Forrygende fiskeri efter flade

Jan Bowie Rasmussen med to store, velnærede skrubber fra nordkysten. Den kommende periode er højsæson for de helt store flade. I DEN FORLØBNE PERIODE har der været rigtig godt gang i fiskeriet efter de flade. Det vidner de mange rapporter, der er tilflydt os, om. Og der er tale om flotte fisk. Jan B. Rasmussen fra Glostrup fortæller om en tur fra Rungsted havn med en lille privat båd, der gav hele fem skrubber over 750 gram, og Carsten Nielsen fra Bagsværd kan berette om en aftentur med Nadia, der foruden fangst af en skrubbe på hele 1,46 kilo, gav syv slethvarrer og en pighvar.

På den pågældende tur blev der i alt fanget omkring 40 flade. Alle fisk blev fanget på levende tobis, og det er et eksempel på, at hvis man har den rigtige agn, så øges chancerne ikke blot for de store hvarrer, men også for fladfiskearter som skrubber og rødspætter – og så er der som regel tale om kapitale eksemplarer. Oktober og november er højsæson for fladfiskeri og Jan & Bo`s årlige fladfiskecup afholdes d.1.november. Tilmelding kan ske på tlf. 49 26 26 94.

Tjek eventuelt Fisk & Fri’s bugnende online artikelarkiv. Her er masser af inspiration af hente til dit eget fiskeri efter fladfisk. Læs fx denne artikel.

Tradera

Geddekonkurrence hinsidan

Hvert år bliver der taget gedder over 10kilo til Blekinge geddefestivalen. Der er omkring tre timers kørsel fra København, men fiskeriet kan sagtens vise sig at være anstrengelserne værd.

22.09.09 – DANSKE GEDDEFISKERE har nu muligheden for at sætte vores svenske lidelsesfæller på plads, når Blekinge geddefestivalen afvikles i weekenden d.10-11oktober. Det sker i samarbejde med Mieådalens Sportsfiskerforening, Fiskeshoppen i Karslhamn samt Kamm’s i Karskrona, og sidste år var der 370 fiskere med i konkurrencen. Udover muligheden for at konkurrere med vores svenske naboer, er der store præmier på spil, og så er der jo som bekendt store gedder i svensk farvand – og en vægtig brakvandsgedde er vel præmie nok i sig selv.

Tilmeldingen skal ske senest d.7.oktober og den koster 200kr for seniorer og 100kr for juniorer. Tilmeldingen kan ske via Blekinge geddefestivalens hjemmeside, hvor der også er yderligere oplysninger at hente hjem om selve konkurrencen.

Fisk og Fri’s Gordon P. Henriksen har selv fisket i området omkring Blekinge, og det er der kommet en spændende og informativ artikel ud af. Den kan du finde i Fisk & Fri’s online artikelarkiv her.

Tradera

Havmøller skaber liv

DTU Aqua’s undersøgelses team i aktion ved Horns Rev Havmøllepark. Deres endelige rapport forventes færdig ved udgangen af 2010. Foto: DTU Aqua. 21.09.09 – MENS DANMARKS HAVMØLLEPARK Horns Rev 2 indvies, henter biologer fra DTU Aqua og firmaet Orbicon dugfrisk viden om, hvordan de allerede etablerede møller ved Horns Rev 1 har påvirket fiskelivet i området. Det kan man læse sig til på DTU Aqua’s hjemmeside. – Vi er på feltarbejde ved Horns Rev i disse uger for at undersøge, hvad der er af fisk i området i dag i forhold til, hvad der var inden parken blev etableret. Især er vi nysgerrige efter at se, hvad etableringen af de mange små stenrev omkring hver mølle har haft af betydning for fiskelivet, fortæller forsker Claus Stenberg, DTU Aqua.

Horns Rev Havmøllepark er en af verdens største vindmølleparker på havet. Den består af 80 vindmøller med en samlet produktionskapacitet på 160 MW

Foto: DTU Aqua.

Den første række fiskeundersøgelser ved Horns Rev blev foretaget i september 2001 og marts 2002, og nu bliver undersøgelserne gentaget i samarbejde med Orbicon, for at se om der er sket ændringer. Horns Rev ligger i Nordsøen ud for Esbjerg og består af 80 havvindmøller, som står med 550 meters afstand. Omkring hver mølle er der etableret en slags mini-stenrev, som biologerne vil have særligt fokus på, fortæller Claus Stenberg. – For at forhindre sandflugt og erosion omkring møllerne, lagde man, da man opførte hver mølle, et cirka 10 meter bredt bælte af store kampesten omkring hver mølle. Disse stenrev kan vise sig at være guf for fiskelivet, vurderer biologen. – Når man går fra sandbund til stenbund ændres livsbetingelserne for bl.a fiskene. Derfor forventer vi at finde andre fiskearter og muligvis også mere fiskeyngel, idet stenene giver bedre mulighed for at finde mad og skjul. Før havmølleparken fangede vi især hvilling, ising og rødspætter i området. Det er fisk, som typisk lever på sandbund. Denne gang finder vi også typiske revfisk, som fx havkarusser.

