maj 16, 2021 | Nyheder
– Efter gårsdagens hårde angreb fra utallige hornfisk på gennemløberen, var konen og jeg enige om, at der skulle ske noget andet i dag, fortæller Finn Nielsen. – Flere hotspots blev drøftet for og imod – og til sidst blev vi enige om, at der var lavvande nok til et spot, som er allerbedst, hvis man kan komme ud på den anden sandrevle og kan nå at kaste over et stenrev.
– Vinden stod lige ind i smasken, så det var på med huen, selvom vi er midt i maj måned. Vi gik ud i vand til livet, og der var godt med bølger. Det var perfekte forhold, men der var ingen tegn på liv under overfladen – ikke engang interesse fra hornfisk. Men så var det pludselig alligevel, som om der var noget, som nappede, men måske var det bare bunden eller er hornfisk på spil igen. Næste kast – bang, så sad den der. Og med den der tyngde i fighten, så vidste jeg, at det var en seriøs fisk. Den gav et rul i overfladen, så jeg var sikker på, at det ikke var hornfisk, men en rigtig flot havørred. Den gav en fin fight, hvor jeg til sidst fik landet den 57 cm lange og flotte fisk i rigtig god form. Efter en hurtig og skånsom afkrogning fik konen skudt et par billeder, og den blev sat tilbage i det sydfynske øhav med et “tak for kampen”.
Havørreden huggede en 15 grams Sandeel i farven Motoroil Copper Red Dot fra Savage Gear.
maj 16, 2021 | Nyheder
Lige nu bliver der traditionen tro fanget godt med laks i svenske Pukaviken, hvor Mørrumsåen løber ud i Østersøen. Mange af fiskene er på vej op mod åmundingen, mens endnu flere er op vej mod de store nordlige lakseførende elve – fx Torneelven. Den rutinerede danske trollingfisker Freddi Hansen fra Team Rhino har netop landet en fantastisk laks på 19,8 kilo, hvilket så vidt vides er den største laks landet af en dansker her i 2021:
– Storlaksen, der huggede her i morges klokken syv ud for Hässelö i Pukaviken, nappede i 45 fods dybde på en gul 4,5 tommers Apex fisket bag en Rhino Flasher, afslører han.
Har du selv fået nogle flotte trollinglaks, så hører vi naturligvis meget gerne fra dig. Du kan kontakte redaktionen på 30 70 02 35 eller jb@fiskogfri.dk.
maj 16, 2021 | Nyheder
– Jeg er begyndt på lidt artsfiskeri og har derfor investeret i noget mikrogrej – blandt andet str. 22 Tanago kroge, fortæller Betina Louise Lorentsen. Og Susåen, hvor jeg fisker, kan virkelig overraske: Her den anden dag tog jeg så en pigsmerling, som er en nataktiv lille fisk. Jeg fangede den sjove lille fisk på en str. 22 krog med et mikroskopisk stykke regnorm i Susåen.
– Faktisk er den ikke kun er ny art på CV’et for mig, men faktisk også en potentiel Danmarks rekord. Ja – faktisk er den en helt ny art på den danske rekordliste under mikroarter. Heldigvis havde Henrik Carl opfordret mig til at medbringe målebånd på mine ture, så den blev dokumenteret med både mål og billeder, og nu er den sendt ind til rekordudvalget. Susåen kan virkelig noget, og den byder på mange overraskelser. Jeg anede jo ikke engang, at den eksisterede. Jeg har aldrig set eller hørt om den før, så jeg var noget overrasket, da den pludselig sad der, slutter hun.
Har du selv fanget en sjov eller usædvanlig fisk, så tøv ikke med at kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 15, 2021 | Nyheder
– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har brugt den sidste uge i Sverige på min fantastiske hobby, fortæller Mathias Jacobsen. – Og hold nu kæft, hvor har det været vildt!
– Jeg havde første fiskedag i søndags, og startede på en plads der sidste år gav mig en fisk på 68. Forholdene var perfekte, og jeg havde rigtig meget troen på det. Der var godt gang i vandet, og en smugle møg, men ikke værre end, at det var til at holde ud. Bare i femte kast får jeg et lille puf i wobleren, og inden jeg næsten når at sige til de andre, at der var noget ved min agn, knalder en fisk på 30 meter ude i kastet. Den flyver fri af vandet og skaber sig med hovedrysten. Jeg råber til de andre “DER VAR DEN”. Efter lidt tovtrækkeri og en heftig fight samt lidt gliden rundt i de store sten, får jeg den i kejsen! Jeg gik næsten i stå, da jeg så fisken: En knokle fed overspringer, som vi fik målt til 74 cm og en vægt på 4,5kg afblødt.
