Sværvægts havørredhug på Bornholm

Kim Rygaard Thomsen fisker igennem, når det stikker ham, og sådan har det også været de sidste par dage:

– Hej Fisk & Fri, skriver han til redaktionen her til aften. – Så er vores forårstur i gang! Vi har fisket et par dage og har fået fisk op til 1,5 kilo – inklusiv nogle fine spisefisk. Undervejs har vi været flere steder på drømmeøen, og har fået ok med fisk i blæsevejret.

– I dag startede vi så ved Lufthavnen, hvor vi fik et par småfisk. Efter middag var vi på vej tilbage til bilen og skulle lige prøve pynten, inden vi stoppede op – og efter få kast fik jeg et godt hug! Havørreden tog min 19 grams Sandeel helt ude i kastet, og jeg kunne straks mærke, at det var en virkelig god fisk, men efter en dramatisk fight kom den endelig ind, og efter et par ture om en sten kunne jeg nettet min drømmefisk. Vi vejede den til 6,3 kilo på stranden og senere til 5,89 kilo hos Jesper i Sport Dres i Rønne. Der er altid gode fisk på øen, slutter Kim sin beretning til Fisk & Fri.

Har du selv fået en god fisk, så husk at give os et praj her på redaktionen, inden du lægger den på facebook. Du når os på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk – døgnet rundt, mens din fangst stadig er drivende våd.

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

Norge får seksdoblet deres tunkvote

Sådan lyder det fra Norges Jeger- og Fiskerforbund, som i flere år har arbejdet for, at Den International Tunfiskekommision skal give lystfiskerne en større andel af kvoten på blåfinnet tun. Hovedparten af kvoten, som er gået fra ét ton i 2019 til seks ton i 2020, er dog givet til erhvervsfiskerne, som i praksis er en håndfuld notfiskere. Præcis, som det har været tilfældet i Danmark og Norge, har lystfiskerne fået adgang til fiskeret som C & R fiskere i det store mærkningsprojekt. – Endelig ser det ud til, at vi har fået et godt fodfæste for vores interesser, og det virker som om, at forvaltningen nu anderkender, at også sportsfiskere har en ret til deres del af kagen, når ressourcerne skal fordeles, siger Øyvind Fjeldseth fra Norges Jeger- og Fiskerforbund på NJFF´s hjemmeside.

Tunfiskeriet er som i Danmark og Sverige strengt reguleret – og man skal som lystfisker kunne dokumentere, at man har båd, grej og viden til at deltage i fiskeriet. NJFF har derfor i samarbejde med Morten Ruud, som du måske kender, fordi han tidligere har skrevet for Fisk & Fri, startet kurser i tunfiskeri, så dem der skal ud og prøve kræfter med sværvægtsfighteren er bedst muligt udrustet til udfordringen.

Du kan læse mere om de nye tiltag på tunfronten i Norge her.

Foto: Kim Rygaard Thomsen

drømmerejse iFish Travel

Glæden ved den første havørred

Der er ikke noget så fedt som at fange sin første fisk på en ny type af fiskeri. Det skulle da lige være at hjælpe andre med at få samme oplevelse:

– Langs åen mødte jeg mange glade og spændte “fellow fishermen” lige inden premieren i lørdags – alle med grejet finpudset og i topform, fortæller Søren Lørup alias Mr. Woodfish. – Man kunne se og mærke, at de havde glædet sig til at komme ud på “deres” spot ved åen. – Åen gør et eller andet ved mig, sagde en ung gut, som jeg mødte et godt stykke oppe i å systemet. Og det er vel faktisk det, der driver os alle!

– Jeg besluttede mig derfor for at hjælpe fyren, som hedder Søren Murer, godt i gang, fortsætter han. – Inden premieren brugte vi derfor mange hyggelige timer sammen ved åen, hvor jeg viste ham de forskellige spots, så han var godt rustet til selv at fange en fisk til premieren. Og minsandten om det så ikke lykkedes på selve premieredagen, hvor den dygtige fisker så fangede sin allerførste havørred fra Odense Å. Han var mega stolt og glad: En ny Odense Å fisker er født! Et stort tillykke til Søren.

Har du også haft en god oplevelse ude ved vandet, så tøv ikke med at kontakte redaktionen på telefon 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

Solidt sølv efter 14 nul-ture

Max Theodor Bartholin Johnsen har virkelig givet den gas på kysten de sidste par måneder med sin fluestang, men på trods af store anstrengelser, har han ikke landet en eneste fisk på 14 ture. Men i dag lykkedes det:

– Klokken fem i morges stod jeg op og kørte til Vestsjælland med min kammerat Albert Basse Bruun Nielsen, fortæller han. – Albert havde lige havde fået kørekort, så det blev en spændende tur, men til sidst kom vi frem til kystpladsen. Efter blot ti kast fik jeg et solidt hug på fluen, men til at starte med troede jeg faktisk, at det var en stor nedfaldsfisk, for den kæmpede så underligt.