Du kan læse meget mere om undersøgelserne på DTU Aquas hjemmeside, og følge med i det videre forløb og de tilknyttede konklusioner. Den endelige rapport om havmølleparkens påvirkning af fiskelivet vil være klar ved udgangen af 2010.

Tradera

Store makreller ved Ven

Selvom vejret egentlig var alt for fint til makrelfiskeri, tog Johan alligevel et smut på Sundet, for at prøve at flådfiske efter store makreller. Det gav bonus i form af denne smældfede makrel på ikke mindre en 2,010kilo. MAKRELFISKERIET er mange steder i højeste gear, og det er med at holde sig til, hvis man vil nå at være med. For et par dage siden var Johan Jensen en tur på Sundet nordvest for Ven for at prøve lidt flådfiskeri efter makreller, og selvom vejret egentlig var alt for fint til makrelfiskeri – totalt vindstille og uden bølger, blev det alligevel en begivenhedsrig dag.

Johan fortæller, at han et par uger tidligere havde været af sted, og at det havde givet fem fine makreller med den største på 1,42kilo. Denne dag var der millioner af store, fede sild overalt, lige meget hvor han fiskede, så makrellerne var af gode grunde svære at komme i kontakt med. Én enkelt blev det til, men det var til gengæld en af de helt store, fortæller Johan. – Ja, faktisk var det den næststørste, jeg nogensinde har fanget i Øresund.

Ikke mindre end 2.010 kilo vejede den store makrel. Fisken var 53 centimeter lang og omkredsen var ikke mindre end 33 centimeter Så hvis der findes en BMI (Body Mass Index) for makreller, kunne man med god samvittighed kalde den for smældefed. Den kæmpede mindst ligesom en fire kilos havørred, hvis det ellers er muligt at sammenligne disse to fights, slutter Johan sin beretning.

I dette nummer – septembernummmeret – af Fisk & Fri, er der masser af tips til makrellerne, og i Fisk & Fri’s online artikelarkiv er der yderligere inspiration at hente til dit eget makrelfiskeri. Læs fx artiklen her, eller tjek ud, hvordan du kan lave de lækreste grillede sensommermakreller.

Tradera

Nyt om Københavns Havn

Det nye lystfiskercenter med tilhørende kastebaner og klubhus skal ligge ved Sjællandsbroen, og nu hvor byggeprojektet er blevet godkendt, skal der lægges en del arbejde i at finde et finansieringsgrundlag. 18.09.09 – KØBENHAVN HAVNS SPORTSFISKERLAUG (KHSL), som arbejder ihærdigt på at få etableret et lystfiskercenter i Købanhavns Havn – ved Sjællandsboen – har af Teknik- og Miljøudvalget fået en foreløbig godkendelse af projektet. Nu afventes en indkaldelse til detailforhandlinger, og i den forbindelse bliver det interessant at se, hvilke idéer og forslag der helt konkret kan realiseres. De foreløbige planer går på blandt andet at etablere kastebaner og et klubhus.

KHSL har ventet længe på denne godkendelse, og på deres hjemmeside opfordrer de alle enkeltpersoner og foreninger, som har ytret ønske om at støtte projektet til at indsende et bidrag til finansiering og etablering. Lystfiskercentrer vil komme alle de mange lystfiskende Københavnere til gode, og der er derfor god grund til at støtte op om projektet på den ene eller den anden måde.

Det vurderes, at det nu ikke længere er sundhedsskadeligt, at spise fisk fra Københavns Havn. Derfor er det nu blevet tilladt at hjemtage havørred. Flere informationer om lystfiskercentret kan fås på khsl.dk, og skulle du have lyst til at støtte projektet finansielt, kan man indsætte et beløb på Reg: 3164 Konto: 286673 i Danske Bank.

I forlængelse af ovenstående er det værd at bemærke at ørreden tillige er blevet givet fri i Københavns Havn. På grund af radikalt forbedret vandkvalitet og kraftigt reducerede mængder af tungmetaller i fiskene, tillades det nu at hjemtage havørreder fra havnen.

Tradera

En stor én fra Lilleåen

Morten Andersen med sin første fisk over fem kilo fra Lilleåen i ni lange år. Denne fantastiske fisk målte 82 centimeter og vejede hele 6,05 kilo. LILLEÅEN er et fantastisk vand med en unik havørredopgang, og af denne grund valfarter ikke så få lystfiskere til den midtjyske perle. I august, ovenpå den netop overståede grødeskæring, var Morten Andersen ved åen for at se, om det skulle have fået havørrederne til at røre på sig. Og det var der noget der kunnne tyde på.

I fjerde kast huggede en fin havørred på halvmeteren, men hermed var det ikke slut. En times tid senere falder endnu et hug, og denne gang er der noget mere vægt bag fisken. Morten lægger pres på den tunge fisk, som stanger omkring sig ved bunden, og til sidst lykkes det ham, at få presset fisken til overfladen. Han lister nettet under fisken og får den på land. Det er en lettere farvet hanfisk på 82 centimeter og 6,05 kilo – med andre ord, en af de helt store fra Lilleåen. Og da det var hele ni år siden, at Morten havde fanget en fisk over fem kilo i åen, faldt der forståeligt nok en sten fra hans hjerte.

