Det er magisk, når makrellen hugger og flåddet pisker ned. Her får du opskriften på hvor – og hvordan du kan fiske efter bolværkstunen i de danske havne.

AF JIM PEDERSEN

HAVNEMAKRELLERNE kan fanges på et utal af måder – og den ene er ikke finere end den anden. Du kan bruge alt fra mindre pirke med makrelforfang, som vist på fotoet ovenfor – over fluegrej – til det mere traditionelle medegrej, som i generationer har stået tidens test på de danske moler.

FLÅDFISKERI ER FOR FEDT. Det allersjoveste er helt klart at fiske fra kajen med let glideflåd og en sildestrimmel som agn. Dit grej skal være let – dvs du bruger 0,25 mm nylon og dertil passende stang samt hjul. Dette er den fedeste måde at fiske makrel på. Det super geniale ved makrelfiskeriet er, at du skal stå tidligt op og være klar til at fiske fra omkring solopgang og et par timer frem. Du skal nyde den ubeskrivelige fred og ro der er, inden byen vågner. Du føler næsten, at tiden er gået i stå, og at du er den eneste i hele verden lige nu. Det er en følelse mange inkarnerede medefiskere kan genkende. Det er præcis dét medefiskeren oplever, når man sidder på sin stol ved en underskøn lille sø en tidlig morgen.

STEMNINGEN er meget vanedannende. For mit eget vedkommende startede det, da jeg gik i folkeskolens fjerde klasse, og jeg har været hooked lige siden. Det er ikke en advarsel, men derimod en anbefaling.

Mange havnebassiner har en dybde på omkring 8-10 meter. Om morgenen kan du starte med at fiske på 3 – 4 meters dybde. Du forsøger dig frem med at fiske dybere en halv meter ad gangen, indtil du fisker på et par meters dybde. Hvis dybden i havnen er 4-5 meter, starter du med at fiske midt i vandet. I arbejdet med at afsøge dybderne her, skal du være meget opmærksom på, at få afprøvet at fiske lige over bunden. Her kan der stryge små-stimer af makrel rundt dagen igennem.

Flåddybden er meget vigtig. Havnemakreller er ikke meget for at ændre på den dybde de svømmer i netop nu. Du er derfor nødt til at prøve forskellige dybder, indtil den rette dybde er fundet. På vanskelige dage, kan mindre end en halv meter gøre stor forskel.

Morgenstund på ydermolen. Det gælder om at være på plads, når havet er roligt.

                                                       Morgenstund på ydermolen. Det gælder om at være på plads, når havet er roligt.

 

THE ZEN MOMENT: Pludselig afbrydes freden og roen. Flåddet forsvinder lynhurtigt langt, langt ned. En makrel har taget agnen – og flåddet forsvinder i stilhed med en uvirkelig hastighed. Det er lidt ligesom et stjerneskud.

Pludseligt, voldsomt og uden en lyd. Det er NU du skal være klar og give tilslag. Kroger du makrellen, starter der nu en forrygende fight. Makrellen er én stor muskel, og den pisker rundt fra den ene side til den anden. Det er utroligt, at en makrel på bare 500 gram kan være så stærk. Spolen på dit hjul pisker rundt, når makrellen tager udløb. Det er det her, jeg drømmer om hele vinteren – en vild fight med en havnemakrel.

Der er en stor forskel på at fighte makrel fra havnekaj frem for at fighte makrel under kastefiskeri med blink. Du kan opleve lidt det samme, når du fisker makrel med flåd fra båd. Makrellen fighter altid fantastisk, men der sker noget særligt, når du fighter makrel nogle meter lodret nede i vandet. Det er som om den har uendelige kræfter og ikke vil give op, når den drøner af sted. Først i den ene retning og så den anden retning.

SÆSON: Fra sommer til efterår kan du fange makreller i havnebassinererne. Betingelsen er først og fremmest klart vand, og det vil sige, at der helst skal være fralandsvind. I sin evige jagt på føde, ender makrellen ofte i en slags blindgyde – ofte inderst i et havnebassin. Og – måske er det ikke så tosset en idé endda, fordi makrellens fødeemner har det på samme måde. De kan heller ikke finde ud af, at komme ud af blindgyden. 

