Henrik Carl med turens største malle på 247 centimeter og 85 kilo.
Daniel Hein med turens næststørste malle på 84,5 kilo
30.09.09 – MANGE DANSKERE har de senere år været en tur forbi Ebro-floden i Spanien for at stifte bekendtskab med de store maller, som specielt området omkring Mequinenza er kendt for. Mange vælger at tage på guidede ture, men det kan sagtens lade sig gøre at fiske på egen hånd. Udfordringen er naturligvis lidt større, men det er belønningen også, i hvert tilfælde hvis man spørger Henrik Carl, som netop været af sted på endnu en malletur sammen med tre kammerater.
I lighed med de tidligere ture gav det en god portion af de hårdt fightende fisk – med hele tre over 80 kilo. Mallerne ved Mequinenza, der er sat ud for knap 40 år siden, bare vokser og vokser, og der er i de seneste uger fanget hele tre fisk over de magiske 100 kilo med en fisk på 112 kilo på toppen! Foruden mallerne rummer Ebro-floden og dens tilløb en imponerende mængde af storkarper ligesom også sandartfiskeriet er vidt berømt.
Denne teaser indeholder et glimt fra sommerens turné af fiskende jazz musikere, som du kan læse om i “Den søde melodi i fluefiskeriet” i oktober 2009 bladet. Du kan også tjekke www.jazzandflyfishing.com, hvor der ligger blogs fra bandets sommer turné, musik, fotos og meget mere.
Der er masser af eksotiske fisk i farvandene omkring Tanzania, og fælles for dem er at de er utroligt stærke og hårdtfightende.
Sailfishen er en benhård fighter, og den er der rig mulighed for at opsøge ud for Tanzanias kyst. 28.09.09 – FISK & FRI’S gode venner Peter og Gladys som driver den lille hyggelige fiskecamp Kilwa Dream 300 km syd fra Dar Es Salam i Tanzania, har sendt os et par friske rapporter fra Det Indiske Ocean. De har godt nok solgt deres store båd, så mens de er ved at få færdiggjort deres spritnye 35 fods amerikanske biggamebåd, må fisketuristerne tage til takke med Peters lille katamaran. Men det går også fint som billederne af David Amaro Pena fra Barcelona og hans tre dejlige unger tydeligt viser. Drengen Juan på 10 år, landede en flot sejlfisk, og julian på 8 år nappede en king mackrel på hele 22 kilo. Desuden landede den fiskeglade familie flere gulfinnede tun på speedjigging og popperfiskeri.
Fisk & Fri har en lille gruppe dernede i november/december, der skulle den nye båd gerne være helt klar, og så går turen fra Kilwa til de tre paradisøer Mafia, Zanzibar og Pemba mens der fiskes undervejs. Men den tur skal vi nok komme tilbage til engang i foråret 2010.
Læs eventuelt mere om fiskeriet i Tanzania og Kilwa Dreams her.
Rødspætten er en fornøjelig fisk at fange, og så smager den himmelsk. 29.09.09 – OKTOBER MÅNED er på mange måder højsæson for fiskeriet efter fladfisk, og i det nye nummer af Fisk & Fri kan du læse om en rødspætteopskrift, som vil få dit mundvand til løbe helt ukontrolleret. Det er en opskrift, som baserer sig på "en papilotte" indpakning, og det er en metode, som bevarer al saft og smag i rødspættefileten.
Der er som bekendt også andre måder at tilberede en rødspætte på, og Karolines Køkken har et bud på, hvordan man ellers kan gribe rødspætten an. De foreslår stegning på en pande i en blanding af olie og smør er et sikkert hit blandt både børn og voksne. Ved denne form for stegning kombinerer man oliens fine stegeegenskaber med den gode smag af smør: Olien kan tåle høje temperaturer og giver derfor en god stegeskorpe, mens smørret får de bedste smagsegenskaber frem i fisken.