Tradera

Emil blev inviteret på laks.

Knud og Emil – et umage fiskepar med et par flotte lakse fra henholdsvis Skjern Å og Omme Å. 17.09.09 – SKJERN Å og flere af de resterende vandløb i omegnen fisker fremragende godt, og der er blevet fanget særdeles mange fisk her i efteråret. Tjek eventuelt ved selvsyn på Skjern Å Lystfiskerforenings hjemmeside under fangstrapporter – dem er der uhyggeligt mange af.

D.6.september var 10-årige Emil med Knud Pedersen for at fiske laks, og første stop var Omme Å. Her fangede den unge fisker en laks på 61 centimeter, og hermed var det ikke slut. Emil var også i aktion senere samme dag, da fiskeriet fortsatte i Skjern Å. Denne gang var det godt nok Knud, der krogede en 92 centimeter lang laks, men Emil hjalp til med landingen.

Er du også lun på tanken om at fange en laks, er der inspiration i Fisk & Fri’s online artikelarkiv. Blandt andet er der denne artikel, hvor Poul Lauridsen giver hans bedste tips til fluefiskeri efter hjemlige laks.

Tradera

Byd og støt havørreden.

Gustaf Ulfsparre Foundation blev stiftet i 1988 og har siden dengang gjort et stort frivilligt arbejde med henblik på bevarelse af blandt andet havørreden. 16.09.09 – GREJAUKTIONER er som regel altid populære, og hver dag skifter store mængder grej hænder. D. 25.oktober til d. 8.november afholder Gustaf Ulfsparres Foundation en storstilet grejauktion, hvor der blandt andet er fiskerejser, eksklusivt samlergrej, bøger, indrammede laksefluer og meget, meget mere.

Auktionen vil blive afholdt på sitet www.tradera.com, som ejes af Ebay, og de første bud kan placeres allerede d.25.oktober. Det er let at registrere sig, og det interessante ved auktionen er, at alle effekterne og rejserne er sponsoreret af diverse lystfiskere, guidevirksomheder og grejfabrikanter. Der vil med andre ord genereres et stort overskud, og dette overskud vil gå til at forbedre livsbetingelserne for havørrederne i Emåen.

Du kan læse mere om Gustaf Ulfsparres Stiftelsen på www.gustiftelse.se

Tradera

Flere hajer fra dansk farvand

Fiskeriet efter danske sildehajer er under en rasende udvikling, og i løbet er de seneste år, er der blev landet flere nye danmarksrekorder. 15.09.09 – DE ER GANSKE VIST blevet fanget i garn, men de giver et praj om, hvad der findes af hajer under overfladen i de danske farvande. Blandt andet kunne Hvide Sande-fisker Niels Henrik Bøndergaard torsdag den 27. august levere en noget usædvanlig fangst til Hvide Sande Fiskeauktion – han havde nemlig fanget en rævehaj. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Hajen, som blev fanget cirka 60 sømil sydvest for Hvide Sande, var hele 4,6 meter lang og vejede 195 kilo. Det er anden gang at Niels Henrik Bøndergaard fanger en rævehaj. Den første var dog væsentligt mindre og vejede "kun" 50 kilo.

Fredag den 28. august var det så Henrik Kristensens tur til at få en rævehaj indenbords – og endda af næsten samme størrelse, det fortæller TV/Midt-Vest. Dette eksemplar vejede cirka 200 kilo og var omkring fire meter lang. Det er anden gang i løbet af de sidste 14 dage, at Henrik Kristensen er med til at fange en rævehaj, hvilket betyder, at der i alt er landet tre af slagsen i Hvide Sande i år. Den sidste blev fanget 70 sømil vest for Hvide Sande, hvor hajerne jager brislinger for tiden.

En Gilleleje-fisker har tillige fået en haj i fangsten. Det var noget så sjældent som en grønlandshaj. Grønlandshajen lever normalt i de mere arktiske farvande. Den kan blive op til otte meter, og veje over 1000 kilo. Denne haj var dog et mindre eksemplar på "sølle" 2,17 meter, og den vejede lige omkring 100 kilo. Hajen blev fanget i trawl syd for Anholt på 40 meters dybde, beretter Ritzau.

Skulle du være blevet tændt på at fange en dansk haj, afholder Fisk & Fri i samarbejde med Havfiskeren.dk et tre dages togt efter Nordsøens sildehajer til blot 2800kr. Der er afgang fra Hirtshals torsdag d.24september kl.21:00, og med lidt held kan du nå at være med endnu. Send en mail til Gordon P Henriksen på gph@fiskogfri.com eller Casper Mølgaard på casper@havfiskeren.dk, hvis du vil tilmelde dig. Der er plads til i alt 13 mand.

Se eventuelt mere på www.havfiskeren.dk.

Tradera