– Hvilken aften jeg lige har haft, lyder det fra Lars Laursen. – Min fiskemakker og jeg har aftalt en fast fisketur hver uge, og normalt vil jeg helst på kysten, men i dag gad vi ikke køre i en time, for når man skal hjem, skal man sjovt nok også køre en time tilbage. Derfor blev turen lagt til den lokale sø.

– Fiskeriet var lidt trægt i starten. Der var ingen fisk, hvor de plejer at være, men jeg startede med en gedde på ca. 3,5 kg på en lille gul spinner. Steffen skulle lige bruge den første time på kalibrering af afstanden til bredden. Det endte med en klatretur i et af træerne, for pludselig sad superagnen så højt oppe, at vi ikke kunne nå den… Så har vi også prøvet det. Hvem mon giver kage på næste tur?

– Vi fiskede søen af, men der var ikke meget liv. Først da det blev lidt mørkt, fangede Stef en flot sandart på 4,4 kilo på en 15 cm Nils Master wobler, som han har fået af mig, så jeg føler, at 20% af den fisk var min. Lige efter fangede jeg en lille gedde på lidt over 40 cm. på næsten samme sted, som sandarten blev fanget. Det var på en kobber spinner. Nu måtte det tunge skyts prøves, så min 93 grams Line Thru Trout i de sikre geddefarver blev sendt i samme retning, som sandarten havde hugget. 3-4 kast skulle der gå, før der var hug – og det var en god fisk.

– Fisken var tung, og der gik noget tid, før vi så den. Første gang vi rigtigt så gedden i overfladen, kunne vi se, at det var en fin gedde – nok omkring de 10 kg. Efter 4-5 minutters fight ved båden, var fisken mør til landing. Oppe i båden, kunne vi se, at den lige havde spist en ret stor fisk, så den havde en ordentlig mave på. 109 cm målte vi fisken til og vægten sagde 11,2 kg.

 

Shimano Ultegra

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This