NY REGISTRERING AF LÆNGDEREKORDER

I Danmark har der været tradition for at registrere fiskerekorder efter vægt, men fremover kan man også få godkendt rekorder for længste eksemplar af en given art. Sådan lyder det fra Rekordudvalgets Bjerne Lehne i en pressemeddelelse her til morgen. – De nye længderekorder gælder for fisk over 500 gram, da fisk under denne vægt allerede registreres på længde. For alle arter med en eksisterende vægtrekord, er der sat en individuel minimumslængde, som skal overgås, før de kan anmeldes. Nye arter kan registreres uanset længde.

Tilmelding af rekordfisk kræver blandt andet et målebåndsfoto, hvor længden kan aflæses helt præcist. I de tilfælde, hvor fisk på den eksisterende rekordliste har levet op til minimumslængden og kravet om et præcist målebåndsfoto, er de blevet oprettet på den nye liste.

Læs mere her.

 

Geddefeber

 

drømmerejse iFish Travel

PINSEKARPER

Kevin Kristensen og Kevin Viborg tilbragte pinsen ved en større jysk grusgrav i jagten på storkarpen. Det skulle dog vise sig, at de to gange Kevin skulle få deres sag for. Ikke alene er det usædvanligt svært at overliste karperne i søen, men de to karpefiskere skulle derudover også kæmpe med kraftig regn og vind. Dette besværliggjorde fiskeriet betydeligt, men det til trods, så lykkedes det de to dygtige fiskere at lande fire flotte karper, hvoraf Kevin Kristensen denne gang blev tilsmilet fra Fru Fortune med turens to største fisk – heriblandt var en voldsom hanfisk på hele 13,5 kilo.

Fiskene blev fanget på langdistancen og snowmantacklerne blev derfor placeret mere end 250 meter væk. Fiskene kunne ikke stå for to prototype pop-up agn fra danske CFC-Bait, fisket i kombination med en CFC-Spicy Squid bottom bait. Det var helt sikkert to våde men tilfredse karpefiskere, som kastede håndklædet i ringen et døgns tid før planlagt, men hvad gør det, når man har fanget så imponerende fisk.

 

drømmerejse iFish Travel

GROV GEDDEMADAMME SNUPPER GUMMIØRRED

– Hvilken aften jeg lige har haft, lyder det fra Lars Laursen. – Min fiskemakker og jeg har aftalt en fast fisketur hver uge, og normalt vil jeg helst på kysten, men i dag gad vi ikke køre i en time, for når man skal hjem, skal man sjovt nok også køre en time tilbage. Derfor blev turen lagt til den lokale sø.

– Fiskeriet var lidt trægt i starten. Der var ingen fisk, hvor de plejer at være, men jeg startede med en gedde på ca. 3,5 kg på en lille gul spinner. Steffen skulle lige bruge den første time på kalibrering af afstanden til bredden. Det endte med en klatretur i et af træerne, for pludselig sad superagnen så højt oppe, at vi ikke kunne nå den… Så har vi også prøvet det. Hvem mon giver kage på næste tur?

– Vi fiskede søen af, men der var ikke meget liv. Først da det blev lidt mørkt, fangede Stef en flot sandart på 4,4 kilo på en 15 cm Nils Master wobler, som han har fået af mig, så jeg føler, at 20% af den fisk var min. Lige efter fangede jeg en lille gedde på lidt over 40 cm. på næsten samme sted, som sandarten blev fanget. Det var på en kobber spinner. Nu måtte det tunge skyts prøves, så min 93 grams Line Thru Trout i de sikre geddefarver blev sendt i samme retning, som sandarten havde hugget. 3-4 kast skulle der gå, før der var hug – og det var en god fisk.

– Fisken var tung, og der gik noget tid, før vi så den. Første gang vi rigtigt så gedden i overfladen, kunne vi se, at det var en fin gedde – nok omkring de 10 kg. Efter 4-5 minutters fight ved båden, var fisken mør til landing. Oppe i båden, kunne vi se, at den lige havde spist en ret stor fisk, så den havde en ordentlig mave på. 109 cm målte vi fisken til og vægten sagde 11,2 kg.

 

Hvidovre Sport

 

drømmerejse iFish Travel

Jomfrukarper på flådstangen 

I mange søer er der så godt styr på karpebestanden, at de enkelte fisk har navne, men der findes heldigvis også søer med en fuldstændig ukendt bestand. Henrik Carl har netop haft en vellykket tur til en sø, hvor der ikke var fisket i mindst 20 år, og hvor ejeren slet ikke vidste, at der var karper. – Der noget ekstra dragende ved pionerfiskeri, så da jeg fik mulighed for at fiske i en svært tilgængelig sø, hvor jeg ugen før havde set et par karper i overfladen, slog jeg naturligvis til, beretter Henrik. – Da fiskene aldrig havde set boilies før, valgte jeg flådfiskeri med en kombination af regnorm og majs, da det ofte har en mere umiddelbar lokkeevne. En smule forfoder blev kastet ud et par meter fra land, og nærmest øjeblikkeligt var der aktivitet.

