beretning. Der er ingen tivl om, at der er gode muligheder for at give dsen danske sildehajrekord endnu et løft – måske på Fisk & Fri´s sildehajtur, der starter d. 24-27 september. Læs mere om arrangementet i det nye blad, som er på gaden tirsdag i næste uge. Et stort tillykke med fangsten, der iøvrigt fandt sted på den nordlige del af Fiskerbanke i dansk farvand. Fisk & Fri´s september nummer er állerede i trykken, men du kan læse mere om fangsten i oktobernummert af bladet.
aug 22, 2009 | Nyheder
SÅ ER DER IGEN lavet en ny Danmarks rekord i sildehaj på M/S Bodil. Fiskeklubben BG,har booket M/S Bodil til en 3 dages sildehajstur,og i morges (lørdag) var heldet med dem. Peter Støerling fra fiskeklubben fik et godt hug og efter ca en times fight, kunne han lande en superflot sildehaj, der vejede 47 kilo, var 165 cm lang,og målte 88 cm om livet.
Det er desværre ikke lykkedes at få et billede endnu da skibet stadig sejler rundt på Nordsøen, uden for rækevidde af alt andet end satellit telefon og radio, men vi håber på at kunne fremvise billeder snart.
Er du selv interesseret i en sildehajstur kan du læse mere i september udgaven af Fisk & Fri, da vi arrangerer en tur i samarbejde med www.havfiskeren.dk i slutningen af sept.
aug 21, 2009 | Nyheder

Miljøminister Troels Lund Poulsen tog første spadestik og besigtigede området, her sammen med en flok interesserede skolebørn. Foto: Varde Museum/Stina T. Andresen. 25.08.09 – DET STORE ARBEJDE med genopretningen af Varde Å er nu sat i gang. Genopretning er blevet mulig idet Syd Energi har ønsket at indstille elproduktionen på Karlsgårdeværket, og i den forbindelse afgive opstemsningsretten, der har skabt søen. Projektet er omfattende: Tilbageføring af vand til Varde Å og gennem udvidelse af åen genskabning af den oprindelige vandføring, fjernelse af spærringen ved Ansager Stemmeværk, gensnoning af åen mellem Hessel og Nørholm, anlæggelse af gydestryg, genåbning af Nørholm Møllekanal og Nørholms voldgrave, fjernelse af spærring ved Sig Fiskeri, etablering af sandfang samt opfyldning af Ansager Kanal.

Formand for Varde Sportsfiskerforening, Jørgen Bohnensach, fanget en aften ved åen, ikke langt fra hvor gravearbejdet nu er sat i gang. Foto: Lars Chr. Bentsen Jørgen Bohnensach, formand for Varde Sportsfiskerforening, forudser en gylden fremtid for Varde Å. Ingen kender de direkte konsekvenser af gravearbejdet for fiskeriet i det kommende efterår, men på længere sigt har projektet en enorm, positiv indflydelse på åens flora og fauna, siger Jørgen Bohnensach. Det er selvfølgelig det faktum, at åen er levested for snæblen, der i første omgang har gjort, at åen er udpeget som EF-Habitatområde, og som dernæst har resulteret i de mange EU-midler, der er tilført projektet. Men hvad der gavner snæblen, gavner også ørred, laks og mange andre fisk i åen, så Varde Sportsfiskerforening er meget positivt stemte for arbejdet.
aug 21, 2009 | Nyheder

Havørreder som denne er der efterhånden rigtig mange af i de fynske åer, men det har krævet et opslidende arbejde at nå dertil. FYNSKE HAVØRREDENTUSIASTER har igennem de seneste mange år gjort deres yderste for at hjælpe de fynske ørredbestande på finnerne, og for at sikre et godt havørredfiskeri for eftertiden. Det har i en sådan grad båret frugt, at de hidtidige udsætninger nu kan reduceres markant.
Finn Sivebæk fra DTU Aqua har undersøgt vandløbene på Fyn i 2008, og han konkluderer i en helt ny rapport, at ørredbestandene fortsætter deres fremgang, som de har gjort det siden 1960’erne. Det er især i de sidste 15 år at bække og åer på Fyn har fået en bedre bestand af ørred.
I forbindelse med undersøgelserne af de fynske vandløb er der blevet udfærdiget en rapport, som du kan læse på DTU’s hjemmeside. Her er der også flere oplysninger at hente hjem om fiskebestandene og fiskeriet på Fyn.