I hvert fald ikke lige med det samme. I starten af sæsonen er makrellen planktonæder. Her kan du opleve at se stimer af makrel svømme lige under overfladen med åben mund og udspilede gæller. Disse makreller kan være meget svære at fange. Senere æder makrellen andre småfisk, fx sildlinger og tobis – og så går det bedre med at fange den.

 

TEKNIK: Du skal bruge et flåd med gennemløb i bunden af flåddet. Det skal være slankt og med en bæreevne på omkring 2-10 gram. Brug det lettest mulige på dagen. Nogle kalder den type flåd for et penneflåd eller waggler. Er der lidt gang i vandet med strøm og bølger, kan det være en ide at bruge et flåd af typen avon. Det hedder et flåd og ikke en prop. En prop er noget der er i toppen af en vinflaske. Et flåd er ikke bare et flåd, ligesom en bold ikke bare er en bold. Kan du forestille dig fodboldlandsholdet bruge en badebold eller tennisbold? Sikkert sjovt at se, men det duer ikke rigtig – vel.

En vigtig ting ved fiskeri med glideflåd er stopknuden. Den skal være så lille som muligt, så den ikke generer under kastet. Jeg bruger altid sytråd til at binde stopknuden med. To gange rundt om linen – en almindelig kællingeknude – en omgang rundt om linen og så et par kællingeknuder og måske en gang rundt mere. Er den bundet ordentlig, sidder den fast, men den må ikke sidde mere fast end den kan flyttes op og ned, hvis du vil skifte dybde. Mellem stopknuden og flåddet skal der være en lille perle med et lille hul. Afstanden mellem krog og bly skal være en meter og krogen skal være nederst. Jeg bruger for det meste en lille tre-krog i størrelse 8-10.

MAKRELLER kan fanges rigtig mange steder og på mange måder i Danmark. Her vil jeg gennemgå fiskeri med naturlig agn og glideflåd, som det fiskes fra en havnekaj. Du kan fange makrel i mange af de danske havne. Der er havne, hvor der kommer makrel hvert eneste år, og der er havne, hvor makrellen kommer mere eller mindre tilfældigt i jagten på føde. Det gælder om at have fingeren på pulsen og være klar. Det er aldrig til at vide, hvornår stimen forsvinder igen.

KØBENHAVN: Her fortæller Jan Kristoffersen fra Jan’s Lystfiskershop, at det især er i bunden af havnebassinerne ved Orientkaj og Sundkaj du finer makrellerne. Og hvis du kan komme til på Langelinie, er det også et hot-spot. Jan fortæller, at chancerne for makrel er bedst fra solopgang og et par timer frem. Her er der mange, der bruger den lille agnfisk, der bliver kaldt smelt. Den kan købes i flere grejbutikker, bl. a. Jan’s Lystfiskershop. De kan være lidt løse i kødet, men det går fint at sætte krogen lige bag øjet, foran gællerne. I Københavns Havn er det afgørende, at der er vestlige vinde for at få det klare makrelvand. I løbet af sensommeren, er det er godt tegn, at der er brandmænd i vandet.

Tænk engang, - hver eneste makrel har sit mønster. Præcis som en stregkode.

Tænk engang, – hver eneste makrel har sit mønster. Præcis som en stregkode.

 

HELSINGØR: Her kan du fange makrel i Statshavnen meget tidligt om morgenen, og en flåddybde på cirka tre meter er et godt udgangspunkt.

KALUNDBORG HAVN: Lidt overraskende for mange er måske, at der kan være et forrygende godt makrelfiskeri i Kalundborg Havn. Her kan store stimer af makrel forvilde sig ind. Det er igen især i bunden af havnebassinerne, at du finder fiskene.

