Fisk & Flade

Kristian C fra Sorø med en flot rødspætte og en stor skrubbe. Han var en af de rigtigt skrappe fiskere på turen, og han vandt et halvårsabonnement på Fisk & Fri samt en grejmappe for turens største rødspætte. 28.10.09 – I SAMARBEJDE med Havlit og Jan og Bo’s Lystfiskershop inviterede Fisk & Fri i tirsdags på fladfiskeri på Sundet. Det blev en forrygende dag med højt humør, lækkert vejr og sidst men ikke mindst masser af fisk. 25 mand var af sted, og alle havde fisk med hjem. Der blev fanget ganske mange fladfisk, og Jan Kristoffersen fra Jan og Bo’s Lystfiskershop vurderer, at der blev fanget op mod 500 fisk – fladfisk, hvillinger, torsk og lignende.

Ikke alle fisk på dagens var selvfølgelig lige store. Thomas Friis Jørgensen fangede denne lille skrubbe på fladfisketuren, og den er hans anden fisk nogensinde. Efterfølgende blev det til flere gode flade, så da turen var ovre, kunne Thomas hjembringe nogle rigtigt fine fisk til panden.

Nogle havde flere evner end andre, og især dem, der havde medbragt hjemmelavede tackler monteret med perlemorsperler og spinnerblade, og som fiskede aktivt og afsøgende fangede mange fisk. Fladfiskene på Sundet spiser mange hjertemuslinger lige i tiden, og de kan derfor med stort held lokkes til agnen af det skinnende tackletilbehør. Største skrubbe blev fanget af Peter Nielsen fra Hillerød mens største rødspætte blev fanget af Kristian C fra Sorø. De vandt hver et ½ års abonnement på Fisk & Fri, og derudover vandt Kristian en tacklemappe.

Du kan læse mere om de to medarrangører her; www.janogbo.dk og www.havlit.dk

Hvidovre Sport

Aqualine 500

Con-Mec præsenterer har Aqualine 500 der er en velsejlsende og rummelig båd med rigelig plads til fem lystfiskere. Fartpotentialet er stort nu med motormulighed helt op til 90hk. I denne testvideo er der monteret 50 HK på hækken af båden. Ideel til trollingfiskeri med selvlænsende cockpit og dejligt højt fribord. Læg specielt mærke til hvor lidt plads der skal til for at båden kan dreje rundt om sig selv! Læs hele anmeldelse af båden i Fisk & Fri # 6 August, 2009.

Hvidovre Sport

Foredrag om geddefiskeri

Gordon P. Henriksen – her i selskab med en fluefanget Gudenå-gedde – er særlig begestret for geddefiskeri. D.3.november holder han foredrag i Roskilde om moderne geddefiskeri. 27.10.09 – I GAMLE DAGE var geddefiskeri noget med skaller eller atomblink. Begge agnmetoder virker stadig den dag i dag, men der er sket meget siden, og dette vil Gordon P. Henriksen gerne fortælle lidt om d.3.november i Roskilde. Gordon er medlem af ROLK (Roskilde og Omegns Lystfiskerklub), som er arrangør denne aften, og når han fisker i Danmark er gedden nok hans yndlingsfisk. Der vil være fokus på at fortælle lidt om de teknikker, der er kommet på banen indenfor de sidste år, og Gordon slæber en hel del grej med ud over en stor stribe billeder. Der vil blive fortalt om metoder og teknikker, der inkluderer jerkbaitfiskeri, fluefiskeri, gigantspinnere, softbaits, buzzbaits, hollænder rigs og meget mere.

Det hele foregår i ROLK’s klubhus på Fiskervejen 14 Veddelev, 4000 Roskilde tirsdag den 3. nov. Kl. 19:00 Foredraget er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig, men send gerne en mail til gph@fiskogfri.com hvis du ved, du kommer.

Hvidovre Sport

Aborrer og rappe rejefluer

Rasmus Ovesen med fluefanget aborre på knap 48 centimeter og anslåede 1,8 kilo. Fisken blev fanget på en Pop-up Fjordreje. EFTER EN PERIODE med barskt vejr og nattefrost er brakvandsaborrerne for alvor begyndt at indfinde sig i mange af de tilløbsåer, hvor aborrerne søger op for at gyde. Selve gydningen finder først sted engang i det tidlige forår, og indtil da er aborrerne mulige at komme i tale med – også med fluegrejet.

