jun 21, 2021 | Nyheder
– Jeg har haft en fantastisk weekend, og på billedet ovenfor er det tydeligt at se hvorfor jeg er så glad, fortæller Yana Berntsen. – Målet var at fiske efter karper, og jeg havde fodret et spot op med majs. Der skete dog ikke det store, og da dagen var ved at nå enden – med blot to mindre karper som resultatet, var jeg ved at overveje at pakke sammen, da min alarm pludselig skreg. Jeg skyndte mig hen til min fiskestang og gav modhug. Med det samme kunne jeg mærke, at fisken var både større og stærkere end de forrige fisk. Adrenalinet kørte i min krop, og det var ubeskriveligt. Mine knæ smeltede af spænding, og hænderne rystede som aldrig før, men til sidst lykkedes det mig at få denne skønhed i nettet, og slå min personlige rekord med denne fine spejlkarpe 5,7 kg. Jeg vil gerne tilmelde din fisk til Kinetic Fiskecup 2021, slutter hun.
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
jun 21, 2021 | Nyheder
– Meldinger fra forskningstogter i Norskehavet tyder på, at 2021 bliver et stort pukkellakse år – og at der er en vis sandsynlighed for, at vi kommer til at se dem i Danmark her i år – præcis som i 2017, hvor der blev indrapporteret en del fisk i en del vestjyske åer samt helt ned til Sjællands Odde. Sådan lyder det fra Henrik Carl – Statens Naturhistoriske Museum.
– Pukkellaksen stammer oprindeligt fra den nordlige del af Stillehavet samt tilløbende vandsystemer, og de fisk, som vi de sidste år har set i danske farvande stammer fra nordvestrussiske udsætninger. Heroppe har pukkellaksen slået temmelig godt an og er begyndt at yngle, hvilket har betydet nogle kæmpe årgange, der med års mellemrum forvilder sig sydpå – blandt andet til danske farvande. Pukkellaksen bliver kun to år – og det er derfor typisk hvert andet år, at de optræder i større mængder tæt på land eller oppe i vandløb.
– Hvis de kommer til Danmark i 2021 vil det sandsynligvis ske i løbet af sensommeren, slutter Henrik Carl.
Fanger du en pukkellaks skal den naturligvis med hjem – og du må meget gerne sende en rapport – både her til fiskogfri.dk på jb@fiskogfri.dk eller til Fiskeatlasset. Det er pt uvist hvad pukkellaksene kan have af betydning for vores hjemmehørende arter.
Du kan også læse mere om 2021 som pukkellakse år på fiskepleje.dk
FOTO: HENRIK CARL
jun 21, 2021 | Nyheder
– Endelig ankom den sidste af de 10 belugaer over 50 kg til Simons Put and Take – og hvilken én af slagsen!
– Storfisken er udvejet på stør-bruget til cirka 68 kg, og da fiskens trivsel er vigtigere end marginaler, kom den direkte ud i søen uden yderligere vejning. Sådan lyder det fra Simon Agerholm, der driver Simons Put and Take, hvor der både er en børnesø, en storfiske sø med masser af større regnbuer – samt en størsø, velbesat med en af de største populationer af større stør i Danmark. – Det er alligevel nålen på vægten, som tæller, når en heldig & dygtig lystfisker en dag fanger den.
Størfiskeriet har udviklet sig enormt de sidste år, og i Simons, som er en af de søer i Danmark med flest store stør, er der eksempelvis 15 stør over 50 kg og omtrent 60 over 30 kg. Den gamle grusgrav ved Gundsømagle på Sjælland er uden tvivl en af Nordens absolut heftigste størsøer, for dem der er til hjemligt “big game”.
jun 20, 2021 | Nyheder
– Mig og en kammerat havde aftalt at tage en tur til Kolding Å, fortæller Morten Schiønning. – Til trods for en lidt sen opgang og manglende fangstrapporter, valgte vi at alligevel at give det et skud. Vi vidste godt, at der ikke stod mange fisk i åen, men at chancerne for større fisk bestemt var til stede. Efter de store nedbørsmængder tidligt på sæsonen, var åen igen faldet tilbage til dens normale vandføring. Derfor tog vi afsted i de tidlige morgentimer, for at håbe fiskene ville være nemmere at få i tale. Efter et par timers fiskeri over åens populære stræk, måtte vi erkende at hugget udeblev. Selvom solen og en skyfri himmel var kommet frem, valgte vi at fiske videre og prøve et andet stræk længere nedstrøms.