Stegt rødspætte med citronsauce
Hovedret til fire:
4 rensede rødspætter
1 dl rugmel til at vende rødspætterne i
1 tsk groft salt
½ -1 dl smør og olie til stegning
Citronsauce:
½ liter Karolines Køkken® hvid mælkesauce
2 tsk fintrevet citronskal
1 tsk friskpresset citronsaft
¼ tsk groft salt
3 spsk frisk, fintklippet fennikeltop
Rødspætter: Vend de rensede og skyllede rødspætter i rugmel, der er blandet med groft salt. Steg rødspætterne i en blanding af smør og olie ved ret høj varme, til fiskene er godt sprøde på begge sider.
Citronsauce: Bring hvid mælkesauce i kog i en tykbundet gryde. Tilsæt citronskal, -saft og salt. Kog saucen ved jævn varme og under omrøring i ca. 2 min. Kom fennikeltop i — gem lidt til pynt. Smag citronsaucen til.
25.09.09 – GO-FISHING i Odense ender med at bruge det meste af oktober på at flytte grej. Den gamle butik skal nemlig rømmes og al gearet flyttes til en endnu større butik på Dalumvej 67 i Odense SV. Ja, al grejet skal forhåbentligt ikke flyttes, for i hele oktober vil der være store rabatter på al grejet i den nuværende butik – så forhåbentligt vil en stor af al grejet finde vej ud af butikken til de lokale fiskevande.
I uge 40 (start mandag d. 28. september) giver Go-Fishing 20% rabat på alle varer i butikken. I Uge 41 (start mandag d. 5. oktober) er der 30% at hente på alle priser. I Uge 42 (start mandag d. 12. oktober) trækker Go-Fishing 40% fra priserne, og i uge 43 (start mandag d. 19. oktober) og perioden ud er der hele 50% rabat at hente (men da er der formentlig ikke meget tilbage). Eneste betingelse er, at man møder op i butikken.
Jeppe Sikker fik i alt fem havørreder da Snurrebassen kom på. Den største vejede to kilo. 28.09.09 – JEPPE SIKKER var for nyligt af sted på en tidlig morgentur ved en af hans favoritkystpladser. For enden af linen sad en almindelig Bornholmerpil, som han havde erfaring for fiskede godt på netop denne plads. Solen rejste sig søvnigt på himlen, og i det tiltagende dagslys besluttede Jeppe sig for at prøve en ny agn. Selvom dagen forinden havde givet en god håndfuld fisk netop her, bød morgenfiskeriet ikke på et eneste hug, så i stedet for Bornholmerpilen fiskede Jeppe en Snurrebasse frem af gemmerne. Nogle dage forinden havde han fået en håndfuld af disse blink, og nu skulle de testes.
Da vandet var temmelig grumset, faldt valget på en skrigende pink version af det rundtossede blink, og det skulle vise sig at være et fornuftigt valg. I henholdsvis tredje og tiende kast var der hug, og Jeppe kunne to havørreder – én på 50 centimeter og én på to kilo. Et kvarter senere måtte tredje fisk på land, men så gik det hverken værre eller bedre end at Jeppe mistede sin pinkfarvede snurrebasse. Hans line knækkede og blinket gik tabt umiddelbart foran fødderne på ham. Og selvom vandet var ved at klare op, kunne han ikke finde blinket igen i det plumrede vand. En ny hvid/gul version af Snurrebassen kom på i stedet, og det resulterede i yderligere to fisk. Herefter ventede Jeppe tålmodigt på at vandet skulle klare så meget op, at han kunne skimte og opfiske hans nye favoritagn – den pinkfarvede Snurrebasse.
I det nye nummer af Fisk & Fri kan du læse meget mere om Snurrebassen, og hvorfor der er udsigt til at netop dette blink kan gå hen og blive en rigtig kystklassiker.