– Nu var lykken gjort og sikke en start på ugen. Den gav lidt ro på og lidt mere overskud. Efter at have fisket lidt videre på pladsen uden mere liv, bliver vi enige om et pladsskifte til et sted et par kilometer lidt længere oppe ad kysten. Vi deler os op på pladsen, og fisker videre. Efter cirka 20 minutter ser jeg skyggen af en fisk bag min wobler. Lige, da jeg tænker “er det en fisk?”, accelererer den, og jeg ser dens gællelåg stå helt udspilet. Klask siger det, og mit hjerte hopper en gang over. Fisken er enorm, og hugger i et skvulp, idet den sluger min wobler som var den en lille reje!
– Efter en meget voldsomt fight forsøger jeg at lande fisken, men lige da nette glider under den, springer havørreden fri af vandet, men fandme om jeg ikke jeg griber den i luftet med nettet! Jeg var helt målløs! Efter jeg har kaldt på de andre, kan vi alle konstatere, at den er større end den anden. Vi får den målt og vejet til 79 cm og 6kg rent! Efter sådan to fisk indenfor 1,5 time, fik jeg det nærmest fysisk dårligt, så jeg måtte op og ligge lidt. Shit et rush og den vildeste oplevelse. Jeg priser mig så evigt taknemmelig for, at det her er sket! Det er på ingen måder en hverdagsfangst, heller ikke i Sverige. Resten af ugen har jeg fået er par fine fisk på 60-65 og en del mindre. Det kommer jeg ikke til at overgå i mit liv det her. Er sååååå mega glad!

Mathias med sine to megaørred, der huggede med blot halvanden times mellemrum.

maj 15, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
Igennem utallige år har Hvidovre Sport løbende afholdt havture for deres kunder, men af gode årsager har der været Corona-pause i deres ellers velspækkede turprogram.
I takt med genåbningen er der heldigvis kommet godt gang i arrangementerne igen. – Vores aftenture er nu planlagt, og der kommer løbende flere nye ture på. Vi er altid med på turene, så der er mulighed for vejledning i, hvordan du fisker efter de forskellige arter, vi går efter på turene, siger Carsten Faber fra butikken.
Fisketurene er en god anledning til at møde mange af de andre kunder fra biksen og få en god snak samt lidt ny inspiration til sit eget fiskeri.
Den næste tur er den 20. maj, og turene er enten med Havstrygeren eller Fyrholm samt typisk efter enten torsk eller fladfisk. Indtil videre er der planlagt 12 ture indtil oktober – og du kan se programmet her.
maj 15, 2021 | Nyheder
– Jeg havde lejet en ferielejlighed ved Vejers Strand fra torsdag til søndag, og skulle selvfølgelig have stangen med for at prøve fiskeriet efter pighvar, fortælle Jimmi Ingemann. – Med mig var min kone og børn, så derfor kunne der ikke fiskes 8-10 timer af gangen, som jeg plejer. Jeg stod derfor tidligt op, og startede mit fiskeri ved 05.00 tiden. Der skete ikke rigtig noget frem til kl. 09.00, hvor hugget så også faldt. Hold da op de er stærke de fisk. Fisken tog line af hjulet flere gange. Den blev taget på en kastepirk, med et stykke makrel på trekrogen. 2,44 kg viste vægten, så det var noget af en debut fisk. Det er første gang, at jeg fisker efter dem, så hvilken start jeg fik, slutter han.
Hvis du vil læse mere om pighvarfiskeri for begyndere på Vestkysten, så tjek denne fede artikel af Rasmus Ditlefsen.
Har du selv været ude efter pighvar med succes, så send os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 14, 2021 | Nyheder
– Dagen startede ud med, at to af mine venner kom og hentede mig om morgenen, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Vi kørte derefter ud for at prøve at spinnefiske efter nogle søørreder i en af de søer, som jeg kender godt. Da vi ankom til vandet, gik der ikke lang tid, før vi begyndte at se fisk i overfladen, som jagede småfisk. Jeg var den første, der mærkede fisk. Den tog mit blink hårdt og kontant tre meter fra min stangspids, men jeg krogede den desværre ikke.
– Efter, at fisken havde hugget, gik der et godt stykke tid, før vi mærkede mere. Vi så et par fisk hist og her, men det var først, da vi ankom til et af mine favoritspots, at der kom lidt action. Mine to venner fik hurtigt et hug hver, og vi havde nu alle mærket fisk. Fiskene jagede stadig de små byttefisk i overfladen, og forholdene til flue var nærmest perfekte. Til sidst kunne jeg derfor ikke holde flueabstinenserne ud mere, og min ven Niels sagde også, at jeg burde hente fluekæppen.