– Jeg valgte at tage en lang gåtur nedstrøms til et mindre populært stræk, og efterfølgende fiske det med en opstrøms spinner. Efter kort tids fiskeri kom jeg til en dyb rende, hvor jeg lagde flere præcise kast henover. Dette viste sig at være en god ide, for først da spinneren kom helt inder under brinken, valgte en flot havørred at hugge, lige nede foran fødderne på mig. Jeg så med det samme, at der var tale om en flot nystegen fisk, hvorfor min kammerat hurtigt måtte komme og hjælpe til med landingen. Efter en rigtig flot kamp kunne vi sammen glæde os over, at det var lykkedes at lande en rigtig flot havørred, under højlys dag og i rigtigt sommervejr. Jeg vil gerne tilmelde min fisk Kinetic Fiskecup 2021.
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
jun 20, 2021 | Nyheder
Lidt over midnat i nat postede vi nyheden om Henrik Carls 37,5 kilos malle fra Roskilde Fiskeland, der er potentiel ny danmarksrekord på put and take listen. Med på teamet var Dennis Buch og Tim Jørgensen. Klokken 4.22 var det Tims tur til at få et hug, som faktisk faldt på Dennis´s stang –en 5,5 lb spod stang fisket med en 900 grams karusse. Mallen leverede som Henriks fisk en fantastisk fight på trods af det det tunge grej, men den flotte fisk blev til sidst landet i det tiltagende lys. Tims flotte fisk vejede 35,5 kilo.
Alt i alt en nat, der vil gå over i dansk mallefiskehistorie med to fisk over den gældende rekord.
jun 20, 2021 | Nyheder
Vi har netop fået en dugfrisk melding fra Henrik Carl, der her i går aftes tog ud for at fiske målrettet efter maller i Roskilde Fiskeland. – Vi startede her for et par timer siden med at fiske med karusser i 7-800 grams klassen på knækliner op til nogle træer, og allerede efter et par timers fiskeri gav det bonus med et screaming run.
– Eftersom vi ved, at nogle af mallerne her er rimelige pæne, fisker vi med rigtigt malledrej – TLD 25, 150 lbs fletline osv, så vi kan holde fiskene stenhårdt for at undgå, at de går i træerne. Planen holdt stik, og det lykkedes med det samme at presse mallen fri af de udhængende træer. Under den cirka ti minutter lange fight på det kraftige grej tog mallen flere fine 10-15 meters udløb på en næsten blokket bremse. Til sidst kom fisken dog i land, og det viste sig at være en 180 centimeter+ lang malle på 37,5 kilo, slutter han sin melding på telefonen, mens han er ved at sejle taklet ud igen…
Henrik Carls malle er med god margin markant større end den tidligere rekord på put and take listen, som er Peter Sørensens 26,452 kilos malle fra samme sø, der blev taget den 13 september sidste år. Det bliver spændende at se, hvad Henrik og hans venner fanger yderligere i nat…
jun 19, 2021 | Nyheder
– Jeg havde længe gået rundt med tanken om en tur i natten efter de stærke sommer fisk, fortæller Jimmy Overby Storm. – Og som sagt – så gjort. Jeg landede på pladsen lidt tidligt klokken cirka 20.30, og efter nogle timer uden tegn på fisk, besluttede jeg mig for at holde en lille pause. Nu var solen næsten helt væk og strømmen var begyndt at løbe. Mens jeg holder pause springer en stor fisk fri af vandet og giver et massivt plask. Med et er pausen slut, og jagten på den fine fisk begynder.