– Efter et stykke tid kom den tæt på og blev skræmt af Albert med nettet, og så kan det nok være, at piben fik en anden lyd, fortsætter Max. – Fisken gik fuldstændig amok samt tog det ene vilde udløb efter det andet, og så fandt vi ud af, at det faktisk var en flot blankfisk. Da den kom tættere på, piskede den rundt imellem os helt tæt på, så det var om at samle benene, så den ikke fik forfanget og linen kludret op. Til sidst fik Albert landet fisken sikkert i nettet. Den flotte havørred viste sig at være 63,5 centimeter og 2,8 kilo. Den flotte fisk huggede en hjemmebundet pink variant af Pattegrisen.

– Basse fik en undermåler og missede en ret god fisk lidt senere, så vi fik ikke mere på turen. Men hvor var det bare fedt at fange noget efter så mange nul-ture! Mange af mine venner er lige blevet 18 år og har lige fået kørekort, så nu bliver det meget lettere at komme ud. Nu skal jeg for alvor til at fiske amok, slutter Max.

Max, som er 16 år, går til daglig i tiende klasse på Ålestrup Naturefterskole på fiskelinjen, hvor han fisker meget efter havørred om sommeren i Simested og Lerkenfeldt Å.

 

Hvidovre Sport

 

2,8 velfortjente kilo sølv efter 14 nul-ture

2,8 velfortjente kilo sølv til Max Theodor Bartholin Johnsen efter 14 nulture.

 

 

drømmerejse iFish Travel

Så er Odense Å og Fjord fiskeriet skudt i gang med manér

Martin Botten Dam-Christensen med havørred fra Odense å 2020

Her kan du se Kasper med fisken, der reddede ham tredjepladsen til Odense Å og Fjord premieren 2020.

De sidste par år har det stået sløjt til med premieren: I 2018 blev den aflyst på grund af is, og i 2019 blev der kun fanget fire fisk. Så ser det lidt bedre ud i år, hvor der blev landet hele syv fisk i går på åbningsdagen. Vi må håbe, at det er et godt tegn for den kommende sæson.

– Traditioner er til for at blive fulgt, fortæller Willy Dannevang fra Odense Å Sammenslutningen. – Flere sportsfiskere plejer at indfinde sig ved favoritstederne dagen eller aftenen før, og i år var ingen undtagelse. Minibumsen, Danny Vitting var klar ved Det Varme Vand, og det skulle vise sig at betale sig. Han sendte en underholdende video ud aftenen før, og ved udløbet var campingvognen lastet med godt humør. Kanonslaget lød kl. 7, og under ti minutter senere blev den første fisk indvejet og godkendt efter Fultonskalaen. Dannys indsats bar frugt. Han havde fanget flere mindre ørreder først, inden denne fisk skulle indvejes.

– Samme sted kastede endnu en fisk af sig til Benny Knudsen som kom i præmierækken, fortsætter han. – Det var en meget flot fjordørred i rigtig fin form, og der blev indvejet flere flotte fisk, som kunne beundres af de fremmødte. I år var der ikke mange fisk, som blev afvist pga. konditionsfaktoren. Der fulgte en lille gennemløber med fremstillet til premieren af Torben Marvø, men der blev vist ikke indvejet nogen fisk fanget på denne. Jeppe Larsen indvejede en flot havørred den sidste time fanget i yderfjorden. Ellers blev resten af præmierækken fanget i åen og kanalen. Vinder blev Martin Botten Dam-Christensen med en flot havørred på 2.8 kg og 64 cm, som du kan se ovenfor.

Martin og hans bedste kammerat Kasper Laursen var taget en tur op i åen, hvor de fik nogle gode fisk. – Kasper startede med en rigtig flot havørred på 57 centimeter, fortæller vinderen, – Den gav ham en flot tredje plads, og nogle små havørreder senere fik jeg så fisken på 64 cm, som gav mig en flot første plads. Vi er helt sikkert parat til flere ture ved åen i den kommende sæson, slutter de.

 

 

Friluftsland

 

 

Premiere vinderne til Odense Å og Fjord premieren

Der var fine præmier til alle 5 vindere af premieren.

drømmerejse iFish Travel

MAKRELFESTIVAL 2020 – så kan du snart tilmelde dig

Programmet til Makrelfestivallen 2020 nu er klar. Samtidig med at tilmeldingen til festivalen åbner, vil man også åbne for tilmelding til DM i Makrelfiskeri. Tilmeldingen forventes at kunne starte primo april.

Det er Odsherreds Sportsfiskerforening, som har har arrangeret de to events i et samarbejde med Odden Havn, hvor det hele foregår den 14.-16. august 2020. – Vores mål er skabe et hyggeligt arrangement med afslappet samvær, god mad og masser af lystfiskerhistorier, fortæller de.

Har du spørgsmål til arrangementet, kan du ringe til Niels-Erik Torp på 27 87 00 52/Niels H. Jensen på 20 93 68 49 – eller du kan skrive en mail til makrelfestival@o-s-f.dk
Knæk og bræk.

– For at kunne deltage i DM i Makrelfiskeri 2020 skal du have et gyldigt deltagerbevis samt Fisketegn, hedder det på makrelfestival.dk. – Du kan vælge at bruge levende agn, kunstig agn, spinnefiskeri, dørgefiskeri eller fluefiskeri – og det er tilladt at forfodre. Alle makreller i konkurrencen skal være fanget på stang og hjul.

