jan 4, 2020 | Nyheder
Hos fishing-worldrecords.com samler man på oplysninger om gigantfisk fra hele verden – og nogle af de mest spektakulære fisk, man har fået støvet op i 2019, er blandt andet disse to imponerende fangster:
Den 30 juli fangede Richard Johnson, der er product manager Prologic, en gigantisk black carp, da han var i Kina for at teste nogle produkter. Søen, der står i forbindelse med en større flod, som er influeret af tidevand, huser nogle ekstremt store fisk. Ud over to storfisk på 130 og 140 centimeter, fangede han en potentiel ny verdensrekord på 174 centimeter. Direktøren for det lokale museum kom forbi og målte fisken, men da vægten kun gik op til 70 kilo måtte man estimere den til at veje cirka 85 kilo. Lokale lystfiskere har efter sigende fanget denne imponerende art op til 72,5 kilo og 180 centimeter.
En anden fisk på 174 centimeter blev engang fanget af en erhvervsfisker og den vejede 106 kilo. Dette monster blev fanget i Gold Cow Reservoir tæt på Nanjing i Kina. Den største nogensinde er på 109 kilo fra Jiangsu provinsen – også i Kina. Arten findes også i Japan.

Justin Kuek med sin fantastiske striped pikecarp på cirka 20 kilo.
Striped pikecarp er en anden spændende endemisk art fra Laos. På en tur i junglen fangede Justin Kuek en fantastisk fisk på cirka 20 kilo, som dog hverken blev vejet eller fotograferet. Det står dog klart, at denne fisk er langt større end nogen man tidligere har set fotos af – og fishing-worldrecords.com estimerer den til en længde på cirka 120 centimeter og altså i omegnen af 20 kilo. Fangeren ønsker at hemmeligholde fangststedet, men det skønnes, at den kommer fra enten Nam Ngum eller the Nam Theun floden. Arten kan blive helt op mod 70-100 kilo, men ingen af disse store fisk er fanget af lystfiskere. Arten migrerer i tørtiden fra januar til februar, men fiskens frie bevægelser er hindret af dæmninger. Fiskearten regnes derfor som truet.
jan 4, 2020 | Nyheder
De smukke kyster på Øland byder på meget mere end bare fantastiske oplevelser med sølvskæl på fingrene. Her får du en beretning fra Niels Jørgen Matthiesen, der netop er vendt tilbage fra det sydsvenske havørredparadis:
– Turen til Øland var bare en af de ture, jeg havde glædet mig utrolig meget til, fortæller han. – Kysten på Øland virkede bekendt, når man havde fisket i Sydsverige før – og store sten med en masse rev strakte sig lige så langt øjet rakte. Den første plads på første dagen blev fisket igennem, og det så totalt perfekt ud; det måtte bare holde fisk. Da jeg var ved at være færdig med strækket, skulle en lille stensætning affiskes. Den strakte sig cirka 30 meter ud i vandet med to gennembrydninger helt inde under land. Jeg blev pænt bag stenen og tog første kast helt ind under land.
– Da svenskerfluen fisket bag min flydende bombarda var præcis ude foran den bagerste sten, blev fluen taget i en hvirvel, og der var fast fisk, fortsætter han. – Jeg kunne stå og fighte den inde i bagvandet, så jeg vidste, jeg ikke skræmte stimen. Fisken, der havde taget, fightede fantastisk og viste sig at være en flot fisk på 68 centimeter og 3,1 kilo. Og inden flokken var væk, nåede jeg at tage tre mere. De var mellem 55 og 45 centimeter, så de blev alle genudsat. Alt i alt havde det havde været en fantastisk første dag med fire fisk på land.
– Efter den succesrige førstedag, var jeg sikker på, at andendagen skulle starte der, og ganske rigtigt i det første kast var der fast fisk lige foran stenen igen. Det var en fisk på 53 centimeter, som fik lov til at svømme igen. Så skete der ikke mere, og det var tid til at finde en ny plads. Vi valgte, at tage længere sydpå for at fiske der.
– Efter at have fisket mindst tre – fire kilometer mærkede jeg pludselig et lille puf til fluen. Efter et spinstop var der fast fisk igen, det var en flot fisk på 51 centimeter. Nu var flokken lige foran os, og det lykkedes os alle tre at få fisk inden for den næste halve time.