KNUDSHOVED FÆRGELEJE er det sted jeg vil satse, når det gælder makrel på Fyn. Der kommer ofte stimer forbi molerne, men om de også kan fanges i selve havnebassinet må komme an på en prøve. Igen er det fra solopgangen og et par timer frem.

ÅRHUS HAVN byder på et kanon fiskeri efter makrel. I år ankom makrellen allerede midt i maj, og dér vil den kunne fanges indtil sent efterår. Claus Hingeberg, Fishing Gear (tidl. Stef’s Lystfiskergrej) i Fredensgade, fortæller, at han fangede makrel i havnen i december 2017, så det kan også lade sig gøre sent på sæsonen!

Fiskeriet foregår især i det nordlige bassin, det med Udsigtstårnet. De skrappe drenge står i bunden af basssinet og fanger mange makrel, så det er bare med at stå tidlig op eller blive længe oppe. Fiskeriet er bedst ved solopgangstid. De bedste fangster på glideflåd gør de fleste med smelt, som bl.a. købes hos, Fishing Gear i Fredensgade.

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Havn’s nordmole er et fiskeparadis året rundt og selvfølgelig også i makrelsæsonen. En visionær havnebestyrelse har valgt, at give adgang til lystfiskere og alle andre der holder af en tur på molen. Modsat alle andre havne, har man valgt, at opsætte ”terrorhegnet” på langs af molen. Alle andre havne har spærret for adgangen, på en meget mere restriktiv måde, således at gode fiskepladser og rekreative områder har et ”adgang forbudt-skilt”, i stedet for et ”velkommen-skilt”.

SKAGEN HAVN I området omkring den store vestmole kan du fiske makrel i hjørnet og langs Krydstogtskajen samt ude på Pier 10. Når vejret er til det, er der et forrygende fiskeri. Dybden er 10-12 meter, og det kan godt betale sig at fiske helt nede på 6-8 meter, når morgenracet er slut.

HIRTSHALS HAVN I denne store havn er det muligt at fiske makrellen med flåd fra Vestmolen og Tværmolen. Der kræver, at vandet er klart og roligt. Makrel len fanger du her på omkring tre meters dybde, men også dybere.

HANSTHOLM HAVN er kendt af mange lystfiskere. Der er mange muligheder, men de er helt afhængige af vejret. Fiskeriet med glideflåd, vil jeg koncentrere i yderbassinet fra den højre mole. Generelt kan man sige om Hanstholm, at det kan være svært at ramme de gode dage med roligt og klart vand. Men når du så rammer dage med klart vand, kan du opleve et forrygende fiskeri.

Både i Hirtshals og Hanstholm er det populært, at bruge tobis som agn. Kvaliteten kan dog være meget svingende, så det er en god ide at være forberedt med alternativ agn.

THORSMINDE HAVN kan til tider have et godt makrelfiskeri. Du kan fiske makrel i kanalen og på ydersiden af molerne. På ydersiden skal du lige være opmærksom på stenene, der kan være meget glatte. På en varm sommerdag med østenvind plejer det ikke at være noget problem – og her behøver flåddybden ikke være mere end et par meter.

HVIDE SANDE HAVN er kendt vidt  og bredt for sine gode fiskemuligheder. Der gælder særlige betalingsregler for adgang til fiskeri fra havn og moler i Hvide Sande – tjek denne hjemmeside: http://www.hvidesande-sportsfiskercenter.dk/betalingszoner 

ESBJERG HAVN er lidt anderledes end andre havne. Den ligger i Vadehavet, og her hersker det daglige tidevand over fiskemulighederne. Der kan til tider være ganske mange makreller. Mange fisker udelukkende med blink og ophænger. Vandet kan være ret grumset, og det kan være forklaringen på, at der stort set ikke fiskes med flåd og naturlig agn. Men er du på de kanter, så giv det en chance.

 

Friluftsland

 

 

Artikelforfatteren nyder en stille aften i Helsingør Havn.

Artikelforfatteren nyder en stille aften i Helsingør Havn.

    Hvidovre Sport 2025

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This