– Både lørdag og søndag er der skippermøde kl. 5.00. Herefter er der udsejling, og konkurrencen begynder. Lørdag skal du være tilbage i havn senest kl. 19. For at få indvejet fisk, skal du være i køen senest kl. 19.30. Søndag skal du være i havn kl. 13.00 og i kø til indvejning senest kl. 13.30. Boden til indvejning vil være åben fra kl. 11.00 begge konkurrencedage. Du kan indveje maks. 1 makrel på hver af konkurrencens fiskedage.

– Det er også muligt at tilmelde sig som team med to-fire personer. Teamet kan indveje op til 10 makreller per dag, og det er den samlede vægt af teamets 10 største fisk, der tæller i det endelige resultat. Du deltager i den individuelle konkurrencekategori når du er med i team-konkurrencen, slutter udmeldingen.

Du kan læse program og tider her.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

Skånekysten rykker

Kystørredfiskeriet er ret godt ovre på Skånekysten for tiden, og Senad Alkovic er en af dem, der har haft virkelig godt gang i fluekæppen.

– De sidste par dages fiskeri har givet mig mit livs fluefiskeri, fortæller han til Fisk & Fri. – I alt har jeg fået over 30 ørreder op til 4,5 kilo og endnu flere mistede samt masser af kontakter, som jeg slet ikke har kroget. Huggene har være brutale, og det er bare helt i orden.

– Alene i går fik jeg 18 ørred, hvilket helt kart er min rekord på en dags fiskeri langs kysten med fluestangen. De fleste af fiskene har haft gode størrelser, og de er alle taget på fluestangen, slutter Senad, der nok også skal ud at fiske i dag efter Skånes sølvtøj.

Har du også haft en god oplevelse med fiskestangen, så tøv ikke med at sende os din beretning til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller ring til os på 30 70 02 36.

 

Hvidovre Sport

 

 

Kystørred på flue til Senad Alkovic

Her kan du se en af de mange fisk, som Senad har fået de sidste par dage på den skånske kyst.

drømmerejse iFish Travel

Årets første laks fra åerne

Selvom fiskeriet i Gudenåen har været åbent for medlemmerne siden 16 januar, var det først i forgårs, at den første laks blev fanget:

– Jeg startede klokken otte ude på Bjerringbros stykke, og klokken 10 fik jeg det første hug på min reje, som jeg fiskede på et bundtakel nede over bunden, fortæller Helmut Dube fra Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening. – Jeg fik dog ikke rigtig kroget den, så jeg fiskede ufortrødent videre. Allerede efter 2-3 kast fik jeg hug igen og denne gang hang fisken lidt bedre fast. Fisken gik helt fri af vandet, men igen mistede jeg krogholdet i den flotte laks.

– Allerede 8-9 kast senere over samme spot fik jeg hug igen, og denne gang blev den hængende, fortsætter han. – Fisken var stærk, men fightede stille og roligt i det kolde vand. Bredderne var noget oversvømmede, så min kammerat Erik Søndergård hjalp mig med at nette fisken, da den omsider var træt. Jeg er næsten helt sikker på, at alle tre hug var fra den samme fisk. Laksen, der var 8,09 kilo og 91 centimeter lang, ligger nu i fryseren, men den næste skal røges, slutter Helmut optimistisk sin fortælling til Fisk & Fri.

Har du selv fået lyst til at prøve laksefiskeriet i Danmarks længste å – Gudenåen, så er fiskeriet på dagkort i Gudenåen åbent fra den første april.

drømmerejse iFish Travel

Djurs leverer havørred igen

Der er blevet taget en hel del flotte blanke havørreder på Djursland hen over vinteren, hvoraf du har kunnet se en del af dem som fangstrapporter her på fiskogfri.dk. En af dem, der lige har haft held i sprøjten, er Peter Broni:

– Da jeg stod op om morgenen i går og så vejrudsigten, havde jeg næsten forkastet idéen om at skulle afsted på kysten, fortæller han. Men så slog det mig, at det meget grumsede vand ved Gjerrild nok var faldet lidt til ro. Jeg startede fiskeriet med at sætte min 17 grams Silling på, men skiftede lidt senere til en Grizzly Tobis i samme vægt.

– Efter en fire fem kast sagde det bang, og stangen fleksede, fortsætter han. – Jeg vidste med det samme, at det var en god fisk. Efter 10 minutter med et enkelt spring og lidt udløb samt nogle vendinger derude, gav den op og kunne nettes uden de store problemer. Så det var en af de gode dage efter en frygtelig masse 0 dage. Havørreden var 71 centimeter.

– Jeg fik også et hug mere efter en halv times fiskeri, og denne fisk på 56 centimeter blev genudsat, da jeg jo ikke havde brug for mere end én fisk til at spise, slutter Peter.

Hvis du har fanget en flot fisk eller har oplevet noget spændende ude ved vandet, så hører vi meget gerne fra dig på telefon 30 70 02 36 eller mail jb@fiskogfri.dk

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel