aug 12, 2021 | Nyheder
– Min fiskekammerat Marcus Gamdrup og jeg tog et smut ned til Knähaken i Helsingborg den anden aften for at få et par kast, fortæller svenske Markus Attoff. – Jeg havde pralet lidt af de mange havørreder, som jeg havde fået de sidste par uger på 3-3,5 kilo, så nu fik jeg selskab. De sidste par år der det dog ikke gået så godt for mig, så det er også rart med lidt medgang.
– Da vi var kommet godt ud på molen åbnede himlen sig, og lynene bragede over os, så vi tog flugten de 450 meter mod ”land”, men jeg kunne ikke dy mig for at fiske på vej ind af. Og i det samme huggede en god fisk, der leverede et brag af en fight, mens himmel og jord stod i ét. Marcus hjalp mig med at lande fisken, der var 73 cm og 3970 gram. Jeg kan klart anbefale en havørredtur herover på den svenske side af Øresund. Nogle dage kan det være helt vildt – og andre dage fisketomt, men sådan er det vel alle vegne. Og er det ikke også det, som det hele drejer sig om? Ørreden nappede en gul/orange gennemløber. Skitfiske! – som er Sveriges svar på ”Knæk & Bræk”, slutter Markus.
aug 12, 2021 | Nyheder
– Det er længe siden, at vi har fisket med Muddi, men der var lige plads til os på en 12 timers tur forleden, fortæller Jesper Smed Nielsen. – Vi gik til køjs under dæk klokken 22, og stod op klokken seks, så jeg kunne lige nå at hente friskt morgenbrød hos købmanden, inden vi sejlede. Og så var det ellers bare med at komme afsted. Vejret var fornuftigt med udsigt til at blive bedre, og det holdt heldigvis.
– Da skipper Birger Lundsgaard Jørgensen dyttede for første gang med hornet, var vi på et sultent vrag, og det resulterede i at min sidemand, der var tysker, satte tre sæt dernede med det samme. Det lærer man af, skulle man tro, men han fortsatte hele dagen! Der kom lidt torsk, og jeg fik en lange, men de væltede ikke ligefrem op, så det var snart med at komme videre til et nyt sted. Her gik det bedre, og der kom fisk op hele vejen rundt, men min sidemand satte endnu et sæt.
– Herefter førte Birger os videre på bølgen blå, og på den næste plads gik det vildt til, for vi ramte lige ned i en kæmpe bunke torsk – og de var hugvillige. Det væltede op med fisk i 2 til 4 kilos klassen, og man nåede knapt bunden, så var der to og flere gange tre fisk på. Vi fik derfor hurtigt godt med frisk fisk i kassen, og vi rensede fisk hver gang vi flyttede samt fik is på, så de var helt friske, da vi var færdige på dagen!
– Nå – men de stak af, så måtte vi søge efter fisk andre steder, og sådan gik resten af dagen med et super fiskeri. Pia Pedersen og jeg endte hver med en kasse blandet fisk med lange, torsk, mørksej og makrel, så det må være godkendt! Da der blev ringet af, riggede vi grejet af og gik under dæk for at sove. Der var trods alt 350 km hjem.
Du kan se torskene flokkes om taklet på denne undervandsvideo.

Torsk blev det taget masser af på turen med Muddi.
aug 12, 2021 | Nyheder
Karup Å ved skive er især kendt for sine store havørreder, men der fanges af og til også en enkelt laks, hvilket skete forleden:
– Jeg er en inkarneret dansk fisker, som har boet i Norge de sidste 15 år, beretter Allan Sønderbæk. – I mandags var jeg ved Karup Å for første gang nogensinde. Her fangede jeg en laks på 5,9 kilo samt 85 centimeter med orm, en let spinnestang og 0,23 line, fordi stort set alt mit udstyr er i Norge, så det var denne spinnestang, jeg havde med på ferie i Danmark. På turen fangede jeg også en lille aborre og en skrubbe. Nettet var alt, alt for lille, så jeg fik hjælp af en hyggelig fisker efter 20 minutters intens fight. Min laks er den tredje laks, som er taget i Karup på tre år – og den er så vidt vides den første, der er taget i åen her i 2021. – Laksen har forresten nok red skin disease, så jeg har været i dialog med DTU Aqua og har sendt prøver af fisken til dem, slutter han.
Har du selv oplevet noget spændende ved åen – eller måske ligefrem fået en lidt usædvanlig fisk, som Allan, må du meget gerne sende os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
aug 11, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
– I en ellers travl hverdag, var det lykkedes mig lige at klemme et par timer ind ved det lokale vand, beretter Morten Lundsteen. – Med en let oppakning med lidt foder og en enkelt stang, net og afkrogningsmåtte begav jeg mig rundt om søen, hvor jeg fik fodret et par pladser op, samtidigt med at jeg med polbrillerne holdt øje med tegn på fisk. Efter noget tid lykkedes det mig at finde en mindre gruppe fisk, helt inde på det lave vand ved bredden.
– Karperne var dog på ingen måde interesseret i mit brød, men cruisede bare stille og roligt rundt. Jeg valgt derfor at liste videre og fandt hurtigt endnu en lille gruppe fisk, som jeg fik sneget mig ind på. Et nyt stykke brød blev placeret lige ved sivkanten, hvor jeg kunne se en spejlkarpe, der stod og solede sig. Med sveden dryppende og hjertet helt oppe i halsen, kunne jeg se karpen stige op og tage brødet, der resolut blev kvitteret med et tilslag og en god fight var i gang.
– Karpen trak ud på dybere vand, hvor jeg roligt kunne udtrætte den, før den sikkert gled ind over den ventende netkant. Selvom det er en af de mindste karper, jeg har fået i år, var glæden stor, da det er en af de smukkeste karper jeg har fået i år, fordi den har en helt fantastisk skælsætning. Fisken tilmeldes hermed til Kinetic Fiskecup 2021.
————-
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
aug 11, 2021 | Nyheder
– Jeg ringede til min kammerat Brian mandag aften, og spurgte om vi skulle en tur i åen, nu hvor der var kommet godt med vand, beretter Martin Botten Dam-Christensen. – Kort efter tog vi afsted og fik to mindre ørreder samt et par fine aborrer. Men så var klokken ved at blive mange, og lyset forsvandt stille og roligt.
– Men så kom hugget og min UL stang var spændt godt op under fighten. Kampen med fisken gik fint, og til sidst fik Brian nettet fisken. Et par hurtige billeder blev taget og havørreden fik sin frihed igen. Fed oplevelse i godt selskab, slutter han.
Har du selv været ude at fiske ved åen, så send os din fortælling og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
aug 11, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Der er sket en kæmpe udvikling indenfor baitcasterhjul over de sidste årtier. Allerede i midten af 00´erne var Shimano i front med de første baitcasters med digital kastebremse, hvor en indbygget computer med ultra høj frekvens udregner, hvor meget ekstra pres der skal lægges på den manuelt indstillede kastebremse løbende igennem kastets faser, indtil agnen lander i vandet. Den digitale bremse – alias DC – udregner altså konstant og løbende igennem hvert eneste kast – splitsekund for splitsekund – hvor meget modtræk, der skal lægges på spolen for at undgå overløb. En supergenial ide, der gør det markant lettere for begyndere at kaste med multihjul.
Det startede med Shimanos baitcaster Calcutta DC i 2004 og efterfølgende Calais DC i 2006. Begge hjul var i den pebrede ende af prisskalen. Sidstnævnte var mit første bekendtskab med digitalbremser på baitcasters – og der er ingen tvivl om, at det var et blæret hjul med stort B. Digitalbremsen var dog ikke nær så velfungerende som nutidens digitalbremser, og det mest iøjnefaldende ved hjulet var nok i virkeligheden gavlen, hvis alt for seje åbningsmekanisme ledte tankerne hen på en dekadent luksus sportsvogn med et virkelig seriøst scorepotentiale.
Enheden, der måler spolens omdrejninger på de nye DC-baicasters, er stadig den samme som på førstegenerations DC-hjulene, så den langt bedre performance på de helt nye DC-bremser anno 2021 skyldes især forbedringer på realtime-feedback systemet samt det program, der styrer den elektromagnetiske bremse, som er hjertet i de nye DC-kastebremser.

På fronten af højre gavl indstilles hvilket af de 4 modes DC-bremsen skal køre i.
Digitalbremse så alle kan være med
Med det nye Shimano SLX DC er den revolutionerende digitalbremse teknologi omsider kommet ned i et niveau, hvor alle kan være med – nemlig 1799 kroner i vejledende udsalgspris. Hjulet kaster som sine forgængere aldeles fremragende. Indspinningen er vibrationsfri – og fightbremsen kører super blødt uden opstartsfriktion. Lineføreren gør sit arbejde med et godt lineoplæg – og alt er i det hele taget lige præcis, som det plejer at være på et Shimanohjul.
Digitalbremsen, hvis batterier oplades som en dynamo af spolens rotation, fungerer perfekt, hvis man bruger de fire indstiller på fronten af højre gavl korrekt. Indstilling 1 er et mode, hvor den næsten ikke bremser, hvilket er helt perfekt til at opnå maksimal kastelængde på almindelige kast under almindelige forhold for en øvet multihjulsfisker, der er vant til at kaste med lowprofile hjul, hvor man lige giver spolen lidt tommelfinger et nannosekund, inden nedslaget af agnen. 2´eren giver lidt mere modtræk og er et godt allround valg til moderat modvind med almindelige flet- og monoliner. 3´eren anbefales til fluorocarbon-liner og hård modvind, mens 4´eren er en indstilling, der primært bruges til hårde svirpende underhåndskast ind under broer eller grene med den såkaldte skipping-teknik, hvor agnen nærmest skydes lavt hen over overfladen med ret hård acceleration.
Meget lettere at kaste med DC-kastebremser
Med det nye SLX DC udregnes modtrækket på digitalbremsen 1000 gange i sekundet – og det virker! På indstilling 3 og 4 kan man i praksis kaste igennem uden at bruge tommelfingeren til at bremse med overhovedet, hvilket især for begyndere vil give en rigtig god start på fiskeriet, næsten uanset hvilke agn, man fisker med. Med det i mente, skal man selvfølgelig også være klar over, at jo mere idiotsikkert, højre modtræk og større bremseeffekt – desto kortere kast. Fisker man under forhold, hvor kastelængde er vigtigere end præcision, vil det derfor være indstillingerne 1-2 man skal bruge på digitalbremsen.

Shimano SLX DC ligger perfekt i hånden – og kaster som en drøm.
Selvom DC udgaven af SLX fylder en anelse mere end den oprindelige SLX med normal kastebremse, så ligger den alligevel super fint i hånden under det praktiske fiskeri. Hjulet er en anelse lettere end det lidt dyrere Shimano Curado DC, som ellers fungerer på nogenlunde samme måde. Under kastet med DC bremsen afgives en lyd, der minder lidt om en fin, nedtonet jetmotor. Afhængig af hvem, der lægger ører til kan denne lyd, som er utalt på alle fire bremseindstillinger, karakteriseres som alt fra über cool til småirriterende. Hjulet, der kan klare et bremsetryk op til 4,5 kilo, fungerer super godt på et bredt spektrum af stænger med forskellige aktion.
Hjulhuset på SLX DC er lavet af koldhærdet aluminium produceret med Shimanos Hagane proces – og er med sin matsorte finish en fryd for øjet. Det super lækre og velfungerende SLX DC, der blot vejer 215 gram, fås i tre gearinger – 6.3:1 – 7.2:1 og 8.2:1, og hjulet er udstyret med 4 + 1 kuglelejer.
Skal man nævne et eneste mikroskopisk minus må det være, at det er knapt så intuitivt let at åbne gavlen, som på de tidligere DC-lowprofile modeller fra Shimano. Men – når man lige har fundet teknikken, så fungerer det aldeles udemærket.
Alt i alt et fantastisk baitcaster hjul, hvor man får virkelig meget god kvalitet for pengene.
Læs også om hjulet her på Shimanos hjemmeside.
Testet af Jens Bursell
aug 11, 2021 | Nyheder
– I går aftes fik min kammerat Johannes Bang lokket mig med ud til Poppelsøen ved Ballerup for at fiske efter stør, beretter Henrik Carl til Fisk & Fri. Vi havde en superhyggelig aften, og blandt de fisk, jeg fik, var “Den Lille Hviluga” fra Poppelsøen, som jeg har været på jagt efter længe. Fisken var nu på ingen måde lille med sine 32 kg. Denne fisk vejede 24 kilo, da den blev sat ud i efteråret 2019, så den har haft det godt i den lille sø.
– En hviluga er en krydsning mellem en hvid stør og en beluga. Det er en hybrid, der generelt klarer sig ret godt i de danske søer, slutter han.
– Har du selv været ude for at fiske efter stør, hører vi meget gerne fra dig. Send din fiskeberetning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
aug 11, 2021 | Nyheder
– Det sidste stykke tid har budt på rigtig gode ture i såvel fjorden, som på den åbne kyst, fortæller Jesper Marker. – I fjorden har der dog været en tendens til at fiskene i højere grad blot fulgte blinket eller fluen, og efterlod et hul i vandet når de slog af helt inde under stangspidsen. Derfor faldt valget på at prøve den åbne kyst på Vestsjælland.
– Der var umiddelbart lidt tvivlsomme forhold, da vinden havde godt fat i kysten, men efter lidt hopperi i bølgerne mærkede jeg et godt hug, som blev afløst af tunge rusk og udløb på linespolen. En rigtig flot havørred på cirka tre kilo tog et spring ud af vandet, hvorefter den kort tid efter slap krogen, og væk var den. Efter et par eder, og et skeptisk kig på min nye fluekrog måtte jeg bare erkende, at store fisk nogle gange trækker det længste strå.
– Der skulle dog ikke gå lang tid før en fin ørred på 54 cm havde taget min Grå Frede med Blodtud. Denne fisk kom fint med ind, og blev sat hurtigt tilbage. Nu gik der en times tid, før jeg igen fandt fiskene, og denne gang var det en smuk tyk sommerørred på 61 cm, som kæmpede i bølgerne, samt blev landet efter en ligeværdig og intens fight. Dagen blev rundet af med endnu en ørred omkring 55 cm, som også hurtigt blev genudsat. Alt i alt en skøn dag med masser af fiskeoplevelser.
aug 11, 2021 | Nyheder
– Min ven og jeg havde brugt de sidste par dage til at forberede en fisketur efter karper fortæller Mahdi Shabani Siahgaldeh. – Det eneste vi ventede på var en fridag hvor vi kunne tage afsted fra meget tidligt om morgenen. Da dagen oprandt stod vi op meget tidligt, pakkede grejet i bilen og skyndte os til spottet. Jeg startede op med at kaste lidt madding ud, som jeg plejer. Herefter sejlede vi lidt videre og lagde båden til rette samt lagde anker, så jeg kunne kaste hen til foderpladsen.
– Mit flåd blev kastet ud, og så ventede jeg ellers på karperne. Der gik ikke længe, inden der var bevægelse i flåddet. Jeg tog stangen i hånden, så jeg var klar til at gøre modhug, og pludselig var flådtoppen helt nede under vandet. Men – fisken kæmpede ikke helt som en karpe. Da den kom op til overfladen og kæntrede i vandet, kunne jeg godt se, at det ikke var en karpe, men min allerførste brasen. Efter et par flotte billedder med skønheden, satte jeg den tilbage i vandet igen. Vi fornemmede allerede nu, at det vil blive en skøn dag med masser af fisk – og karper fik vi – som du kan se herunder – også på pladsen. Jeg vil gern tilmelde min karpe og brasen til Kinetic Fiskecup 2021.
————-
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.

Mahdi Shabani Siahgaldeh med en af sine fine karper.