Anders Winther Hansen med en flot bækørred på 4,29kilo fra Gunderup Fiskesø. I denne weekend bliver der sat bækørreder ud i Fruenskov Lystfiskersø, og så bliver der mulighed for at fange et tilsvarende eksemplar. 24.09.09 – FREDAG d.25.september og fremefter bliver der sat bækørreder ud i Fruenskov Lystfiskersø ved Kruså. Vandet er nu ved at have nået en temperatur, hvor bækørreder for alvor kan trives i søen, og i den kommende tid vil der altså være rig mulighed for at prøve kræfter med denne sublime og smukke fighter. Fiskekort fås til normalpris, og du kan læse mere om Fruenskov og om hvilke fisk, der kan fanges i søen udover bækørreder på Frunskov Lystfiskersøs hjemmeside.
Hen over sommeren har der været kraftige algeopblomstringer i Slivsø. Algevæksten vil dog aftage her i løbet af efteråret, søen klare op og geddefiskeriet komme op i gear igen. 25.09.09 – MANGE AF DE SYDJYSKE SØER lider under alt for stor tilførsel af næringsstoffer fra omgivelserne, og tit og ofte også fra fortidens synder i form af tykke slamlag på bunden. Det giver sig desværre udslag i, at rigtig mange søer bliver som grøn maling i sensommeren og først klarer op ud på efteråret. Haderslev Dam har været slem i mange år med undtagelse af perioden umiddelbart efter, at der blev lavet biomanipulation. Slivsøen har nu også føjet sig til rækken af søer med en kraftig opblomstring af alger. Det afholder dog ikke søens beboere fra at tage for sig af de mange byttefisk, der lever i den. Kaj Olesen har været en tur på søen i hans toptunede fiskekajak. Som så mange andre, der fisker fra kajak og flydering, holder han af at fiske med let grej, og han havde netop vundet et splinternyt sæt grej i den lette ende. Det blev indviet på bedste manér på Slivsøen med en fin gedde på 4,7 kilo, der i øvrigt blev hjemtaget for at ende som en gang fiskefrikadeller.
Fiskeguderne giver og tager. Kaj fik en flot gedde i Slivsøen men endte med at miste sit splinternye sæt fiskegrej. Kaj beretter, at der er meget større gedder i søen, og den er nok værd at holde øje med i årene, der kommer. Der burde være alle muligheder for at gedderne kan nå megastørrelser indenfor en årrække. Især med tanke på de mange byttefisk og gode temperaturforhold. Turen gav desuden en stribe aborrer og en enkelt ørred. Det nye spinnesæt røg i øvrigt i vandet, og Kaj forsøgte forgæves at indfange det igen med sit anker, så man må sige, at fiskeguderne giver og tager!
Miljøministeriets forlængede arm ved Miljøcenter Ribe har lavet fiskeundersøgelser i sensommeren i en stribe sydjyske søer. De beretter bl.a. om et stort antal sandartyngel i Nordborg Sø, så det skal blive spændende at følge med i fangstberetningerne for de kommende år.
Vinderen af Sportsfiskerklubben Næstveds 57. havfiskekonkurrence Rasmus Pindstrup får overrakt sin præmie af foreningens formand Keld Nielsen. 25.09.09 – SPORTSFISKERKLUBBEN NÆSTVED afviklede søndag den 13. september sin 57. havfiskekonkurrence på Storebælt. Der er redaktionen bekendt ingen havfiskekonkurrencer, der kan slå den rekord, så det er lidt ærgerligt at torskebestanden i Storebælt fortsat er nærmest på nulpunktet. Det kunne da også ses på både deltagerantallet og fangsterne, idet kun 13 havde meldt sig til dagens konkurrence, der blev afviklet fra M/S Bien fra Korsør. Torsk over målet så man slet ikke noget til.
Der blev i alt indvejet 55 fisk, og det var alle fladfisk fordelt på skrubber, isinger og rødspætter. Største skrubbe vejede 606 gram renset, og den blev fanget af Rasmus Pindstrup, som også blev samlet vinder af konkurrencen. På 2. pladsen kom Erik Kærsgaard mens damepræmien gik til Anne Kjærsgaard.
This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Cookie settingsACCEPT
Privacy & Cookies Policy
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these cookies, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may have an effect on your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.