– Da det døde ud, løb jeg 100 meter ned af stranden i den retning, jeg mente flokken var svømmet. Det første kast blev lagt ud til en sten, og lige så snart svenskerfluen havde passeret den inderste sten, rejste der sig en trykbølge efter fluen: Hurtigt spinstop og fast fisk igen! Det var en flot 58 centimeters havørred på 1,9 kilo, der måtte lade livet. Endnu en fantastisk afslutning på dagen.
– På tredjedagen valgte vi at tage derhen, hvor vi fandt fisk dagen før – og sørme om ikke vi fandt fisk igen blot 200 meter fra pladsen i går. Kenneth sad oppe på en sten, og lige foran ham tog jeg en fisk, men den var dog farvet, så den fik hurtigt friheden igen. I næste kast fik jeg endnu en. Den var dog kun 45 cm. Så kan det godt være, at der kom fart på Kenneth, og inden længe fik han et drømmehug i badekarret lige ude foran os, og efter en fantastisk fight kunne han nette en Ølandsbombe på 65 centimeter og 3 kilo.
Alt i alt var status på turen tre havørreder til Leif, en til Kenneth og elleve havørreder til mig, alle taget på svenskerfluen og på cirka 40 centimeter vand. Det er nok ikke sidste gang, vi er på Øland, slutter Niels Jørgen, der i øvrigt boede på Bo Pensionat under hele turen.
jan 4, 2020 | Nyheder
Den centrale del af Europa er kendt for at huse nogle uhyggelig grove sandart. Her får du beretningen om en af de helt grove, fra året der gik. Fangeren var fiskeguiden fra Alpine Fishing Alex Schütte, som var på debut tur med sin nye båd ”Alpiana” for et par måneder siden.
– Vi havde kun fisket i små 10 minutter, fortæller han. – Jeg var i gang med at forklare en af mine kunder, hvad med skal tage højde for ved vertikalfiskeri, og hvilke agn man anvender, da det gav et brutalt ryk i min stang.
Fisken, der huggede på et lille softbait, fightede som en vanvittig, og den brugte al sin livserfaring, kræfter og vægt, for at slippe fri, men til sidst lykkedes det mig at lande kæmpen, der må have været cirka 20 år gammel og vejede 12,6 kg.
– Jeg var meget imponeret over de panseragtige skæl på den grove fisk, fortsætter han. – Sådan nogle store skæl har jeg godt nok ikke tidligere set. Også de mørke og metalagtige farver var utrolig imponerende. Den lignede nærmest en tornet ridder med et sølvglinsende panser som en ringbrynje fra middelalderen. Helt enestående.
– De mørke farver kommer fra det klare vand i vores alpesøer, forklarer Alex. – Fiskene opholder sig for det meste i frivandet, hvor de har de bedste forudsætninger for at jage helt, rødding og søørred.
Fisken her har gjort et enormt indtryk på mig, og den er til dags dato den tungeste sandart jeg nogensinde har fanget. Da jeg trak den op af nettet stod det klart, at den var meget tungere end mange store gedder, jeg har fanget.
Det var uden tvivl den vildeste fight i mit liv. Fisken brød overfladen med den vildeste kraft, og hovedruskene ville ingen ende tage. Da det så ud til, at den ville falde til ro, slog den hårdt med den enorme hale og forsvandt ned i dybet igen. Fighten var langtfra ovre, og de brutale hovedrusk forplantede sig i stangen, imens bremsen på baitcasteren knagede.
Det første forsøg på at nette fisken gik helt galt, da jeg selv ville nette fisken, men min gæst i båden gav mig nettet for tidligt, og jeg kunne derfor ikke rulle mere line ind. Jeg var derfor nødt til at hæve stangen højere og højere op, men selvfølgelig fik jeg ikke fisken i nettet, da jeg havde svært ved at kontrollere fisken. Fisken udnyttede naturligvis muligheden til at forsvinde ned i dybet igen, hvorefter jeg var nødt til at smide nettet og genoptage fighten. Men så brød helvede for alvor løs – for linen blev filtret ind i vippestangen til ekkoloddet og stangspidsen hægtede sig fast i nettet, hvorved det mildest talt ikke blev let at lande fisken. Heldigvis kom fisken hurtigt til overfladen igen, og min gæst i båden kunne hurtigt lande fisken. Nogle gange har man heldet med sig, og nogle gange går alt bare galt. Heldigvis havde jeg heldet med mig denne gang.