– Der gik da også kun få minutter før den første karpe – en mindre spejlkarpe på 6,0 kg – tog agnen. Den næste fisk, som var i samme størrelsesorden, fulgte hurtigt efter. En time senere afslørede nogle små bobler, at en karpe rodede i bunden nogle meter fra foderpladsen. Agnen blev forsigtigt flyttet tættere på fisken, og allerede efter få sekunder hævede flåddet sig som tegn på, at karpen havde samlet agnen op fra bunden. Et resolut modhug resulterede i et ordentligt plask i overfladen efterfulgt af et nærmest ustoppeligt udløb, der fik den lette flådstang til at krumme fuldstændigt sammen. Først efter 80 meter lykkedes det at vende fisken, som var kommet faretruende tæt på et stort buskads. Nu satte karpen kursen mod et andet buskads, men også her blev den stoppet få meter fra potentielle problemer. Efter ca. 10 minutters nervepirrende tovtrækkeri gled en tyk spejlkarpe i nettet. En tur på vægten viste 12,1 kg – årets foreløbig største karpe for mit vedkommende. Turen gav yderligere et par karper på 6-7 kg, men jeg så flere over 10 kg springe, så jeg er nok nødt til at give den et forsøg mere… 

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

JAN DEHLI LANDER KÆMPELAKS I MØRRUM

Den ikoniske lakselv Mørrum i Blekinge har, som vi har nævnt tidligere på fiskogfri.dk, haft en langsom start på grund af det kolde forår. – Jeg har været her siden den første maj og har fisket hver eneste hverdag – uden så meget som skyggen af et hug, fortæller Jan Krohn Dehli, der blandt andet er kendt for sine mange store kystørred taget på flue. – Men, så fik jeg endelig hug i Pool 2 her i går på min spinflue, og efter en hård kamp kunne jeg lande den flotte 17,68 kilos laks, du kan se på billedet ovenfor. Laksen, der var 118 centimeter lang, huggede på fluen ”Horst Sokken” med to brune hackler, guldfasan, og lidt rødt med  sølvribber.

– Fangsterne har generelt været sparsomme, og de fleste dage er der blot landet 0-2 fisk, men i går var noget det bedre med 5-6 landede laks, slutter Jan, der har booket fiskeri indtil den 5. juni.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

MAKRELLERNE GODT I GANG VED MUNKHOLMBROEN

De seneste dage er der kommet en del meldinger om makrel i pæne mængder i de indre danske farvande – og i går fik et hold fiskere over 50 stykker ved Munkholm Broen ved Holbæk, der løber over den inderste del af Isefjorden ved Tempelkrogen. Og er de først her så langt inde i fjorden, ja så er de naturligvis også en hel del andre steder rundt omkring i de indre danske farvande.

Du kan læse meget mere om makrelfiskeri fra båd her i denne artikel – samt makrelfiskeri i havnene i denne artikel.

Mange af fiskene har en pæn størrelse, så der er forhåbentligt lagt op til et godt fiskeri i den nærmeste fremtid. Har du selv fundet nogle gode stimer, så giv os gerne en melding her til Fisk & Fri. Du kan kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

FLOT STORLAKS FRA VARDE Å

– Sander Bjørn Sørensen har netop været ude på klubtur med Odense Sportsfiskerforening i Varde Å:

– Jeg står ved zone 1, hvor jeg hører et kæmpeskvulp i overfladen, fortæller han. – Så går jeg opstrøms for fisken, og kaster nedstrøms med min kondomspinner. Jeg får stille og roligt spinneren ned i dybden, hvor jeg tænker, at laksen står. Lige pludselig kan jeg mærke et tungt pres på min stang, og så snart fisken opdager, at den er kroget, suser den midt ud i åen og springer helt fri af vandet. Dette sker flere gange i løbet af fighten, som varer 12 minutter. Endelig får vi den nettet, og jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne, at jeg havde fanget sådan et trofæ af en laks.

– Laksen vejede 12.78 kilo og var 111 cm lang.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED NAPPER GULDBASSE

– En morgentur på Nordkysten i Odsherred til et af mine favorit hot-spots tæt på vores sommerhus i Rørvig gav en flot havørred på 65 cm og 3.0 kg, fortæller Peter Nielsen: – Jeg ankom ved solopgang lidt senere end mine fiskevenner, som desværre ikke havde set nogen fisk. Vi fiskede sammen cirka 1 time uden aktivitet, og derfor besluttede mine venner sig for at tage videre til et andet spot. Jeg blev dog, da jeg de sidste par gange på dette spot havde observeret store springende havørreder tæt på land. Efter to timers fiskeri uden aktivitet tog den store havørred pludselig fluen helt ude i et langt kast. Jeg kunne se dens hale, da den var oppe i overfladen lige efter hugget, og vidste da at det var en stor fisk. Den gav en vild fight på min klasse 6 fluestang med flere lange og dybe udløb. Efter en del fotos af den store havørred og en meget glad fluefisker blev fisken hurtigt genudsat, så den lever videre. 

– Havørreden blev taget på min favoritflue, der er en guldbassevariant bundet i en lang version med SSS Angel Hair i farven Alta Gold og på en lille vægtbelastet Kamasan B270 krog størrelse 10. Efterfølgende fangede jeg på samme flue endnu en pæn havørred og så flere springende havørreder på dette fantastiske spot.

 

Tradera

 

 

drømmerejse iFish Travel

Laksedrømmen, der blev til virkelighed i Varde Å

I dag klokken 9.15 traskede jeg og en makker ned til ned vandfyldte å med håbet om at lande en af de nyoprykkede blanke laks, beretter Jonathan Aarøe Pedersen: – Min lokale makker udpegede et lækkert spot i starten af et sving, hvor vi så lige så stille begyndte og fiske nedstrøms. Dagens agn var en kondomspinner i str. 5, så vi kunne komme godt ned i nogle af de mange huller. Efter 10 minutters fiskeri kom der en laks bag spinneren. Den vendte hurtigt om, hvorefter jeg lavede en langt spinstop – og BANG! Så var den der. Efter 10-15 minutters intens fight med tre nervepirrende spring kunne jeg lande min absolutte drømmefisk på 102 cm og 10.8 kg!

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel