Gode råd gav to flotte skrubber til Lukas på næsten ingen tid. Hvor mange kunne det ikke være blevet til, hvis far havde indkøbt rigeligt med børsteorm? 29.08.09 – LUKAS OG FAR skulle for nyligt på fisketur sammen. Målet var makreller, men på vej til Dragør Havn for at tage en tur med SU-båden, rundede Lukas sammen med far og farbror lige Hvidovre Sport for at supplere med nogle nye makrelforfang. Allan mente, at de også skulle forsøge med børsteorm efter fladfisk, men det var far ikke meget for. Derfor blev der kun købt én pakke, hvilket Allan mente, var alt for lidt.

Lukas fiskede med bundsnøre og fik efter en halv time en fed hornfisk på den øverste krog. Efter endnu en halv time var der fisk igen. Denne gang en skrubbe på 862 gram og lidt senere én på 804 gram. Far og farbror havde endnu ikke fanget nogen makreller, så nu ville far bytte stang med Lukas, for den fidus med makrellerne var han ved at opgive. Efter 20 minutter fik far en skrubbe på 700 gram, men så var der ikke flere børsteorm tilbage i pakken, og dermed ophørte det ellers fine fiskeri totalt. Lukas’ morale vil derfor være: Lyt til Allan Riboe – bare engang imellem.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This