Til alt held havde min anden gæst optaget den vanvittige fight på video, slutter Alex, der netop har startet en forening for bæredygtigt fiskeri i Østrig.
12,6 kilo er en kæmpe sandart, men der er faget endnu større fisk i Østrig. Ifølge fishing-worldrecords.com blev der således i 1990 taget en 18,7 kilos sandart på intet minde end 116 centimeter i den østrigste del af Donau. Den tyske rekord er på 19 kilo taget i Starberger søen i 1959. Ifølge fishing-worldrecords.com er den største registrerede sandart nogen sinde en fisk på 20 kilo rent taget i den hviderussiske del af floden Dnepr.
jan 4, 2020 | Nyheder
Martin Millinge har netop være en tur på den sjællandske nordkyst og fået en på opleveren: – Følelsen af at have fisket tusindvis af km kyststrækning af uden held. Adrenalinet der gang på gang bliver boostet i et kort øjeblik, når hugget rammer, hvorefter man efterfølgende skuffes, når endnu en undermåler sidder fast i den anden ende. Og – det tabte mod i jagten på den store flotte blankfisk. Alt dette forsvinder på et splitsekund, når man lander den smukke skabning af en fuldvoksen blank havørred. Sådan starter Martin sin beretning om en uforglemmelig dag på kysten.
– Det er en morgen lige som alle de andre morgener, hvor dagen står på fisketur efter havørred, fortsætter han. – Kaffen er brygget og madpakken er smurt. Gearet er top klargjort til en dag på det blå kontor. Turen går til den sjællandske nordkyst med en god kammerat. Fiskespotsne er nøje planlagt efter vind, vejr og strømforhold. Første stop er en klassisk plads, Udsholt Strand. Der har været pålandsvind i et par dage op til stormstyrke, så vandet er godt grumset, da jeg kommer frem. Vejret er forholdsvist lunt af december måned at være og med let støvregn. Der er planlagt et stræk med et par badekar, som skal affiskes inden turen går videre til næste spot.
Intet tyder i første omgang på, at pladsen holder fisk, men for enden af den planlagte rute, ser jeg en lille fisk bryde overfladen. Kastet bliver lagt nøjsomt foran den, og det kræver heller ikke mere en fire omgange på hjulet, før fisken hugger. Adrenalinet er allerede sat i gang ved synet af fisken i overfladen og stiger et ekstra hak, da den hugger min gennemløber. Men ak. Hurtigt viser det sig at være en lille grønlænder, der heldigvis afkroger sig selv, inden jeg skal til at have den op i hænderne for at sætte den ud igen. Pladsen er hermed lukket.
Vi går op til bilen og sætter os ind for at køre længere vest på. Næste destination: Holløse Lund. Mens jeg spiser min rugbrøds-klapsammen færdig, står jeg og spejder ud over pladsen oppe fra skrænten af. Forholdende virker ikke meget anderledes, men alligevel er der et eller andet ved vandet, der vækker min nysgerrighed. Vi er knapt nok nået ned af trapperne, før vi ser en 4-6 marsvin boltre sig i vandet lidt uden for kastelængde. Marsvin har aldrig skræmt mig på en fiskeplads, så jeg finder et sted, jeg mener er det rigtige. Min makker går lidt længere til venstre for mig.
Jeg har en forkert fornemmelse med den farve min gennemløber har – nemlig sort-kobber-(skrigende) gul. Jeg skifter derfor til en motoroil UV. Mens jeg sidder og fedter med små perler og gennemløbere, fortæller min makker, at han har set flere fisk i vandet, og i samme øjeblik hugger en havørred hans flue. Desværre tager den ikke ordentlig fat, hvorefter ringe og hvirvler i vandet tyder på, at den er skræmt. Jeg får fedtet færdig og lægger det første kast ud over et stort badekar.