– Først, da fluen lander midt på det lille rev, hugger fisken. En stærk havørred har inhaleret min store cigarflue, og kaster sig ud af vandet som en gal. Efter en lang kamp glider den smukke fisk over netkanten, og alt det bøvl med at jogge rundt i store rullesten, giver pludseligt meget mening. Havørreden vr 62 cm og dejlig rund.
jun 19, 2021 | Nyheder
– Jeg har researchet som en gal – pryglet nettet igennem og bladret i bøger – for at være i sync med denne lille frækkert. Sådan lyder det fra den skrappe UL- og artsfisker Jorn Nordahl. – Endelig havde jeg nogenlunde styr på teknik, agn og spot, så nu skulle forsøget gøres! Og det lykkedes sgu! – Samtidig er jeg ganske sikker på, at de tre jeg fik i feltakvariet, er nogle af de første stangfangede hundefisk i Danmark
– Som de inkarnerede artsfiskere sandsynligvis er klar over, er det i Oksbølområdet at “slaget skal slås”. Det er nemlig kun i dette hjørne af Danmark, at den lille invasive drønnert kan fanges. Arten er slæbt her til for en del år siden af tyske agn-fiskere, og har efterhånden etableret sig i søer og grøfter i det store område vest for den lille vestjyske by.
– Første spot var resultatløst, så det er – selv om hundefisken efter sigende skulle være ret udbredt – stadig en art som skal opsøges. – På spot nummer to var der i første omgang heller ikke nogle pillerier, men efter den lange gåtur ind i ingenmandsland, skulle lungerne lige plejes med lidt tobak… Og de fem minutters timeout var nok til, at der kom et dyk på mit lille wagglerflåd. Et halvt minut senere røg flåddet helt under, tilslaget sad som det skulle, og derfor kunne jeg kort efter frigøre min første hundefisk fra den lille ormeagnede str. 28’er krog. Hvor er det ustyrligt lækkert når der er “pay-off” på de mange research-timer. Hermed kunne jeg både notere mig UL-art nummer 75, og samtidig strege en “på kanten til umulig”-art fra listen. Læs mere og se flere fotos på Jønrs hjemmeside.
Lille hundefisk har været fanget enkelte gange før, men eftersom der ikke er nogen, som har tilmeldt en dokumenteret fisk som rekord, er Jørns lille hundefisk en potentiel rekord, hvis han tilmelder den til Rekordudvalget. – Det er en svær fisk at fange, fordi den ofte gemmer sig i grøde og vegetation på meget lavt vand, hvor det rent lavpraktisk er svært at fiske. Jørns lille hundefisk er derfor en flot præstation, kommenterer Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum.
jun 19, 2021 | Nyheder
– For et par dage siden var min søn Mikkel og jeg på en superfed tur til Det Gule Rev på Nordsøen med Mølboen med 12 mand ombord, fortæller Rene Kristensen. – Vi tog afsted klokken fem om morgenen, og for min søn Mikkel på 13 år, var det hans første tur til Det Gule Rev. Turen havde han fået i julegave, så han havde ventet spændt på, at vi skulle afsted. Fisketuren var oprindeligt booket til d. 8 juni, men pga. dårligt vejr blev den udsat hele to gange, før vi kunne komme afsted, så det var forløsende endelig at komme på havet.
– Fiskene, vi fangede, var primært torsk, med enkelte lyssej i mellem. Og det var generelt store fisk, der blev trukket ombord. Der var i hvert fald 8-10 stykker på over seks kilo, og den største på Mølboen den dag var vist omkring de 8 kilo+. Fiskene blev primært fanget på blæksprutteforfang i alle mulige farver.
– Vi to havde nok samlet omkring 80-90 kilo fisk med en snit vægt på omkring de 3kg. De tre største vejede 6- 6,5 og 6,7kg. Der var masser af fisk, så de fleste havde noget der mindede om en fiskekasse fyldt med fisk, da vi kom hjem. Armene var derfor lange, og på et enkelt drop af taklet landede min søn en af gangene hele tre fisk med en samlet vægt på 14 kilo. Vi skal helt sikkert Mølboen igen næste gang, vi tager på revet. God fangst derude, slutter han.