Fisk & Fri’s Rasmus Ovesen var for nyligt ved et af hans foretrukne aborrevande på en dag, hvor alt gik op i en højere enhed. Ikke færre end 15 smældfede brakvandsaborrer måtte en tur ind til afkrogning. Alle fiskene blev fanget på en pop-up fjordrejeimitation fisket på en hurtigtsynkende flueline, og ud af de 15 fisk var blot tre af dem under kiloet. Den største – en fisk på knap 48 centimeter – har formodentligt vejet i omegnen af 1,8 kilo, men da Rasmus havde glemt vægten derhjemme, vil fiskens reelle vægt for stedse være ukendt.

Aborrerne kan være meget drilske og selektive, hvilket gør dem til en stor udfordring for fluefiskeren. Som regel kan de dog med stort held fiskes med fjordrejeimitationer, og i Fisk & Fri’s online artikelarkiv kan du blive klogere på hvordan. Her finder du nemlig Rasmus Ovesens artikel om fluefiskeri efter aborrer med pop-up fjordrejeimitationer – en særdeles effektiv metode. I artiklen finder du ligeledes bindeanvisninger på den velfangende Pop-up Fjordreje.

Hvidovre Sport

Heftige havkatte

Bo med et par af de enorme havkatte, som han og sønnen fangede i Diskobugten i sommers. I SIDSTE NUMMER af Fisk & Fri bragte vi en enorm grønlandsk plettet havkat på hele 20,6 kilo fanget af Michael Rosing. Den fisk spottede Bo Lillegaard Johansen, og han har nu meldt sig på banen med endnu en havkattemelding – han har nemlig nogle fortrinlige fangster at bidrage med.

Bo fortæller, at han og hans søn – otteårige Peter – var på sommerferie i Diskobugten i år. – Vi boede lokalt i en bygd ved noget familie og sejlede ud med en lokalkendt fanger. Vi oplevede masser af ting bl.a. sæler, isbjerge, godt pilkefiskeri efter torsk og pukkelhvaler i massevis. Men vi havde også et forrygende fiskeri efter havkatte, hvor vi fik ca. 25 stk. på tre timer med de to største på 18 og 19 kilo. De blev taget på en pilk agnet med torskefilet. Peter fik én på 14 kilo. Det var sjovt, fortæller en glad Bo Lillegaard.

Han slutter af med at informere om, at han har kontakter i bygden, og at han kan hjælpe med at arrangerer lignende ture, hvis nogle af læserne har lyst. Skulle du have lyst til at fange kæmpe havkatte kan du altså kontakte Bo på 29663911 eller på email; bo@lillegaard-teknik.dk

Hvidovre Sport

Hyggemede i Svendborg

Allan Loines fra Odense fangede dagens tre eneste fisk – tre brasener, der huggede med få minutters mellemrum.23.10.09 – LØRDAG D.17.OKTOBER havde Ækvator Sports medeklub og Team Browning inviteret til et hyggemede arrangement i Sørup Sø ved Svendborg. Fiskeriet i søen er normalt forbeholdt et konsortium, men i dagens anledning, havde de otte personer, der var hurtigst til at tilmelde sig Ækvator Sports invitation, fået lov til at medefiske nogle timer i søen. Søen huser en god bestand af fine brasen. Skaller er der ikke mange af, men dem der er, er til gengæld store!

Deltagerne til dette arrangement var en blandet skare af erfarne medefiskere og novicer, samt af juniorer og seniorer. Det var ikke en regulær konkurrence, men der var dog udlovet en præmie til dagens største fisk. Det smukkeste efterårsvejr dannede rammerne, og forventningerne var helt i top, da fiskeriet blev påbegyndt.

Deltagerne fiskede med bundstænger, syv meter pole og lange take apart stænger, og der blev benyttet orm, maddiker og majs på krogene. Men lige meget hvad der blev forsøgt, så forblev keepnettene tomme. Fiskene var ikke samarbejdsvillige, så deltagerne havde rig mulighed for at besøge hinanden på de forskellige standpladser og få sig en hyggesnak.