BAM – en havørred hugger gennemløberen hårdt helt ude i kastet, men endnu engang mister jeg lidt begejstringen, for den er ikke stor. Efter en middelmådig fight og en masse krumspring i overfladen er fisken i nettet. Det er en lettere tynd blank fisk på 42 cm. Enkeltkrogen sidder lige så fint i saksen, så den er hurtig afkroget og ude igen. Et nyt kast over samme spot. 1 rul, 2rul, 3, 4, 5…. BAAAM. Et super hårdt hug efterfulgt af et lille udløb og et flot spring over vand. Dette er en god fisk! Adrenalinet begynder for alvor at pumpe i kroppen på mig. Endelig! Men neeeej – fisken hopper af…Jeg kaster mit hoved så hårdt tilbage i ren ærgrelse, at mine solbriller, der sidder i kasketten, flyver af og lander bag mig, direkte ned i det efterhånden ret kolde vand. Jeg kan ikke tro det! Man får lidt trangen til at hugge stangen over knæet. Men i stedet får jeg fisket min briller op, og af ren og skær vane, placerer jeg dem på min næse foran øjnene. Jeg konstaterer nu – vandet ER koldt.
Jeg fatter mig hurtigt, og lægger endnu et kast i samme retning. Halvvejs inde får jeg endnu et super tungt hug. Det hele står et kort øjeblik stille, som havde den sat sig i bunden, men så kom udløbet. Min 9 fods stang flekser godt og trækkene er tunge. Jaaa!! En rigtig fisk! Bare jeg ikke også mister denne. Lidt inde i fighten tilkendegiver den sig selv i et flot spring over vandet. Det her en helt og aldeles god fisk. Fighten er god med små intense udløb og tunge træk sidevejrs på kysten, og da den endelig er nettet, bliver det bekræftet: En god fed blank havørred på 50 centimeter rent.
Varmen og glæden spreder sig i kroppen over endelig at have landet en fisk af fornuftig størrelse. Alle frustrationer bliver med ét fuldstændig slettet fra krop og sind, og lige nu handler det bare om denne fine, fisk der ligger i mit net. En havørred på 50 centimeter er hverken en vild trofæfisk eller en personlig rekord, men lige nu er det bare kulminationen af mange timer, tanker og frustrationer på kysten. Mistroen til hvorvidt den fine havørred vitterlig er at finde på nordkysten og nu, glæden ved at stå med denne fine fisk. Det var en god tur – og der er ingen tvivl om, at ihærdighed betaler sig, slutter Martin.
jan 4, 2020 | Nyheder
– Knuden har aldrig stået højt på min liste, men da Alex Schütte fra Alpside Fishing spurgte om jeg havde lyst til en knude tur, kunne jeg naturligvis ikke sige nej, fortæller den danske predator entusiast Ole Nørskov, der pt bor i Østrig, hvor der lige nu er koldere end koldt.
Vi mødtes sent ud på eftermiddagen, da knuden er nataktiv. Snart fik vi rigget seks stænger op med gliderig og død agn på bunden – hvorefter det bare var om at vente. Der skulle dog ikke gå lang tid, før bidmelderen gav lyd fra sig, hvorefter den første knude kom sikkert på land – og hvilken fantastisk smuk fisk. I alt fik vi otte fine knuder på fem timers fiskeri med den største på cirka 75 centimeter. Nattens sidste fisk var speciel, da det viste sig, at den havde en ekstra krog i munden. Alex havde kort forinden mistet en fisk, fordi den bed linen over. Det var næsten ikke til at tro, men fisken havde svømmet 30 – 40 meter og slugt min agnfisk. Det grinede vi meget af og glædede os over, at fisken ikke skulle lide en langsom død. Jeg fik to knuder med hjem, og jeg må sige, at de smagte fantastisk, slutter Ole, der ser frem til en tur mere med Alex til næste år. På fotoet ser du Alex med en af de fine fisk.
Mange steder i Danmark er der også gode muligheder for at fiske knuder netop nu – og det er som regel efter mørkets frembrud, at det foregår. Bundfiskeri med små stykker af fisk er ofte vejen frem – og fisker du fra båd eller isen er det ofte en fordel at fiske stangen håndholdt med et lokkeblink 10-20 centimeter foran agnen. Hoved udbredelsen er større å og søsystemer i Jylland syd for Limfjorden – samt de støre sjællandske søer som fx Tystrup-Bavelse og Furesøen.
jan 4, 2020 | Nyheder
Den danske specimenfisker Rasmus Jensen er netop vendt hjem fra den spanske Ebro flod med en masse gode oplevelser i bagagen. På turen fangede Rasmus og fiskekammeraten Pontus Ingvarsson en del gode fisk, heriblandt flere flotte skælkarper op til 20,6 kilo. Den mest opsigtsvækkende fangst gik helt klart til Pontus – en gigantisk malle, der huggede på en af de pellets, der primært var tiltænkt karperne.