– Jeg gik derfor tilbage og hentede min fluestang. Det tog ikke mange kast, før en flot søørred smadrede min lille sorte Wolly Bugger to meter fra stangspidsen. Efter en kort, men intens fight, fik jeg nettet fisken, og vi fik den målt til 59 centimeter. Da vi havde taget et par hurtige billeder oppe af vandet, svømmede den smukke fisk hurtigt videre igen.
maj 14, 2021 | Nyheder
– Jeg havde den gode Henrik Arvedsen med et par dage ude for at trolle, fortæller Jan Svenstrup. – Og det var med godt resultat, som han nød godt af. Den største laks til ham var en fisk på 7,5 kilo. Fiskeriet gik virkelig godt og på mooching blyline kombineret med et Ismo blink fik jeg den 15,1 kilos laksebombe, du kan se på billedet ovenfor fotograferet af Tom fra Team Bob. Laksen var 105 centimeter lang.
Jan – der har Svenstrup Sportsfishing – har iøvrigt ledige guidede trollingdage d. 17, 20, 21, 27 og 31 maj, hvis du har lyst til at prøve kræfter med dette spændende fiskeri.

maj 14, 2021 | Nyheder
– Min makker og jeg har en fast geddetur hver eneste år, fortæller Jacob Hansen. – Vores 1. Maj skubber vi altid cirka 14 dage, så det blev altså d. 13. Maj. Vi skulle afsted torsdag morgen og overnatte til fredag. Men vi kunne ikke vente og måtte køre onsdag efter arbejde. Vi slog lejr og startede fiskeriet omkring kl. 20, onsdag. Det blev en relativt stille aften med kun et par enkelte fisk.
– Kl. 23 tog min makker, Jesper så en fin fisk på 114 cm og 9,6 kg. Torsdag morgen startede ret vildt ud med en par hurtige mindre fisk og en også en del mistede. Kl. 8:30 var jeg på vej tilbage fra Fakta, da Jesper ringede og sagde: “Så kan du godt komme her ned. Jeg har et ordentligt svin!” Og det havde han! Og alt var kaos, da jeg kom ned til vores lille camp! Der lå stænger overalt samt liner på kryds og tværs. Det viste sig så, at han havde fightet en fisk selv, mens han skulle ha´ styr på de resterende tre stænger. Fisken var svømmet på tværs af det hele, men var overraskende nem at få afkroget samt lagt til afslapning i vandet. Da vi fik styr på trådene og fik kigget på den, var vi klar over, at Jesper lige havde fået en ny PR! på 115 cm og 11,9 kg!
– Morgenen gik, og vi havde et ganske fornuftigt fiskeri. Men det var som om, at Jesper tog de voksne, og jeg fik de efterladte. Omkring kl. 16, stod vi og kastefiskede lidt i et hul ved siden af, hvor vi fiskede bait. Pludselig hørte jeg bare en konstant tone, og der gik lige 5-10 sekunder før vi fattede, at det var et monster, der var stukket af med min agnfisk. Jeg gav modhugget, og den stod bare stille! Som i BOM stille. Jeg styrede 0% af, hvad den fisk foretog sig! Jeg har efterhånden fanget en del 10+ fisk, men den her var helt unaturligt tung! Jeg turde ikke gætte på størrelse, men den var tungere, end noget jeg har haft for enden af linen før! Efter et par vilde udløb trak jeg den indad stille og roligt, men den var rigtig tung!
– Jeg blev nødt til at give Jesper stangen kortvarigt for at vise, at jeg ikke tog pis på ham. Pludselig gik fisken meget dybt og endte med at svømme i et træ eller lignende. Efter det stoppede kontakten til fisken ret hurtigt, så jeg tænkte, at den havde revet sig løs dernede. Vi sejlede ud for at være sikre og for at få forfanget med op. Desværre satte det sig så fast, at vi må knække linen til sidst. Jeg hang noget med mulen, de næste par timer!! Vi fik en død periode efter det, og først omkring kl. 18 kom der lidt fisk igen.

11,6 kilo vejede denne flotte gedde som Jacobs kammerat fik.
– Pludselig gik min bidmelder igen! Endelig! Lad det nu være hende igen! Jeg gav tilslag ret hurtigt, men efter kort kontakt, troede jeg, at jeg havde mistet den. Men – pludselig kunne jeg se min line med fuld fart mod land. Jeg fik tæsket noget line op på hjulet, og fik kontakt igen! Den var stor! Kort efter kunne vi lande hende og juble! Det var et rigtigt bæst! Vi fik afkroget og lagt hende i vandet i nettet, gjort vægt klar og kunne så med julelys i øjnene se, at den var over 10! Vægten tikkede op på 12,3 kg! Det var ny PR til mig, og humøret var tilbage, slutter han.
– De to gæve gutter sidder som du læser dette stadig ved søen, og de har lovet at skrive, hvis de får flere store.