En times tid før afslutningen, havde Allan Loines fra Odense held i sprøjten. Han havde gennem tre timer fisket koncentreret på det samme spot, og pludselig kom der en lille stime brasen forbi. Kort efter hinanden måtte tre fine brasen en tur på land. Der var ingen grund til at veje fiskene, da Allan var den eneste, der fangede fisk denne dag og dermed var en sikker "vinder".

Læs mere om Ækvator Sport her: http://www.aekvator.dk/

Hvidovre Sport

Rovfiskene bider fra sig

Mads Grosell med en fantastisk aborre taget i et brakvand, der ikke før har kastet aborrer af sig. Foto: Fiske För Alla. 22.10.09 – I DEN FORGANGNE UGE brugte det svenske blad Fiske för Alla to dage på vandet med Savage Gear’s Mads Grosell. De to magasin-repræsentanter skulle forsøge sig med lidt fiskeri efter danske rovfisk, og turen endte med at blive en kæmpesucces.

Turen bød på masser af fine brakvandsgedder og to kæmpestore aborrer, som overraskende nok blev fanget på et vand, der aldrig før havde produceret aborrehug. De to fisk målte henholdsvis 47 og 48 centimeter, og begge havde inhaleret 15 centimeter lange Cannibal Shads, som blev fisket ultra-langsomt henover 5-6 meter dybt vand.

Du kan læse hele historien i det kommende nummer af Fiske för Alle, og er du sulten efter flere forrygende rovfiskefangster, kan du gå ind på www.savage-gear.com. Siden bugner for tiden med alt fra store gedder til aborrer og sandart.

I det kommende nummer af Fisk & Fri er der masser af stof om, hvordan du overlister en af efterårets store rovfisk, og ellers er der masser af inspiration at hente i Fisk & Fri’s online artikelarkiv.

Hvidovre Sport

Byd og støt havørreden

Du kan byde med god samvittighed på alle de effekter, der sættes til salg i forbindelse med Gustaf Ulfsparres auktion. Hele overskuddet går nemlig til det fortsatte arbejde med at sikre havørredbestandene i Emåen. 21.10.09 – GREJAUKTIONER er som regel altid populære, og hver dag skifter store mængder grej hænder. Fra d.25.oktober og frem til d.8.november afholder Gustaf Ulfsparres Foundation en storstilet grejauktion, hvor der blandt andet er fiskerejser, eksklusivt samlergrej, bøger, indrammede laksefluer og meget, meget mere.

Auktionen vil blive afholdt på sitet www.tradera.com, som ejes af Ebay, og de første bud kan placeres allerede d.25.oktober. Det er let at registrere sig, og det interessante ved auktionen er, at alle effekterne og rejserne er sponsoreret af diverse lystfiskere, guidevirksomheder og grejfabrikanter. Der vil med andre ord genereres et stort overskud, og dette overskud vil gå til at forbedre livsbetingelserne for havørrederne i Emåen.

Du kan læse mere om Gustaf Ulfsparres Stiftelsen på www.gustiftelse.se

Hvidovre Sport

Double-up på aborre

Fritz Kusk med sin kannibalaborre på hele 53 centimeter og 2,05 kilo fra Tusaagård Put & Take. 20.10.09 – DER ER ANDET og mere end ørreder i Tusaagard Put & Take. Her er også små og store aborrer, og nogen gange bliver de mindste fisk spist af de største!

Fra Fritz Kusk og Frank Sjøgren – begge fra Ikast – har vi fået en usædvanlig fangstrapport, som er kommet os i hænde på den anden side af bladets deadline. Fangsten vil blive bragt i december-nummeret af Fisk & Fri som deltager i Rekordfisken, men helt så længe behøver du ikke at vente. Du får nemlig lige historien i grove træk her.

Frank og Fritz var som nævnt i Tusaagard Put & Take, og Fritz beslutter sig for, at han vil forsøge sig med flådfisket orm. Det kommer der et udmærket hug ud af, og en tung fight kan nu begynde. Til Fritz’ store overraskelse er det ikke en ørred med en kæmpeaborre på hele 53 centimeter og 2,05 kilo, der sidder forenden af linen. Den har ikke spist ormen, men har i stedet spist den lille aborre, som i første omgang har forgrebet sig på Fritz’ agn. Utroligt nok var den lille aborre stadig i live efter den vellykkede fight, og den kunne derfor svømme videre – en stor oplevelse rigere.

Hvidovre Sport