– Det var snart aften, så Rasmus og jeg snakkede netop om at pakke sammen, da jeg fik et langsomt take på den af mine karpestænger, som fiskede længst ude til venstre cirka 200 meter ude i floden, fortæller Pontus. – Jeg kunne med det samme mærke, at det ikke var en karpe, for linen blev bare ved og ved med at køre ud. Jeg strammede hurtigt bremsen op vel vidende, at der var en god malle for enden af linen. I det samme jeg gav modhug, fortsætte fisken bare ufortrødent, og linen blev bare ved og ved med at piske af hjulet. Nu var jeg helt sikker på, at det ikke bare var en malle – men også en stor malle.
– Efter en halv times hård fight kunne jeg mærke, at fisken var begyndt at vise tegn på træthed – og nu var det i mellemtiden blevet bælg ravende mørkt, fortsætter han. – Fisken kom tættere på, og i pandelygtens skær kunne jeg se en kæmpestor majestætisk malle i overfladen. Den store malle var godt udtrættet, så Rasmus holdt min stang, mens jeg gik ned i vandet for at lande den store fisk. Netop fordi mallen var virkelig træt, lod vi den blive i vandkanten og tog kun et par hurtige billeder, inden vi lod den flotte fisk svømme tilbage til floden, hvor den kom fra. Fisken var 240 centimeter og vejede hele 83,5 kilo, slutter Pontus. Får du lyst til at fiske maller og karper i Ebro – så kan du hyre Pontus som guide gennem fiskerejsefirmaet Catfish Capers.
dec 9, 2019 | Nyheder
Danske Mallefiskere og Sorø Lystfiskerforening har for et godt stykke tid siden ansøgt om tilladelse til udsætning af maller i Sorø Søerne, men desværre har Fiskeristyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriet afslået ansøgningen på baggrund af endnu en fagligt kritisabel vurdering fra DTU Aqua, som hverken sandsynliggør eller dokumenterer deres udsagn ud fra de standarder, man kunne forvente af en forskningsinstitution.
– Vi er uenig i DTU Aquas synspunkter mht. potentielle negative konsekvenser ved re-introduktion af maller i Sorø-søerne – og har derfor anket afgørelsen, siger Martin Blond Sørensen – formand i Danske Mallefiskere. Her får du et uddrag af introen til anken, der ganske kort skitserer Danske Mallefiskeres holdning:
– Det centrale omdrejningspunkt for vores uenighed er, at mallen dokumenterbart har været en naturligt forekommende art i Sydøstdanmark – herunder Suså-systemet. Men – på trods af veldokumenterede naturlige forekomster af maller i systemet helt op til ca. 1800, afviser DTU Aqua artens fremtidige tilstedeværelse i Suså-systemet med en argumentation, der fremlægges uden dokumentation eller biologisk sandsynliggørelse af deres påstande. Sidst, men ikke mindst, tager DTU Aqua sig den kunstneriske frihed at vælge en biologisk ulogisk og inkonsekvent indgangsvinkel til sagsbehandlingen af mallesagen, hvor man fra DTU Aquas side tilsyneladende mener at være berettiget til at stille helt andre krav til historik og dokumentation end man normalt gør ved udsætning af andre rovfiskearter. Det gælder fx ørred, hvis naturlige tilstedeværelse – i modsætning til mallens – er udokumenteret i Suså-systemet.
Skal man give en neutral og fagligt korrekt rådgivning omkring forekomster af fisk – samt udsætninger af disse, er det vigtigt, at man vælger det samme evolutionære perspektiv samt zoogeografiske fokus som udgangspunkt for de faglige vurderinger og afgørelser, der ligger til grund for forvaltningen. DTU Aqua viser med sit afslag på udsætning af maller i Sorø-søerne, at de ikke lever op til disse kriterier for en neutral rådgivning.
Eller sagt på en anden måde – fundamentet og præmisserne for afslaget bygger på, at DTU Aqua vælger at se bort fra fakta – nemlig at den europæiske malle har sameksisteret med alle de arter, man ønsker at beskytte i Suså-systemet, i årtusinder. Alt hvad man behøver at gøre er at vende blikket mod Sverige samt nabolandene mod sydøst, hvor mallen den dag i dag sameksisterer i naturlig balance med de øvrige naturligt forekommende arter. At bruge en sætning som ”at sådan et projekt i et åbent vandsystem som Suså-systemet kan have uoverskuelige og i værste fald uigenkaldelige biologiske konsekvenser, da der ikke på nuværende tidspunkt forelægger noget brugbart materiale på området der beskriver hvordan den europæiske malle og de andre arter i Suså-systemet vil reagere på den ansøgte re-introduktion/udsætning” – er derfor absurd: 1) Se på alle de vande, hvor mallerne naturligt sameksisterer med andre arter i regionen, for her har vi et ganske gratis og naturligt eksperiment i stor skala gennem mange år, hvor vi kan konstatere, at det ikke har uoverskuelige konsekvenser – men at der er en helt naturlig balance, hvor alle arter sameksisterer. 2) Mallen har været naturligt forekommende i systemet i årtusinder – så den ligevægt, som indfinder sig ved en re-introduktion vil derfor være tættere på den naturlige ligevægt, end det vi ser i dag. Ifølge Danmarks ratifikation af Rio Aftalen og de 20 Aichi Biodiversitetsmål er målet mere naturlige forhold og en højere biodiversitet, hvormed DU Aqua med et afslag på udsætning af maller i Suså systemet – arbejder imod denne vigtige agenda samt regeringens officielle politik på dette område, slutter introen til anken fra Danske Mallefiskere, der til Fiskeristyrelsen har uddybet ovenstående i et 6 sider langt brev.
Danske Mallefiskere afventer pt et svar fra Fiskeristyrelsen – og vi vil følge op med et interview med de ansvarlige beslutningstagere i Fiskeristyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriet.
Foto: Martin Blond Sørensen
dec 7, 2019 | Nyheder
– Den tog fluen stenhårdt på lavt vand lige over den mørke yderkant på revet, fortæller Henrik Qvirin Reiter om den gudeskønne blank fisk, som han fik her til morgen. – Lyset var lige brudt frem, da jeg til at starte med affiskede det lave vand med gennemløberen “Skruen”, fortsætter han. – Selv om jeg spandt hurtigt ind gik den dog for dybt og hang fast, så jeg besluttede mig for at skifte til bombarda og en lille lyserød flue, jeg selv havde bundet aftenen inden. Og det skulle vise sig at være et godt valg.
Blankfisken på 67 cm, der viste sig at veje 3,6 kilo, gav en super fight – og blev fulgt op af yderligere to blanke havørreder på 55 og 45 cm. Alt ialt en fantastisk morgen som afrunding på Henriks tur dagen før, hvor han fik 15 blanke – hvoraf hovedparten røg retur til deres rette element.
Der er taget en del blank fisk her efter den første frost på Sjælland og kendetegnet for mange af dem har været, at de er taget over ret lavt vand. Så husk at affiske det lave vand, inden du vader længere ud her i den kommende tid.
nov 27, 2019 | Nyheder
Pressemeddelelse:
Assens Kommune søger projektleder til at udarbejde digital platform for lystfiskeri
– Vil du skabe fremtidens digitale mødested for dansk lystfiskeri – og kan du i øvrigt kende forskel på en ørred og en makrel? Sådan spørger Assens Kommune i et netop offentliggjort jobopslag, hvor kommunen søger en projektleder til at stå i spidsen for at etablere den nationale, digitale platform for lystfiskeri. Projektlederen skal have et stærkt ’drive’ mod, at danskere og udenlandske turister får skønne fisketure i den danske natur, og den digital platform skal være et middel til at virkeliggøre dette. Platformen skal formidle lystfiskeri og fiskepladser for at gøre fiskeriet mere tilgængeligt for flere.
Den digitale platform er én af initiativerne i den nationale strategi for lystfiskeri som blev lanceret i 2018. Du kan søge jobbet her.